Isabella

7.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreture omkring Bulbjerg, Jylland

Jeg har været her utallige gange siden min barndom og jeg er ikke i tvivl om, hvad det er, der drager mig. Den næsten uberørte natur. Den friske vind fra det altid brusende hav i Jammerbugten. Klitterne og marehalmen. Et bjerg med søfugle. Og en masse nostalgi.

Sandnæs hus som det så ud i 2007 og tidligere

Sandnæs hus som det så ud i 2007 og tidligere


Sandnæshus

De første gange jeg kom her, var da jeg som knægt af en enlig mor til to blege københavnerdrenge, var så privilegeret at komme med på en 3-ugers feriekoloni på Sandnæshus i Lild Strand ved Jammerbugten.

Sandnæshus, der blev bygget i 1933 som et strandhotel, var og er stadig et enormt hus med en markant tagrejsning, der ses viden om og som er atypisk i forhold til andet byggeri i området. I en periode blev det købt af Københavns Kommunes Lærerforening og brugt som feriekoloni. En feriekoloni som jeg var med på flere år i træk.

Det vil jeg altid være taknemmelig for.

Turen til Lild Strand gik først med tog fra Københavns Hovedbanegård, forsynet med kuffert og madpakke til den lange rejse. Så med bus - og endelig efter en hel dags rejse - var vi fremme.

Vi var vel et halvhundrede unger fra forskellige københavnske skoler, der hungrede efter frisk luft og sol på kinderne. Vi blev fordelt på flere sovesale af forskellige størrelser og gennem årene avancerede man, så man endte på en fin lille 6-mandsstue (for de store drenge) - medens de små fortsat måtte ligge på 20-mandsstuerne.

Vi havde køkkentjans. Der skulle skrælles kartofler, dækkes bord, serveres mad og efter middagen ryddes af. Mange af disse jobs står den dag i dag lysende klart for mig.

Nu var der ikke den store grund knyttet til Sandnæshus og vi fik strenge ordrer på ikke at bevæge os mere end 2 meter vest for huset - ind mod Lild. Til gengæld havde vi alle klitterne at boltre os i ud mod Bulbjerg. Først lå en fodboldbane på sand, grus og sten. Græs var der ikke skyggen af! Så var der klitterne; Lille Klit og længere væk Store Klit.

Dengang var her anderledes. Klitterne var åbne, dvs. der var sand, der kunne fyge i stormen. I klitterne så vi spor efter dyr. Vi fandt firben, frøer og hugorme. Og rævehuler. Vi fandt revlingbær, mosebølle - en slags blåbær - og den lille kødædende plante soldug, som vi ”fodrede” med indfangede fluer!

Vi fandt vor egen klit, hvor vi uvidende tog livet af en hugorm, og klitten blev naturligvis døbt ”Hugormegrotten”. Langs stranden fandt vi vraggods der var skyllet i land og mindre brædder blev brugt til at bygge huler i klitten med.
Det var en tid med frihed - under ansvar. For der var bestemmelser. Ingen legede med ild. Aldrig. Det var hjemsendelsesgrund. Der var spisetider. Alle skulle møde op til tiden. Ingen måtte bevæge sig længere væk, end man altid kunne høre lærerens fløjte.

Men nu hører vi alle ikke lige godt, så det hændte at vi strøg på sviptur til Bulbjerg!

Fritstående klokke ved Lild Strand kirke

Fritstående klokke ved Lild Strand kirke


På bytur til fiskerlejet Lild

Et af højdepunkterne var byturen til Lild. Vi fik lov til i mindre grupper at spadsere de 300 meter ind til købmanden i Lild og snolde.

Og nede ved fiskerne, der trak deres kuttere op på stranden, når de kom hjem med lasten fuld af friske fisk og krabber, forstod vi ikke hvad de sagde eller talte om! Og engang der var gået en lille sildehaj i nettet, gjorde vi store øjne.

Kunstmaleren O. Trap boede i et smalt, karakteristisk, rødfarvet hus og havde en farvestrålende udstilling foran huset. I øverste etage havde han atelier. Der var lyset bedst. Ham besøgte vi og købte souvenir med hjem. På mit kontor står fortsat to gamle malede glaskugler, som fiskerne tidligere benyttede til at holde net oppe med. Motiverne er naturligvis Bulbjerg med Skarreklit og Sandnæshus, malet i 1960.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var her ved Sandnæshus, at kimen til min interesse for naturen - plante- og dyrelivet - blev støbt.

Klitterne mellem Lild og Bulbjerg

Klitterne mellem Lild og Bulbjerg


Med mor og bror ved Bulbjerg

Naturligvis talte jeg gennem årene begejstret om naturen ved Jammerbugten og det endte med at min mor og lillebror tog med på tur.

Vi havde lejet et lille, sort sommerhus ude ved foden af Bulbjerg (der var dengang to sommerhuse, men de eksisterer ikke længere), men vi kunne ikke få sommerhuset før dagen efter.

Vi blev i stedet indlogeret hos familien Sørensen midt på hovedgaden i Lild (der var ikke andre gader). Hr. Sørensen var pensioneret fisker, men passede fortsat maskineriet på redningsbåden og Fru Sørensen sørgede for mand, hus og hund. En meget gæstfri familie.

Den efterfølgende uge fik jeg vist klitter og hede, strand og bjerg til min familie. Og de forstod mig.

Mine drenge og jeg i 1981 i klitterne ved Sandnæshus

Mine drenge og jeg i 1981 i klitterne ved Sandnæshus


Med kone og børn

Der gik 17 år. Mine egne to drenge var blevet store nok til at forstå og vejrsætte naturen og nu skulle kone og børn indvies i Danmarks vildeste natur.

Jeg havde fortalt om Sandnæshus og fiskerne, der trak deres kuttere op på stranden, for de havde ingen havn! Om familien Sørensen, hvor farmor, onkel og far boede for mange år siden.

Spændte nærmede vi os Lild Strand. Sandnæshus var i den mellemliggende periode igen blevet til strandhotel - Lildstrand Hotel - og her skulle vi bo på et værelse, der tidligere rummede 8-10 børn.

Fiskerne havde i en periode på ca. ni år forladt Lild Strand for at lande fiskene i Hanstholm, men der kunne de ikke trives, så i 1981 kom de tilbage og fortsatte med at trække deres kuttere op på stranden. Det gav liv og beskæftigelse til det lille fiskerleje.

Afsked med familien Sørensen ved deres hus i Lild Strand

Afsked med familien Sørensen ved deres hus i Lild Strand


En gæstfri fiskerfamilje

En eftermiddag spadserede vi til byen. Jeg så et ældre ægtepar som sad og nød solen ved gavlen til deres hus. Jeg var ikke i tvivl.

Jeg gik hen til dem og stak næven frem. Mit navn sagde dem ikke noget. Jeg fortalte dem historien om dengang en mor og hendes to sønner fra København boede her en nat, inden de drog ud til sommerhuset ved Bulbjerg ...

Og nu huskede de. ”Kom inden for ...”

Solen stod lavt og kastede eftermiddagens lysstråler gennem de vestvendte vinduer ind på familieportrætterne, der dekorerede væggen i dagligstuen. Fru Sørensen trak rullegardinerne ned, så vi ikke blev blændet, da vi satte os til kaffebordet i den varme, lavloftede stue, hvor fluerne kredsede om lysekronen over spisebordet.

På væggen hang også violinen, diverse broderier og møblerne stod tæt. Et rigtigt sømandshjem. Så blev der serveret kage og is til kaffen.

Midt under kaffen kom det langsomt fra Fru Sørensen: ”Jo, nu synes jeg ligegodt, at jeg kan kende dig.”

Hun smilede til mig. De var et ualmindeligt gæstfrit par.

Efter nogle dages ophold på Lildstrand Hotel, skulle vi videre rundt i Danmark og kørte ned til Sørensens for at sige farvel med en æske chokolade.

”Kan I ikke lide at være her?” spurgte fru Sørensen, da vi tager afsked med dem. De kunne ikke tage mere fejl.

Torre La Sal
Subaru
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt