Primo Tours

5.7.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Valloire (1/3), Frankrig

Der lyder et skrig. Er det en rovfugl eller..? Jeg ser mig omkring i luftrummet over mig, men kan ingenting se. Endnu et skrig. Et advarselssignal? Så ganske få meter foran os løber et brunt dyr gennem blomsterne på engen og ned i et hul i jorden.

Murmeldyr

Murmeldyr


Murmeldyr

Det er murmeldyret vi har mødt. Her er flere huller på blomsterengen, som alle fører ned til en hule.

Murmeldyr ses ofte her i bjergene og det er dem der udstøder et kort, skarpt skrig som en fugl, når de advarer mod eventuel fare. De er nysgerrige og kommer gerne frem foran deres huller for at se efter os vandrere, når vi kommer forbi.

Hulerne kan være fra 10 til 20 meter dybe og består af et rum til at æde og sove i samt et rum til toilette. Om vinteren ser man dem ikke. Der er de begravet i sne, og så sover de. De går i hi som bjørnene.

Vi er ved ruinen les Revinettes på vor vandretur op mod Pas des Griffes.

Valloire omgivet af bjerge

Valloire omgivet af bjerge


Valloire

I går ankom vi til Valloire efter en 24 timers bustur fra København, gennem Tyskland og Schweiz til Frankrig.

Her stod et team parat til at modtage os på Hotel les Gentianes og vise os tilrette på værelserne. Frokosten var allerede forberedt og efter den var der tilrettelagt en byvandring, så vi kunne blive orienteret lidt om verdenshjørnerne og hvordan vi finder rundt i den lille by, 1.440 moh.

Eftermiddagen var overladt til os selv - dvs. vi, der var udtaget til madholdet, mødte i køkkenet og skulle forberede aftensmaden til alle, der er med på turen.

Det er netop konceptet med fællesrejser. Alle får lov til at medvirke ved madlavningen en morgen og en aften under ferieopholdet.

Madholdet

Madholdet


Fællesrejser

Det er både hyggeligt og lærerigt (madlavning i store portioner) og er samtidig med til at holde rejsens pris væsentligt nede.

Til at hjælpe os i køkkenet har vi to madkoordinatorer, der på skift deltager i madlavningen og som sikrer, at alt bliver godt. Ruby-teamet består derudover af to personer i baren og nogle til at hjælpe med alt det praktiske med udlejning og vask af sengelinned og håndklæder samt rengøring og andet forefaldende arbejde. Et rigtigt godt team. Og her manglede intet.

Udover mad tre gange om dagen - aftensmad med tre retter - var der gratis sodavand/saftevand til børnene og øl eller vin ad libitum til de voksne. Den efterfølgende afrydning og opvask blev klaret let med moderne opvaskemaskiner og da klokken blev hen ad 22, var vi færdige og kunne trække en mundfuld frisk luft, inden vi - efter en lang nat og dag - kunne gå til ro.

Med udsigt til l'Aiguille Noire, 2.869 moh

Med udsigt til l'Aiguille Noire, 2.869 moh


Pas des Griffes

For at komme let til dagens mål tog vi kabineliften - Télécabine du Crât de la Brive - op til Plateau de la Séa, som ligger på den østlige side af Valloire. Denne lift kører hver dag, medens den anden kabinelift, der fører op mod la Sétaz, kun kører søndag og onsdag.

Fra toppen af kabineliften er der skiltning mod les Mérégers og pink malerklatter på den tydelige sti, gør at man ikke kan gå forkert.

Vi passerede først et flot beliggende privat hus - Montissot, 2.111moh - og derefter åbnede dalen sig foran os med en enestående udsigt mod ”Den Sorte Nål” - l’Aiguille Noire, 2.869moh. - et forrevent bjerg med to sylespidse toppe.

Vi fulgte den slidte sti og kunne under os i dalen til højre se den grusvej, der fører ud til enden af dalen. En vej det er muligt at vandre eller cykle på helt ud til bjerget og de bagvedliggende tre søer.

Vi skal den vej

Vi skal den vej


Sporet ender blindt

Da vi kom til restauranten les Mérégers forhørte vi os om, hvor langt der er ud til l’Aiguille Noire og de tre søer, som vi har hørt skulle være helt fantastisk flot, og da vi fik oplyst, at der var mindst tre timers vandring, besluttede vi os endeligt for at dagens tur bliver op over Pas des Griffes.

Lige på den anden side af grusvejen, der fører fra dalen op forbi restauranten og videre op over bjerget til skilifterne, fandt vi skiltet mod Pas des Griffes.

Vi fulgte stien som underligt nok ledte os over et indhegnet område. Der var ikke andre synlige stier, så vi fortsatte. Vi kom forbi en tydelig udløber på bjergsiden og vidste, at nu var vi kommet for langt - forbi rute 19, og da vi nåede ruinen les Revinettes forsvandt alle stier og vi hører murmeldyrenes skrig.

Bjergsiden ved La Sétaz des prés

Bjergsiden ved La Sétaz des prés


Udsigt til forrevne klipper

Vi går på tværs op ad bjergskråningen, passerer igen nogle pigtrådsindhegninger og bevæger os skarpt op ad udløberen på bjerget. På et eller andet tidspunkt vil vi ramme stien - rute 19.

Så er den der. Stien er meget tydelig og ved en runding på udløberen kommer vi til en endnu en ruin - le Mont ’Jover, 2.385 moh.

På den anden side af dalen har vi en enestående udsigt til de forrevne klippesider under la Sétaz. Vi har solen i ryggen og farvespillet på klippesiden er udsædvanligt flot. Stenskred skiftevis med grønne græspletter på hele bjergsiden.

På bjergryggen

På bjergryggen


På bjergryggen

Så går vi de sidste meter op til Pas des Griffes, 2.554 moh. og møder her nogle belgiske vandrere, der ligger og hviler sig efter at de er kommet op fra dalen på den anden side - fra Valmeinier.

Passet er et glimrende sted at spise sin medbragte frokost, så lidt nede i læ for vinden kan vi slappe af, medens vi nyder udsigten til tinderne omkring os og de mange smukke alpine blomster, der dækker bjergskråningen foran os - bl.a. de små, blå ensian.

Så følger vi bjergryggen tilbage mod nord og har udsigt ned i dalene til begge sider under os. Vi vandrer op over et unavngivent højdepunkt 2.615 moh. , og går skiftevis på den ene side og den anden side af højderyggen.

Det er en flot tur, som de fleste kan klare, når man først er komme op på bjergryggen. Langt under os i dalen til højre kan vi se byen Valmeinier og som pejlingspunkt fremefter kan vi se skiliften på toppen af Crey du Quart.

Med gondol ned til byen

Med gondol ned til byen


Også på cykel

Vi går over le Grand Plateau og møder her en mountainbiker på vej op (ja, hvorfor ikke?). Herfra fortsætter vi ned forbi passet Pas de Cotérieux, 2.244 moh. og følger vi skipisterne ned over bjergsiden.

Denne del af turen er knapt så charmerende. Vi kommer ned over ”ødelagte” bjergsider, der nødvendigvis må ”justeres” så forholdene for vinterens alpine skiløb bliver ideelle. Diverse grusveje leder os på kryds og tværs, så vi går direkte ned over græsgangene, hvor der ikke er for stejlt.

Et sted er der stor byggeaktivitet. Er dette krater mon udgravningerne til et megastort nyt hotel midt på pisterne? Nej, det viser sig, at hullet er udgravningen til et vandreservoir, hvor man kan opsamle vand til brug for kunstsne ved skisæsonens begyndelse. Via snedig vandføring ledes vandet frem til snekanonerne, der ses overalt, og sikrer derved sne, hvis den naturlige sne udebliver.

Nede ved kabineliften får vi slukket tørsten, medens vi fra restaurantens terrasse kan betragte Valloire langt under os. Men det blæser kraftigt op, så vi tager liften ned til byen.

Hotellets bar er åbnet og her nydes et glas fadøl under solparasollen på terrassen udenfor, medens vi beretter om turen, der tog ca. seks timer. Det er en god måde at ”lande” på efter en flot dag i bjergene.

For en dygtig mountainbiker kan turen cykles, selv om man så må være indstillet på at bære cyklen over visse passager med klipper.

Capelle Sainte Pierre

Capelle Sainte Pierre


Le Clot de l'Âne

Havde det ikke været for støjen fra den infame fejemaskine, der hver morgen starter sin kørsel gennem byen kl. 6.30, kunne vi have sovet længere - helt til kl. 7, hvor byens kirkeklokke starter sit klokkespil, der gentages hvert kvarter i de næste 12 timer!

Nå, vejret er igen perfekt. Ikke en sky på himmelen og der er morgenmad kl. 8! I dag er der op ad formiddagen planlagt et besøg hos osteproducenten, så vi kan inden da nå at vandre turen rundt om Chapelle Saint-Pierre.

Gennem byen og over floden la Valloirette og tilbage på rute nr. 3. Her kommer vi forbi byens ridecenter, hvor der er heste for både store og små. Og så har man æsler med føl.

Herfra følges mærkningen på en bred grusvej op til kapellet, men snyd ikke dig selv for at bruge 10 min. på at gå videre op forbi kapellet til Rocher de Saint-Pierre, hvorfra der en glimrende udsigt ud over Valloire.

Vejen følger skipisten tilbage til byen og hele turen tager en times tid.

Din rejseskribent ved en af søerne i Valloire

Din rejseskribent ved en af søerne i Valloire


Subaru
Campingferie 650,-
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt