Isabella

28.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Omkring Narsarsuaq, 5. del af Den Store Rundrejse i Vestgrønland

Farten på motorbåden sænkes, da vi mellem isskosser og mindre isbjerge glider ind i tæt havgus. Vi kan ikke se mange meter frem og alt omkring os får et underligt eventyragtigt skær med dominerende blå farve.

En nunatak stikker op på indlandsisen

En nunatak stikker op på indlandsisen


Udsigt til nunatak på indlandsisen

Motorbåden fra Blue Ice Explorer har ventet på os i mere end en dag, da vi blev forsinket p.g.a. vejret på vores flyvetur fra Nuuk til Narsarsuaq. Da vi endelig kom afsted og fri af skyer og tåge, havde vi ind i mellem et flot vue ud over indlandsisen og så tilmed gennem et hul i skydækket en nunatak - en fjeldtop stikke op af indlandsisen.

Måske var det Jensens Nunatakker vi passerede?

Igaliku

Igaliku


Igaliku - et fåreholdersted

Efter en god halv times sejlads er vi fremme ved landgangsstedet Itilleq, hvorfra vi vandrer ad Kongevejen op over fjeldet, forbi en større gård, indhegninger med græssende får og marker med svajende højt græs.

Fra toppen af Kongevejen åbner landskabet sig og dernede ligger Igaliku. Vi forlader Kongevejen og går skråt ned på en lille trådt sti mellem græsmarkerne. Det er ikke populært at gå hvor som helst på græsset, som der værnes om, da det skal bruges til fårenes vinterfoder og ikke må trædes ned.

Vi når frem til vandrehjemmet, hvor vores bagage allerede står - transporteret fra skibet med bil. Efter at have fået tildelt vores små rum på vandrehjemmet, samles vi med vores turleder Henrik Fog fra Grønlands Rejsebureau for at se nærmere på dette fåreholdersted.

Ruinerne ved Gardar

Ruinerne ved Gardar


Bispesædet Gardar

Det var i fjordene her, at nordboerne - altså vikingerne - slog sig ned. Den store høvding Erik den Røde var blevet landsforvist fra Island i nogle år i begyndelsen af 980’erne p.g.a. et drab, og havde hørt om et land mod vest. Han fandt dette land, hvor klimaet dengang var mildere end i dag, og så hvor grønt her var. Her ville han bosætte sig.

Da tiden for landsforvisningen var gået, vendte han tilbage til Island og fortalte om det frodige land, han havde udforsket og kaldte det for Grønland.

Flere fik mod på at drage med ham tilbage og 25 skibe med mange familier drog mod vest fyldt med kvæg, heste, får, tømmer til at bygge med og andre livsnødvendigheder. Det var naturligvis en farefuld færd over det store stormfulde hav fyldt med isbjerge de begav sig ud på i de åbne vikingeskibe og kun 14 skibe nåede frem til Grønland i 986.

Stedet i fjorden nord for Igaliku, hvor Erik den Røde bosatte sig, kaldte han Brattahlid (i dag Qassiarsuk) og hans gode ven Einar fik tildelt området Gardar, hvor Igaliku i dag ligger. Da kristendommen senere kom til Grønland, blev der her etableret et bispesæde med domkirke.

I hele fjordområdet i det sydlige Grønland findes mange ruiner fra gårde med stalde, kirkeruiner, klostre og domkirke. Det hele gik under navnet Østerbygden. 400 km længere mod nord ved Nuuk lå Vesterbygden.

Omkring ruinerne

Omkring ruinerne


Tidligt samfund

Henrik fortæller levende om de ruiner, vi kan skimte i det høje græs. Stensætningen og omridset af kirken er tydelig, mens andre bygningsruiner ikke står så markant, men langsomt er ved at forsvinde i bevoksningen omkring ruinerne.

Det er dog indgangsportalen til en af staldene der med en kolossal overliggende stenblok står tydeligst i hele ruinkomplekset.

Men hvor er alle stenene fra huse, stalde og kirke blevet af? De fleste er her stadig, forklarer Henrik, men er brugt af grønlænderne til at bygge huse af, så nogle af stenene kan findes i Igalikus huse!

Nordboerne levede primært af landbrug, men også fiskeri og jagt havde en betydelig rolle.

De var i stand til at kunstvande, ved at lede vandet fra søer oppe i fjeldet via kanaler ned til markerne. Ar i landskabet efter disse kanaler kan fortsat ses.

... og så er der bryllup

... og så er der bryllup


Nordboerne forsvinder

I næsten 500 år levede nordboerne her, men så forsvandt de. Hvorfor og hvordan vides ikke med sikkerhed, men meget tyder på at vejrskifte og dermed dårlig høst og efterfølgende hungersnød og sygdomme har udmagret befolkningen.

Mens vi vandrer rundt mellem ruinerne, kan vi sagtens forestille os, hvorledes nordboerne har levet.

Vi besøger også kirken, hvor der netop i dag har fundet en vielse sted. Vi hilser på brudeparret som er på vej til en stor fest i forsamlingshuset. Jeg tror at hele bygden er inviteret med.

Kan vi finde månesten?

Kan vi finde månesten?


Vandretur til Månestenssøen

Tilbage på vandrehjemmet har bestyreren og hendes medhjælpere tryllet et festmåltid frem til os - stegte lammekoteletter. En overraskende velsmagende anretning, der sagtens kan måle sig med de madsteder vi tidligere har prøvet under vores rejse.

Vi skulle have haft en hel dag til udflugt i Igaliku, men som følge af fly-forsinkelsen, bliver opholdet her afkortet med en dag. Vi vil dog gerne se lidt mere af området og foreslår derfor en tur til Månestenssøen - en sø hvor man kan være heldig at finde disse sten, som man kan polere og lave smykker af. Henrik og et andet par fra gruppen vil gerne med, så efter middagen drager vi på aftentur i fjeldet.

Vi finder sporet ud af bygden og følger en grusvej rundt om fjorden og drejer op langs elven. På den anden side af elven bruser et vandfald og efter en times tid er vi fremme ved den krystalklare sø.

Havde vi været her midt på en varm sommerdag, var vi utvivlsomt hoppet i søen - så indbydende klar er den. Nu nøjes vi med at lede efter månesten i strandkanten. Men vi kan intet finde og dagslyset er så småt ved at forsvinde. Vi er nu så langt under Polarcirklen, at her ikke er midnatssol og selv om vi fortsat har lyse nætter, sætter vi vandreskoene hjemefter i det begyndende tusmørke.

På fjorden mod Erik den Rødes boplads

På fjorden mod Erik den Rødes boplads


Qassiarsuk

Næste morgen går det tilbage ad Kongevejen og ved Itilleq stiger vi igen ombord på en motorbåd, som sejler os til Erik den Rødes boplads Brattahlid.

Havgusen har ikke helt forladt fjorden, men langsomt klarer det op efterhånden som vi kommer længere mod nord - ind i fjorden. Det kan bestemt ikke udelukkes at de bræarme og gletschere, der ligger i de øvrige sidefjorde har en vis indvirkning på vejret.

Da vi kommer i land ved Qassiarsuk, kan vi højt på en fjeldtop se en statue af Erik den Rødes søn Leif Eriksson - senere Leif den Lykkelige. Det var ham der opdagede vinland - Amerika - langt før der var noget der hed Columbus, men det er en helt anden spændende historie.

Statue af Leif den Lykkelige rejst i 2000

Statue af Leif den Lykkelige rejst i 2000


Kristendommens indtog

Leif var årsag til splid i familien. Han var blevet sendt på opdragelsestogt til Norge, hvor kongen med sværdet i hånden gennemtvang kristendommen i landet. Og Leif kunne godt forstå budskabet og lod sig døbe. Overbevist vendte han tilbage til Brattahlid og betroede sig til sin mor, Tjodhilde.

Hun blev også overbevist om kristendommens lyksaligheder og lod sig døbe. Anderledes forholdt det sig med Erik.

Skulle denne store, stærke høvding afskrive sin tro på aserne og jetterne? Nej, han ville ikke være kristen. Men Tjodhilde var urokkelig, Erik skulle også døbes og indtil han blev det, ville hun ikke være sammen med ham. Han måtte sove for sig selv.

Der gik en dag. Der gik to. Erik rev sig i sit røde skæg. En aften bankede han på Tjodhildes dør - nu var han klar til at blive døbt ...!

Rekonstruktion af Tjodhildes kirke

Rekonstruktion af Tjodhildes kirke


Nordboernes huse

Henrik viser os rundt blandt nordboruinerne og viser os den plet, hvor Tjodhildes kirke menes at have stået.

En lille vold af tørv angiver stedet. I år 2000 - tusindåret - for Leif den Lykkeliges opdagelse af Amerika, blev statuen af ham rejst og der blev opført en rekonstruktion af Tjodhildes kirke samt en nordbogård og et tørvemurshus, som inuitterne brugte som vinterhus.

Vi får en lokalguidet rundvisning og en levende beretning om bygningerne, nordboernes levevis og historien om Erik, Tjodhilde og Leif.

Vi besøger også det lille museum, der er indrettet Otto Frederiksens hjem, manden der i 1924 grundlagde bygden som et fåreholdersted.

Bæk i den frodige Blomsterdal

Bæk i den frodige Blomsterdal


Vandretur gennem Blomsterdalen

Dagens sidste sejltur går med kutteren Puttut på tværs af fjorden retur til Narsarsuaq. Fra havnen spadserer vi den korte vej til hotellet, hvor vi indlogeres.

Men dagen er endnu ung og midt på eftermiddagen får vi hotelbussen til at køre os ud gennem Hospitalsdalen. Dalen har fået navn efter hospitalet, der lå her i tilknytning til stedets amerikanske flyveplads under 2. verdenskrig og Koreakrigen.

For enden af Hospitalsdalen - ca. 4 km. fra lufthavnen - sættes vi af og vandrer op i fjeldet ad en stenet kørevej. Vi går parvis i hvert sit tempo, nogle vil langt og andre kun en mindre tur, så snart er vi alene. Her er ganske frodigt og så megen læ, at større birketræer kan vokse her.

Fra sadlen går vi ned i Blomsterdalen og følger bækken, hvor ørreder forstyrres, når vi viser os. Blomsterdalen har ikke sit navn for ingenting. Her er fyldt med farvestrålende vækster. Vi kommer forbi flere brusende vandfald, der kommer fra søer højt oppe på fjeldet.

I bunden af fjorden er her goldt

I bunden af fjorden er her goldt


Den døde bræ

Der hvor ruten op til Mellemlandet er markeret, fortsætter vi videre ud langs smeltevandselven. Det er vores mål at komme så tæt på ”Den døde bræ” Kuussuup Sermia, som muligt.

Et sted må vi stengå elven og fortsætte mellem store sten som isen og smeltevandet har båret med sig. Men en sø ca. 200-300 meter foran bræen stopper os.

Vi nyder stilheden, spiser et stykke chokolade og får lidt at drikke, inden vi vandrer samme vej tilbage og på asfaltvejen i Hospitalsdalen, forbi den eneste rest af hospitalsruinerne - den fritstående kamin med skorsten.

Hotel Narsarsuaq

Hotel Narsarsuaq


Hotel Narsarsuaq

Vi er blevet enige om at spise lidt sent denne aften a.h.t. vandreturene - men det skulle normalt ikke være en hindring for en ordentlig betjening. Bordet er reserveret i hotellets restaurant, så det burde ikke komme bag på nogen, at vi er et hold gæster, der kommer til spisning.

En halv time går, før en tjener overhovedet viser sig ved vort bord! Efter 55 minutters venten får vi serveret en forret - slynget på en tallerken!

Da den er spist, venter vi - og venter. Min tålmodighed ligger nu på et meget lille sted og noget må gøres. Henrik taler med personalet, så jeg forholder mig i ro - selv om jeg dirrer. Da vi har ventet 1 time og 15 minutter får vi hovedretten: tre forskellige stykker kød: moskus, ren og får. Men maden bærer desværre præg af, at kokken har haft endog meget travlt - tre små stykker forkullede klumper knastørt kød. Sikke en skuffelse!

Henrik har flere gange i løbet af aftenen forsøgt at gøre noget ved den ikke eksisterende service. Man er godt klar over den ringe betjening og forsøger at kompensere med en flaske vin. Men ak!

Og her havde jeg glædet mig til den store grønlandske buffet! Det må blive næste gang - et andet sted.

Næste dag spørger jeg i receptionen efter hoteldirektøren for også at udtrykke min utilfredshed med arrangementet. Men hotellet har p.t. ingen ledelse! Så det er måske derfor?

Vi må håbe at en ny ledelse har mandsmod nok til at få udskiftet køkkenchefen, for denne betjening kan Hotel Narsarsuaq og dets gæster slet ikke være tjent med.

Isbjerg i fjorden

Isbjerg i fjorden


En dejlig ferie

Resten af formiddagen går med at få indskrevet vores bagage til hjemturen, hvorefter vi kan gå en tur på det lille museum ved Blue Ice Café. Museet viser billeder fra bygningen af den amerikanske lufthavn i 1941 og op til i dag, ligesom der findes en lang række instrumenter.

Det er tid til at tage afsked med Henrik efter 12 dages fantastisk rundtur, hvor vi har været tæt på naturen, oplevet kælvende bræer og kolossale isbjerge, set pukkelhvaler blæse og vende sig mod dybet. Vi har sejlet langs vestkysten og gennem smalle sunde. Vi har oplevet byer og bygder og Grønlands hovedstad Nuuk, det politiske og kulturelle kraftcenter. Oplevet polarvejrets lunefulde virkning, og fået et indblik i nordboernes spændende historie.

Nu er det din tur til at komme med Grønlands Rejsebureau på Den store Rundrejse.

Selv tog vi dele af turen igen året efter, hvor vi inviterede børn og børnebørn med til indlandsisen - læs også artiklerne fra denne fantastiske tur.

Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt