Grønland: Hundeslædetur i Sisimiuts bagland

Lejrplads her? – Ja tak!

Vi befinder os på en meget stor indsø; Taserssuaq, nordøst for Sisimiut. Vi er tre kammerater på hundeslædetur i det vestgrønlandske. Søren, der bor i Sisimiut og ejer hundene og slæden, Mathias og undertegnede der begge er bosat i København.
Vi lagde ud fra Sisimiut i går eftermiddags og overnattede i passet mellem Førstefjorden og Andenfjorden.

Hovedsporet mod Benbrækkeren

Afsted

Alle turforberedelser er overstået, nu gælder det om at få pakket slæden, få spændt hundene for og så afsted. Vi er fulde af forventninger. Scenariet er perfekt! -12 grader, høj sol og en vejrudsigt der lover det samme de næste 5 dage. Endelig er vi klar. Søren kysser sin søde kæreste farvel og kalder kommandoen for afsted: Tammá!
Hundene er friske - de er også klar til eventyr. Vi har været lidt skeptiske til hvordan de vil trække med tre mand på slæden plus oppakning - omkring 550 kg. Men når byrden er fordelt på 14 stærke grønlandshunde, er det ikke noget problem. Vi skyder en god fart i det frosthårde spor, der leder os væk fra Sisimiut - endelig er vi på tur.

Opkørsel fra Førstefjorden

Benbrækkeren

Første pas der skal forceres er passet over til Førstefjorden. Opad, opad går det og vi må hjælpe med for slæden er tung og vi tre passagerer udgør ca. 230 kg af baggagen. Opad den berygtede passage Majoriaq/Benbrækkeren (navnet bliver aktuelt, når den tages som nedkørsel). På toppen af passagen er uheldet ved at indtræffe. Et andet hundespand er blevet mistet på nedkørslen og vi ser først slæden, lige da vi kommer op over kanten af Benbrækkeren. Vi får lige præcis afværget et hundeslagsmål og et slædesammenstød. Den efterladte og noget spage slædekusk når op til sit spand og kan køre videre hjemad.

Videre går det til topppen af passet og her venter en meget stejl nedkørsel. Vi kigger ud over kanten for at se, om vi rammer det rigtige spor og så sætter vi igang. Et bremsetov etableres på hvert slædehorn og Søren stiller sig på bremsen bag på slæden - vi andre holder fast det bedste vi har lært. Stejlt er det og på trods af bremse og bremsetov går det rigtig hurtigt. Et par af hundene er ved at blive fanget under slædemeden, men klarer sig fri. Det stejle stykke flader ud og der falder ro på. Cowboyhylene bliver afløst af smil der tilkendegiver visheden om, at vi skal op den samme vej om 5 dage - det bliver hårdt!

Søren med en kop varmt i hånden på Førstefjorden

Selv præster må bande ad hunde

Vel nede på Førstefjorden sætter vi kursen til næste pas. Fjorden er ca. 3 km bred på dette stykke og forceres let i en fantastisk aftensol. Kiks og varm saftevand finder vej fra slædeposen og luner os i den dalende aftentemperatur.

Næste pas starter meget stejlt og det er en kamp at få hundene til at trække. Vi har holdt en kort pause for at rede skaglerne ud og hundende synes at være ukoncentrerede og legesyge. Det betyder at de trækker dårligt. Søren påpeger at selv præster har lov til at bande når de kører hundeslæde, der bliver således brugt flittigt af bandeordsrepetoiret op ad den stejle passage.

Passet flader lidt ud og drejer mod vest og hundene genvinder koncentrationen. Næsten på toppen af passet finder vi den perfekte lejrplads med en helt fantastisk udsigt.

Hvad kan man sige?

Tusmørket er allerede ved at brede sig men der er stadig lys nok til at etablere lejr. Med militær effektivitet bliver hundende sat på kæde, teltet slået op og primussen tændt op. Snart er hundene fodret og vi venter på at vores mad bliver klar.
Himlen er helt klar og det helt unikke arktiske blå lys breder sig på den tiltagende nattehimmel.
Smukt!!! - Kodakmoment!!!

Eksploderet hytte

Vi vågner, da solen så småt varmer teltet lidt op. Teltet og soveposerne har givet os en god nat isoleret fra de 20 minusgrader natten bød på.
Vi bryder op og får forceret de sidste højdemetre af passet. Nedkørslen er lidt stejl, men nem at køre.

Halvvejs nede ligger en hytte, der lige skal ses, for der knytter sig en tragisk historie til den og sporene er tydelige. En eksplosion har ødelagt hytten! Væggen buler ud og er næsten adskilt fra tag og gulv. Taget har også fået et løft.
Søren fortæller at, to gutter på vej hjem i dårligt vejr søger ly i hytten. De kan ikke få gang i gasapparatet, så de beslutter sig for at varme gasflasken lidt op på deres primus. Det skal man ikke gøre. Resultatet er, at den ene bliver slemt forbrændt i ansigtet og den anden bliver døv - begge overlever dog.
Hytten har det som sagt heller ikke for godt.

Andenfjorden

Isták

Videre ned hvor vi rammer Andenfjorden. Herfra går det nordøst over. Vi skal ind i bunden af fjorden og passere en stor blokmark. Inden da passerer vi en lille midlertidig bosætning. Et islandsk entrepenørfirma er ved at bore igennem fjeldet til søen Taserassuaq for at lægge vandet i rør, så der kan udvindes elektricitet af vandkraften. Vi stikker lige ind forbi for at hilse på.

Søren kan mange ting, bl.a. tale islandsk. I dette tilfælde kaster denne fine kundskab en invitation til frokost af sig.
Tak til Isták for det!

Taserssuaq. Hytten vi skal til, ligger under det karakteristiske Pisissarfik i baggrunden

Taserssuaq

Mætte og klare til slædesporet igen, fortsætter vi op til blokmarken. En bræ har i sin tid efterladt enorme klippeblokke i hele dalen mellem andenfjorden og søen Taserssuaq. Vi snørkler os gennem blokmarken og finder den lille nedkørsel til Taserssuaq.
Nu har vi for alvor lagt civilisationen bag os. Her er enormt øde og der er ikke mange spor fra menneskelig aktivitet. Området er snescooterfrit og vi er langt, langt videre end rækkevidden for en dagsrejse.

Eget spor

Her er helt fantastisk smukt. Jeg er fortabt i helheden. Den blå himmel, fjeldsidernes omfangsrige silhuetter, lyden af hundepoter i sneen og slædemedernes glid. Jeg er fortabt i den perfekte symbiose mellem hunde, slæde, sne og menneske. Jeg er fortabt i den kulturhistorie der er vores latente følgesvend og vores muse. Jeg er fortabt i det spor vi selv bryder og lægger bag os.
Det falder mig ind at dette er meningen med livet, men nedjusterer det til at det er meningen med arbejdslivet – at kunne tage fri fra det og få en så stor kontrastfuld oplevelse.

Dines – en stor dreng på ca. 50 kg

Rypejagt og slagsmål

Landskabet passerer os i et mageligt tempo, hvor der er tid til at se enhver detalje i landskabet og indlade sig på store eksistentielle tanker. Lige inden der kan føjes et nyt kapitel til europæisk idehistorie, får vi øje på en rype, der sidder oppe på en lille skråning og trykker sig ned til sneen for at skjule sig. Riflen findes frem og jeg stikker på jagt. Jeg går en lang bue uden om rypen, således at jeg kan nærme mig bagfra. Desværre ligger den meget dårligt for skud og jeg bliver nødt til at skyde fra stående stilling mod halspartiet - meget dårlige odds for fuldtræffer. Oddsne falder forventeligt ud til rypens fordel og den letter og tager flugten. Jeg følger efter i den retning den fløj. Jeg finder den igen på bedre skudhold, men stadig stående. Lige inden jeg løsner skud, flyver den igen - S.....
Jeg følger efter igen og ser den ved en sten. Denne gang kan jeg skyde fra knæsiddende, men distancen er lang. Jeg misser for anden gang og rypen vinder slaget.

Tilbage til slæden lidt slukøret, men bliver hurtigt revet ud af det, da Dines (Basen - lederen i hundeflokken), skal sætte et par undersåtter på plads. Det ender i et kæmpe slagsmål, som vi efterhånden får splittet op under megen råben og sparken. 14 slåssende grønlandshunde er et helt vildt syn og det er meget spændende at gå ind i mængden for at stoppe slagsmålet. Man skal være lidt varsom med ikke at blive fældet af en skagle. Hvis man falder, kan hundende opfatte dig som svag og så bliver du virkelig en del af slagsmålet. Bagefter er der imidlertid ro på hundende, som har fået sat strukturen i hierakiet på plads igen.
Jeg har glemt alt om kapitlet til den europæiske idehistorie!

Fjelde i skarp silhuet. Taserssuaq

En ægte fangsthytte

Afsted igen. Vores destination er en lille fangsthytte under Pisissarfik, en helt fantastisk fjeldside. Men inden vi sætter kursen mod hytten, søger vi rypejagt oppe i en dal. Et par timer senere og stadig uden ryper i slædeposen, beslutter vi os for at vende om og køre til hytten.

Vi kører langs den nordlige søbred og kan følge solens bane mod vest. Fjeldenes silhuetter bliver skarpe og kaster lange skygger hen over Tarssassuaq - smukt.

Fangsthytten med aftensolrødt Pisissarfik i baggrunden

Hytten er bygget i 70´erne og er en genuin fangsthytte. Der er drevet utallige rensdyrjagter fra hytten siden da og hytten må være den hyggeligste i mange mange mils omkreds. Faktisk er det den eneste hytte i dette område. Den blev bygget ulovligt i sin tid, men da bygherren sad i bystyret var der ikke vilje til at få den fjernet igen.

Hytten er meget spartansk. Med sine ca. 12 m2 med sovebriks til tre, køkken, stue og entre er der ikke plads til megen bevægelse, men det er det bedste sted man kan være i verden for os lige nu.

Hytten er autentisk og har 40 års patina og sjæl. Det gør et kæmpe indtryk på os alle og hyggen breder sig med varmen fra petroleomsovnen og bolognesen lavet på hakket rensdyrkød fra efterårets jagt. Hundende hygger sig udenfor med en mave fuld af foder og sælspæk.

Klik for større billede

Jagtdag

Vi har planlagt at blive i hytten i to nætter. Denne dag er dedikeret til rypejagt og rekognosering til rensdyrsæsonen. Vi spænder hundende for en tom slæde og begiver os nordpå op i en dal. Vi håber på at finde ryper, men ser kun rensdyrspor - mange rensdyrspor.
Man kan godt fornemme, at Søren glæder sig til åbningen af rensdyrsæsonen og man kan se, at han er ved at arrangere logistikken for en lang jagttur i dette område. Inden vi vender om, har vi da også set to rensdyr på vej over et nærliggende pas.
Småvildt er der dog ikke noget af i denne dal på nuværende. Vi vender om og beslutter os for at køre ned til Taserssuaq igen og følge den nordlige bred. Vi leder efter rypeterræn og vi finder det efter en times kørsel. Et kæmpe krat strækker sig op ad fjeldsiden. Vi parkerer slæden og Mathias finder riflen frem og går på jagt. Et stykke oppe i terrænet møder Mathias rype. Han må skyde stående og på trods af at han er en fantastisk skytte, må han se sit skud gå forbi. Rypen flyver længere op på fjeldsiden - Mathias følger efter. Da han endelig er nået helt op til det sted rypen landede, letter den og flyver ned igen. Mathias følger efter! Rypen har sat sig på en stor sten og Mathias går langsomt nærmere. Han finder et godt liggende leje ca. 40 meter fra rypen. Han tager sig god tid og får vejrtrækningen ned. Endelig. Nu skal vi minimum have rype til forret i aften. Vi leder videre i krattet efter flere ryper, men finder ingen - det bliver altså kun til forret i aften.

Aftensol

Tilbage i hytten bliver rypen tilberedt i en lækker flødesovs og det bliver til et par pragtfulde smagsprøver. Hovedretten er passende jægergryde - serveret med skært rensdyrkød, også fra efterårets jagt.


Dagen afsluttes med en fantastisk solnedgang.

Hellere to i hånden end ti på fjeldet!

Farvel Taserssuaq, goddag ryper

Vi står op til endnu en pragtfuld morgen. Slæden bliver pakket og vi melder klar til afgang. Hundende vejrer igen nye eventyr med pakket slæde. Vi følger sporet fra i går og vores første destination er krattet, hvor vi fik rype i går. Desværre er der ikke nogle ryper i krattet og vi kører videre. Kort tid efter runder vi et hjørne og der letter en stor flok ryper. Flokken deler sig i to. Den ene flok flyver højt op mod højre, den anden flok lavt mod venstre. Jeg finder riflen frem og begiver mig afsted. Jeg spotter to af ryperne på en sten og kan mageligt i dækning af nogle klipper finde godt skudhold. Jeg har godt leje og alt er perfekt. Jeg trykker af og misser. Hvad er galt. Den var definitivt på kornet. Riflen er i bedste fald skudt ind lidt for højt. Jeg følger efter ryperne igen og finder tre stykker på en sten. Jeg bevæger mig langsomt ind på dem uden mulighed for at skjule mig. Jeg finder et godt liggende leje og tager mig god tid. Denne gang sigter jeg efter fødderne på rypen. Bingo. Endelig. Riflen sigter altså lidt højt.

Jeg går hen for at samle rypen op, bag mig høre jeg Mathias gøre signal til mig. Han har fulgt det hele gennem kikkerten og har spottet endnu en rype lige bag en sten få meter fra hvor jeg står. Jeg kravler op på stenen og står ansigt til ansigt med endnu en rype. Den er bare et par meter fra mig. Jeg tager forsigtigt ladegreb og sigter. Det er kun halsen jeg kan se fra mit leje, men jeg er så tæt på, at det ikke kan lade sig gøre at misse. Også denne gang falder sejren til min side. Fantastisk, 2 ryper på ingen tid. Jeg leder lidt videre efter de andre ryper, men de er fløjet langt væk og jeg begiver mig tilbage til slæden.

Vi er ved at være ved enden af Taserssuaq og foran os venter en lang stigning op igennem et elvleje. Vi er i god tid og og solen er brudt frem igen efter nogle timer med gråvejr.
Næste destination er en turisthytte, hvor vi har lagt proviant ud med snescooter, inden vi tog afsted. På vejen tager vi et par afstikkere og prøver vores jagtlykke, men vi finder ikke noget.

Skuffede hunde

Vi ankommer til hytten og får pakket slæden om. Vi skal have en del hundefoder med, 20 liter petroleum og en kasse med mad ialt ca. 100 kg ekstra. Det meste af det skal være depot for Sørens næste tur. Vi tager det med for at placere det i næste hytte inde i Nerumaq dalen.

Når hundende ser en hytte forbinder de det med at dagens arbejde er overstået. Det er derfor 14 skuffede hunde der må se til at slæden bliver pakket med 100 kg ekstra samt at der venter dem yderligere 17 km distance, inden foder og sælspæk bliver en realitet.

Havde der været en præst med på turen ville han have givet frit løb for bandeordene de første kilometre af slutetapen. Det er ikke helt nemt at overtale trætte og skuffede hunde til at komme i gang igen. Først da vi passerer en lille stigning - kaldet brysterne - (gæt selv hvordan det fjeld er (vel)formet), finder hundene tilbage i rytmen. Herfra er det svagt nedadgående hele vejen til hytten. Undervejs ser vi masser af rensdyr oppe på fjeldkarmene 4-600 meter over os. Der står de stolte og flotte og giver os endnu en herlig oplevelse af at være i ægte vildtrig ødemark.

Vi ankommer til vores slutdestination ved 22-tiden og får ordnet hunde og pik pak i det sidste dagslys. Vi har tilbagelagt omkring 50 km i dag. Hundende får dobbelt op af foder, hvilket synes at falde i god jord.
Snart ligger de sammenkrøllede og sover godt efter en lang hård dag. Det samme gør vi - dog mere mageligt inde i hytten.

Vi starter næste dag med at gå på jagt. Vi bevæger os op i et område, der er kendt for rensdyr og småvildt. Der er ikke sæson for rensdyr, så vi koncentrerer os om småvildtet. Vi ser selvfølgelig masser af rensdyr og masser af spor fra hare og ræv, men vi ser ikke skyggen af dem ”live”. Vi har hverken ski eller snesko, så det er mildt sagt besværligt at komme frem i den dybe sne. Vi opgiver yderligere jagt og vender tilbage til hytten uden bytte.

PH poserer med himlen som baggrund

Hjem

Vejret er skiftet til plusgrader, gråvejr og 8-10 m/s. Vi beslutter at tage det lange stræk hjem til Sisimiut allerede i dag, inden køreforholdene bliver helt forfærdelige. Vi må tage den tid det tager og køre det sidste stykke med pandelamperne på, hvis det bliver nødvendigt.

Vi pakker slæden - lettet for gårsdagens ekstralæs. Vi kører gennem et langt elvleje for enden af Nerumaq dalen. Passerer et stort elvdelta og rammer Førstefjorden efter nogle timers kørsel.
På fjorden går det let. Føret har ellers været tungt og vådt og vejrskiftet huer bestemt ikke hundende eller os, da det er for varmt og føret stadigt bliver dårligere.

Da vi når opkørslen fra Førstefjorden begynder det at sludregne. Det står lige ind i vores ansigter og det er en våd fornøjelse. Vi kæmper med at få hundende til at trække op ad stigningen velvidende at den sidste bid er den værste stigning af dem alle. Bagefter venter før omtalte Benbrækkeren i dårlig sigt, tusmørke og slud i ansigtet - det bliver spændende. Men først skal vi altså lige op. Søren bander igen, Mathias og jeg bliver nødt til at skubbe bag på slæden for at klare den stejle stigning. Endelig oppe med lidt blodsmag i munden - nu skal vi ned igen. Vi sidder klar på slæden med bremsetov.
Hvordan Benbrækkeren ser ud i nedfart med dårlig sigt, tusmørke og sludsne i øjnene må fortsat stå ubesvaret.
Jeg ved dog, at alle de store sten der er med til at give strækningen navn, undveg os i fin stil. Søren har heldigvis kørt strækningen mange gange og ved hvor og hvornår bremsetovene skal placeres.

Med Benbrækkeren vel overstået er det fladt terræn resten af vejen hjem. Selvom mørket nu har taget magten helt, er der ingen af os, der finder pandelamperne frem. Det er helt fantastisk at sidde på slæden og lade hundende finde vejen for os. Fjeldsiderne passerer vi stadig, som vi har gjort det før, men det er helt anderledes i den vandrette slud og mørket - det bliver mere fjernt og mystisk. Her i mørket taler vi ikke så meget. For min del sidder jeg og vrider den sidste nydelse ud af ca. 165 km fantastisk tur med to helt suveræne turkammerater og fjorten arbejsomme hunde.

Tak for turen Dines, Rotte, Maverick, Randi, PH, Elvis, Kaj, And, Millelik, Hero, Tut, Mads, Moses og Zeth – vil i trække os igen til næste år?

Væltet hytte

Hvad der siden hændte!!!

Hytten i Nerumaqdalen, som vi overnattede i sidste nat.
En søndenstorm kom ind over området 2 dage efter vi havde forladt hytten.

Hytten er vist nok kommet på ret køl igen - klar til at besøge!

Brændende hytte

Her er det hytten, vi havde depot i, der brænder ned.
En uge efter vi var forbi, måtte en skoleklasse evakueres, da en petroleumsovn producerede lidt for meget varme! Vi havde heldigvis hentet vores 20 liter petroleum og nogle liter rensebenzin!