30.9.05

Af: Niels-Henrik Jensen Fotograf: Niels-Henrik Jensen
Bogmærk eller del
 

Chile: Pælebyen på Chiloé - 2. del af rejsen til Antarktis

På den chilenske ø Chiloé har indbyggerne indrettet sig efter tidevandet. Husene med den særegne  arkitektur bygges på massive pæle i vandkanten. Og ved ebbe høstes der tang på havbunden til den japanske kosmetik-industri.

Pælebyen på øen Chiloé

Pælebyen på øen Chiloé


Øen Chiloé

Havnebassinet er totalt tørlagt i Castro. Kun det glinsende mudder ligger tilbage garneret med tang, muslingeskaller og et par fisk, som ikke nåede med, da vandet trak sig tilbage. Tidevandstabellen står på ebbe, og et par småbåde hænger i deres fortøjninger spændt til bristepunktet. Truslen om et frit fald mod den mudrede havbund adskillige meter nede er massiv, men der er håb forude. Om 12 timer får de atter vand under skroget og kan flyde frit.

Øen Chiloé ud for Chiles vestkyst har Stillehavet som nærmeste nabo, og indbyggerne må leve med og indrette deres liv efter den fem til seks meter store forskel på ebbe og flod. Det påvirker hverdagen på havnen, hvor de fladbundede fiskerbåde og fragtfartøjer ved ebbe står på havbunden.

En mindre fragtbåd nåede ind til molen i tide med sin last af store røde kartofter i sække. Sækkene er i 50kilos klassen, og én for én bliver de båret i land på ryggen af en håndfuld senede øboere.

Den store tidevandsforskel har også skabt den særegne og karakteristiske byggestil på Chiloé, huse bygget på pæle, de såkaldte Palafitos. Her til morgen har tidevandet blottet den mindre skov af træpæle, der ved normal vandstand holder hver enkelt hus oven vande. De nøgne træpæle strækker sig opad i det klare morgenlys, og med ynde bærer de øens seværdigheder nummer et.

Husene tilhører de jordløse og fattige, ofte fiskere, der kommer som tilflyttere fra andre øer. Og uden jord er der kun vandet som byggeplads, med den indlysende fordel, at så kan båden også parkeres under huset.

Bådebyggeren

Bådebyggeren


Havbunden høstes

Nede i strandkanten, altså den vi ser ved normal vandstand, kan skibsbyggeren arbejde tørskoet på sit ny projekt. Båden laves i træ, og har allerede taget form. Han fortæller, at det er en lokal bådtype, kaldet en Lanchón, der skal sejle med kvæg mellem øerne, når den er færdig. Som model kan denne bådtype ses på det lokale og meget lille museum. Besøg det, og bliv lidt klogere på fortidens Chiloé.

Lavvandet har også blotlagt store mængder tang af en ganske særlig slags. Krumbøjede går spredte grupper af mænd og kvinder ude i det nu meget lavvandede fjordvand. Nogle af dem helt ude ved sejlrenden fire-fem hundrede meter ude i det fjerne. De høster algerne med håndkraft og kommer de værdifulde planter i store hvide plastsække, der lyser op i landskabet og viser vejen, de er gået ad. Japanske fabriksskibe i området aftager algerne, der bruges i den japanske kosmetik-industri, hvor ét af produkterne er pelillo.

- Det betyder babyhår, fortæller Alejandra fra turistkontoret i Castro – og gør en stor drejende bevægelse med sit kønne hoved, så de luftige lokker bruser omkring hovedet. Det nummer kan hun godt optræde med i en TV-reklame for de lokale alger i raffineret form. Luche hedder en spiselig tang, som japanerne også aftager og forarbejder på stedet. Den kommer på konservesdåser og sendes hjem til Japan, hvor den betragtes som en udsøgt delikatesse.

Iglesia de Nuestra Senora de Gracias de Nercon

Iglesia de Nuestra Senora de Gracias de Nercon


I kirke med vejrprofeten

Jesuitternes indflydelse på Chiloé har været stor. I dag vil vi sige, at de jesuitiske missionærer var dygtige til markedsføring, for de forstod i usædvanlig grad at skabe nogle forventninger hos den lokale befolkning. Som de vel at mærke indfriede. For de kom med fest, sang og musik - og de gjorde det to gange om året på faste datoer, så lokalbefolkningen havde noget at se frem til.

Én af de 130 særprægede trækirker, der i dag kan ses på Chiloé, er bygget på resterne af en oprindelig jesuitisk kirke fra 1627. Det er Iglesia de Nuestra Senora de Gracias de Nercon fra slutningen af 1800-tallet, der er bygget i træ og både indvendig og udvendig er beklædt med træ.

Ni af øens 130 trækirker har status som nationale monumenter, men fælles for dem jeg så var, at de alle skreg højt til himlen på vedligeholdelse. Det er hårdt at være trækirke på den vindomsuste Chiloé.

Domkirken i Castro er lavet af træ, men udvendigt beklædt med zinkplader. Dens italienske arkitekt havde tænkt sig en domkirke i sten, men den går ikke på en ø, hvor træ er det alt dominerende byggemateriale, og hvor sten til byggeri er en mangelvare.

Domkirken blev bygget i årene 1906 til 1911, men allerede i 1912 faldt kirkens tårn ned i en brandstorm, der hærgede hele øen.

- Når det blæser, er det ofte med en vindhastighed på 60 til 80 kilometer i timen, fortæller Juan Pablo, der viser rundt i kirken. Vi er i en romersk-katolsk kirke og på breddegrader, hvor vinden kan hyle råkold og med stormstyrke i ti af årets tolv måneder. Og her så jeg mit første Jesus-barn iklædt babytøj af den hjemmestrikkede slags.

Juan Pablo fortsætter med mere vejrsnak, et emne, der også i denne del af verden er et uudtømmeligt tema.

- Vi kan opleve fem regnbuer på en enkelt dag. Og i løbet af dagen kan vi opleve vejr, der svarer til alle fire årstider. Derfor siger vi også til de af vore gæster, der klager over vejret: Vent en halv time, så har det ændret sig.

Det var stikordet. Jeg piskede ud i solen og det smukke chilenske forår med nyudsprungne buske og blodrøde flammetræer. Så må kirkerne vente.

Der spilles på underkæben fra en død hest

Der spilles på underkæben fra en død hest


Gi' den en på kæben

Vi slutter vores besøg på Chiloé med hele to festmåltider. Et af den spiselige slags, hvor hovedmåltidet er den traditionelle ret curanto. Umiddelbart en rodet forestilling, men utrolig velsmagende. Rodet, fordi curanto er en stuvning bestående af fisk, skaldyr, kylling, svinekød, lammekød, oksekød og kartofler. Tilbehøret er kartoffelbrød og lokale vine ad libitum.

Det musikalske festmåltid serveres af en lokal sang- og musikgruppe, der får de gode vibrationer frem i gæsterne. Et par af gæsterne får en svingom til akkompagnement af harmonika, guitarer, tromme og - ja, hold nu fast: underkæben fra en død hest.

Det instrument har en lyd, som helst skal opleves. Men brug fantasien og forestil dig lyden af en kuglepen, der køres op og ned langs en kæbefuld løse kindtænder i underkæben fra en død hest. Og nyd så den vildt fascinerende lyd fra en quijada, som er navnet på det i Sydamerika meget udbredte musikinstrument.

Så er der kun 3.093 km til Sydpolen

Så er der kun 3.093 km til Sydpolen


Om Chiloé

Chiloé er en smuk og frodig ø med bølgende, skovklædte bakker. Den har 140.000 indbyggere. Palafitos er betegnelsen for øens specielle arkitektur, huse bygget på pæle ud over vandet. Kan ses flere steder på øen, blandt andet på havnefronten i Castro.

Her finder du også nogle af de restauranter, der har den lokale specialitet curanto på menukortet. Spis godt og nyd den smukke fjordudsigt. Hus også, at Chile er et vin-producerende land med glimrende vine. Vinstokkene havde Jesuitterne med fra Europa.

Godt kunsthåndværk er en god souvenir fra Chiloé. I de mange boder ved havnen er de store hit ponchoer og trøjer lavet af uld samt flettede kurve.

Foredrag

Dette er 2. del af i alt syv artikler om rejsen til Antarktis.

Ønsker du at bestille et lysbilledforedrag om hele oplevelsen, kan du se mere på hjemmesiden Koldingskriveren.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt