Dayz Resorts

16.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Holy Island, Northumberland, England

- Hvad kunne I tænke jer til morgenmad i dag, kippers, bacon og æg, grillet tomat og champignon, toast med ost og marmelade? Det er Brenda vores værtinde i Crosshill Guesthouse i Alnwick, der spørger os, da vi efter en god nats søvn, kommer ned for at få morgenmad.

Eneste vej til Holy Island

Eneste vej til Holy Island


Vejen til Holy Island

- Og hvor skal I så hen i dag? spørger hun interesseret, mens vi indleder morgenmåltidet med en lækker yoghurt.

Vi forklarer, at vi har hørt og læst om Holy Island, der skulle være en særdeles skøn ø ud for Northumberlands kyst.

- Jamen, så skal jeg lige printe tidevandstabellen ud fra Internettet, så vi ved hvornår I kan komme over og tilbage igen, svarer Brenda beredvilligt og hun er væk et øjeblik og kommer tilbage med tidevandstabellen, som hun gennemgår med os.

- Det kan I glæde jer til, der er vidunderligt derude, og så tager det kun ca. 30-40 minutter at køre derop her fra Alnwick.

Tidligt på formiddagen kommer vi til den asfalterede vej, der fører over til Holy Island - et par kilometer ude i Nordsøen. Tidevandet er ved at trække sig tilbage og blotlægger de store mudderbanker i et vadehav, der tilbyder et overdådigt spisekammer og tiltrækker hav- og vadefugle fra nær og fjern både sommer og vinter.

Vi følger øens eneste vej langs de høje hjælmebevoksede sandklitter og finder P-pladsen fremme ved byen, der er vokset op omkring det tidligere kloster.

Lindisfarne Priory som vikingerne plyndrede adskillige gange

Lindisfarne Priory som vikingerne plyndrede adskillige gange


Lindisfarne Priory

Vi spadserer ind i de gamle klosterruiner, der er fra 1000-tallet, hvor benediktinermunke vendte tilbage til stedet, der tidligere havde været udgangspunktet for kristendommens udbredelse blandt nordengelske hedninge. Allerede i 635 blev det første kloster bygget i træ grundlagt af St. Aidan.

Kirken og klosteret blev umådeligt rigt - støttet af den katolske kirke og Paven i Rom - og havde eftertragtede skatte. Det fandt de nordiske vikinger - danerne fra Danmark og specielt normannerne fra Norge - ud af og stedet blev plyndret første gang i 793.

”De egentlige vikingetogter begyndte i 790’erne og vi ved fra krøniken, der med rædsel skildrer hvorledes nordmændene med voldsom brutalitet røvede og plyndrede Klosteret i Lindisfarne. Munkene, tjenestefolkene og deres familier blev aflivet, kreaturerne blev slagtet, kirken og klostrets lagre blev tømt og alle værdigenstande bortført, hvorpå klosteret blev brændt ned til jorden.”*)
*) kilde: Politikens verdenshistorie bind 8, Europas fødsel.

Det var ikke blot et enkelt eller to skibe der tilfældigt kom forbi. Det var ofte en hel armada på op mod 100 vikingeskibe, der besøgte de engelske kyster. Vikingerne havde slået sig ned på Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Hebriderne, der alle blev brugt som base for plyndringerne sydpå.

I august 875 havde munkene fået nok og flygtede fra stedet og kom først tilbage i 1100-tallet, hvor vikingerne var forsvundet.

Senere i 1536, da kong Henry den VIII indførte reformationen, blev stedet forladt og sten fra klosteret og kirken blev brugt til at bygge fæstningsborgen Lindisfarne Castle.

Tykke, gamle mure

Tykke, gamle mure


Mål for pilgrimme - og vikinger

Plyndringerne kunne lade sig gøre, fordi det var let at komme hertil og øen havde ingen form for bevogtning eller forsvar. Først meget senere blev fæstningsborgen bygget.

Det vi ser i dag, er altså ruinerne fra klosteret og tilhørende kirker fra middelalderen. Og det har været imponerende bygninger - ikke mindst den såkaldte Regnbue-hvælving som både i højde og bredde og ikke mindst ornamentikken overgår mange andre ruiner, vi har set. Her har været mange flot udsmykket rum, det meste bygget i tilhuggede limsten.

I mere end 1300 år har dette sted været målet for pilgrimme, der kom for at bede til St. Cuthbert (635-687) - en af de helligste mænd i Northumberland, som også har boet her.

Et tilhørende museum fortæller historien om disse hellige mænd og om klosterets grundlæggelse, udvikling og ødelæggelse.

Lindisfarne Castle - højeste punkt på Holy Island

Lindisfarne Castle - højeste punkt på Holy Island


Lindisfarne Castle

Fæstningsborgen ligger på øens sydøstlige hjørne og rejser sig højt mod himmelen på toppen af en 35 meter høj limstensklippe. Borgen blev bygget i 1550 og var bemandet indtil slutningen af 1800-tallet hvor sidste garnison forlod stedet. I dag er borgen i privat eje, men med mulighed for at komme inden for.

Det er naturligvis øens højeste punkt, som kan ses milevidt herfra.

Vi spadserer langs havnen og det maritime miljø, der bl.a. består af små fiskehytter lavet af bunden fra tidligere fiskerbåde og går rundt om borgen ad den anlagte vandresti ud på en gammel stenlagt kærrevej der fører ud i naturreservatet.

Foran os har vi marsken med et væld af de specielle planter, som kun trives her og ud mod havet ses både knudrede klipper og flade sandstensklipper fyldt med større og mindre stenblokke. Lavvandet synliggør muslinger og snegle, der fæstner sig til klipperne og venter på næste højvande om seks timer.

I klippesprækkernes mange vandhuller er mindre fisk fanget - de nåede ikke ud med tidevandet.

Sæler på de yderste klipper

Sæler på de yderste klipper


Sæler

Yderst på øens nordøstside står en pyramide-lignende hvid skulptur, som givetvis kan ses af de søfarende, så de ikke kommer for tæt på de undersøiske skær, som findes ud for øen.

Her opdager vi, at stenene yderst i Nordsøen flytter sig, og da vi får kikkerten frem, kan vi se en flok gråsæler ligge og sole sig.

Og vi kan høre dem ”synge”. En klagende lyd, der gør os opmærksomme på dem - før vi faktisk ser dem!

Klipper ved Coves Haven

Klipper ved Coves Haven


Fra klippe til sand

Vi fortsætter vandringen langs den klippefyldte kystlinie, hvor vi i vandkanten kan se andefugle bl.a. edderfugl og havfugle som strandskade og mange andre.

Som ved et trylleslag ændres klippekysten til en smuk, bred sandstrand ved Coves Haven på nordsiden af øen.

Tilbage på den markerede naturvandresti kommer vi ind over gamle tilgroede klitter med vandhuller med kvækkende frøer, blomstrende enge med sommerfugle i leg og senere opdyrket jord, hvor bier og andre insekter også holder til. En rig variation i faunaen.

Blomstrende eng på øen

Blomstrende eng på øen


Et eldorado for ornitologer

Hele øen er ca. 3 x 3 km stor og et eldorado for ornitologer, da her er masser af fugle at iagttage hele året.

Vi kan ikke fordybe os mere i denne smukke øs natur, da vi skal nå tilbage til fastlandet inden højvande sætter ind og forhindrer os i at komme over ebbevejen - the causeway - tilbage mod Alnwick.

Langt det meste af kyststrækningen i Northumberland er blandt de fineste landskaber i Storbritannien – herunder Holy Island - og betegnes som Areas of Oustanding Nature Beauty (AONB), altså områder med enestående naturlig skønhed - og vi må give dem ret.

Derfor vil vi vandre en del af kyststrækningen i morgen ...

Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt