1.10.11

Af: Gunilla Heick Fotograf: Gunilla Heick
Bogmærk eller del
 

Antarktis: Rejse til verdens ende

Allerede på andendagen har vi fået udleveret hver sin postkasserøde parkas og fra da af ligner vi til forveksling en flok kæmpestore røde pingviner, hver gang vi går i land, udstoppet som vi er med termoundertøj, tykke trøjer og lange underbukser.

Forbi pingviner

Forbi pingviner


Vi er nemlig på vej til Pingvinland! Det foregår med Hurtigruten-skibet M/S Nordnorge, som vi gik ombord på i Puerto Montt, Chile.

Nu sejler vi langsomt sydpå. Turen går gennem trange sunde og smukke fjorde, kantet af eventyrlige fjeld med isbræer helt ned til vandet. Landskabet minder ikke så lidt om den norske kystlinie, og det ser ud til at M/S Nordnorge føler sig helt hjemme.

Hver dag er der strandhugst i en eller anden lille flække, inden vi efterhånden når ned til Punta Arenas, Patagoniens storby. Her forlader vi civilisationen og Magellanstrædet og sejler videre sydover, blandt andet via Beaglekanalen. Vi nærmer os for alvor de barske vinde.

Næste eftermiddag får vi Kap Horn i sigte. Vi ankrer op, med håb om landstigning, men bølgerne er desværre for høje. Vi må nøjes med at kigge og fotografere fra skibet.

Samme aften ser vi en film om de store windjammere, og bagefter bliver der live-forstilling: Med ombord har vi nemlig den danske tandlæge Jørgen Hammer, der i 1949 som 18-årig skibsdreng fik lov til at stå ved roret, da den firmastede bark Pamir under ålandsk flag rundede Kap Horn. Det fortæller han om så levende, at han dagen efter adskillige gange bliver bedt om at skrive sin autograf på andægtigt beundrende tyske turisters søkort - Pamir blev bygget i Hamborg.

Forbi Una

Forbi Una


Fremme ved Antarktis

For at nå frem til Antarktis må man krydse det tusind kilometer brede Drakestræde, verdens mest stormfyldte farvand. Det har vi set frem til med blandede følelser. Ifølge vores ekspeditionsleder lå søen nærmest spejlblank på sidste overfart, men så heldig kan man vel ikke være to gange i træk?

Vi har alle hørt om de voldsomme ’roaring forties’. Men det gik godt denne gang, ikke mange af passagererne blev søsyge. Dertil skal dog siges, at M/S Nordnorge er forsynet med meget effektive stabilisatorer, der tager 80 procent af rullebevægelserne.

På et tidspunkt under overfarten passerer man den antarktiske konvergens - et cirka 40 km bredt bælte hvor de kolde antarktiske vandmasser mødes med de varmere og mere saltholdige nordfra - og er så officielt inde i antarktisk farvand. Vandtemperaturen er faldet med flere grader til lige over frysepunktet.

Tredive timer tog det at krydse Drakestrædet, og endelig er vi fremme ved rejsens mål - Antarktis! Eller rettere den antarktiske halvø, der som en lille elefantsnabel stikker ud fra det vældige isbelagte kontinent. Islaget her er op til fire kilometer tykt.

Den lille halvø er det eneste sted på Antarktis, hvor man kan finde isfri kyster. Herfra er der endnu 3.000 kilometer til selve Sydpolen.

Mod Antarktis

Mod Antarktis


I land på øerne

Efter et første stop ved Yankee Harbor på Greenwich Island, hvor vi frådser i fotografering af pingviner og enkelte dovne sæler, fra alle vinkler, når vi om eftermiddagen frem til Deception Island - efter min mening turens absolutte højdepunkt.

Stranden i Whalers Bay er kulsort. Øen er nemlig intet mindre end en sovende vulkan. De sidste udbrud fandt sted i 1991-92.

Det vandfyldte krater, calderaen, minder om Santorini i det græske øhav og udgør en sikker havn, når først man har passeret den snævre indsejling - Neptune’s Bellows.

Danske vikinger ved Sydpolen

Danske vikinger ved Sydpolen


Vikingerne

Og nu er det vi skal vise, at vi er vikinger! Ni af de 30 skandinavere blandt passagererne smider derfor i en vis fart tøjet og styrter ud i det antarktiske havvand, der her måler +0,6C. Er vi blevet skingrende sindssyge?

Nej, forklaringen ligger lige for hånden, eller snarere for skovlen. For graver man bare et par decimeter ned i det sorte lavasand, bliver man belønnet med det dejligste vulkansk opvarmede vand. Et eget privat badekar, voilá!

Så er det ingen sag (eller næsten ingen) først at få sig et kuldechok ude i bølgerne. De sejeste af os tog sågar turen ud i isvandet to gange.

Belønningen bliver - foruden en ubeskrivelig velvære bagefter, og beundrende blikke fra de mange der ikke tør - et glas iskold norsk akvavit og senere hen et diplom, egenhændigt underskrevet af skibets kaptajn.

Nysgerrige pingviner

Nysgerrige pingviner


Nysgerrige pingviner

Deception Island husede i et par årtier i begyndelsen af 1900-tallet en norsk hvalfangerstation. Forfaldne bygninger, rustne tønder og sågar en flyhangar med resterne af et britisk inspektionsfly minder om den epoke. Men de eneste fastboende nu omstunder er de mange pingviner, der betragter os skøre turister med sindsro.

Mennesket er et vanedyr. De første pingviner vi møder, gør os nærmest lyriske, og vi knipser ubehersket løs. Men efterhånden som vi møder dem alle vegne, bliver de snart til en naturlig del af omgivelserne. Det samme gælder stanken af deres efterladenskaber - efter de første intense konfrontationer ænser vi den knap nok.

På skibet har vi fået strenge forholdsregler om at holde en afstand på fem meter til pingviner og andet vildt. Det indgår som en af reglerne i IAATO-bestemmelserne (International Association of Antarctica Tour Operators) om etikette på Antarktis. Men pingvinerne selv må naturligvis bryde reglen!

På Wiencke Island ligger Port Lockroy, tidligere britisk base og nu museum. Her trasker de sjove æselpingviner (gentoo penguins) - den mest almindelige slags på den antarktiske halvø - omkring klods op ad husene og dermed menneskerne. Man må ligefrem passe på ikke at snuble over dem.

En arktisk base

En arktisk base


En antarktisk base

At opholde sig på en antarktisk base i de lange, mørke og iskolde vintermåneder kræver sin mand. Det siges at mangelen på lys og varme gør, at man ældes langt hurtigere. Mangelen på kvindeligt selskab i disse mandesamfund har nok også været en plage. På indersiden af en dør i Port Lockroy kan man nyde synet af Marilyn Monroe i fuld størrelse - basens eneste kvinde.

Den argentinske Almirante Brown station led en krank skæbne i 1984. Basens læge havde allerede tilbragt to vintre her ude, men nu var han blevet desperat - ikke een vinter mere! Så den 12. april, i det antarktiske efterår, satte han simpelthen ild til bygningerne. Basen, der senere blev bygget op på ny, ligger ellers smukt i den beskyttede Paradise Bay. Her havde vi vores eneste landstigning på det antarktiske fastland.

Mange af de 30-35 forskningsstationer på Antarktis befinder sig på halvøen eller øerne lige udenfor. De bliver opretholdt af en lang række lande; Argentina har flest med otte. Der bliver bedrevet forskning for cirka 600 millioner dollars årligt på Antarktis. Men ifølge M/S Nordnorges kyndige foredragsholdere er mange af baserne simpelthen en måde at plante det nationale flag på - forskningen kommer i anden række.

Landgang ved den polske Arctowski station

Landgang ved den polske Arctowski station


Arctowski station

Vi besøgte den polske Arctowski station, som på det tidspunkt var beboet af 12 mænd og en kvinde (de nye tider har naturligvis fundet vej også til Antarktis). Her bedrives seriøst videnskabeligt arbejde omkring blandt andet geologiske forhold. Varmt og rart var det inden døre - nok til at nogle af forskerne optrådte i t-shirt og korte bukser.  

Ifølge Antarktis-traktaten fra år 1959 er Antarktis et kontinent dedikeret til fred og fri videnskabelig forskning, uden militær aktivitet. 44 lande har indtil nu signeret kontrakten, deriblandt Norge. Men spørgsmålet er hvad der vil ske på længere sigt - vil det være muligt at idealismen kan fortsætte?

Mange fagfolk er pessimister. Men de hilser samtidig en fornuftig og begrænset turisme velkommen. Faktisk er turisterne den bedste garanti for at Antarktis kan blive ved med at være et stykke uberørt natur.

Der sker noget med én når man kommer herned, og alle tager hjem en lille smule forandret. ”You get the polar virus”, som en af vores forelæsere udtrykte det. Og den eneste kur er at vende tilbage. Samtidig bliver turisterne en slags ambassadører før Antarktis. ”You can’t protect what you don’t know”, sagde svensk-amerikaneren Lars-Eric Lindblad, der i 1960’erne som den første begyndte at arrangere turistture til Antarktis. Det er altid nemmere at være talsmand for noget som står ens hjerte nær.

Vejen til Antarktis

Rejsen med M/S Nordnorge til Antarktis forhandles af Hurtigruten. Priserne, inklusive fly til og fra Sydamerika, ligger mellem 35 000 og 50 000 kr per person, afhængig af kahytskategori. Hver 14-dagesrejse er unik, landstigningerne er afhængige af vejr og vind. Man kan regne med at komme i land på øer ud for den antarktiske halvø 5-8 gange, og på selve fastlandet én gang.
Sæsonen går fra først i november til sidst i februar. Hver anden af turene tur starter i Puerto Montt, Chile, hver anden i Ushuaia, Argentina. Den flotte sejlads gennem sunde og fjorde i den chilenske arkipelag er et ekstra bonus – M/S Nordnorge er det eneste krydstogtsskib der tager turen helt op til Puerto Montt.

Varmt tøj er nødvendigt på Antarktis

Varmt tøj er nødvendigt på Antarktis


Udstyr

Sommermånederne i Antarktis, dvs. november-marts, er ikke koldere end en almindelig norsk vinter, med temperaturer lige under frysepunktet. Det bedste er at klæde sig efter lag-på-lag-princippet. Vand- og vindtæt overtøj, vandrestøvler (overtræksgummistøvler haves på M/S Nordnorge), varm trøje, gerne termoundertøj. Luffer og hue, solbriller. Lidt pænt tøj til kaptajnens afskedsmiddag. Kikkert, kamera, rigeligt med film. Digitalkameraer kan sagtens klare de få minusgrader.

Læsetips

Der findes megen litteratur om Antarktis. Et godt tip er Lonely Planets ’Antarctica’ (2000). Den dækker alt man behøver at vide omkring vildtliv, steder og historie, og har desuden gode kort.

På isen ved pingvinerne

På isen ved pingvinerne


Fakta om Antarktis

Antarktis er jordens koldeste, tørreste og mest blæsende kontinent. Kulderekorden
–89,2 grader blev målt i juli 1983 på den russiske Vostok-base – juli måned er højvinter på Antarktis. Solen viser sig ikke i flere måneder. Men til gengæld: Når vi har det som allermørkest oppe i Norden, er der midsommer på Antarktis, med dagslys næsten hele døgnet

Antarktis er i omfang nogenlunde på størrelse med Europa, eller lidt større end Australien, men 95 procent er dækket af is. Den antarktiske halvø byder på et spændende dyreliv – her opholder sig i sommerperioden forskellige slags pingviner, fugle, sæler og hvaler. Der er mange gode websider om Antarktis. Tjek for eksempel Cool Antarctica.

Hvem rejser?

Turismen til Antarktis begyndte i lille skala allerede midt i 1960’erne, med svensk-amerikaneren Lars-Eric Lindblads skib Explorer. I dag sejler en snes fartøjer af forskellig størrelse herned, fra flere verdensdele. Årligt besøges Antarktis af 10-15 000 mennesker. Og turismen er i hastig vækst.

M/S Nordnorge tager op til 300 passagerer på hver tur, men fuld belægning betyder lange ventetider for at komme i land med gummibådene.

Sidste nyt:
Hurtigrutens nyeste skib M/S Fram sejler til Antarktis.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt