| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Travellog | Net tv | Foto | Link |
Det er lørdag - sen eftermiddag og strålende solskin. Jeg hugger i mit granit, men nu må stenhuggeriet ligge. Jeg skal ud i kajak.
Klik for større billede |
Jeg ringer til to af mine friske elever: - Skal I med på en aftentur på Lindenborg Å? Ja, mon ikke! Hvor langt skal vi ro? Ca. 17 km. fra Tingbæk Kalkminer til Blåhøl.
Senere på eftermiddagen starter vi med tre kajakker på taget. En Tiki og to Victoria Janauticakajakker, som jeg kalder for konebåde. Det er kajakker, der er gode til elevsejlads, da de ikke kan vælte. Vi lægger ud i den pragtfulde “kajakå” Lindenborg Å, der er een af de mest charmerende åer i Danmark, med masser af sving der går gennem Rold Skov distrikt, smukke enge og dale og forbi et væld af historiske steder.
Vi starter et stenkast fra Rold Storkro og et stenkast fra Tingbæk kalkminer, hvor een af vores største afdøde billedhuggere Bundgaard udstiller sine flotte skulpturer - ham med Gefionspringvandet - du ved.
Pigerne - eller hedder det damerne i den alder? - kravler ned i kajakkerne ved Skillingbro lige nord for Storkro.
Klik for større billede |
Skillingbro er et ældgammelt færgested/overfartsted, der har været flittigt benyttet i århundrede af røvere og rejsende der skulle gennem Rold Skov. Ikke langt fra hvor vi starter udløber een af de mange historiske kilder med det mærkelige navn: “Den ukendte kilde”. Iflg. forfatteren Helge Qvisttorff, der kender Himmerland som sin egen bukselomme, har kilden, så vidt man ved, aldrig fået et ordentligt navn
på trods af, at det er en meget aktiv kilde.
- Husk at holde til venstre under Skillingbro, når jeg at råbe, inden pigerne har lagt ud fra bredden. Under broen ligger nogle store sten, som en glasfiberkajak ikke er glad for, men i dag er det højvande som aldrig før, grundet voldsomme regnskyl forleden dag.
I starten er åen kun et par meter bred, men bliver efterhånden en helt “flod”, som Amazonas? - mon dog. Vi møder et par kanoer med gæster fra Rold Storkro, som sejler opstrøms.
Klik for større billede |
Nu kommer vi ind i Gravlev Ådal, hvor afdøde museumsinspektør Riismøller i sin tid fik lavet en herlig sø ved inddæmning. Og om ikke mange år vil store dele af Lindenborg Å løbe over sine bredder og skabe flere smukke søer og enge til gavn for fugle og mennesker.
Rebild bakker forsvinder så småt og den smukke og flittige Ravnkilde fylder vand i Lindenborg Å. Nu kan vi se den smukke gamle Gravlev Kirke, og igen er der flere udløb fra kilderne i området. Gravlev kilde giver 105 liter vand i sekundet, og pumper således også flittigt til åsystemet.
Den lille charmerende landsby Gravlev ligger smukt op ad en stejl bakke mod vest. Solen sender sine sidste stråler. Her er uendeligt smukt, dale og bakker, træer der vokser langs bredden og svinger sine grene ned over os, mens vi ror.
Nu bliver åen bredere og bredere og knap så svingende og snart er vi ved Buderupholmskoven, det nordligste af Rold Skov.
Klik for større billede |
På højre side kommer vi til Aalborg Skiklubs store skibakke, hvor der oven i købet er et hop for de modigste skiløbere. For 30 år siden, hvor jeg løb i disse bakker, var der en mand der brækkede benet på vej ned ad skibakken. Vi fik sendt bud efter en ambulance og var meget overrasket over, at ambulancen tilsyneladende kom på den forkerte side af åen. Nej, ambulancefolkene var klar over, at det var den hurtigste mulighed for at få manden på hospitalet. Han blev båret ned over bakkerne, over åen og op på den anden side - flot og elegant.
Så kommer vi forbi Lille Blåkilde, der sjovt nok er meget større en Store Blåkilde syd for Skørping. Lille Blåkilde vælter 150 liter vand ud i Lindeborg Å hvert sekund. Det giver 540.000 liter pr. time - eller 13 millioner liter vand i døgnet!
Læs Helge Quistdorffs bog: Rold Skovs Kilder - eller Sigfred Svanes bog: 100 danske Helligkilder. Interessante bøger, når vi snakker om kilder.
Klik for større billede |
Turen ind gennem den nordligste del af Buderupholmskovene er umådelig smuk. Åen er bred og på begge sider omkranset af store træer med grenene ud over vandet. Når jeg ror her om vinteren, er der ofte en hel koloni af fiskehejrer. Denne mærkelige "skeletfugl", svinger sig - med sin S-bøjede hals - elegant over trætoppene. I dag ser vi kun nogle enkelte, der letter lige foran vores kajakker.
Ved Buderupholmbroen, der er færgested mellem Støvring og Skørping ligger der et stort ørreddambrug. I 1970erne kunne jeg 10km. længere nede ad åen med lethed fiske nogle af “springerne” fra dette og andre dambrug langs Lindenborg Å. Men i dag er dambrugene lukket med slusesystemer, så regnbueørrederne ikke så let kan springe ud i friheden i Lindenborg Å. Til gengæld er der gode muligheder for den dygtige fluefisker at fange havørred. I 17 år lejede jeg i sin tid et åstykke ud til lystfiskerne i området ved Skinbjerglund.
Jeg var bestemt ikke imponeret af deres miljøbevidsthed. Gang på gang måtte jeg ned til åen og samle flasker, plasticposer og nylonsnøre, men jeg er overbevist om, at lystfiskerne i dag er langt mere omhyggelige med miljøet end dengang. Desværre er nogle af dem ret uforskammede over for kano og kajakfolk, der kommer sejlende. De mener afgjort, at åen kun er til lystfiskere. Men med den beskedne kano- og kajakaktivitet der er i Lindenborg Å, kan det bestemt ikke være ødelæggende for dem.
Klik for større billede |
Efter Buderupholmbroen kommer vi til den første jernbanebro, der går over Lindenborg Å. Her og ved næste jernbanebro gør vi holdt, og sidder musestille i vore kajakker, idet jeg ved flere lejligheder har set at der er isfugle i området. Isfuglen, denne smukke “papegøje” med sine stærke farver, virker næsten forkert i dette nordiske landskab. Men den er her - dog ikke denne dag, desværre.
Under den østlige jernbanebro har entusiastiske bjergklatrere mejslet ringe og kravlesten ind i broen, så de let og elegant kan kravle op under brobuen over på den anden side af åen. Jeg skulle ikke nyde noget. Det er en meget høj bro, der sikkert også ryster, når der kommer et tog over den. Tænk at hænge 15 meter oppe under en rystende bro, hvor man kun har nogle små fastgjorte sten at holde sig fast i!
Nå - falder de ned, har de en meget stor chance for at ryge ned i Lindenborg Å.
Klik for større billede |
Nu er det snart tid til en kop brændenældethe, og sådan en har den ene af pigerne selvfølgelig brygget til os. Men først skal vi finde “Røverborgen” som den kaldes på egnen ved Skørpingholme. "Røverborgen" eller Margretheborgen, som andre kalder den, er et meget imponerende arkæologisk område med historisk vingesus. Efter at et par adelsmænd havde ejet borgen, overtog Valdemar Atterdag den og det er jo fascinerende at tænke sig, at Valdemar Atterdag sikkert ofte har opholdt sig her. Hans datter, den senere dronning Margrethe, arvede borgen, men da hun med iver bekæmpede adelen og nedlagde deres borge, forærede hun i 1391 borgen til Vor Frue Kloster i Aalborg mod at de omgående nedrev borgen, og læste messe for hende: i al evighed.
Når du en dag skal sejle kajak på Lindenborg Å, må du nødvendigvis stoppe op her. Sæt dig op på voldgraven eller i midten af borgkomplekset og lad det fjortende århundrede komme til dig i billeder og lyd - jeg lover dig, det kommer listende ind over dig, hvis du sidder tilstrækkeligt længe.
Denne lørdag var det nu ikke muligt at komme op til borgruinen, da vandstanden simpelthen var for høj. Vi prøvede flere gange at lægge til, men sank i til knæene, hvis vi ikke havde fat i kajakkerne.
Klik for større billede |
Endelig fandt vi et pragtfuldt sted under en eg ved Skørpingholme. Det var herligt at sidde i de sidste solstråler med kiks og brændenældethe og nyde denne fantastiske natur og stilhed. Få kilometer efter var vi hjemme ved mit hus nær Lindenborg Å - skråt over for en anden af åens aktive kilder: Blåhøl - en kilde der giver lige så meget vand som tidligere omtalte Lille Blåkilde.
Rundt om mit hus er der dybe hulveje, der går ned til åen, og fortsætter op på den modsatte side af ådalen. Under stavnsbåndet 1733 til 1788, indført af enevoldskongen Christian VI, og senere var bønderne mere eller mindre tvunget til hoveriarbejde. Hver dag kørte de med oksekærrer ned til “færgestedet”, som det stadig hedder, hen over Lindenborg Å og op på den anden side af ådalen. De skulle hver dag arbejde for herremændene i henholdsvis Lindenborg og Buderupholm.
Klik for større billede |
Ad disse gamle hulveje bar vi så vores kajakker de ca. 200 meter op til mit lille husmandssted.
Udover den fantastiske naturoplevelse ved sejlads på Lindenborg Å, kan man filosofere over den tusindårige kulturhistorie, der har sat sine mærker hele vejen langs Lindenborg Å. Hvis du vil opleve denne tur - sommer eller vinter, så sæt dig godt ind i stedets historie.
Du er velkommen til at kontakte mig på stenhuggerdavid@kunst.dk
Klik for større billede |
Vejviser
Sted: Lindenborg Å ved Rold Skov - løber ud i Limfjorden.
Årstid: August
| Se også... |
| Links: |
|
|