Riis Rejser

16.12.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vintervandring ved Kangerlussuaq i Grønland

Hårene i næseborene fryser øjeblikkeligt til, da jeg efter 4 timer og 40 minutter i flyvemaskinens behagelige klima træder ud i -30 graders frost. Uden det varme lange undertøj går der kun et splitsekund, før jeg er ovre i lufthavnsbygningen i Kangerlussuaq.

Kangerlussuaq med landingsbanen

Kangerlussuaq med landingsbanen


Oprindeligt en amerikansk luftbase

Bygden Kangerlussuaq (eller Sønder Strømfjord som stedet tidligere hed) blev grundlagt som amerikansk luftbase - Bluie West 8 -  i 1941 som mellemlandingsstation mellem det amerikanske kontinent og Europa.

Amerikanerne havde valgt denne plet for enden af ”Den Store Fjord" – Kangerlussuaq – ca. 185 km fra vestkysten, bl.a. fordi her var et stabilt klima og stedet fattigt på nedbør. Det er det fortsat.

Inde i lufthavnsbygningen bliver vi modtaget af et par hurmørfyldte og vidende personligheder, som vi senere skal få glæde af at have med på tur.

Håndtryk på iskold rude

Håndtryk på iskold rude


Vandrerhjemmet Old Camp

Vi køres hen til Grønlands største vandrerhjem Old Camp, der ligger ca. 2 km. ude af vejen der fører mod havnen.

Vandrehjemmet er indrettet i nogle lange røde træbygninger med plads til ca. 90 gæster. Den ene bygning bruges til administration, et lille souvenir udsalg samt til beboelse for personalet.

Vor lille rejsegruppe på i alt 14 personer bor samlet i et af husene, hvor der er indrettet dobbeltværelser, badeværelser og toiletter på gangen, et opholds/spiserum med TV (og minibibliotek) samt et køkken.

Herligt selv at kunne brygge sig en kop kaffe, når man har lyst.

Da vi har fundet os tilrette får vi fortalt lidt om hvad der skal ske i den uge vi skal være her og vi får oplyst tidspunkter for de aktiviteter vi har meldt os til.

Vi skruer mere op for radiatorerne, for koldt er det - så koldt at der på indersiden af visse vinduer sidder et tykt lag is - som man med lidt fantasi naturligvis kan udøve kunst på ...

Moskusokser

Moskusokser


Moskussafari

Efter frokost tager vi med på tur - ud for at se efter moskusokser. I den store hvide bus køres gennem ”City” over Watson River og til venstre op langs Ravneklippen mod kommunikationscentret og meteorologernes målestationer på toppen af Black Ridge.

Allerede på vej op ser vi de første moskus lidt nede ad fjeldet, og senere et par rensdyr med gevir. Vi får at vide, at rensdyr-hunnerne beholder geviret hele året, medens hannerne kaster geviret, så der kan vokse et nyt og endnu større gevir frem året efter.

På toppen af Qaarsorsuaq ved radarstationen, stopper bussen og vi træder ud i sneen. På en fjeldryg over for står en større gruppe moskusokser. De bevæger sig ikke.

Moskusokserne omkring Kangerlussuaq er Grønlands tætteste bestand på mellem 8.000 og 10.000 individer. De stammer fra en lille gruppe der i begyndelse af 60’erne blev indfanget i Nordøstgrønland og sat ud her.

For at de ikke skal afgræsse hele området og blive for mange, er der jagt på moskus her, hvor der nedlægges et par tusinde dyr - som regel 3-årige - hvert år. En voksen moskus kan veje op mod 150 kg.

I dalen nedenfor - som vi kun kan se ved at træde helt ud til kanten af fjeldet - opholder en anden gruppe moskus sig. Der er 3 stykker som går et stykke fra de andre og da de opdager os, sætter de i løb hen mod flokken.

Vi har fået at vide, at man skal respektere disse dyr, der kan være særdeles farlige og derfor altid holde en god sikkerhedsafstand på 30 - 40 meter fra dem. Det er intet problem her, hvor de står langt under os. Moskusokser er som regel meget fredelige dyr, så længe de ikke provokeres.

Men skulle man komme tæt på, stiller okserne sig ofte i en rundkreds med de yngste beskyttet inde i midten. Så man bør gå uden om dem, især hvis der er små kalve, da de store dyr kan angribe, hvis de føler sig truet. Normalt får man en advarsel i form af kraftig prusten, hvis dyret mener, at man er kommet for tæt på.

Den sidste advarsel fås når oksen gnider hårene omkring øjnene væk mod et af forbenene. Så kan det gå grueligt galt, hvis man er kommet for tæt på og overset alle advarselssignalerne.

Moskusoksen accelerer lynhurtigt og kan derfor angribe med stor fart.

Efter at have betragtet disse fortidslevninger - der næsten kan synes som en skabning mellem et får og en mammut - kører vi til udsigtspunktet på toppen af Ravneklippen. Her gives der et glimrende overblik over hele bygden, med lufthavn og fjorden der forsvinder ude i horisonten mod vest.

Solen står lavt

Solen står lavt


Aftensmad i lufthavnsrestauranten

I vort arrangement indgår fuld forplejning og efter at have slappet af på Old Camp kommer bussen efter os og bringe os de to km til lufthavnsbygningen.

I restauranten serveres der glimrende mad og udvalget af vine lader intet tilbage. Og priserne forskrækker ikke. Vin er ikke dyrere her end f.eks. i Norge eller Sverige - selv om det meste skal flyves hertil.

Efter en god flaske rødvin, en lang dag med rejse fra Danmark og moskussafari i stærk kulde sover vi godt i nat.

På vej mod Sugar Loaf

På vej mod Sugar Loaf


Vintervandring til Sugar Loaf

Der er service her. Allerede medens det endnu ikke er blevet lyst uden for, kommer servicepersonalet med frisk franskbrød og dækker tag-selv-morgenbordet op til os. Havregryn, cornflakes, mülsi, oste og marmelader, honning, the og kaffe samt mælk og juice. Et godt morgenmåltid lægger bunden til en god dag.

Også smurte madpakker leveres lige til at putte i rygsækken sammen med den termoflaske fuld af the, som jeg har brygget til dagens tur.

Det er fortsat koldt og selv om det ikke blæser føles de -21 grader ikke ubehageligt, da vi træder ud i sneen.

Inde på kontoret i bygningen ved siden af fortæller vi, hvor vi agter at vandre i dag samt hvornår vi forventer at være tilbage.

På informationsmødet i går spurgte vi om der var en tur som specielt kunne anbefales. Men eftersom det kan være nok så glat, vil de ikke anbefale noget – specielt ikke efter at et par vandrere var kommet til skade på en tur rundt på Køkkenfjeldet. Parret havde følt, at turen var blevet for lang i den tunge sne og ville afkorte den og havde forsøgt at gå ned uden for ruten, var gledet på de isglatte sten under sneen og var kommet til skade!

Vi går ind til ”city” og forbi lufthavnsbygningen. Her deler vejen sig. Til højre går den ind mod centrum over floden Watson River og videre mod Lake Ferguson, hvor Roklubben ligger, eller op til vejrstationen og Ravneklippen.

Til højre rammer vejen indlandsisen ca. 25 km inde i landet - om vi går langt nok!

Da vi vandrer op over bakken og forlader bygden, kommer de første solstråler op over Ravneklippen og kaster sit spæde lys på Køkkenfjeldet på den modsatte side af landingsbanen nede ved Old Camp. Lidt efter rammer lyset os og vi bliver et par grader varmere.

Igen og igen må vi have den varme hånd ud af lufferne for at tø isen fra vores udånding, der har sat sig fast på vore kinder og hage. Vi skal ikke have nogen forfrysninger!

Vi følger vejen mod indlandsisen. De små fjeldbirketræer er dækket med rimfrost og sne, der klæber sig til de spinkle grene og ikke falder af i det vindstille vejr.

Her er kun et lille lag sne og der hvor det er dybest, når det kun et stykke op på skinnebenet. Vore støvler knitrer på den dybfrosne grund. Zipkt, zipkt (eller noget i den retning) er den eneste lyd vi hører for hvert skridt vi tager.

Lidt ude langs golfbanen løber to rensdyr forstyrret af lyden fra vore vandrestøvler. De forsøger ikke at krydse greenen, men løber, med deres elegante vuggen, langs med vejen hvor vi går. Lidt fremme stopper de op og spejder efter os, men fortsætter så længere ind mod Sugar Loaf.

Op mod Sugar Loaf

Op mod Sugar Loaf


Helt på toppen

Sugar Loaf er målet for vor vandring i dag. Fjeldet, der lige så godt kunne hedde Sukkertoppen, ligger som en trekant ikke langt fra den vej vi vandrer ad og kan ses fra det meste af ruten langs Smeltevandselven.

Et lille forbjerg - en miniature af Sugar Loaf - rejser sig 198 meter højt. Skilte i området fortæller, at færdsel her er strengt forbudt. Det er dog tilladt at følge de mærkede stier. Det viser sig, at amerikanerne benyttede området her som skydeterræn og at der fortsat ligger ueksploderede granater. Jeg havde ellers en ide om at forsøge bestigningen af Sugar Loaf via dette forbjerg, men kan af gode grunde godt holde mig væk!

På vestsiden af Sugar Loaf fører et spor fra vejen op på fjeldet og det følger vi. Da vi er kommet lidt op springer en ren på tværs af sporet og forsvinder ned på den anden side.

Et lille plateau for enden af sporet fortæller os, at hertil kan man blive transporteret og at resten af vejen i alle tilfælde foregår til fods.
Længere oppe følger vi de dyrespor der ses i sneen. Enkelte steder synker vi ned i sneen til midt på skinnebenet, men de fleste steder kan den bære. En hulning i sneen, hvor de små buske er kommet til syne, er tydelige spor efter at her har renen ligget. Måske var det den vi jog op for lidt siden?

Oppe over den første kant rejser der sig endnu en top og efter det sidste seje træk opad flader fjeldet ud og vi kan gå over på toppen. Pulsen kører på højtryk og sveden hagler af os. Faktisk er det meget mildere oppe på fjeldet end nede i dalen, hvilket de små birkegrene uden rimfrost og sne vidner om.

Der er vist også noget om at kold luft er tungere end varm luft og søger nedad ...

Anstrengelserne op til de 853 moh. er det hele værd. Fra toppen kan vi mod nordøst se ud over Sandflugtsdalen og over til Indlandsisen bl.a. ved Russells Gletscher. Nedenfor hvor vi står, ses den lille sø, hvor vi for nogle år siden teltede en sommerdag efter en vandretur inde ved indlandsisen.

Mod vest kan jeg se Den Store Fjord og lufthavnen.

På toppen er der udover et par træmaster med antenner også et gammelt faldefærdigt skur, som måske en gang har udgjort det for en jagthytte. Den ene gavl er helt åben og der er intet glas i vinduerne. Taget indvendigt hænger og det er kun et spørgsmål og lidt tid, så braser det ned.

Fra hjemturen

Fra hjemturen


Frokost i sneen

På vejen ned stopper vi ved en snedækket sten og sætter os for at spise vores medbragte madpakker og få lidt the.

Jeg har en lille varmepude med, som jeg knækker og straks udvikler den kemiske reaktion inde i puden den skønneste varme. Ned i luffen med den. Både mad og the giver varme og den ny energi suppleres med en bountybar.

Vel nede på vejen igen kommer en af de store busser, der har været inde ved indlandsisen med turister.

Da vi igen er til tilbage ved golfbanen, kan vi på den anden side af Smeltevandselven se fire moskusokser, der går ovre i skyggen på fjeldsiden. Vi vurderer om vi skal bruge en times tid på at vandre ned forbi golfklubbens klubhus for at komme nærmere på dyrene, men kan se at tiden i så fald løber fra os.

Mellem de frosne buske langs vejen flyver små spurvelignende fugle - sikkert gråsisken, der overvintrer på disse breddegrader.

Først da vi kommer ned ad bakken mod bygden får vi igen den umiskendelige stank af diesel i næsen, der fortæller os at vi er tilbage i civilisationen, hvor biler, fly og varmecentraler evigt kører på højtryk.

Efter grønlandsk kaffe ser man nordlys ...

Efter grønlandsk kaffe ser man nordlys ...


Nordlystur med grønlandsk kaffe

"Desværre” er det fuldmåne og månen oplyser alt omkring os, da vi efter middagen i lufthavnsrestauranten igen er tilbage i Old Camp for at skifte til det varme tøj vi skal have på til nordlysturen.

Igen hentes vi i den gamle gule bus, der altid kører til Roklubben - ligegyldigt hvor den kører hen!

Turen går op på fjeldet Black Ridge, hvor vi tidligere så moskus. Det oplyses, at vi senere på aften i alle tilfælde har mulighed for at se nordlys. Vi skal nemlig ned i Restaurant Roklubben og have grønlandsk kaffe, bestående af kaffe, cognac, kahlua og grand marnier - og efter sådan et par kopper kan man altid se nordlys - selv med lukkede øjne!

På vejen op er vi lige ved at køre nogle okser ned, da de løber ud foran bussen, så vi ser os lige en ekstra gang for, når vi træder ud af bussen for ikke at komme i nærkontakt med en gruppe okser.

Det lufter lidt på toppen af fjeldet og selv om vi stiller os lidt i læ af bilen, bliver det hurtigt koldt. Nordlyset lader vente på sig.

- Det skal nok komme, trøstes vi med, medens vi alle spejder ud i nattehimlen. Men nej, det vi tror, er nordlys, er kun silhuetten af en sky. Men stjernehimmelen er der - og mere til. Mælkevejens millioner af stjerner lader sig ikke tælle. I et bredt bælte over vore hoveder blinker stjernerne ned til os gennem den klare, kolde luft.

Så med ét farer et stjerneskud hen over himlen fra nord mod syd og vi spejder efter flere, medens vi i hemmelighed ønsker ...

Ind i bussens varme og atter ned fra fjeldet og vi bliver modtaget med en varm brændeovn - et uvant syn i et land uden ved fra træer - i Roklubben henne ved Lake Ferguson.

Tidligere var her faktisk en roklub, men efterhånden som spiseafsnittet blev udvidet, blev bygningerne til en ren restaurant og roklubben fik nyt hus lidt herfra.

Det tager kun et øjeblik at få tilberedt de mange glas grønlandsk kaffe, hvor det mest kunstneriske indslag er at få cognacen til at brænde af, medens den hældes ned i de øvrige ingredienser. Og godt smager den.

Tidligere var der tvungen medlemskab af Roklubben hvis man skulle spise her og var man ikke medlem, blev man præsenteret for en regning, der indeholdt et medlemskontingent - på en krone!

Så er der pludselig én der får øje på noget gennem vinduet. Nordlyset er her …

Aldrig har jeg set en restaurant blive tømt så hurtigt. Et øjeblik efter står vi i samlet flok og betragter dette spændende naturfænomen, der i grønne farver sejler hen over nattehimlen.

Så lykkedes det alligevel. Der skulle blot lidt grønlandsk kaffe til.

Vejen mod indlandsisen ryddes for sne

Vejen mod indlandsisen ryddes for sne


Mod indlandsisen

Det er noget mildere i dag, -12 grader, så der er næsten forår i luften, da vi bydes indenfor i den store hvide bus, der i dag skal transportere os sammen med en flok unge mennesker fra en fritidsskole til indlandsisen.

Vi skal ikke til Russell Gletscher ca. 25 km fra Kangerlussuaq, men ind til - og op på - isen ved punkt 650 ca. 35 km inde. Stedet er ikke angivet som punkt 650 på vandrekortet, men der hvor vejen stopper, ligger et højdepunkt 575 moh. Stednavnet stammer fra de gamle amerikanske luftmålinger, som blev benyttet på tidligere kort.

Over højttaleranlægget berettes hvorledes grusvejen vi kører på blev bygget - finansieret af VolksWagen-fabrikkerne - i forbindelse med anlæggelse af en testbane inde på indlandsisen - langt fra nysgerrige fotografer og journalister. Testbanen er nu nedlagt, men vejen består til glæde for alle os, der vil opleve lidt af indlandsisen på en enkelt dag.

Grusvejen deler sig og et lille spor fører videre ud mod Russels Gletscher (en anden udflugtsmulighed). Vi følger vejen til højre og ruten bliver mere og mere spektakulær. Et sted stopper bussen og vi får lejlighed til at komme ud for at kunne betragte Russels Gletscheren lidt på afstand ca. 2-3 km. væk. Efter en kort pause fortsætter turen.

- Ren kl. 2 til højre, lyder det fra chaufføren og digitalkameraerne foreviger oplevelsen gennem busruden.

Så stopper bussen igen.  - Her plejer jeg at høre et Whaw! lyder det gennem højttalerne. Bilen sættes i bakgear og kører nogle få meter tilbage.  - Vi prøver lige igen, lyder det. Da bilen atter glider fremad med udsigt over en tilfrosset sø med indlandsisen som kulissens baggrund, lyder det fra den ca. 45 personers fyldt bus: Whaw…! Og chaufføren kan fortsætte stille og roligt - og tilfreds.

- Vi skal lige ud og ha’ varmen lidt, lyder det så lidt efter. En større snedrive er i nattens løb blæst ud over vejen og forhindrer et hvert tilløb til at fortsætte. Men bussen er fyldt med unge raske mennesker, der beredvilligt tager skovle i hånden og hugger sneblokke ud, som andre bærer væk og et kvarter efter fortsætter vi.

Så er der én der spotter en rød ræv i løb ude på en sø. Den er godt nok lang væk og tager flugten fra os, der forstyrre den i dens jagt. Hvorfor er den rød? Fordi den ikke er en polarræv, der er hvid …!

Ved indlandsisen

Ved indlandsisen


Udsigt fra punkt 650

Endnu en gang skal der skovles snedrive væk før vi kommer ud til morænekanten og kører ud på den sidste strækning af vejen anlagt oven på selve isen.

Det fortælles at isen her har sænket sig ca. 10 meter og at den fortsat smelter tilbage i randområderne. Men heldigvis sker det modsatte i disse år inde på isen, hvor den bliver tykkere.

Vi er nu kommet til det sted - punkt 650 - der er turens mål. Herfra er det at de fleste starter, der skal krydse Indlandsisen fra vest mod øst til Isortoq (eller Ammassalik).

Jeg kommer til at tænke på hvor svært det må have været for Isdronningerne (to danske piger, der tog turen) at stå fast på dette glatte underlag, når de samtidig skulle slæbe på en tung pult med udstyr og mad.

Fra vejen på toppen af morænekanten går vi ned på den spejlglatte isoverflade, der heldigvis har lidt sne liggende i fugerne, så det er muligt med lidt forsigtighed at få fodfæste og stå fast.

Det er vanskeligt at bevæge sig på den isglatte overflade. Et par pigsko kunne gøre godt!

Det er vanskeligt at bevæge sig på den isglatte overflade. Et par pigsko kunne gøre godt!


Ud på indlandsisen

Vi går et stykke ud på isen og kan så småt fornemme storheden i dette ishav. Enkelte steder rejser isen sig som krystalbakker og længere inde ses store isfjelde spejle sig i solen.

Hele tiden gælder det om at holde balancen på det isglatte underlag, men naturligvis er der allerede unge mennesker, der for sjov glider ned ad de glatte skråninger.

Enkelte vover sig længere ud inden der spøgefuldt råbes til dem, at det er lige der hvor de står at gletscherspalterne begynder ... og langsomt kommer de unge vovehalse tilbage.

- Ja, men I kan også bare fortsætte den vej, forklarer chaufføren og peger, og om en 5 - 6 uger så rammer I østkysten …

Søen neden for morænen med udsigt til indlandsisen

Søen neden for morænen med udsigt til indlandsisen


Frokost ved Israndssøen

Efter en lille time på isen er vi tilbage i bussen og kører lidt tilbage, inden det bliver tid til frokost ved Israndssøen.

Mod sydvest er der udsigt til et par små sammenhængende søer og her sætter de fleste sig for at spise og drikke lidt.

Vi spadserer lidt tilbage op ad vejen vi kom fra, fordi vi der oppe fra har et helt enestående syn ud over Israndssøen mod vest.

De stejle klipper foran os går næsten lodret ned til søen, der på den anden side er omkranset af blågrå is, der vælter sig ud mod søen. Her kunne vi sidde i timevis og lade os mætte med denne fantastiske natur.

Resterne af et jagerfly

Resterne af et jagerfly


Flyvrag

På vejen hjem - lidt før vi atter passerer Sugar Loaf - stopper bussens ved et af de tre flyvrag, der ligger her i området omkring Kangerlussuaq.

Dette tæt på vejen er ret så ribbet, medens de to andre fly - et oppe bag køkkenfjeldet og et ude ved Lake Ferguson - er bedre bevaret.

Flyvragene stammer fra 1968, hvor otte fly skulle lande i lufthavnen, men kom ud i whiteout og piloterne kunne ingen ting se, hvorfor orienteringen var særdeles vanskelig. Efter adskillige forsøg på landing lykkedes det de fem af piloterne at finde ned på landingsbanen, medens de sidste tre piloter fik ordre på at forlade flyene og lade dem falde til jorden.

Alle tre piloter skød sig ud med katapult og overlevede.

Sugar Loaf

Sugar Loaf


Isbjørne ved Kangerlussuaq

Så kommer vi forbi Sugar Loaf, hvilket giver anledning til at berette om de to episoder, hvor man i nyere tid har mødt isbjørne ved Kangerlussuaq.

En gang var ovre ved Lake Furgeson og en anden gang var faktisk her på Sugar Loaf. En udsultet og svag bjørn blev set af et par jægere, som ved råb forsøgte at skræmme bjørnen væk. Men bjørnen var sulten og kunne se disse jægere som et kærkomment bytte.

Jægerne havde kun håndvåben og da bjørnen gik til angreb lykkedes det jægerne at få slået den afkræftede bjørn ned før det gik galt.

Tænk, at her var vi intetanende og ganske alene i går! Nå, det hører altså til sjældenhederne, at en bjørn forvilder sig mere end 180 km ind fra kysten - trøster vi os ved.

Bygninger i

Bygninger i "city"


Bytur

I dag er det blevet overskyet og er fortsat omkring -12 grader. Vi bruger formiddagen til at gå ind til centrum.

I ”city” står en række ens etagebygninger, hvis eneste forskel er farven på gavlene. De fleste benyttes til hotel, bar og bolig, medens andre står ubenyttede hen. Her findes bowlinghal og svømme-/idrætshal og længere nede lige ved broen over Watson River ligger slagteriet. Her kommer jægerne - de fleste jægere er fra Sisimiut - ind med deres nedlagte dyr - moskus og ren - til slagtning.

Uden for bygningen ligger en næsten hel okse, kun hovedet og de nederste stykker af benene er fjernet.

På den anden side af huset hænger en stor skinke og lufttørrer og lidt ribben ligger til tørre i den udvendige dybfryser.

Ude ved foden af Ravneklippen vender vi om og går samme vej tilbage - andet kan vi ikke, da man hverken kan kommer over eller under landingsbanen.

Vi skal hjem og igen skifte tøj for vi skal på hundeslædetur, men det er en anden beretning ...

Fra landingsbanen

Fra landingsbanen


Hjem med udsigt til is

Maskinen - en Airbus 330-200 fra Air Greenland fyldt med 249 passagerer - sætter fart på hen over startbanen og glider ud over fjorden og op gennem det lette skydække, der gør det umuligt at se ned på de snedækkede fjelde langs fjorden.

Efter et sving på 180 grader vender maskinen næsen ind mod indlandsisen og skydækket forsvinder under os som et trylleslag.

Udsigten til den mægtige iskappe åbenbarer sig og er enestående. Mønstret i isens mange gletschere ligner mest af alt striber i sandet på en forblæst vestjysk strand, men her ved jeg, at afstanden mellem istoppene dernede er stor og at gletscherspalterne er tilsvarende dybe.

Men heroppe fra syner det småt. Dette kridhvide landskab er kun afbrudt af enkelte sorte nunatakker - klipper der stikker op over iskappen - som store hajfinner, der skærer gennem havoverfladen.

I et gevaldigt hop med op mod 900 km i timen fortsætter maskinen sin opstigning til 36.000 fod - næsten 12 km for at komme over isen til østkysten - over Danmarkstrædet - over Island og ned over Norges sydligste kyster for igen at indtage Danmark.

Outwell
Subaru
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt