Isabella

8.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Sainte-Foy Tarentaise, De Franske Alper, Frankrig

Denne skjulte perle ligger gemt i dalen, der fører op til det legendariske skisportssted Val d’isére og byder på udfordringer for enhver adrenalinhungrende skientusiast - og er hel unik for børnefamilier.

"Supermand" på fire år på begynderpisten


Lille skiparadis

Dette lille skiresort med hoteller, restauranter, skiskole og skiudlejning etc. ligger som en beskyttende vold omkring et let børneområde neden for pisterne.

Fra lænestolene på de solbeskinnede terrasser eller fra restauranternes spisesteder kan forældre sidde roligt og se deres børn tumle rundt i sneen på denne børnebakke.

Et rullende fortov sikrer en behændig tur tilbage til bakkens begyndelse.

Ikke mange danskere har endnu fundet vej til dette lille skiparadis, men man hører både engelsk og fransk på pisterne.

En engelsk mor kommer glidende med sit mindste barn på ryggen. Ingen skal snydes for at være i den rene, friske luft!

Hendes store dreng på fire år er allerede en mester ud i snowboard og kommer susende ned - og falder. Intet vræl, ingen brok. Den lille gut får vendt sig om, så han kan rejse sig og suser videre ned ad bakken. Herligt gå-på-mod.

Mont Blanc ses i det fjerne

Mont Blanc ses i det fjerne


Med udsigt til Mont Blance

Fra Sainte-Foy, 1.550moh. tager det ca. 45 minutter at komme med tre liftsystemer helt til toppen ved Col de l’Aiguille, 2.620 moh.

Herfra er der direkte udsigt til Alpernes højeste bjerg, Mont Blanc, 4.810moh. til den ene side og Italiens stejle bjergsider til den anden.

Når man skal ned, er her udfordrende sorte upræparerede off-pister eller man kan vælge den fine og jævne røde ”slope”, der deler sig i flere nedkørsler - både blå og grønne - længere nede ad bjerget.

Her er noget for enhver og god plads alle steder. Ingen kø ved liften, som de større skisportssteder ofte er plaget af.

Man føler, at man stort set har bjerget for sig selv.

En af restauranterne direkte ved pisten

En af restauranterne direkte ved pisten


Lille med godt

Udover børneområdet helt nede er her et fint begynderområde allerede efter første skihejs ”Grand Plan”, hvor der også findes et par spisesteder.

Selv om Sainte-Foy Tarentaise er et lille sted efter franske forhold, mangler her intet.

Les Fermes de Sainte-Foy

Les Fermes de Sainte-Foy


Hotellejlighederne Les Fermes de Sainte-Foy

Når man kommer til skisportsstedet ligger hotellejlighederne lige ud til vejen med udsigt ned i dalen.

Komplekset er stort og opdelt i forskellige afsnit. Hotellejlighederne har på bagsiden udsigt til børnebakken, ligesom der er let adgang til sneen fra de forskellige afsnit.

I tilknytning til komplekset er her både spa og svømmehal.

Besøg i vinkælderen Le Caveau du Monal

Besøg i vinkælderen Le Caveau du Monal


Vinkælderen le Caveau du Monal

Er man til vinsmagning, bør der afsættes en aften til at besøge vinkælderen Le Caveau du Monal, der ligger i underetagen af hotellet med samme navn.

Her præsenterer Christophe et bredt udvalg af områdets gode vine, ligesom der gives smagsprøver på lokale oste og lufttørret skinke.

Med hundene på bjerget

Med hundene på bjerget


Hundeslædetur

Denne formiddag vil vi have et afbræk i skiløbet og lidt uden for byen møder vi Stephane Lepine fra Tarentaise Traineau Mushing og hans hunde.

Balancerende på hundeslæden trukket af fire stærke hunde, følger vi en smal bjergvej, der snor sig langs bjergsiden og skal hele tiden passe på ikke at komme for langt ud til siden. Hvem ønsker at havne langt nede i dalen?

Vi er i alt fire hundeslæder med Stephane forrest, som hundene følger instinktivt, hvilket kan gøre det aldeles svært at styre både hunde og slæde.

Hundene har tilbøjelighed til at skære hjørnerne af i serpentinesvingene, med det resultat, at slæden kan vælte på skråningen. Og det gør den!

Heldigvis kommer jeg hurtigt på benene og får slæden stoppet. Fra tidligere hundeslædeture ved jeg, at man aldrig skal slippe taget i hundeslæden - for så stopper den først, når hundene er hjemme - eller værre, hvis der sker et større uheld!

Stephane har set hvad der er sket og er stoppet længere fremme. Vi sætter ankerne i sneen og fæstner derved både slæderne og hundene, der er ivrige efter at trække.

Et par af vennerne

Et par af vennerne


Løbske hunde

Da vi atter skal videre, lyder der et vræl bag mig. En slæde trukket af fore hunde kommer farende mod mig - uden fører.

Hundene er stukket af. Jeg lader hundene komme op på siden af mig og griber fat i slæden og får efter et kort glid begge slæder stoppet. Det kunne være gået rigtigt galt.

Husk aldrig at slippe en hundeslæde, der ikke er fæstet med et anker!

Vi kommer fri af skoven og kan nyde udsigten ned i dalen og bjergene på den anden side - men vi skal samtidig koncentrere os om at holde balancen, når disse pragtfulde hunde i fuld fart spæner hen ad den smalle bjergvej.

Torre La Sal
Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt