Dayz Resorts

4.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Kielder Water and Forest Park, Northumberland, England

Vi forlader Matfen Hall, kører ad A68 og drejer fra mod landsbyen Bellingham og videre gennem et højtliggende øde landskab med vid udsigt mod ”The Border Forest Park” som Kielder Water and Forest Park også kaldes, da reservatet ligger helt op til grænsen mod Skotland ved The Cheviot Hills.

Søen Kielder Water

Søen Kielder Water


Nordeuropas største kunstige sø

Landskabet åbner sig endnu mere, da vi når den dybblå sø Kielder Water omkranset af skov. Det er Nordeuropas største kunstige sø og dermed også Englands største opdæmmede areal, vi skal besøge.

Og udsigten er betagende i dette pragtfulde skyvekslende vejr. Vi må op i bakkerne ved først givne lejlighed og skue ud over søen og de omkringliggende bløde bakker, der i det fjerne fortoner sig i The Cheviot Hills.

Søen, der nærmest snor sig gennem landskabet, er 15 km på det længste stræk, men ikke særlig bred. Man kan ikke køre øst, nordøst om søen, så vi følger landevejen syd og vest om søen og finder i den nordlige ende Kielder Castle, der tidligere var jagtslot for Hertugen af Northumberland.

Kielder Castle

Kielder Castle


Masser af muligheder for aktiv ferie

I og omkring søen er der masser af muligheder for aktiviteter. Det er muligt at cykle på flere mærkede ruter i skoven og gennem åbne landskaber og det er endda muligt at cykle hele vejen omkring søen.

I bakkerne er her p.t. 13 udfordrende trails til mountainbikerne. Her er også ridestier og vandreruter. Og på vandet er udfoldelsesmulighederne utallige lige fra sejlsport, surfing, vandski o.m.a. til egentligt sø-cruise, ligesom her er flere fugle-/odder-observationssteder langs bredden. Og fiske kan man naturligvis også.

Ved Visitor Centret parkeres bilen og vi får brochuremateriale og kort, hvorefter vi giver os på vej ud i Kielder Forest, der er Englands største skov.

Kunstværk med lys og skygge på bakketoppen

Kunstværk med lys og skygge på bakketoppen


Skyspace

Det er en fint mærket rute med hhv. hvide og røde markeringer, der bringer os op i et varieret skovterræn mod Skyspace.

På første del af turen vandrer vi ned ad bilvejen og ind i skoven, hvor stigningen begynder. Det er en jævn stigning på en lille sti op gennem granskoven, inden vi kommer ud på en egentlig grusvej, som følges resten af vejen op til Skyspace.

Det er en helt bilfri vej og let at vandre på, og da vi er fri af skoven og ude i det åbne landskab, har vi igen en pragtfuld udsigt ned mod Kielder Water.

En rund bygning, som var det et gammelt fæstningstårn, ligger på højen. Men tag ikke fejl. Bygningen er ganske ny og et helt specielt kunstværk. Indvendigt er rummet buet mod loftet, hvor der er et hul mod himmelen. Lyset kastes ned i rummet på en helt speciel måde og som besøgende ”trækkes” man hen mod åbningen for at betragte himmelen over én.

Uanset vejret udenfor kastes lyset rundt i lokalet, der samtidigt runger hult, når man taler.

Kielder Observatorium

Kielder Observatorium


Kielder Observatorium

Længere fremme møder vi de første modeller af planeterne, hængende på stolper - muligvis med en forholdsmæssig afstandsplacering mellem modellerne.

Pluto hænger i hvert fald nogle hundrede meter længere væk end de øvrige planeter. Dette kan give en fornemmelse af afstanden mellem solsystemets planeter. Et skilt ved hver model fortæller om planeten.

Længst oppe på bakken finder vi Kielder Observatorium, en ny bygning fortrinsvis i træ. Her er det muligt at studere stjerner på nattehimmelen, for her er ikke et lys i milevid omkreds.

I fugleskjul

I fugleskjul


Fugleobservation

Efter at have vandret ad grusstien tilbage til landevejen, går vi ned til søen og finder fugleobservationshytten. I skjulet sidder allerede et par og spejder efter fugle - og oddere. Odderne er genudsat og bestanden trives, men vi skal være meget stille og heldige, hvis vi får disse legesyge dyr at se.

Vi sætter os til at spejde ud over søen og hvisker til hinanden. Her er en del andefugle og en enkelt fiskehejre spankulerer i udkanten af sivskoven på en nærliggende brink, hvor den snupper småfisk.

Men odderne får vi ikke at se, selv om vi havde fået at vide, at det netop er her i denne lille vig, at de holder til.

Viadukt over floden Kielder Burn

Viadukt over floden Kielder Burn


Viadukt over Kielder Burn

Vi spadserer tilbage langs søbredden og kommer over floden Kielder Burn på en gammel viadukt, hvor toget i sin tid kørte.

Nu er alle sveller fjernet og her er etableret cykel- og vandresti langs den nordøstlige side af søen.

Tilbage ved Kielder Castle er det tid til at få lidt at spise, inden vi kører tilbage langs søen til den sydvestlige ende for at betragte dæmningen og det smukke kulturlandskab, der ligger neden for – på den anden side af dæmningen.

På hele strækningen langs søen er her flere besøgscentre, aktivitetscentre og spisesteder.

Percy Arms

Percy Arms


Percy Arms Hotel i Otterburn

Vi er kørt nordøst på til Redesdale og har svært ved at tro, at denne fredfyldte dal, hvor vej A68 fører fra England op til Skotland, har været scenen for utallige slag gennem de sidste 2000 år.

De romerske legionærer var her først og byggede det nordligst beliggende romerske fort, High Rochster, for at kontrollere trafikken i dalen.

I middelalderen kæmpede skotter og englændere utallige gange om grænsen, og et af de mere kendte slag fandt sted i 1388 - ”Slaget ved Otterburn”. Slaget blev udkæmpet i nattens måneskin og selv om skotternes hærfører faldt, endte det med at tusinder blev dræbt og at englænderne blev slået tilbage.

I mange år lå området øde fordi familier fra begge sider af grænsen røvede hinanden, stjal kvæg og brændte afgrøder i en voldsom blodrus. Men som tiden gik bosatte nogle få familier sig op gennem det 15. og 16. århundrede, indtil der i 1800-tallet flyttede flere bosættere til dette ”tabet” ingenmandsland.

Endnu er her store arealer, der ligger øde, hvoraf et er Otterburn Range - et militært areal, hvor der kun er adgang på ganske bestemte veje og kun når der ikke er militære øvelser i gang. Vi ser, at de røde flag er oppe, hvilket betyder adgang forbudt.

I den historiske landsby Otterburn lejer vi os ind på Percy Arms Hotel, der er en gammel kro fra 1700-tallet bestående af tre sammenhængende landsbyhuse. På førstesalens smalle gang, kommer vi på knirkende, nøgne gulvbrædder frem til vort rustikke værelse. I døren sidder en gammel nøgle i en lige så gammel lås. Vinduerne i værelset er små og lukkes op ved hjælp af gammelt snoretræk.

Alt oser af en tidligere militærforlægning eller landevejskro. Og det er netop hvad det er. På vejen fra England mod Skotland (vej A696) har stedet gennem tiderne fungeret som landevejskro. Et spændende sted at bo - ikke langt fra Northumberlands mange historiske attraktioner og fantastiske naturoplevelser.

Bar i krostuen

Bar i krostuen


Lokal mad- en gastronomisk oplevelse

Floden River Rede løber lige neden for vores vindue og ser ganske fredelig ud. Det gjorde den ikke den 9. juni 1907, hvor floden gik langt over dens bred og medførte oversvømmelse i kælderen og en meters vandstand i krostuen.

Det kan dog slet ikke ses i de hyggelige lokaler i underetagen, der indeholder krostue med bar i den ene ende og restaurant i den anden. Her serveres et overraskende godt måltid mad.

Bag bygningen er en dejlig have, hvor der i dagtimerne også er servering. I baren er det muligt, at hotelejeren efter middagen giver sig tid til at fortælle om Otterburns spændende historie og udvikling, mens der nydes en ”pint”.

Samtalen ender med, at vi beslutter os for i morgen at besøge "Det hellige bjerg" Simonside Hills, hvor man 1000 år før vores tidsregning tilbad og ofrede for foden af dette enestående bjerg ...

Din rejseskribent på toppen over Kielder Water

Din rejseskribent på toppen over Kielder Water


Subaru
Campingferie 650,-
Primo Tours
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt