Primo Tours

1.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Israel: I Negevørkenen på cykel

Min mountainbike hopper over stenene, da jeg drøner ned ad bakken og den sætter sig fast i det løse sand i bunden af en lille flodsænkning. Jeg må af cyklen og trække den frem gennem sandet. Jeg er simpelthen ikke i stand til at cykle gennem sandet - og så i denne varme.

På cykeltur i Negevørkenen

På cykeltur i Negevørkenen


Solen brænder ubønhørligt fra en total skyfri himmel her midt på formiddagen. Jeg er kommet et stykke foran mine rejsekammerater Morten og Jann fra Norge samt vor fælles cykelguide Chaim Rockman fra Walkways Adventure - Bike Trails. Jeg mærker tørheden helt nede i halsen og drikker lidt mere af mine i alt 1,5 liter medbragt vand, der allerede er ved at være lunken. Jeg fugter mine læber, der så småt er begyndt at sprække og den lette brise, der fyger gennem ørkenen, brænder på mine nøgne ben og arme. Jeg sveder ikke, selv om jeg knokler på cyklen og temperaturen har passeret 42 grader celsius. Luften er knastør.

Jeg søger hen mod det eneste akacietræ, der kan ses i området og kommer i skygge under dets bredde, grønne krone. Jeg stiller cyklen og undrer mig over hvor mine kammerater, der normalt ligger foran mig, bliver af. Måske har de fundet noget interessant? Jeg venter lidt. Så beslutte jeg mig for at gå lidt væk fra den afmærkede cykelsti for at se nærmere på den fantastiske natur, der findes her i Makhtesh Ramon.

Neve Midbar Spa

Neve Midbar Spa


Fra Jerusalem til Neve Midbar

Vi forlod Jerusalem i går og kørte sydpå gennem et af Israels frodige landskaber - Israels spisekammer - hvor kornmarker svajede for vinden, hvor der dyrkes frugter og grøntsager og mange andre afgrøder. Israelerne har om nogen mestret at tvinge liv ud af den golde ørken med bl.a. kunstvanding. Udfordringerne har været mange og store for at gøre dette land til den rige stat, den er i dag. Allerede Israels første statsminister David Ben-Gurion tog udfordringerne op med udtalelsen: ”Vanskelige ting klarer vi hurtigt. Det umulige tager lidt længere tid.” Og den ånd lever fortsat.

Men efterhånden skiftede landskabet og vi kørte gennem større græsarealer - mere og mere afsvedet - og efterhånden også mere stenet terræn, og de første spredte beduinlandsbyer blev passeret. Da fik vi øje på de første æsler og dromedarer. Vi var på vej ind i Negevørkenen. Kilometer efter kilometer i trøstesløs stenørken, hvor eneste tegn på menneskelig aktivitet var elmasterne langs landevejen.

Så drejede vi ind mod Neve Midbar og parkerede bilen foran et stort bygningskompleks. Her midt i ørkenen ligger Neve Midbar Spa, hvor Kebbutz Mashabe Sade har skabt et eldorado af et badeland. Kontrasten var overvældende, da vi trådte indenfor. Her var masser af mennesker, liv og masser af vand. Flere store terminalbade (opvarmet fra varme underjordiske kilder), hvor temperaturen var ca. 38 grader. Her lå de ferierende indendørs - væk fra den brændende sol og slappede af på liggestole, hvis ikke de var i vandet i en af poolene eller i et af spabadene, eller i den 90 grader varme sauna! De der opholdt sig udenfor var naturligvis søgt i skygge under de store palmer eller parasollerne.

Udsigt over Nahal Zin dalen ved Sdr Borger

Udsigt over Nahal Zin dalen ved Sdr Borger


Cykeltur i Sdr Borger

Efter en god times ”opløsning” fortsatte vi sydpå mod kibbutz Sde Boqer, hvor David Ben Gurion med sin hustru Paula bosatte sig, og hvor der senere blev etableret uddannelsessteder og forskningsinstitutter, der skulle medvirke til at tæmme ørkenen og skabe grundlag for liv og vækst i disse barske, ugæstfrie, men samtidigt fantastisk smukke områder. Nu er her en af landets største kyllingefarme og byen lever af landbrug og uddannelse samt forskning i alternativ energi og vandingssystemer.

Vore mountainbikes skulle luftes og vi fik mulighed for at prøve kræfter med nogle af de 120 km barske ruter - bl.a. singletreck - i bjergene bag byen guidet af en specialist fra aktivitetsselskabet Geo Fun. Den tur valgte mine venner fra Norge og de var begejstrede, da de et par timer senere kom tilbage - hele, men forslåede efter diverse styrt! Adrenalinen havde været i top….

Chraim og jeg tog det mere roligt og cyklede først hen og så Field Study Center, hvor der bl.a. var en slangefarm i meget beskedne rammer og hvor en række af de fugle og andre dyr vi kan møde i ørkenen, var udstoppet. Slangefarmen trænger til en ansigtsløftning. Derefter så vi centret for solenergi - nok så interessant - og nye metoder for vandingsteknikker.

Vi cyklede lidt uden for byen til ruinerne fra en byzantinsk handelsstation. Her tog udsigten pusten fra mig. Måske den flotteste udsigt på hele Israels-turen. Fra kanten af dalsænkningen kunne vi skue ud over Nahal Zin dalen, hvor floden af samme navn snor sig i bunden. Bjergene på den anden side rejser sig mod det højeste - pyramideformede Tip Akev.

En række sten og jernskulpturer passeredes. Det er kunstneren Ezra Oroion, der har skabt værkerne, hvor alle linier netop peger i retning mod Tip Akev. Selv om det var svært at slippe denne fantastiske udsigt, cyklede vi tilbage til byen og så her gravstedet for Paula og David Ben Gurion - der fra deres gravplads har samme fantastiske udsyn over deres elskede ørken.
Et par kvinder, der netop var på stedet sammen med os, lagde små sten op på graven - en jødisk tradition, der viser at gravstedet har været besøgt.

Mizpe Ramon i Negevørkenen

Mizpe Ramon i Negevørkenen


Mizpe Ramon

Vi fortsatte i bil til byen Mitzpe Ramon, der ligger i Negevørkenens højland 1.000 moh., hvor vi overnattede i et flot og roligt gæstehus Bed & Breakfast - Bait Bamidbar i rolige omgivelser og med udsigt til ørkenen. Et lille frodigt sted med en særdeles venlig betjening. Værelserne er store med mulighed for selvhushold for en hel familie.

Udsigtspunkt ved Makhtesh Ramon

Udsigtspunkt ved Makhtesh Ramon


Makhtesh Ramon

Et besøg i Ramon Visitors Center i Mitzpe Ramon, oplyste os om hvad en makhtesh er og vi så en flot film, om hvorledes Israels største makhtesh er opstået.
En makhtesh er en sænkning, et krater, der ikke er skabt efter et vulkanudbrud, men af erosion gennem millioner af år. Det hele startede med et jordskælv, der vendte op og ned på bjergmasserne og derved skabte et brud i jordoverfladen, der herefter blev så porøs, at regn, vejr og vind gennem tiden kunne erodere sten, grus og andet materiale væk og skabe dette enorme krater. I dag måler krateret  40 x 12 km og er ca. 400 meter dybt og erosionen pågår fortsat.

Fra centret er der en flot panoramaudsigt ud over krateret - isæt ved solnedgang hvor farvespillet rigtigt kommer til sin ret trækker det mange mennesker til.

På ved med i Makhtesh Ramon

På ved med i Makhtesh Ramon


Hede og tørst i Makhtech Ramon

Efter besøget cyklede vi de næsten 400 meter ned i krateret ad en serpentinevej, der klistrer sig til bjergvæggen. Et stykke ude i krateret drejede vi fra asfaltvejen og svingede ind på en af de mange markerede cykelstier man skal holde sig på for at begrænse yderligere erosion af dette unikke ørkenlandskab. Udsigten fra bunden er imponerende med den næsten lodrette klippevæg rundt om hele krateret - så langt øjet rækker.

Eneste skygge i krateret

Eneste skygge i krateret


Nu kommer de andre cyklende hen til mig under akacietræet og smider cyklerne. Jeg minder dem om at huske at drikke, men Morten plejer ikke at drikke så meget, når han er på tur og trænger ikke lige nu.
Nede i en flodsænkning fortæller Chraim om den fortsatte erosion, for selv om det er meget tørt nu, kan vi se bevis på, at det har regnet. Aftrykte spor i leret og skorper i sandet fortæller det. Og når regnen endelig kommer, er den meget kraftig. Som en skypumpe vælter vandet ned og kan ikke opsuges af den knastørre jord, hvorfor den flyder ned ad bjergsiderne, ned i flodsænkningerne og river grus, sten og planter med sig i farten.
Da er det livsfarligt at opholde sig i krateret. Selv hovedvejen kan blive oversvømmet.

På en grusvej i Makhtesh Ramon

På en grusvej i Makhtesh Ramon


Vi cykler gennem et malerisk landskab for selv om her overvejende er goldt, oplyser sten i forskellige farver landskabet og ind i mellem ses også enkelte blomstrende buske. Chraim oplyser at lige efter regntiden blomstrer hele ørkenen, så det er en fryd for øjet.

Op og ned ad små bakker går det og efter endnu en times tid gør vi holdt. Rygsækken på mine skuldrer brænder. Havde jeg haft en chokoladebar med, ville den nu være flydende. Flasken med mit vand er ved at være tom og selv om vandet er varmt, skal jeg have lidt at skylle halsen med. ”Hvor kan vi få vand?” spørger jeg. ”Måske kan vi købe noget ved landevejen når vi krydser den” oplyser Chraim, ”ellers må vi vente.” Uvisheden om hvornår vi kan få mere vand - om vi overhovedet kan få mere vand - sætter sig i hovedet på mig. ”Drik blot” siger Chraim, ”om vandet ligger i din mave eller i flasken er da lige meget.” Jeg er nu ikke helt enig, og tømmer ikke flasken, men gemmer lidt. Man ved aldrig…..

Vi cykler på fantastiske klippeformationer

Vi cykler på fantastiske klippeformationer


Vi gør holdt ved Khan Saharonim - en romersk ruin midt på handelsvejen i ørkenen, hvor karavanerne fragtede smykkesten, parfumer, og andet værdifuldt god. Dette var en vigtig station på den såkaldte ”Krydderivej” mellem Petra i Jordan og Gaza havn. I ørkenen ses nogle steder endnu rester af de romerske milestones fra det første århundrede før Kristus. Ruinen, der er 42 x 42 meter har haft huse omkring et centralt torv. Hvordan har disse mennesker levet? Fået vand? Kunnet klare sig i denne brændende hede?
Svarene forsvinder i den varme ørkenbrise. Husk at drikke! Men Morten har ikke mere vand og er i øvrigt begyndt at være mere tavs. Jann siger heller ikke noget, men lader til fortsat at være helt frisk.

Uden for den afmærkede rute

Uden for den afmærkede rute


Vi krydser landevejen uden at møde hverken bil eller vandmand! Selv Chraim er begyndt at lide under varmen og tørsten - og han er ellers vant til det!
Landskabet bliver mere og mere spektakulært, med sære formationer og geologiske mønstre. Og bakkerne bliver sejere at komme op ad. Eller begynder kræfterne at svigte?

Vi har nu cyklet rundt i denne enestående ørken i godt 4 timer og Chraim har nogle gange måtte nærlæse sit kort for at finde vej. Han har dog ikke sagt noget om hvornår ”redningen” ville komme. Så vi arbejder os alle fremad gennem sandet over stenede bakker - og cykler, hvor det er muligt. Morten og Jann er noget foran, selv er jeg på mellemhånd og ved at være helt tørlagt og udkørt, og Chraim kommer noget efter.

Vand er herligt i 40 graders varme

Vand er herligt i 40 graders varme


Vi ved, at vi skal holde os på den afmærkede rute og pludselig ser jeg Jann’s cykel stå op ad en mur. Jeg drejer ind på en åben plads, hvor der ligger et hus. Her er vandhaner. Det er campingpladsen Be'erot, vi er kommet til. Men hvor er vennerne? Jeg finder dem inde på toilettet. Morten sidder på det kølige stengulv uden sko, hjelm - godt dehydreret. Han stirrer tomt ud i luften og er tavs. Han har drukket, men skal lige genvinde kræfterne - lidt ad gangen. Selv går jeg udenfor og får dyppet hovedet under det dejligste, kolde vand.

Da Chraim kommer, finder han en vandslange, sætter den til hanen og tager et bad på stedet fra top til tå uden at smide noget tøj. Sådan!

Beduinerne tager godt imod os

Beduinerne tager godt imod os


Ovre i beduinteltet møder vi nogle folk der styrer campingpladsen og straks de ser os, bydes vi på te. Selv om teen er varm, er den sød og opkvikkende. Morten er igen blevet frisk og indrømmer, at han har haft alt for lidt vand med og at behovet for så meget vand kom bag på ham.
Vi spørger om de kan lave lidt frokost til os og ½ time efter nyder vi et rigtigt ørkenmåltid, med masser af saftevand til.

Da vi har sundet os tilstrækkeligt, kan vi med fornyet energi cykle de sidste kilometre ud til landevejen, hvor vi samles op af et ventende køretøj og bliver kørt tilbage til Mitzpe Ramon.

Midt i et goldt landskab

Midt i et goldt landskab


På en tør forårsdag er turen i denne smukke del af ørkenen på ingen måde uoverkommelig og alle med en nogenlunde fysik kan være med, blot man har tid nok - og vand nok. Tag det dobbelte med af hvad du normalt plejer at drikke, når du er på tur. Gerne i en termokande så det kan holde sig koldt!
Og start meget tidligt om morgenen ved daggry for at undgå den værste hede midt på dagen. Tag dog aldrig alene ud i ørkenen, men få en guide med der kender til forholdene og hold dig til de afmærkede ruter.
Måske er det et godt sted at starte ørkenturen fra campingpladsen, der har god plads under de skyggefulde tæpper og så bruge natten før til at opleve den klare stjernehimmel set fra bunden af Makhtesh Ramon.

Dromedarer ved campingpladsen Chan Hashayarot

Dromedarer ved campingpladsen Chan Hashayarot


Flere campingpladser i Negevørkenen

Da vi igen sidder i vor bil, spørger jeg Charaim, om ikke vi kan se en anden campingplads og vi besøger Chan Hashayarot. Her findes fine huse/campinghytter og når man telter i ørkenen er det ikke med sit eget telt i lette stoffer. Dertil er det for varmt! Man tilbydes i stedet plads under beduinteltet i store adskilte ”rum” under tykke tæpper, der kan holde solen ude. Toilet- og badeforholdene er som på en bedre dansk campingplads. Rent og pænt.

Og så venter ørkenens skib - dromedarerne - i baghaven på at tage dig med på udflugt…….

Meridian Hotel ved Det Døde Hav

Meridian Hotel ved Det Døde Hav


Det Døde Hav

Vi er på vej mod Dødehavet og gør holdt ved Zohar, hvor der er en fin udsigt til den romerske fæstning Metzad Zohar nede i dalen, inden vi kører ned til havet - det laveste sted på jorden ca. 417 meter under havets overflade.

Ved Ein Bokek, kendt af mange danskere, der kommer til stedet for bl.a. at få behandlet psoriasis (kronisk hudsygdom) i det ekstremt salte vand, indlogeres vi på det mondæne Meridian Hotel. Her er alt i overflod. Stor bygning. Kæmpe hall med overvældende plads. Flot poolanlæg. Og masser af mennesker. Det hele oser af et traditionelt internationalt miljø.

Man svømmer ikke - man flyder i Det Døde Hav

Man svømmer ikke - man flyder i Det Døde Hav


Næste morgen går jeg den korte afstand ned til Dødehavet og får prøvet at svømme her. Men saltet holder én oppe, så brystsvømning er umulig, så det bliver nærmest at sidde i vandet på ryggen.

Da vi senere er på vej nordpå, ser vi hvorledes Dødehavet har trukket sig tilbage og får oplyst at vandstanden fortsat synker. 2000 m3 vand fordamper pr. time!! Og tilstrømningen af nyt vand mindskes i disse år, hvor klimaforandringer også kan mærkes her. Vi ser (bundløse) landsænkninger på bredden, hvor vandet har trukket sig tilbage. Sænkningerne kan ske pludseligt og uden varsel, hvorfor færdsel på bredden skal ske med stor forsigtighed. Det fortælles at en hel bus forsvandt, da jorden pludselig forsvandt under den!

Model af Kong Herodes slot på Masada

Model af Kong Herodes slot på Masada


Masada

På toppen af et bjerg ligger Masada, der måske rummer en af de mest dramatiske beretninger i jødernes historie (bortset fra holocaust).
Det var Kong Herodes, der byggede paladset som en sommerresidens, men nåede aldrig selv at bo der. Efter at romerne havde indtaget Jerusalem i år 70 var der en gruppe jøder, som søgte tilflugt i Masada. Her var store cisterner fyldt med vand og det var muligt at dyrke jorden og holde fjerkræ, som man levede af, medens 15.000 romere oprettede 8 lejre neden for bjerget og belejrede det, med henblik på at udsulte jøderne. Trods adskillige angreb kunne romerne ikke indtage Masada eller få jøderne til at overgive sig.
Efter næsten tre års belejring byggede romerne en kæmpemæssig rampe - som fortsat kan ses og bestiges - således at de kunne få deres kastemaskiner og brændende pile ind over fæstningen. De næsten 1000 jøder, der holdt stand, ville ikke overgive sig til eventuel voldtægt og slaveri i Rom og ville slet ikke vise romerne, at de var blevet sultet ud. Deres leder besluttede derfor, at alle skulle begå kollektivt selvmord og at alle maddepoter og vandreserver skulle forblive intakte. Mændene skulle dræbe deres koner og børn og navnene på de sidste 10 mand blev skrevet på nogle lerstykker, hvorefter der blev trukket lod om, hvem der skulle dræbe hinanden til sidst.
Da romerne endelig brød ind i Masada fandt de 960 lig i tæt omfavnelse, Alle maddepoter var fulde og der var fortsat masser af vand. Romerne var lamslåede og skuffede, og kunne ikke betragte dette som en virkelig sejr. Jøderne overgav sig aldrig til romerne.

Ruinerne på Masada

Ruinerne på Masada


Oppe på ruinen

For at komme op på Masada kan man vælge at vandre ad den snoede vej op til toppen eller vælge opturen ad den romerske rampe. Endelig er der den mere venlige måde - at tage tovbanen.
Da Chraim viser os rundt, fortæller han, at det ikke er alle, der tror på historien. For det første er det i.flg. jødernes religion en meget stor synd at begå selvmord eller mord, så det lyder usandsynligt med de mange drab. At blive voldtaget kunne man leve med dengang, da seksuelle udskejelser ikke var ualmindelige. Og endelig var slaveriet intet i sammenligning med det historien senere oplevede med de afrikanske sorte, der blev sendt til sukkerrørs- og bomuldsmarkerne i Amerika. Ofte blev slaver frigivet efter nogle få års tjeneste i Rom. Eneste (tvivlsomme) bevis på hændelsen er de 10 lertavler med navnene på. Men historien er god og Masada er en turistattraktion af de helt store i Israel.

Efter et par timers vandring rundt på ruinen sidder vi atter i bilen på vej nordpå gennem Vestbredden til Galilæa.

Chaim Rockman fra Walkways Adventure - Bike Trails

Chaim Rockman fra Walkways Adventure - Bike Trails


Yderligere oplysninger om denne ferie i Israel

Sted: Negevørkenen ligger i det sydlige Israel

Årstid: Denne tur blev gennemført i maj måned

Guides: Rejsen rundt i Israel samt Turen går til Israel, Politikens Forlag

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt