Royal Caribbean

23.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandretur i Jasper National Park, Canada

De er her. Bjørnene. Både grizzly og sort bjørn for her er friske ekskrementer og fodspor efter dem på stien, der fører os ind ad Tonquin Valley ruten i Jasper National Park.

Mt. Edith Cavell, 3.363 moh.

Mt. Edith Cavell, 3.363 moh.


Rundt om Old Horn i Jasper National Park

Vi er 18 på tur, men vi bliver delt i to hold med hver sin lokale guide. Grupper må ikke være større end 10 personer her i nationalparken og der kræves en lokalguide til hver gruppe.

Vi skal vandre i alt 42 km fordelt over to dage og grupperne går hver sin vej på strækningen rundt om bjergmassivet Old Horn.

For at vandre her skal der løses et pas, ligesom vi skriver under på, at turen gennemføres på eget ansvar og at den lokale guide ikke kan gøres ansvarlig for eventuelle uheld.

De betalte afgifter går til at vedligeholde nationalparkerne, stierne, skiltningen, dyrene, etc. - så det er helt fair.

Old Horn i Jasper National Park

Old Horn i Jasper National Park


På sporet af bjørne

Guiderne har stor lokal erfaring, og kender området ud og ind.

Vores guide fortæller om de spor, vi ser fra vilde dyr og viser os hvorledes bjørnen har været efter myrerne i en rådden træstamme. Jo, den er lige i nærheden. Bjørnen.

Vi kan måske ikke se den, men den kan se - og ikke mindst høre - os. For det gælder om ikke at overraske bjørnen, så den føler sig truet. Derfor snakker vi højt, synger og ”larmer”.

Vi møder nogle, som går med bjørneklokker, dvs. små bjælder, der er fastgjort til bukserne, hvilket sikrer, at der hele tiden er støj. Hører bjørnen dette, er den forberedt på, at noget ”ubehageligt” er på vej og kan fortrække til et sikkert område.

Astoria River

Astoria River


Lidt om dyrelivet

Vi hører om den specielle fugl ”kogleknækkeren”, der lever af kernerne fra fyrrekoglerne. Hvorledes de med deres store næb er i stand til at flække koglerne og have op til 150 kerner i munden. At de gemmer disse kerner i jorden, så de har dem, når vinteren og kulden sætter ind.

Og selvfølgelig ser vi egern. Mange forskellige slags.

På stien op gennem skoven ser vi også spor efter moouse (elg).

Ved Astoria River gør vi holdt for at spise frokost.

Dette sted er som printet ud af en flot western-film - der har alt. Solen skinnener fra en skyfri himmel. Floden, der sagte slynger sig i et frodigt landskab. Udsigt til sneklædte bjerge af enorme dimensioner.

Her er bare så flot.

Amathyst Lake

Amathyst Lake


Amathyst Lake

Efter 22 km når vi sent på eftermiddagen frem til Amathyst Lake, hvor vor lejr ligger ca. 100 meter fra søen.

Her er mulighed for at bjørnesikre vor mad i et indrettet stativ. Maden og andre ting hejses ca. fem meter op i stativerne - uden mulighed for at bjørnen kan få fat i sagerne.

Det undrer mig dog, at stativer står så tæt på vore telte! Får bjørnen færden af maden, vil den uundgåeligt komme tæt på vore telte. Men jeg trøster mig med, at de nok ikke kan lide menneskelugten!

Teltplads ved Amathyst Lake

Teltplads ved Amathyst Lake


Etablering af teltlejr og frisk vand fra søen

Der er mulighed for at hente vand i søen. Så vor turleder og jeg går ned efter vand, mens de andre sørger for aftensmaden.

Vandet skal dog koges inden vi bruger det i madlavningen og det vand vi skal drikke bliver filtreret, inden vi hælder det på flaskerne.

Hen under aftenen bliver det koldt her ca. 2.000 moh, så de lange underbukser kommer på, inden vi spiser aftensmad.

Tandbørstningen er et kapitel for sig selv. Tandpasta må ikke spyttes ud på jorden - jo, hvis du vil tiltrække bjørnen! Så tandbørstningen foregår i lokumsspanden!

Her er indrettet et fritstående lokum, med førsteklasses udsigt højt til vejrs. Dette sted ligger dog ca. 75 meter fra teltene - godt skjult bag træer og buske.

I alle tilfælde så langt fra det ”sikre” telt, at ingen skal nyde noget af toilettet efter mørkets frembrud!

Mødet med den anden gruppe

Mødet med den anden gruppe


Ny dag, nye oplevelser

Morgentoilette foregår kl. 6.30 nede ved søen - i dag med ”to fingre” i vandet og en dråbe i hovedet, inden morgenmaden.

Et par timer efter er vi atter på vej. Vi møder den anden gruppe, der har overnattet ca. tre km fra os i en anden lejr.

Turen fortsætter op langs en lille bæk op gennem en bred dal.

Klik for større billede
Fotograf: Anne Williams


Guidens møde med bjørnen

Guiden har en historie i ærmet, som hun vil fortælle, men det skal være på et ganske bestemt sted. Da vi når stedet, agerer hun både bjørn og sig selv - til stor morskab for os!

Her arbejdede hun for nogle år siden med at udbedre vandrestien sammen med nogle mandfolk. De var færdige og hun går alene tilbage med sin spade på skulderen.

Netop her på vej op kommer hun rundt om bakken og står pludselig ansigt til ansigt med en grizzly. Der er vel ca. 15 meter mellem dem og de bliver begge forskrækkede!

Begge tænker de - hvad gør jeg? Bjørnen rejser sig på bagbenene for bedre at kunne se hende. Hun ved, at det eneste hun ikke skal gøre, er at løbe, så hun hamrer resolut sin spade i jorden med et ordentligt smæld.

Bjørnen reagerer og lusker væk ned ad bakken og hun går skyndsomt længere op.

Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt