Riis Rejser

19.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Riverrafting på Sarapiqui-floden, Costa Rica

Fra kysten ved Det Caribiske Hav er vi kørt ind i landet, hvor der findes enorme bananplantager og vi gør holdt for at få lidt at vide om denne produktion. Ude i plantagen hænger bananstokkene med blå plastik omkring. Det ser underligt ud.

Bananer dækket i blå plastik

Bananer dækket i blå plastik


Importeret arbejdskraft

Måske er det fordi plastikken beskytter mod sprøjtegifte, måske holder de slanger og fugleedderkopper på afstand og måske er det med til at modne bananen.

På transportskinner ude midt i plantagen rulles bananstokkene ind til opskæring, hvorefter klaserne lægges i vandbad inden de pakkes til eksport.

Ofte er det illegal arbejdskraft der benyttes. Nicaraguanere, der ikke kan få arbejde hjemme, kommer i stort antal til Costa Rica og må knokle for omkring 12$ pr. dag.

Der bliver stillet bolig til rådighed for dem, men de skal købe deres fødevarer i plantageejerens butik - og det er ikke billigt!

Der indkøbes pejibaya

Der indkøbes pejibaya


Palmefrugten pejibnaya

I en af byerne vi passerer holder vi et længere hvil og der er lejlighed til at købe lidt ind.

Vor lokale guide finder en bestemt frugt hos grønthandleren. Det er en spiselig palmefrugt, der kaldes pejibaya og som vi skal smage i aften.

Frugten er hård som bare … og kan ikke spises i rå tilstand. Den skal tilberedes ved kogning i mere end en time. De indfødte elsker dem - specielt anvendt i suppe.

I haven ved Hotel La Quinta de Sarapiqui Contry Inn

I haven ved Hotel La Quinta de Sarapiqui Contry Inn


Hotel La Quinta de Sarapiqui Contry Inn

Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved vort hotel i Chilamate. Her findes en vidunderlig stor, lukket park med mange farvestrålende fugle, der kan tiltrækkes af bananerne på fuglebrættet.

Her kan man sidde i lang tid og betragte fuglene. Fra terrassen i vor bungalow får vi øje på kolibrier, der ustandseligt er på farten for at suge nektar fra de eksotiske blomster, der omgiver os.

I et stort indelukke kan vi se sommerfugle i alle afskygninger og i forskellige stadier af deres ejendommelige livscyklus; fra puppe, over larve, til smuk sommerfugl.  

Her findes også en frøhave, hvor det er muligt at se mange forskellige farvestrålende frøer og bagerst i parken findes et par søer med mulighed for at fiske.

Udover aftenens almindelige retter får vi de indkøbte palmefrugter pejibaya serveret kogte og skrællede og med lidt majonæse på toppen af det gule frugtkød. Det er en tør mundfuld og smager som en blanding mellem en kartoffel og en kastanje. Men skyllet ned med lidt vin går det!

Vi glider ned ad Sarapiqui-floden

Vi glider ned ad Sarapiqui-floden


Riverrafting på Sarapiqui-floden

Næste morgen kører vi ned til den nærliggende Sarapique-flod og møder vore lokale guider, der skal tage os med ned ad floden. Det er på ingen måde nogen vanskelig riverrafting vi skal ud på. Det er en såkaldt blød rafting på kategori 1 niveau.

Vi har da også fået at vide, at vi kunne beholde vort almindelige rejsetøj på. Vi bliver forsynet med hjelm, svømmevest og paddel og efter en instruktion bliver vi fordelt i to gummiflåder og glider langsomt ud på floden.

Der går dog kun et øjeblik før vores båd bliver oversprøjtet med vand fra den anden båd, der med deres årer ”skovler” vand op på os. Jeg har som den eneste mit fotoapparat med - og har lige taget det fra af min vandtætte opbevaringspose - og er naturligvis ikke ”begejstret” for, at der nu skal sprøjtes vand på det! Men jeg når at beskytte det og plaskeriet hører op.

Vi får gummibåden rettet op og glider ned ad floden med tropisk jungle på begge sider af os.

- Paddle back, råber vor unge guide, og vi forsøger at bremse båden, inden vi når første fald. Vi snurrer en gang om os selv og glider nærmest sidelæns ned over faldet.

Stenene, der ikke stikker op af overfladen, er lige under os. Vi glider hen over dem og alt går fint. Vi hilser på hinanden ved at løfte årerne op over vore hoveder. Sådan!

Det største strømfald på ca. 1 meter

Det største strømfald på ca. 1 meter


Vi bliver iagttaget

Inde på bredden blandt stenene følger en stor gruppe gribbe vor videre sejlads ned ad floden. Gad vide om de er vant til at finde ådsler her? Rester af riverraftere. Jeg tænker mit!

- Forward, lyder kommandoen og vi lægger igen kræfterne i. En lidt større fos kan skimtes forude. Skal vi mon ned gennem højre eller venstre løb?

Pump, pump, lyder det fra undersiden af gummibåden, da den sætter sig fast på nogle store sten. Det er ret så lavvandet i floden, så vor kaptajn må en tur ud i vandet og får efter et lille minut skubbet og trukket os fri.

Og nu går det hurtigt nedad, han når lige at springe ombord igen og kommandere: - Hold on. Vi kaster os ned i midten af gummibåden og en sø står ind over rælingen, da vi glider hastigt ned gennem fossen. Ingen har længere en tør rumpe! Årerne til vejrs. Yes! Sejt.
  
Vi kommer gennem flere fald - 6-7gange - hvor højeste fald er på ca. 1 meter. På sidste fald slår floden et skarpt knæk og vi er lige ved at ramle ind i flodbrinken, da vi med stor fart kommer ud af fossen.

Men vi er ihærdige padlere og får i sidste øjeblik rettet gummibåden op og driver langsomt frem til vort landgangssted.

Det havde bestemt været godt, hvis vi inden turen var blevet bedt om at tage badetøj på. Det kan kun anbefales. Og det dejlige vand kunne bestemt friste til en dukkert, efter det hårde arbejde i gummibåden, der nok kunne fremkalde sved på panden.

Vi har dog været lidt forudseende og taget skiftetøj med i vor håndbagage, så undertøj, shorts og T-shirts skiftes, så vi ikke skal sidde våde i bussen på vor videre færd gennem landet.

Bussen på vej mod Arenal-vulkanen

Bussen på vej mod Arenal-vulkanen


Uforudset hindring

Efter frokosten er det meningen at vi skal se nærmere på et vandfald, men den lokale guide, der skal føre os frem til dette, dukker aldrig op.

Uforudsete hindringer må man regne med. I stedet kører vi videre gennem endnu et frugtbart landskab med store plantager fyldt med ananas, papaja, sukkerrør og bananer.

Sidst på eftermiddagen nærmere vi os turens næste spændende mål og kører gennem byen La Fortuna på vej mod Arenal-vulkanen, som vi skal opleve på nærmeste hold ...

Torre La Sal
Outwell
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt