Af: Bogomtale
•
Fotograf: Klavs Becker-Larsen / Bogforlaget frydenlund
Bog: Everest udfordringen - Dagbog fra en hemmelig færd
Denne bog rummer den utrolige beretning om en dansker, der - før Mt. Everest endnu var besteget - kastede sig ud i at bestige verdens højeste bjerg.
Klik for større billede
|
I begyndelsen af marts 1951 starter Klavs Becker-Larsen sit forsøg på at bestige Mt. Everest. Han har 4 sherpa bærere med sig, da han forlader Darjeeling i Indien. Hans forsøg må foregå illegalt. Året før er kineserne rykket ind i Tibet, og i Nepal kæmper den regerende fyrsteslægt mod demokratiske kræfter om magten.
Hans forgængere - 7 engelske ekspeditioner - er gået gennem Tibet for at nå frem til Everest. Han vælger at gå direkte mod bjerget gennem Nepal. Det er kortere og - mener han - mindre risikabelt. På forskellig vis lykkes det ham at bluffe sig forbi nepalesisk militær og politi, og en måned senere når han - nu med 12 sherpaer - sydsiden af Everest. Et hasarderet forsøg på at trænge frem fra denne side bliver effektivt standset af faldende sten og is.
Han vælger i stedet at gå ind i Tibet via Nangpa passet (5716 m.), en omvej på 200 kilometer. Han er den første vesterlænding, som krydser dette berømte pas. I begyndelsen af maj er holdet på vej op ad gletsjeren på nordsiden af Everest. Men nu er en kinesisk militær-patrulje på sporet af dem. Lamaer i det nærliggende Rongbuk kloster bilder kineserne ind, at Klavs Becker-Larsen ikke kommer samme vej tilbage, og patruljen opgiver jagten, da de når op til isen.
Den 9. maj arbejder Klavs Becker-Larsen og 3 sherpaer sig op ad Everests nordlige flanke, North Col. Væggen er stejl, og der må hugges trin for hvert skridt. Da de når 6800 meters højde, nægter sherpaerne at fortsætte. De følgende dage prøver Klavs Becker-Larsen ved trusler og løfte om højere løn at få dem med sig. Men forgæves. Hans forsøg er slut.
 |
Links: |