Bulgarien: På ridetrek over Balkanbjergene

Ridetræk i Balkanbjergene

De forreste i ridegruppen anført af Tochco er forsvundet bag træerne på den smalle serpentine-sti, der slynger sig op ad bjerget, men jeg er fortrøstningsfuld - min hest kender vejen - og bag mig har jeg Alex vores guide. Faktisk behøver jeg slet ikke ”styre” min hest på vejen op, han er en topprofessionel bjergbestiger og ved eksakt hvor han skal dreje - og ikke mindst hvor han skal sætte sine ben for ikke at skride. Jeg hjælper ham ved at læne mig lidt frem i sadlen, så min vægt fordeles på alle hestens ben.
Nu kan jeg igen se mine rejsefæller og genner min hest op til dem.
Forude ligger passet vi skal over for at passere Balkanbjergene.

Udsigt fra gæstehuset i Apriltsi

Apriltsi - Mandrata

Tidligere på dagen var vi vågnet til en aldeles pragtfuld dag og fra terrassen i vores gæstehus i Apriltsi, der ligger i Ostrets ca. 585moh, havde vi en fin udsigt ud over dalen og de bagvedliggende bjerge. Gæstehuset var virkeligt lækkert og meget smagfuldt indrettet med gode 2- og 3-sengs værelser fordelt på 2 etager med hver sit fælles bad og toilet. Både indvendigt og udvendigt var huset pyntet med fine antikviteter og gamle landbrugsredskaber.

Efter et solidt morgenmåltid bl.a. med hjemmelavet yoghurt var det tid at køre til Riding Base ”Balkan”, der ligger lidt uden for Apriltsi for foden af Balkanbjergene. Her mødte vi vore værter Tochco, der til dagligt driver Riding Base Balkan, og Alexander - kaldt Alex - der er vores guide på den kommende uges rideferie - ”Balkan Trail - Ridetrek over 2 bjerge”. Alex taler engelsk, fransk, russisk samt lidt spansk og er turens charmetrold.

Med på turen er også:
Far og voksen datter, der er her for 4. gang - og som har tabt sine hjerter til området.
En yngre kvinde, som har egen hest og som jævnligt rider.
En moden kvinde, der har redet europa- og verdensmesterskab i langdistanceridning - og vundet præmier.
En yngre belgisk herre, som tidligere har redet et par gange i Polen, er på sin 4. rideferie - dog første gang i Bulgarien.
Et fransk ægtepar omkring de 50 år, som fornøjer sig med rideture rundt omkring i Europa og kommer direkte fra en ridetur i Ungarn.
Jeg, som har redet lidt islandsk heste på dagsture, og som bestemt ikke kan betegnes som rutineret. Den hidtil længste rideferie var et par dages ridetur i Norge.

Derudover følger Tochco’s smukke kone Rene sammen med den lige så kønne datter Veronica på 10 år i bil med vores bagage fra sted til sted og sørger for at servicere os med mad og drikke. De taler begge engelsk.

Staldene ved Riding Base Balkan

Alex fik med sin store rutine hurtigt spottet, hvem der skulle have tildelt hvilken hest, som allerede stod opsadlet med westernsadler. Jeg fortalte med det samme, at jeg bestemt ikke kunne betragtes som rutineret og fik tildelt vallakken Djamal. En stærk, men lidt doven hest, som der skal prikkes til undervejs. Mine rejsefæller fik også heste efter rutine - nogle mere livlige end andre. Alt i alt et godt blandet hold.

Der var ikke megen tid til at se selve stutteriet ved Riding Base Balkan før vi sad i sadlerne, så det må vente til vi kommer tilbage, for før vi fik set os om, var vi på vej gennem byens gader. Apriltsi er i virkeligheden en samling af små landsbyer, der ligger lidt spredte i dalen.

Balkanbjergene venter forude

Vi skridtede på en lang række gennem byens udkant og kunne betragte de små haver og husene fra hesteryg. Allerede efter en lille times skridt var vi ude på engen og Tochco signalerede, at det var tid til turens første galop. Her er det almindelig pli ikke at overhale en anden hest i galop. Nogle heste vil i givet fald ”tage kampen op”, så det er vigtigt at holde rækkefælgen i gruppen. Desværre var det ikke alle der havde forståelse for det. Men det gik heldigvis godt uden det ”vilde” ridt.

Vi kom op på den første lille bakke og kunne se hvad der ventede forude - Balkanbjergene - også kaldt Stara Planina (der betyder ”Det Gamle Bjerg”). Bjergkæden er ca. 530 km lang og løber på tværs af hele landet fra Serbien i vest til Sortehavet i øst.

Solen bagte ned på os, så både heste og ryttere tørstede, selv om vi havde vand med i saddeltaskerne. Så det var en lise at komme ind i den skyggefulde skov og frem til frokoststedet, der var anrettet på et bord under et lille tag. Varm kartoffelmos med frikadeller og pølse, og naturligvis frisk salat med aldeles lækre agurker og solmodne tomater - som Bulgarien er så kendt for.

Mandrata

Vi er nået op i passet ved Smesite ca. 1.600 moh. og står af hestene for at give alle tid til at nyde den betagende udsigt til de omkringliggende høje punkter og dalen nedenfor. Vi er ikke langt fra vort første overnatningssted og rider ned til Mandrata, ca. 1400moh. Det er et tidligere malkehus, der nu er indrettet som refugium - eller bjerghytte. Men huset er langtfra færdigrenoveret. Det tager tid at få genopbygget Bulgarien, men man er i gang - om end det går langsomt. Så det er en simpel hytte - sammenlignet med nordiske forhold - og har 3- og 4-sengs rum, hvert med sit bad og toilet. Som de fleste andre steder lægges brugt toiletpapir i en spand og skylles ikke ud i toilettet, da det kan stoppe afløbsrørene.
Vi får indrettet os på rummene, mens hestene sadles af og får lov til at græsse på skråningerne neden for hytten.

På hele turen har vi haft følgeskab af schæfertæven Kora og den bulgarske fårehund Balkan - og de er meget glade for hinanden, så glade at de har parret sig et par gange. Balkan kan godt være lidt jaloux og snerrer af os, hvis vi kommer for tæt på Kora.

Uden for hytten kan vi på nogle træstammer sidde og nyde eftermiddagen, mens vi skyller støvet ned med en øl eller vand - eller med kaffe og kage som Rene allerede har tilberedt til os. Snakken går naturligvis på vore ømme baller og benmuskler efter en god dag på hesteryg.

Alt imens Rene er i gang i køkkenet og senere serverer hun hønsekødssuppe, grillede auberginer, pølser og grillspyd med kylling og gris.
Med i bagagen har vi hver en sæk med lagen, pude og dyne som vi reder op med på de lidt slidte madrasser. Selv om sengetøjet naturligvis er rent, er det en god ting at spray sig selv og sengetøjet med myggebalsam, for at undgå unødige stik.

Gårdene ligger spredte i bjergene

Mandrata - Kalofer Klosteret

Jeg har sovet perfekt for åben dør og duftet til den kølige bjergluft. Der er lidt tid til morgenmaden er klar, så jeg går en lille tur op ad bjergskråningen og nyder solopgangen over Balkanbjergene. Inden længe mærker jeg solens varm.
Mens vi spiser morgenmaden fodrer Alex og Tochco hestene og sadler dem op. Det vil de selv gøre for at være helt sikker på, at alt er spændt korrekt. Sikkerheden for rytterne er i højsædet her.

Før vi skal afsted kommer hyrden med sin fåreflok, som han driver frem højere oppe på bjergskråningen. Med sig har han sine bulgarske fårehunde, hvis primære formål er at holde sammen på fåreflokken, men også at beskytte flokken mod ulvene, som strejfer rundt her omkring.

Hundeslagsmål

Uvist af hvilken grund - måske fordi hundene kan lugte at Kora er i løbetid og der er en anden hanhund i nærheden - stormer flere fårehunde ned mod hytten og på et splitsekund er alle hundene i kamp. Og det er Balkan det går ud over. Vi kan intet gøre.. eller?
Jeg tager en lang gren og forsøger at banke den i ryggen på den kæmpende flok. - Lad være, bliver der råbt, du risikerer at de angriber dig. Men de ramte hunde flytter sig et par meter og kæmper videre. I mellemtiden er hyrden kommet til og mens han blot ser på - sikkert med en vis respekt for sine egne hunde - får Rene banket en skovl i ryggen på en af de angribende hunde og de spredes, så hyrden kan få gennet hundene tilbage til fåreflokken. Sikke et drama lige fra morgenstunden. Balkan, som det er gået værst ud over bløder fra et bid i skulderen, og trøstes af Rene - og er pludselig blevet meget blidere….!

Spis blot

Forbi Mt. Botev

Turen går nu videre op over endnu et højdedrag med vid udsigt til alle sider. Her er der plads til dagens anden galop og over en længere strækning drøner vi afsted.
Vi må være midt i ”bjørneland” for overalt er her en frodighed af blåbær. Og den chance vil vi naturligvis gribe. Vi er nu på turens højeste punkt, ca. 2.000 moh. og ser for første gang Balkanbjergenes højeste top Mt. Botev, 2.376moh ligge et par km væk. På toppen står et kommunikationsudstyr og i en lavning lige under toppen ligger fortsat en snedrive. Det Centrale Balkan har et fastlandsklima med varme og tørre somre - vi har vel omkring 28-30 graders varme lige nu - selv her i højden, og om vinteren ligger her normalt 3 meter sne.

Foran os kan vi i det fjerne skimte Plovdiv-sletten og de lavere liggende bakker, der udgør Sredna Gora–bjergkæden.
Nu starter nedturen på den stejle sydside af Balkanbjergene og for at undgå for stor belastning af hestenes bagben, står vi af og går med hestene ned ad bjerget. Det er nødvendigt at gå lidt i zig-zag og det ser ud til at hestene nyder det.

For foden af bjerget ligger et hyggeligt fristed, hvor der ventes med frokost - igen en dejlig salatblanding og stegt forel.

Fader Damyam ringer til messe

Kalofer-klosteret, 585moh

Efter et sidste ridt ned gennem skoven passerer vi floden Bjala Reka og kommer frem til klosteret ved Kalofer, der ofte betegnes som munkeklosteret, selv om her også bor nonner. Her skal vi overnatte i et afsnit af klosteret, der er indrettet som vandrehjem.

Klosteret er oprindeligt fra 1606, men blev under tyrkerperioden plyndret og sat i brand flere gange.
Bulgarien var under tyrkisk overherredømme i næsten 500 år og blev først i 1878 befriet af russerne og delt i tre territorier. Senere kom verdenskrigene og i 1946 blev monarkiet afskaffet og erstattet af den kommunistiske folkerepublik og Bulgarien blev medlem af østblokkens Warszawa-pagt indtil ”Murens” fald i 1989. I dag er landet demokratisk og medlem af både NATO og EU.
Klosterets kirke er fra 1880, men resten af bygningerne er yngre.

Fader Damyam er stedets eneste mand og præst og har været her i mere end 30 år. Han er yderst veluddannet og taler som den eneste beboer engelsk. Her lever desuden 3 gamle nonner.
Vi har lige indrettet os i 2-mandsrummene, da præsten ringer til messe. På de to klokker lige uden for kirken formår han ved et simpelt snoretræk at spille et lille stykke velklingende musik. Ved kirkens indgang er malet fresker og da vi inviteres indenfor, kan vi nyde de flotte fresker i kirkens hvælvinger, og ikoner med billeder af Maria og Jesusbarnet samt helgener og præster er placeret overalt langs med kirkens vægge. En af nonnerne er kommet til og det er hende, der skal holdes messe for. Vi andre forlader kirken for at give dem ro.

Ved kløften i Dzendema

Vandretur til kløften

Vi er nogle stykker, der benytter lejligheden til at få rørt benene på en lidt anden måde - på en vandretur ind i kløften ved Dzendema reservatet få hundrede meter fra klosteret. Floden Bjala, der er 37 km lang, starter ved foden af Mt. Botev og skærer sig dybt gennem landskabet. En anlagt sti med ikke færre end 400 trappetrin og 8 broer krydser den smalle kløft, hvorunder floden bruser ned over flere små vandfald. Vandreturen bringer os langt ind og op i kløften og hele ruten er en rundtur på et par km med fin skiltning undervejs, der forklarer hvilke dyr, fugle, træer og blomster etc. som vi kan støde på. Turen tager ca. 2 timer - men det kan blive endog meget varmt i kløften, hvor vinden nærmest står stille.

En nonne trækker sig tilbage

En stille og varm nat

Tilbage i klosteret er skumringen ved at lægge sig og en af de gamle nonner trækker sig tilbage mod sit logi i en anden afdeling af klosteret. Selv om Den Bulgarske Ortodokse Kirke står stærkt og er meget populær blandt bulgarere, er klosterlivet her, som mange andre  steder i den vestlige verden, ikke noget der er tilgang til. Nonnen er en døende race.

I køkkenet har Rene som vanligt tryllet og Veronica serverer en dejlig svampesuppe efterfulgt af kogt svinekød i grønsags-sauce med kartofler og en agurkdressing i yoghurt.
Og igen i aften skænker Tochco et glas Rakija (brændevin) for at fejre dagens bedrifter. Snapsen er dog ikke nær så stærk, som den chilipeber, som nogle giver sig i lag med....

Om det var dagens 24 km lange ridetur over bjerget, vandreturen i kløften, den let krydrede mad eller Rakija’en eller blot nattens ulidelige varme, ved jeg ikke - men sove kunne jeg bare ikke i nat!  

Gennem skoven mod Svezhen

Kalofer Klostret - Svezhen

Fra Klosterets have kan jeg denne morgen tydeligt se Mt. Botev med sneen i lavningen rage højt op i landskabet. Præsten har allerede ringet til morgenmesse og kl. 10 er vi klar til dagens ridetur.
Syd for Balkanbjergene, på den anden side af Rosernes Dal, ligger en mindre bjergkæde - Sredna Gora - hvis højeste punkt Bogdan, 1.604moh. ligger i den vestlige del.

Naturen i den østlige del som vi skal ride til er mere bakker end egentlige bjerge med løvskov og spredte idylliske landsbyer. Efter ca. 6 km ridt kommer vi gennem landsbyen Kalofer - først gennem en ældre bydel og senere med udsigt til en række mere moderne og velholdte huse.
Snart er vi ude i periferien og kan ikke modstå fristelsen for at smage på de fuldmodne blommer. Vi rider ud over åbne marker med masser af fuldmodne brombær og skal op gennem skoven. Vi forlader grusstien for at ride i et næsten usynligt spor, der snor sig stejlt op gennem slugterne i løvskoven.

Picnic

Picnic

På en lille åben strækning får hestene lov til at strække ud på en af dagens galopper. Både vi og hestene får varmen og da vi atter når skoven, er det tid til picnic, som Tochco og Alex har haft med i saddeltaskerne. Drikkevarer medbringer vi selv i egne tasker. Det er ikke muligt at købe vand på turen og vandet fra floderne er ikke drikbart.
Igen er her mad i overflod - lammespegepølse, okse- og svine-dito. Aldeles kødfulde og velsmagende. Og masser af forskellige oste. Efter frokosten er der stemt slå-mave-hvil….. Stilheden sænker sig over os alle. Jeg ruller mit regnslag ud og ligger mig på det og kikker op i de endnu lysegrønne trækroner, inden jeg blunder hen.
Kun et øjeblik - sådan ca. 30 minutter - så går det atter på hesteryg ned gennem skoven til vi, efter dagens samlede etape på omkring 25 km., når frem til huset Hizha Svezhen, 1.066moh.

Ved Svezhen - Riding Base "Valley of Roses", 1.104 moh.

Et fint hus med mange muligheder

Riding Base Balkan forpagter huset og benytter det som base for nogle af de andre rideture i området - bl.a. til Rosernes Dal-turen. Huset er i flere etager med 2-, 3- ,4- og 5-sengs rum og med fælles toilet og bad på hver etage.
Mens vi venter på Rene med bagagen og Alex sørger for at hestene sadles af og kommer ud på græsningsarealerne, kan vi slappe af i skyggen af druerne på pergolaen over terrassen.

Huset ligger smukt på bjergskråningen med en pragtfuld udsigt ud over Sredna Gora - og solnedgangen er et kapitel for sig selv... for ikke at nævne den stjerneklare nat, som vi efter en god middag kan sætte os ud under og nyde synet af, mens de mange små lys glimter fra landsbyerne nede i dalen.....

Vi rider fra "Valley of Roses"

Fridag i Svezhen

- Hørte du ulvene hyle i nat? bliver jeg spurgt, da jeg efter en rolig og behageligt kølig nat går ned på terrassen. - Nej, desværre har jeg haft mine ørepropper i, så jeg har intet hørt, svarer jeg. - Der var ulve i nat og hundene begyndte at gø. Det er ikke helt ufarligt at lade hestene stå ude om natten, hvis ulven kommer forbi. Af samme grund sidder der også en stor og stærk projektør på husets gavl, som kan tændes, hvis ulvene kommer for tæt på!

I løbet af morgenen får solen brændt det lette skylag væk og selv om det er fridag, får hestene ikke helt ro.

Hovedgaden i Svezhen

100 år tilbage i tiden

Vi skal på bytur til Svezhen, der ligger ved den 25 km lange flod Svezhenska Reka. Byen, der er mere end 600 år gammel, har flere bygninger som er over 300 år gamle og det er da også som at komme 100 år tilbage i tiden, da vi rider ind i byen. En gang boede her mere end 5000 mennesker i dag knapt 200 - alle i en moden alder!
Her hersker en underlig stilhed. Kun lyden af hesteskoenes skridt i gadens cement høres. Solen bager over vores hoveder. Ved byens torv er der lidt aktivitet - man er ved at renovere kirken.
Hestene parkeres tæt ved torvet og vi får lejlighed til at gå lidt rundt på egen hånd og snuse stemningen til os.

Glimt fra byen

Jeg går op ad en sidegade, der går skråt op ad bjerget. Her kan biler ikke komme op - måske en hest eller et muldyr. Vand er ikke indlagt i disse huse. Det henter man i dunke nede ved vandingsstedet på torvet. Mange af husene gemmer sig bag tykke faldefærdige mure - et levn fra Tyrkerperioden - men inde bag murene ses flere steder fint renoverede huse. Pussede og med en blomstrende have. Blomster skal der være råd til. Det er ikke unormalt at folk har en gris eller en ko i baghuset og et par høns i haven. Men mange af husene ser forladte ud - og det er et af problemerne i Bulgarien; de unge flytter fra landsbyerne til de store byer - eller værre; tager arbejde uden for landet, så landet selv mangler kvalificeret arbejdskraft. En del af handlen mellem folk sker uden penge og således også uden registrering af omsætning og moms. Simpel byttehandel.
En mand kommer til et hus med en spand nymalket mælk og går derfra med et bundt gulerødder. Nogle har kartofler, andre kan bytte med peberfrugter eller ferskner. De fleste huse har druer - og laver måske lidt vin - men også brændevin på drueskallerne - Rakija.

Proviantering hos købmanden

Vi besøger købmanden for at få en cola og straks kommer købmandskonen med glas og isterninger. Men vi takker nej, vi kan sagtens drikke direkte fra flasken, så hun giver os et par sugerør. Isterninger skal man passe på med, hvis maven ikke er vant til den bakterieflora, som hersker her. Det kan give dårlig mave, så vi undgår isterningerne. Uden for købmanden kan vi sidde ved små borde i skyggen af træerne tæt på den rislende flod. Her er få andre gæster og et par børn leger på broen, der fører over floden til byens torv.

Byens eneste bar ligger på et hjørne af torvet og herfra kan vi følge kirkebyggeriet. Det er hårdt arbejde at køre trillebøren fyldt med grus og cement op til kirken - og så i den varme. Mens vi betragter sceneriet kommer præsten forbi. Han er i civil og følger naturligvis arbejdet med stor interesse. Det er ellers ikke mange andre mennesker vi møder. Livet går sin vante gang i dette levende museum.

Brombærrene er bare så gode...

På skud

Der er mulighed for at komme ud at bade i søen på vejen tilbage til Hizha Svezhen, men da vi vander hestene ved søen - afstår jeg fra at svømme i det. Indbydende er søen ikke med det grågrønne algefarvede vand. Men der er alligevel nogle, der ønsker at bade, så mens de gør det, rider vi andre hjem og vandrer en tur op af bjerget, hvor vi finder nogle helt uimodståelige, store, sorte, saftige - næsten overmodne brombær. Jo, de smagte fortræffeligt!

Gennem Aleksandrovd

Svezhen - Rusalka

I dag skal vi på langtur - ca. 34 km - så Rene har lavet specielt morgenbord til os med brød fyldt kød og smeltet ost - en såkaldt banica.

Vi rider ned i Rosernes Dal, hvor der i rosernes blomstringstid maj/juni er stor aktivitet tidligt om morgenen med at samle rosenblade i de opdyrkede rosenplantager. Rosenbladene bruges til fremstilling af den ekstrem dyre rosenolie, der benyttes i parfumefremstillingen.

Vi kommer gennem byen Aleksandrovd, der mest af alt minder om en spøgelsesby. Ikke en levende sjæl ser vi. En enkelt bil eller to står parkeret i en sidegade. Det ene trøstesløse hus efter det andet, delvist skjult bag tykke mure.
I bunden af dalen er terrænet jævnt og der bliver mulighed for en galop. Jeg ligger som vanligt bagerst i feltet og da de andre er sprunget afsted, får jeg endelig vækket Djamal. De forreste ryttere svinger i fuld fart til venstre ad en markvej og min hest ser sit snit til at skrå ind over marken for at indhente flokken. Desværre er der et levende hegn mellem os og jeg får ved at lægge pres med tøjlen på hestens hals dirigeret den uden om hegnet tilbage på stien - i fuld firspring. Godt at jeg har hornet på min westernsadel at klamre mig til!

Frokoststed i Tazha

Så går det roligere, da vi skridter gennem rosenplantagerne og kommer til næste lille landsby, Tazha. Her er næsten lige så mennesketomt. Kun et par unge mænd sidder foran byens café. På husvægge ses peberfrugter hængt til tørre og på gadens pergolaer vokser et hav af blå vindruer.
Midt på en støvet gade stopper vi! Hestene bindes til et jerngitter. - Det er her vi skal have frokost, siger Alex. Jeg ser mig om efter restauranten, men kan ingen se. Alex går forrest og åbner lågen til en privat have. Indenfor er der på husets terrasse dækket fint op. Overalt er der blomster, frugt og søde drueklaser hænger næsten ned i hovedet på os. I køkkenhaven bag huset vokser peberfrugt, frugttræer og det kan ses, at konen i huset er selvforsynende med grøntsager.
Her bliver der serveret en frisk og velsmagende, kold yoghurt-suppe med agurk og dild efterfulgt af en kødret. Igen alt for meget mad!

Ankomst til Hizha Rusalka, 1.108 moh.

Dagens sidste etape fortsætter op mod Balkanbjernene ad en knapt så stejl rute, som den vi gik ned ad forleden. Der er en bred lidt kedelig sti det meste af vejen og ud på eftermiddagen er vi fremme ved refugiet Hizha Ruskala, 1.108moh.
Hytten bestyres af en familie - der hverken smiler eller hilser goddag - måske er det nærmest en belastning for dem at vi kommer? Et forsøg på at sige ”goddag” overhøres - de har travlt med at spise. Og det er netop hvad de gør - spiser hele dagen - hvilket også kan ses på deres figurer. Nå, vi har heldigvis Rene og Veronica med - og de sørger godt for os.

Hytten er meget spartansk og den ringeste af de hytter vi har været i. Her er dobbeltværelser og 5-sengs rum med fælles bad og toilet på hver etage. Kun et sidde-toilet - og 3 ”pedaltoiletter” (For dig som ikke ved hvad et pedaltoilet er, kan jeg oplyse, at det intet har med at cykle, men at man står op eller sidder på hug, når man forretter sin nødtørft.)
Beliggenheden kan ingen klage over. Igen med en flot udsigt. Der skal så lidt til (efter danske forhold) for at gøre stedet attraktivt. Men her hersker vist fortsat betonkommunismen….

Ved en blomstrende skråning

Lidt derfra rider vi stejlt op ad en bjergskråning til et refugium, hvor man venter med frokost til os. Suppe og karbonader. Både vi og hestene har godt af at slappe af, for det har været en hård tur op - og en lige så hård tur venter ned på den anden side af bjergkæden, hvor landskabet flader ud i den frugtbare Donau-slette. Der er tid til at slappe af og/eller gå en lille tur til et udsigtspunkt oppe bag hytten.

Vi følger nu samme spor ned mod Apriltsi, som vi red ud af og efter nogle timer er vi næsten fremme. Vi gør klar til turens sidste galop hen over den nyhøstede mark - men så lyder der et tordenskral og pludselig åbnes der for slusen. Regnen vælter ned. Vi søger ly under skovens træer og afventer bygens drift. Så giver Tochco tegn. Regnen er drevet forbi og vi kan fortsætte. Det bliver dog kun til en mindre galop.
Men tænk, at vejret har været så fint hele ugen og regnen først kom på det allersidste stræk - endda uden at vi blev våde!

Christo smører sårsalve

Riding Base Balkan

Efter ca. 31 km ridt er vi tilbage i Apriltsi, hvor vi møder Christo og hans kone Dorte, der er medejere af Riding Base Balkan. Nu er der tid til at se nærmere på stutteriet og høre mere om stedet. Milo, der også er guide, er stedets staldmester og han tager sig af hestene: Nu får de fri og skal ikke lave noget den næste uge - blot slappe af.

Christo viser stolt nogle af årets nye føl og fortæller at der hvert år kommer 5-6 nye føl til og at de efter 2 år får en sæson sammen med de løst gående heste oppe på bjerget, så de kan lære terrænet godt at kende. Først når de er 3-4 år får de lov til at komme med på tur. - Jeg kan se, at du er glad for dyrene, siger jeg, da han går i gang med at smøre sårsalve på en hest. - Ja, vores politik er først og fremmest sikkerheden for vore gæster, svarer han, og dernæst er det meget vigtigt, at vores dyr har det godt. Har dyrene det ikke godt har vores gæster det heller ikke - og så skal vi ikke drive denne virksomhed. Derfor tager vi os godt af vores dyr.
Dorte fortæller, at Riding Base Balkan er de første i Bulgarien, der har importeret amerikanske Quarter heste, verdens hurtigste - og viser os et herligt føl, der går med sin mor adskilt fra de øvrige heste.
- Får vi nyt blod og plejer vi vores heste godt, har vi en god fremtid med ridning her i Bulgarien, slutter hun.

Tidsel

En tidsel i haven

Vi har oplevet et paradis for eventyrlystne ryttere, hvor sikkerheden for rytterne har været i top. Vi har haft fine og velplejede heste til vores rådighed og oplevet noget af Bulgariens fantastiske natur over bjerge, ned i dale og langs floder, og mødt en flig af bulgarsk kultur på vores ca. 150 km ridetrail over 2 bjerge.

Men selv i den flotteste have kan der være en tidsel.
Vi havde en unødig lang og besværlig rejse til Apriltsi, hvor vi fløj med en chartret maskine fra Bulgarian Air Charter fra København til Bourgas ved Sortehavskysten. Herfra blev vi - og andre gæster - i nattens mulm og mørke kørt i en minibus i ca. 4 timer til Plovdiv. Chaufføren kunne ikke engelsk og havde hverken vådt eller tørt til os. Det lykkedes at få forklaret, at vi skulle have noget at drikke undervejs og vi fandt i løbet af natten et sted at købe vand.
I Plovdiv skiftede vi, der skulle på ridetur, over i en mindre bil og kørt i ca. 3,5 timer med en chauffør, der godt nok kørte pænt, men som ikke kunne finde vejen uden efter et par gange at have kontaktet Riding Base Balkan. I alt ca. 7-8 timer transport, med ankomst til gæstehuset kl. 6 om morgenen. Det var en ubehagelig tur, som ingen gæster var forberedte på!

Så bed din turoperatør om at blive fløjet til Plovdiv eller hovedstaden Sofia, hvor værterne fra Riding Base Balkan afhenter dig og kører dig på små tre timer direkte til Apriltsi.

Vejviser i Balkanbjergene

Vejviser

Sted: Apriltsi i Balkanbjergene i Bulgarien

Årstid: August

Kort: Balkan Trail & Trail to The Singing Rocks – Kopi med ruteindtegning udleveret af Riding Base Balkan.

Guide: Turen Går til Bulgarien, Politikens Forlag

Teknisk rejsearrangør: Riding Base ”Balkan”  

RejseAvisen.dk var inviteret af Riding Base ”Balkan” og Penguin Travel.