Chile: På cykel gennem Patagonien

Klik for større billede

Punta Arenas

Efter den lange flyvetur fra Paris til Santiago i Chile skulle jeg have fat i bagagen for at tjekke den ind til indenrigsruten mod Punta Arenas ved Magellan-strædet. I forvejen var det småt med tid, da jeg kun havde godt 1 time til at passere ”immigrationen” – fatte bagagen og tjekke ind. Med lidt rundsave på albuerne og en masse ”Excuse Me!” lykkedes det at nå det hele.
Air France fik dog mit blodtryk til at stige, da jeg måtte konstatere, at det var lykkedes at lave en ca. 25 cm lang flænge i min spritnye cykeltransport-taske. Surt! Her må man betale 600 kr. for sit besvær med at pakke cyklen ned i en taske - og så var dette takken! Knapt var mit blodtryk blevet normalt, da vi landede i Punta Arenas, og jeg fik fat i min bagage. Fik pakket cyklen ud, da det var min hensigt at cykle de 20 km ind til byen, og konstaterede, at oven i flængen i tasken, havde bagage-bæreren fået en ordentlig ”tryk 16” og var blevet slået skæv. Dette blev dog nødtørftigt rettet op på stedet. Overværet af undrende lokale, samlede jeg mit habengut klar til atter en gang at prøve kræfter med Patagonien.

Ved lufthavnen stod et skilt ”Region Antarctica” - så langt rækker Sydamerika nemlig ned mod Sydpolen. Jeg cyklede mod Punta Arenas ad vejen langs med Magallan-Strædet.
Fint vejr, vel en 17-18 grader og halvskyet. Det var en nydelse at komme på cyklen, men jeg kom ikke længere end 7 km, da jeg blev vinket ind til siden af to betjente! En fartkontrollør ville ligge tjekke denne cykelturist! Det viste sig, at jeg skulle have reflekser på tøjet, da cyklen ikke havde nogen! ”Vista!” sagde den ene betjent og pegede på hans øje. Det var jo ikke til at misforstå: Jeg skulle kunne ses af mine medtrafikanter. Det havde jeg ikke just forventet her nede ved Sydpolen! Gode råd var dyre. Men det har sådan en hærdet cykelturist da også! Min grønne neon-farvede regnfrakke blev hevet op af tasken, og blev godkendt! Med sveden trillende ned ad kroppen kunne jeg fortsætte ind mod byen.
Jeg fulgte ”Strandpromenaden” langs med Magallan-strædet og beundrede alle de badende familier: at bade i sådant vand hentet direkte fra Sydpolen!

Via ”Nettet” havde jeg booket mig ind på ”Los Navegantes” i centrum af Punta Arenas. Jeg var noget stolt af mig selv, da jeg faktisk kunne cykle lige til døren. Omgivelserne så udmærket ud. Go’ start! Jeg blev indlogeret og vandrede ud i byen, som myldrede af liv. Parkområdet havde en ”livsfarlig” vrimmel af cykelkøretøjer, som var til stor moro for børnefamilier – og til skræk for én som jeg, som ikke kunne flytte sig hurtigt nok, når disse køretøjer kom farende hen ad fortovet! Jeg måtte anstrenge mig meget for at tænke på, at jeg faktisk gik og nød denne dejlige sommeraften helt nede ved Magallan-strædet!

Klik for større billede

Nord på mellem Punta Arenas – Puerto Natales

Første hele dag på cyklen – og jeg skulle tage mig alvorligt sammen! 246 km var der mellem de to byer. Jeg skulle frem, da jeg havde booket mig ind på ”Los Glaciares” i Puerto Natales.
Da blæsten er vedvarende i Patagonien, havde jeg ønsket mig medvind – og banket under bordet! Vinden var i sydøst! Så humøret var højt ved morgenbordet. Jeg var sat op til at cykle de 246 km. sådan en januar-dag.
Med Magellan-strædet på min højre side de første 50 km gik det op og ned ad blide bakker nordpå til det vejkryds, hvor jeg i 2001 var drejet mod øst til Rio Gallegos i Argentina. Nu fortsatte jeg lige ud. Jeg kunne huske dette vejkryds, da jeg dengang – forgæves – havde set mig om efter overnatning ved tankstationen. Det åbne landskab gav nogle gode udsigter, selv i dette overskyede vejr. Dette var perfekt for mig; 12 graders varme, overskyet og en let medvind. Livet var skønt!
Bebyggelsen ”Villa Tehuelches” var udset til at være min middagsrast. Det var ca. halvvejs på ”etapen” og heldigvis lå her et cafeteria. Cyklen blev drejet ind. To andre cyklister kom til! Et kærestepar fra Schweiz var på vej modsat mig og skulle til Ushuaia på ”Tierra del Fuego” - Ildlandet. Vi kunne blive enige om, at jeg var heldig med min medvind. Jeg skulle nok nå til Puerto Natales i aften. Efter lunch fortsatte jeg og nåede de 140 km ved 14.45 tiden – 100 km tilbage. Efter et 90 graders knæk på vejen, cyklede jeg nu mod vest. Det dyttede bag mig og da jeg vendte mig om, kunne jeg ikke lade være med at grine! Jeg vidste af erfaring, hvad der nu kom! ”Puerto Natales?” spurgte chaufføren af den kæmpestore pickup-truck mig om. Jeg nikkede, så hovedet var ved at falde af! Han pegede på ladet. 15 sekunder efter var cyklen på ladet og jeg sad i førerkabinen på vej mod Puerto Natales! José Mendeles hed han og da vi jo ikke rigtigt kunne snakke sammen - jeg kan ikke spansk og José ikke engelsk - blev der spillet højt musik. Sådan ca. 45 minutter tog det at køre de 95 km til byen, hvor jeg blev kørt lige til hoteldøren. Klokken var ikke en gang 16.00!
Jeg har tit og ofte spekuleret på, hvordan det kan være, at jeg den ene gang efter den anden, når jeg behøver det, får disse lifts med firhjulstrækkerne? Uanset, hvor det har været på Kloden. The answer is Blowing in the wind!

Puerto Natales er vel på størrelse med Hobro og havneby for “Navimag” færgen, som skulle fragte mig nordpå. Hjælpen denne dag gav mig tid til at ringe hjem og gå lidt rundt i byen. Rygsækfolket var helt i overtal blandt turisterne.

Klik for større billede

Cerro Castillo

Heldet, hvad angår vejret, var opbrugt, da jeg næste morgen satte mig på cyklen for at køre til Cerro Castillo. Da jeg via ”Nettet” skulle finde overnatning i eller ved ”Torres del Paine” nationalparken var Hosteria ”el Pionero”, Cerro Castillo, det eneste sted, som kunne tilbyde mig to nætters overnatning. Byen lå 60 km fra Puerto Natales. Jeg havde planlagt det således, at jeg kunne lade mine to bag-tasker ligge på hotellet den dag, hvor jeg ville cykle hen og se ”tårnene”.
Men – regnvejr fra morgenstunden lagde en dæmper på humøret. Jeg vidste af erfaring, hvordan det ville være at cykle på grusvej i regnvejr. Væddeløbscykel altså. De første 15 km ud af byen var fine og med betonbelægning. Så kom skiltet: ”Vejarbejde de næste 24 km!” Besværlighederne begyndte! De store og tunge vejarbejder-trucks havde kørt vejen fuldstændigt op, så der var dybe huller fyldt med vand. Det var som at cykle i 15 cm tøsne ovenpå Mariagers toppede brosten! 8-10 km/t var tempoet – hurtigere behøvede jeg sådan set heller ikke for at nå frem til Cerro Castillo sidst eftermiddagen. Hele tiden måtte jeg se et par meter frem for ikke at banke ind i store sten eller kure ned i et stort hul i vejen. Efter få km var alt inklusive mig selv pakket ind i et tykt lag mudder. Selv om det ikke var mere end de 12-13 grader, løb sveden ned ad ryggen på mig af ren koncentration.
Hotellet ”Tres Pasos” blev min redning! Her holdt jeg ind for at spise til middag. Der var stadig godt 20 km tilbage. Ved 15-tiden kunne jeg endelig se Cerro Castillo længere fremme – og lidt nede i en dal.
Stedet ligger meget tæt ved grænsen til Argentina. Fra vejkrydset skulle jeg ned ad en lille bakke for at komme til byen. Det var som om al Patagoniens regnvand var strømmet ned ad denne bakke for så at lægge sig i byens gader! Dette mindede om de spagetti-westerns, hvor hovedgaden var kørt op i én stor gang mudder og ælte. Der manglede kun tøjrbommene til hestene!
”El Pionero” lå et par hundrede meter udenfor byen på den anden side af en træbro. Det allerførste jeg bad om var ”Aqua”, medens jeg samtidig gjorde en rensende bevægelse hen over cyklen. Meningen var tydelig nok: Cyklen skulle vaskes, inden mudderet tørrede ind!
Det lykkedes knageme at få cyklens normale blå farve frem igen. Den så faktisk hæderlig ud, da jeg var færdig med vaskeriet. Den kom ind og stå i hotellets vaskerum. Så skulle jeg selv indlogeres. Jeg havde på forhånd været spændt på, hvordan stedet var, eftersom overnatningsprisen lå på 16$ pr. nat! Der var ikke grund til bekymring! Dette var et godt sted at overnatte to nætter. Maden var god. Værelserne var rene og gode. Værterne kunne jo ikke gøre for, at regnen silede ned, medens tordenen rullede hen over bjergtoppene.

Klik for større billede

Torres del Paine

Det var med spænding, at jeg vågnede op denne morgen på ”el Pionero”. Jeg skulle være checket ind til færgen næste eftermiddag – så der var KUN denne ene dag at løbe an på, hvis jeg skulle se ”Torres del Paine”. Der var skyfrit henne over bakkerne, da jeg så ud gennem vinduet! En solcrem, faktor 50, var blevet indkøbt dagen forinden. Den kom på nu.
Mit mål var at komme til ”Hosteria Pehoe” ved Lake Pehoe ca. 75 km fra Cerro Castillo.
Dette var ikke ”Gravel Road”, som jeg kendte det fra Canadas yder territorier, men store sten spredt hen over vejen i vaskebræt-lignende formationer på tværs. Jeg ville blive til bankekød, inden dagen var omme! Der blev dog støt holdt 15-17 km/t, så det var simpel hovedregning, hvor langt jeg kunne nå i løbet af dagen. Omkring 20 grader med halvskyet himmel var perfekt, så når blikket ikke var to meter foran forhjulet, så var det rettet mod de omkring liggende bjerge. Bjerge, som mest nåede op i 2500 – 3000 m. Så var der lamaer! I bunkevis. Som ikke alle var indstillet på at flytte sig fra sengelejet på vejen, når jeg kom bumlende hen imod dem!
Jeg havde superflot udsigt fra enden af Lago Sarmiento over mod Tårnmassivet, men der var stadig nogle ”småbakker” imellem dem og mig.
Jeg måtte skrabe halvtør mudder af bagdækket, da det gik mod bremsen. Jeg var så dum at bruge mit ”klenodie” – et 25 år gammelt dækjern. Da jeg derefter havde cyklet nogle kilometre, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt dækjernet på stedet! Så nu ligger der et 25 år gammelt dækjern på en stenvej i ”Torres del Paine”. (Husk min adresse, hvis det bliver fundet!)
Meget strategisk lå betalingsbommen ind til parken et sted, hvor man overhovedet ikke kunne se noget som helst! Men prisen fejlede IKKE noget! 15.000 Peso = 135 kr! Chilenerne ved ganske udmærket, at er man kommet den halve Klode rundt for at se ”Tårnene” – så vender man ikke om her!
Fra bomstedet og fremefter gik det bare bakke op – og bakke ned. Med et formidabel ”Mirador” – observationssted - fra Lago Nordenskjøld. Dette var alligevel alle anstrengelserne værd! Godt nok ikke skyfrit – men formidabelt var det at kunne skue hen over søen til den næsten lodrette 3000 m. høje ”mur” på den anden side af Lago Nordenskjøld.
Få km længere vendte jeg om! Forude i retning af Lago Pehoe kom en mur af vand – et regnvejr var på vej. Da havde jeg cyklet 70 km. Jeg mente nok, at jeg kunne klare 140 km. uden den påtænkte optankning ved ”Hosteria Pehoe” midtvejs. På tilbage vejen blev jeg overhalet med et ”bueno!” En mountain-bike rytter kom susende forbi mig ned ad bakken - uden hensyn til stenene og ”vaskebrættet”. Jeg hentede ham dog hver gang det gik opad. En snegl opad! Han drejede mod ”Hosteria Las Torres”.
Jeg passerede bommen igen - de tænkte nok, at det var sørme ikke meget denne turist havde fået for sine 15.000 Pesoer!
En krise indtraf dog omkring de 120 km.  Jeg var ved at gå sukkerkold! Men Cerro Castillo dukkede op ude i horisonten, så jeg måtte tage mig lidt sammen! Så punkterede jeg med to km igen – jeg kunne se over mod ”el Pionero”! Nå, der blev sat ny slange i.
Godt ør og gennembanket i hele kroppen satte jeg mig sulten og tørstig til bordet den aften.
Tilfreds med dagen!

Klik for større billede

Tilbage til Puerto Natales

Mudderæltet fra forledens mareridt var gudskelov tørret ind, da jeg satte kursen tilbage mod Puerto Natales for at tjekke ind til færgeturen. En helt anderledes tur nu, hvor skyerne ikke hang helt nede ved vejen. Jeg havde ikke cyklet 20 km, da dagen blev reddet! Et kik op i luften over dalen afslørede ikke færre end fem ”gigantsvævere”. Andes-kondoren – en anden af de ”ting”, som jeg var kommet for at se. Cyklen blev standset – og jeg kunne se en bilist et par hundrede meter længere fremme gøre det samme. I de ca. ti minutter kondorerne var synlige, tror jeg ikke, at de slog et eneste slag med deres store vinger – fascinerende. Så svævede de ind over højdedraget til venstre for mig. Formentlig forstyrret af en ensom cyklist samt bilist på vejen. Bilisten vendte ”tommelen op” til mig. Vores dag var reddet!

Selv næsten fremme ved mit gamle spisested ”Tres Pasos”, ca. 30 km fra Cerro Castillo, kunne jeg bagude se bjergmassivet med tårnene. Denne gang spiste jeg ikke pasta, men en kæmpestor grønsagsomelet og hilste på pigerne som gamle venner.

Så kom jeg til vejstrækningen, hvor det var æltet af mudder to dage forinden. Et sted cyklede jeg ind i en ordentlig dynge løs jord. Sank i – og tiltede til siden! Med en fart på ca. 1 km/t var det kun min moral, som tog skade, da jeg væltede om på jorddyngen. Vejarbejderne lidt borte, må have set, at det skete, for da jeg passerede dem, gjorde de en cyklende bevægelse med hænderne – og grinede!
Nå, med 40 km/t - med bagage og det hele - gik det nu mod Natales. Klokken var kun 15.00. Så der var god tid til at tjekke ind hos Navimag. Fire timer til ombordstigning. De timer blev brugt til sightseeing i byen. Noget besværet af punkteringer, hvilket irriterede mig, så jeg spurgte efter en cykelforretning og fandt en med de rigtige slanger. To slanger havde de af 700 serien. Den ene endda en Butyl letvægtslange. Jeg købte hele varelageret!

Klik for større billede

Navimag, Patagonian Channel, route.

Vi var en del passagerer, som stod og ventede på at komme om bord på færgen kl: 19.00. Vi blev samlet i tre klynger for at kunne blive hejst op på øverste dæk i en bil-elevator. Jeg havde travlt, fordi jeg ville vaskes og skifte tøj, så jeg fandt hurtigt min kahyt. Brusekabinen var fælles for de fire beboere i kahytten. Da jeg senere kom tilbage til kahytten stod to englændere - mand og kone - og så på mig. ”You are NOT suppose to be here” sagde de!! Jeg viste dem naturligvis mit kahytsnummer. Det viste sig, at de to havde betalt for alle fire senge for at kunne være alene i kahytten.
Navimag havde to færger. Denne ene havde fået en maskinskade, så halvdelen af sejladserne var aflyst resten af sæsonen. Det var den store færge, som var taget ud af drift. Så det krævede nogle omrokeringer, hvilket mandskabet ganske øjensynligt ikke magtede. Englænderne havde således ikke fået besked om driftsforstyrrelserne, medens jeg var orienteret hjemmefra.
Der var ingen sure miner os indbyrdes. Vi havde da heller ikke fået snakket ret længe, før manden fra ”check-in” kom farende: ”Om ikke jeg kunne flytte hen i en anden kahyt længere henne ad gangen?” Selvfølgelig kunne jeg da det. Jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv: Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis konen var kommet ind i kahytten, medens jeg stod dér uden en trævl på kroppen!

I den nye kahyt kom jeg i selskab med Bill, en pensionist fra Los Angeles og to unge mennesker fra Barcelona.

Klik for større billede

Mod Puerto Monnt

Alle måltider var blevet betalt via billetten, så det var bare at stille op i køen, når der skulle spises. På trods af vejret fik vi et godt indtryk af denne kyststrækning, hvor intet var bebygget. Andesbjergenes udløbere steg stejlt op fra kysten, som var dybt indskåren og med mange øer og fjorde. Meget lig Sydvestnorge - bare meget mere barsk. Det var som at skue ind i en anden verden, når vi kunne se langt ind i en fjord, som gerne sluttede med høje bjerge med sne eller gletschere på toppene. Og liv var der nok af: sæler og fugle i bunkevis, så kikkerterne blev flittigt brugt.
Min ryg krævede nogle ekstra sengebesøg denne første dag til søs. De tre dage med ”vaskebræt” kunne nu mærkes i ryggen. Vores kahyt havde et vindue med direkte udsyn ud over øverste dæk på færgen. Det syn kunne jeg nu godt have undværet! En 11-12 transporter med dyr (kvæg, får og heste) stod opmarcheret på dækket i de godt tre døgn sejladsen varede. Gad vide, hvad dyreværnsforeninger ville sige til det? Der var ikke noget plads for dyrene at bevæge sig rundt på, så halm blev kastet ned på dem - så kunne de spise det, de nu kunne komme til. Den last fik undervejs en del passagerer til at stå og se på dette - måske med lidt dårlig samvittighed over for disse husdyr?

Førstedagens højdepunkt var, da færgen, Puerto Eden, sejlede ind i en sidefjord for, at vi kunne komme helt tæt ind på en gletscher, som endte ude i fjorden. Luften var iskold. Så det var godt, at jeg havde tøj nok med. Vandet inde i bunden af fjorden var fyldt med små isbjerge, som var kælvet fra gletscheren.
Om aftenen kunne de, som ville, købe billet til et besøg næste morgen i Puerto Eden, som var den eneste bebyggelse på hele ruten syd for øen Chiloe.
KL. 07.00 var der afgang fra færgen i små fiskerbåde, som sejlede os ind til Puerto Eden. Som guiden sagde ved landgangen: ”I har én time. Hvis I ikke er tilbage til tiden – see You next week!” Vi skulle nok være der til tiden!

Puerto Edén er en del af Bernado O´Higgins Nationalparken, hvilket et skilt bekendtgjorde ved landgangen. Vi kunne komme rundt på stier af træplanker. Langs med dem havde de lokale beboere så stillet skure op, så vi kunne købe souvenirs eller kager. Jeg købte begge dele!
Farvel til Puerto Edén – og til en næste ”prøvelse”.

Sidst på dagen skulle vi ud på åbent hav. Det passede sådan, at det blæste op til vindstyrke 8, hvilket gav nogen søgang. Brækposer blev lagt ud på strategisk valgte steder i restauranten. De forsvandt hurtigt!
Tilbage i ”vores” kahyt fandt jeg den unge pige fra Barcelona, som jo altså var én af ”ofrene” for de høje bølger.
Ingen problemer med cyklisten hér – man er vel efterkommer af vikingerne!

Dagen var noget af en langgaber for mig. Denne lediggang passede mig ikke rigtigt. Eneste afbræk i tomgangen var, da der blev råbt ”hvalblåst!” Så fik vi da set hvaler! Ellers gik min dag med at bande over mit kamera!  Det havde ”slugt ” den sidste dias-film, som jeg havde, så jeg håbede - ret så egoistisk - at der ikke ville komme flere hvaler tæt på skibet, når nu, at jeg ikke havde flere film!

Klik for større billede

Los Lagos

Endelig blev det tid til landgang i Puerto Montt. Jeg stod, som den første, parat ved elevatoren for at blive hejst ned på nederste dæk, hvorfra jeg kunne gå i land. Jeg havde nemlig en del, som jeg skulle have gjort i byen, inden jeg kunne cykle ud af den.:
Ringe hjem, det havde jeg ikke kunnet fra båden. Find et LAN–kontor for at få tjekket min næste flyafgang. Sendes brev til ”Travellers Club” i Oslo og købe en dias–film til de sidste dage, men det lykkedes ikke, så jeg købte en normal film.
Så først derefter kunne jeg cykle mod nord til Puerto Varas ca. 20 km fra Puerto Montt.

Poerto Varas viste sig at være en turistby ved bredden af en stor sø, Lago Langohue, med bunkevis af hoteller langs vejen ved søen.  Her var nogle pudsige oplevelser i form af skilte på tysk: ”Haus mit Seeblick!” Også ord som f.eks. ”torten” og ”miel” var brugte. Los Lagos distriktet var åbenbart meget tyskdomineret.

Det, som jeg nu ville, var at cykle rundt om søen for foden af den 2600 m høje vulkan Osorno. For så om et par dage at være tilbage ved Puerto Varas og Puerto Montt.
Sydsiden af Lago Langohue var virkelig en fornøjelse at cykle. Det var vist den velhavende del af befolkningen, som boede her. Ved Ensenada drejede jeg af for at se nogle vandfald 18 km. nord for byen. Tilbage af samme vej fandt jeg en overnatning ved bredden af søen med direkte udsyn mod den snedækkede Osorno-vulkan få km borte. I det skyfrie vejr var det en virkelig dejlig afslutning på en perfekt dag.

Prøvelserne kom næste morgen, da jeg fortsatte rundt om søen. For foden af bjerget var der 20 km vej med sand og sten mellem Ensenada og Las Cascades. Det tog 2½ time for at forcere dette stykke vej. Nordøstsiden var mere præget af landbrug. Indtil jeg kom til Frutilla. Jeg havde godt nok læst på skiltene: ”Frutilla A og B” med fem km imellem. Den første Frutilla var den fattige del, medens anden bydel lå nede ved søbredden med en ordentlig bunke tyskinspirerede hoteller. De sidste 40 km. af dagens tur havde været ganske bakkede, så jeg var ret ”kvæstet”, da jeg nåede Frutilla.
Jeg vidste, hvor jeg ville overnatte denne sidste nat i Chile. Dog kunne jeg ikke betale med mit VISA-kort dér, men gerne med $-sedler! Det var jeg forberedt på og havde medbragt $-sedler hjemmefra.

Klik for større billede

Hjemturen - ikke problemfri

Det var den lige vej til P. Montt og ud til lufthavnen 15 km udenfor byen. Cyklen blev skilt ad og pakket ned i tasken.
Ved check-in fandt de en flyafgang til mig en ½ time før min annoncerede. Udmærket, så havde jeg mere tid når jeg nåede Santiago til at skifte til Santiago-Paris afgangen. Vente-vente. Til sidst blev det sagt, at flyet til Santiago var aflyst! Maskinelle problemer! Så blev der panik på spansk, engelsk, fransk og dansk! Det var med igen at bruge albuerne, da jeg ikke kunne tåle at ”misse” Paris-afgangen fra Santiago, hvilket jeg forklarede højt og tydeligt for den stakkels pige, som stod ved skranken. ”Don’t worried!”sagde hun. Det måtte jeg jo prøve på.
Jeg kom med på en mellemlanding, som ved denne lejlighed blev fyldt op med passagerer, som absolut skulle nå et andet fly i Santiago - resten fik til en overnatning i Puerto Montt!

Der var sved på panden, medens jeg stod og ventede på min bagage i ”indenrigs”. Den fik jeg – og stormede ovenpå til Air France check-in. Der var gudskelov ingen kø, men jeg måtte vende om for at betale for cyklen et andet sted, hvor jeg skulle til at betale med mit VISA, da der blev sagt: ” Sorry Sir, problems with the cardmachine!”. Da var jeg ved at springe i luften!
Var der da ikke noget i dette land, som virkede? Hvilket jeg hvæsede på tysk! Nå, jeg fik brug for nogle flere dollars samt lidt pesos. Så var der afgang fra Santiago. Der var faktisk udkald, da jeg ankom til gaten. ”Gosh”, for en dag, men nu kunne jeg da slappe af de næste 13 timer til Paris.

Oveni var cyklen ikke med til København, så jeg kunne ikke klage til Air France over den ødelagte taske + bagagebærer før bagagen blev bragt til Hobro. Det har jeg så sidenhen gjort. Det er faneme for ringe, at der ikke kan klages på dansk, når man kontakter Air France på et dansk telefonnr. De vil formentlig gerne sælge billetter herhjemme, men yde en service på dansk – næh nej!
Nu har jeg sendt papirerne til selskabet, så må jeg jo så se, hvad som sker. Under alle omstændigheder er det sidste gang jeg flyver med Air France med den - ringe - service, som de yder.

Men alt i alt en supertur. Bestemt ikke kedelig! Med alle de problemer, som uvilkårligt opstår. Så er det jo så dejligt, når de bliver løst - hen ad vejen!

Vil du vide mere om lange cykelture og/eller høre et foredrag om turene så læs mere på Long-rider.