Island: Rideferie på Snæfellsnes

Klik for større billede

Gruppen samles

Vi havde valgt denne tur, som byder på afvekslende ridning dels på strande, dels ad gamle spor langs bjerge og elve, men som ikke decideret er en ”klatretur” i bjerge.

Desværre kom Vibeke til skade få dage før afrejsen, men vi andre valgte alligevel at tage af sted, så vi kunne fortælle hende om turen og vurdere, om vi skulle af sted igen, når hun blev frisk.

Vi rejste med Icelandair fra Kastrup om eftermiddagen og ankom til Keflavik (der er 2 timers tidsforskel) og tog bussen til Reykjavik, hvor vi blev hentet af Eldhestars repræsentant og kørt til deres sted ved Hveragerdi. Her mødte vi de andre fra gruppen, fik aftensmad og et foredrag om turen og omgangen med islandske heste.

Udover Hanne, Rikke og jeg bestod gruppen af to danskere, Annette og Peter, der også havde egne islandske heste (Peter havde dog kun redet i ½ år og haft hest i ca. 4 måneder). Der var 2 svenskere, Helena og datteren Malena fra Göteborg. De red ellers store heste, men havde været på ridetur på Island 3 år tidligere. Endelig var der 2 engelske damer fra Nordengland, Jane og Louise, uden kendskab til islandske heste, men med mange års rideerfaring fra store heste.
Indkvarteringen var i campinghytter og vi gik til køjs i egen sovepose, godt spændte på morgendagen.

Klik for større billede

Første tur på stranden

Jeg vågnede meget tidligt og listede ud for at se på naturen og de mange heste som var her på stedet. Vejret var flot og luften var dejlig klar. Efter morgenmad ventede vi noget tid, inden vi i bus blev kørt til udgangspunktet for vores tur, Lysahol, som ligger et godt stykke ude på halvøen, Snæfellsnes.

Første overnatningsted var en skole, hvor der også var en swimmingpool samt jacuzzi med termisk opvarmet vand. Inden frokost fik vi lejlighed til at få en svømmetur, da vi først kunne ride på stranden sidst på eftermiddagen pga. tidevandet.

Vi fik lejlighed til at møde de folk der var vores guider.  Først og fremmest Oddur og hans kone Gugga, der sammen driver Oddsstadir med heste og får. De havde følgeskab af deres naboer, Gudmundur og Unnur, som red med os de fleste dage. Cecilia, en svensk pige, der arbejdede for Oddur red også med, ligesom Tori, en islandsk lærer fra Keflavik, brugte en del af sin ferie på at ride med som guide. Endelig var der 2 islandske mænd, der var ”turister” ligesom os andre. Örn, der selv havde 4 heste ved Reykjavik og Arni, der kun havde redet ca. 5 timer inden denne tur.

Endelig blev det tid til vores første ridetur. Vi kørte hen til hestene, der gik i en fold lidt derfra. De ca. 70 heste blev gennet ind bag en elastiksnor og så blev der fanget heste til os. Inden skulle vi vælge en sadel og et næsebånd, som vi skulle bruge til hestene i ugens løb.

På denne første tur red vi på stranden, og de heste, der ikke skulle rides, blev sluppet fri igen. Hurtigt var vi nede på stranden og retningen sat mod Snæfellsnesjökul. Og så gik det ellers stærkt. Skridt var åbenbart ikke en gangart – der blev töltet til i mindst middeltempo. Peter, der elsker alle elektroniske ting, havde sin GPS med og målte både distance (18km) samt tophastighed (33 km i timen – formentlig i galop). Vi var alle temmelig høje ovenpå oplevelsen og nød de gode heste.

Tilbage ved overnatningsstedet ventede først aftensmad og senere fik vi endnu en gang lejlighed til at svømme i det grønne vand i swimmingpoolen, hvor vandet gjorde vores hud helt dejlig babyblød. Og så til køjs: madrasser i fælles sovesal.

Klik for større billede

Når hesteflokke mødes

Langsomt kom alle på benene og fik morgenmad. Dagens etape var igen afhængig af tidevandet, så vi skulle først ride ud på eftermiddagen. Men så blev der lejlighed til en udflugt til en lille by længere ude på Snæfellsnes, hvor vi gik tur og så fuglelivet på de mange klipper og hørte Oddur fortælle historier om kæmperne, der havde boet der tidligere.

Tilbage blev der pakket sammen og spist frokost inden turen gik til hestene. Denne gang skulle hele flokken af løse heste med og vi lagde ud med at ride langs landevejen. En lidt nervepirrende oplevelse som førstegangs bagrytter. Selvom der var udmærket mulighed for at løbe på en sti langs vejen, så nøjedes de løse heste ikke altid med det. Nej, det er da sjovere at trave på asfalt! Mellem biler og lastbiler. Men det så ud som om Gudmundur havde styr på det og selvom vi hurtigt fik en fremmed hest ind i flokken, lykkedes det ham også at skille den fra og sendt retur til egen fold.

Ved hesteskifte var vi kommet over til stranden og så blev tempoet igen en anelse hurtigere. Måske især fordi nogle af os turister ikke helt havde fattet, hvad vores opgave var og udnyttede, at Gudmundur havde travlt med at redde Arni fra at falde af, til at følge flokken tæt – meget tæt. Det fik Oddur til at komme ned og bestemt, men venligt forklare, at det ikke var tilladt ride så tæt: Don’t push the herd!

På stranden var der mulighed for at udleve alle drømme om tölt i alle tempi – wauw, hvor har han gode heste!

Ved næste stop og hestebytte fik vi en lidt længere pause, dels for at spise vores medbragte klemmer, dels fordi der dukkede endnu en flok op, mens vi stod og holdt styr på vores bag elastikken. Det var en gruppe islændinge med ca. 40 heste, og de kendte vores guider. Der blev udvekslet hyggelig sludder, og så blev de sendt af sted, da de skulle længst. Vi ventede lidt og red så også af sted. Nu var jeg blevet forrytter og hvis det gik hurtigt før som bagrytter, så gik det endnu hurtigere nu. Pludselig drejede Oddur flokken ind over en klit og prøvede at stoppe den i en gryde. Det var ikke helt nemt, de var jo næste lige startet, men jeg kunne godt se hvorfor: Ca.½ til 1 km fremme stod den anden flok på en klittop. Vores bagryttere vidste jo ikke hvad der skete, så de fik mast vores heste igennem gryden, og vi var nød til at ride videre. Nu gik det for alvor stærkt. Oddur og de andre islændinge gjorde, hvad de kunne for at dreje hesteflokken væk fra den fremmede flok. Vi andre prøvede at gætte, hvad vi skulle og hjalp til efter bedste evne, men pludselig kunne jeg se, at den anden flok var stukket af fra deres ryttere. Vi var nu i galop, og jeg huskede introduktionen fra første aften: Bliv ikke fanget i flokken. Det er jo lettere sagt end gjort, når alle galopperer, men det lykkedes mig at lægge ud på venstre side og forsøge at trække hestene med den vej. Bagfra kom de islandske bagryttere susende op for at hjælpe til – turisterne holdt sig klogelig i tölt, bortset fra Arni hvis hest også ville deltage i løjerne og vi så ham galoppere af sted, faktisk med retning direkte mod den anden flok. Forude nærmede vand sig og vi krydsede mindre vandløb i højt tempo et par gange inden alle kunne se, at det uundgåelige ville ske – flokkene ville mødes – og oven i købet midt i forholdsvist dybt vand.

Fra min plads kunne jeg se Malena, der red på den mindste hest, næsten svømme over. Normalt ville jeg nok forsøge at skridte og hale benene godt op, men jeg var godt klar over, at det ville være nærmest umuligt, men trav fik jeg dog Brjánn ned i, mens jeg holdt benene, hvor de plejer at være, mens vandet strømmede ned i støvlerne og godt op til knæene.

Klik for større billede

Efter denne vandpassage gik kun et øjeblik, så kunne jeg faktisk ikke se andre foran. Rikke dukkede op bagfra og til min store overraskelse havde vi også en lille flok løse heste (6 stk.) bag os samt de 4 turister, Annette, Peter, Hanne og Louise. Ved at se efter hestespor fandt vi dog frem og Tori kom tilbage efter os – de er ikke så glade for at miste turister. Oddur havde fået stoppet flokken og nu kom der samling på tropperne, der efterhånden bestod af en flok på over 100 heste. Da man jo ikke bare kommanderer heste hver til sit, måtte den anden flok følge med os til vores bestemmelsessted, Skogarnes, hvor vi fik skilt flokkene.

Vi kørte til vores overnatningsted Lindarbrekka, og alle fortalte deres oplevelser fra dagen, og der blev grinet meget – det gik jo godt. Ingen havde egentlig været bange undervejs – nogle af os havde mere tænkt over, hvordan vi kunne komme ud af situationen. Islændingene roste os for vores hjælp - så længe vi kunne hjælpe - og for at trække os ud af kampen, når vi ikke kunne mere. Alle var enige om, at denne historie kun ville blive bedre med alle de gange, den ville blive fortalt. Næste gang vi kommer, vil vi sikkert høre historien om den gang, hvor 500 heste løb sammen på stranden!!

Klik for større billede

Når hesten ruller

Igen var vi tidevandsafhængige og havde derfor aftalt at ride tidligt. Meget af tøjet og støvlerne var ikke nået at tørre fra den våde tur dagen før, og oven i købet regnede det lidt.

Fremme hos hestene ved Skogarnes fik vi fik sadlet op, et par heste fik en sko eller to på og så af sted. Gugga råbte til os, at vi skulle skynde os, da vinden gjorde at tidevandet kom ind hurtigt. Så som sædvanligt gik det stærkt og ganske rigtigt, da vi kom ned på stranden kunne vi se, at vandet blev presset hurtigere ind, så Oddur valgte at lægge ruten lidt anderledes og tættere på land.

Da vi drejede væk fra stranden og ind i land, skulle vi skifte heste. Det småregnede og blæste en del, men flere af os skulle altså tisse! Så det var med at finde en tue eller andet. En stakkels pige troede hun havde fundet en fredelig plet, men da hun sad med tøjet nede om benene, stak en af hestene ud af folden og direkte mod hende. Så er det med at holde en grimasse, der kan passe!

Klik for større billede

Alle fik nye heste og af sted gik det ad markveje i friskt tempo. Jeg red ved siden af den ene engelske dame og forklarede hende lidt om ren tölt og rullen mod pas.
Turen gik til Lindarbrekka, hvor vi afleverede hesten i en fold lige ved kirken og det sted, hvor vi havde sovet natten før.

Så var der frokost og bagefter blev vi kørt ud i ødemarken, hvor bussen gjorde holdt og Oddur pegede over nogle småklipper: Derhenne er den naturlige hot-pot, jeg har lovet jer. Og ganske rigtigt, en lille dam med varmt vand lå og ventede på vores trætte lemmer. Vi boblede der et stykke tid og de mest vikingeagtige hoppede i en kold bæk lige ved siden af, inden vi kørte tilbage til forsamlingshuset og hentede vores bagage.

Klik for større billede

Vi havde aftalt at køre til Oddsstadir, hvor der var værelser med rigtige senge, bademuligheder incl. en hot pot samt ikke mindst mulighed for at få tøjet tørret.
Under den hyggelige aftensmad afslørede Jane pludselig, at hun og Louise havde været lidt bange alle dagene, fordi Oddur den første dag havde sagt til dem, at de ikke måtte galopere (Don’t let them canter, it encourage them to roll). De havde diskuteret, hvordan det ville ske, men på den anden side havde de jo set de løse heste i flokken rulle sig i sandet på stranden. Men ville de virkelig smide sig ned i fart og med rytter på? Først da jeg havde fortalt Jane om rullen mod pas, gik det op for dem, hvad de var blevet advaret mod.
Hele selskabet grinede meget længe, og mens vi var i gang, tog vi endnu en gang og delte oplevelsen fra dagen før med hinanden – og historien var vel allerede lidt bedre!

Klik for større billede

En pølsehest

Efter en dejlig nat i en rigtig seng og god morgenmad hoppede vi igen i bussen, der efterhånden så temmelig snavset ud både inde og ude. Vi var blevet lovet et stop i en hesteudstyrsforretning i Borgarnes på vej til hestene, og her kunne vi endelig få afløb for vores shoppinglyster!

Fremme ved Lindarbrekka blev hestene gennet sammen.  Igen var der tabte sko, der skulle slås på, inden vi red, men ventetiden havde været godt for en ting - vejret var blevet meget bedre.

Første tur gik langs vejen, hvor det ikke var helt så let at tölte ordentligt, men endelig drejede vi ind på mindre markveje og kom frem til at lille fold, hvor flokken blev gennet ind. Pausen blev her brugt til at spise en sandwich og bare slappe af.

Klik for større billede

Så af sted igen og denne gang kom hestene ud for lidt af hvert. Vi red gennem lavamarker, hvor stenene var kæmpestore, og hestene gik lige så forsigtigt efter hinanden. Der var den islandske skov! Når vi rejste os let i bøjlerne, kunne vi se hen over den. Og så krydsede vi en elv. Lige efter opstigning af en skrænt, hvor vi igen gik i sten til knæene (hestenes altså), stoppede Oddur pludselig. Hans hest havde tabt en sko, og den blev slået på.

Klik for større billede

Lige efter opstigning af en skrænt, hvor vi igen gik i sten til knæene (hestenes altså), stoppede Oddur pludselig. Hans hest havde tabt en sko, og den blev slået på.

Gudskelov var jeg foran, mens det foregik, så jeg dels kunne se hvad der skete, men mest fordi bagrytterne hang på skrænten i den tid det tog at slå skoen på!

Så videre til næste skifte, hvor jeg fik en hest, der skulle gå bagerst. Cecilia red her på en køn hoppe, som kun Oddur havde redet på den første dag. Forklaringen fik jeg af Oddur - den ville/kunne ikke tölte, i hvert fald ikke særlig hurtigt. Nu var det ved at være sidste chance for den for at lære det, ellers ville den blive skudt og ædt! Oddur har ingen dårlige heste – dem æder man!
Jeg tror ikke, vi ser den igen næste år, for den var langt bagud i tempo - meget langsom i tölt!

Klik for større billede

Turen var meget smuk langs bjergene på en gammel transportvej fra før bilernes indtog på Island.  Dagens endestation var ved en forladt gård, Grimstadir, hvor vi efterlod hestene for natten, mens vi kørte hjem til Oddstadir for en tur i hot potten og aftensmad: Islandske specialiteter som hardfiskur, blodpølse, leverpølse, laks og – naturligvis – pølser lavet af dårlige heste! Så nu kunne vi se hvilken skæbne, der ventede den lille kønne hoppe, hvis den ikke lærte at tölte.

Klik for større billede

Tölt – ren lykke

Vejret var temmelig barskt, da vi var på vej i bussen til Grimstadir, og blev ikke bedre. Det kunne vi se på hestene, der alle stod med rumperne mod vinden. Vi tog vores regntøj på i et lille skur – den dag var ingen i tvivl om at det skulle på.
Her var der en fordelingsfold, som blev brugt når hestene blev skilt fra hinanden om efteråret, når de kommer hjem fra sommergræsning på fjeldet.

Efter lidt overtalelse fik vi hestene ud af folden og ind i fangeområdet – de brød sig ikke om at få hovedet mod vinden og regn, der var lige på nippet til at være med små isstykker i.

Vi fik udleveret vores første heste og bag skuret, hvor der var lidt læ, fik vi lagt sadlerne på, inden Oddur kom og gav besked om, hvem der skulle ride forrest og bagerst. Jeg havde fået en meget livlig hest og var forrest: Det første stykke turde jeg ikke nærme benene til hende, endsige sætte mig rigtigt ned i sadlen, for så var hun parat til at gå hurtigt. Men efter et stykke med bl.a. vandpassage af elv, var der gode grusveje til at tölte på. Og her kom der fart på.

Klik for større billede

Os, der var foran, talte bagefter om, at vi aldrig havde redet så stærkt. Min hest havde hele tiden et ekstra gear at tage af – hun var helt fantastisk hurtig og oven i købet i klokkeren tölt – ren lykke!

Ved første skifte spiste vi vore godt maste madder, inden hest nr. 2 blev udleveret. Denne gang red vi på markveje, hvor bunden var meget dyb, men det sætter ikke tempoet nævneværdigt ned. Min hest ville dog helst trave eller grisepasse. Og selvom jeg godt kunne forstå den, var det ret irriterende, så jeg var glad, da det viste sig, at det skifte var ret kort, og næste hest var en af dem, vi alle kunne lide.
Vi red her langs en ret fredelig vej, og det gik igen stærkt.

En enkelt passage af vand var der også plads til – man skal åbenbart være våd! Men turen var dejlig, og pludselig var vi fremme ved den fold, hvor hestene skulle være for natten. Oddurs far kom kørende med bussen, og godt våde og snavsede hoppede vi ind og kørte til Oddsstadir for at fejre vores sidste aften med et lækkert festmåltid. Da vi nåede til kaffen, dukkede der en ældre islandsk dame op med hjemmestrikkede sweaters. Hun var over 70 år og plejede normalt at ride med på turene, men da hun havde været lidt syg, havde hun i stedet strikket en ny forsyning sweaters og huer. De var meget smukke og unikke, og da priserne også var rimelige, blev der gjort gode køb.

Inden vi gik til ro, skrev vi en lille ønskeseddel til Oddur med hvilke heste, vi gerne ville ride den sidste dag. Alle blev lovet, at man fik i hvert fald en hest af de 2 mulige på sidstedagen.

Klik for større billede

Hunden – en god hjælper

Vi kørte igen i bussen ud til hestenes fold, og den ene hund – en border collie - fik lov at komme med. Så fik vi en lille opvisning i, hvor hurtigt en hund kan få en flok til at komme uden panik af nogen art.

Der blev fanget heste, og de fleste fik en af dem fra ønskesedlen – jeg fik selv Brjánn, som jeg havde delt den spændende oplevelse med de to flokke på stranden med, og dermed skulle jeg igen være foran hesteflokken.

Vi skulle lægge ud med at ride på veje og passere et par små broer samt en større. Her fik vi strenge instrukser om at ride over i stille og rolig skridt. Oddur ville gå foran den løse flok med sin hest, så der ikke blev panik. Fra bagrytterne fik vi bagefter at vide, at en af hestene blev skubbet ud på siden af broen lige inden passagen og det fik nogle af hestene til at vende rundt. Men straks var Paw, hunden, klar og fik styr på tropperne, så alle kom over i god ro og orden. Så af sted i friskt tempo langs vejen.

Pludselig kunne vi se en mand, der stod og holdt 3 heste, mens hans sadel lå på jorden. Da flokken var ud for ham, slap han sine heste, og de kom med i vores flok. Sådan transporterer man også heste på Island. Vi andre ville køre hestene med en trailer, men her blev de blot puttet ind i en fremmed flok. Sandt at sige voldte de små problemer – de var ved at løbe fra os en gang, men ikke særlig meget. Og da vi skulle skifte heste, kunne man tydelig se hvem der var de nye, for der blev hvinet og markeret grænser. Men det var også det hele.

Klik for større billede

Da vi drejede ind mod lakseelven Grimsá, gjorde vi et lille stop og Oddur foreslog, at vi tog regnbukserne på. Det var fornuftigt nok, for vi krydsede elven et utal af gange på vores vej hjem mod Oddsstadir.

Et sted gjorde vi holdt og skiftede heste. Nu havde alle en hest, de havde ønsket sig. Jeg fik Skerpla, en lidt uanseelig hoppe, men med den dejligste bløde tölt (så kan det godt være, den ikke kunne trave, som Gugga fortalt mig en aften, men hvem gider trave, når man har en dejlig tölter). Nu var jeg bagerst igen og vi red langs med elven og over den rigtig mange gange, men vi havde også tid til at nyde den dejlige natur op gennem dalen. Ved enkelte passager af elven skulle man passe rigtig meget på, for blot få skridt til en af siderne var der rigtig dybt, og nogle af de løse heste småsvømmede over. Men vi klarede turen uden alt for våde fødder.

De mange kryds er dels for at få de bedste ridemuligheder, men også for at sænke farten på flokken, som jo begyndte at kunne mærke, de var ved at være hjemme. Den allersidste del var på grusvej, og her gik det rigtig stærkt ned mod folden. Vi fik sadlerne af hestene for sidste gang, og de havde ikke tid til at sige farvel, men sprang af sted lige så snart vi slap dem.

Reykjavik

Hjemme på gården fik vi lige en tur i hot-potten inden vi fik pakket. Der var kaffe og kage inden afgang med Eldhestars bus tilbage til Reykjavik.

Her blev vi indkvarteret på et vandrehjem og gik derefter ind til byen, hvor vi havde bestilt bord på en restaurant, Vid Tjörnina, til afskedsmiddag. Restauranten var indrettet i en lejlighed i 50’er-stil næsten som et privat hjem. De serverede lækre fiskeretter, og vi fik snakket vores oplevelser igennem, inden vi returnerede til Guesthouse Duna.

Efter morgenmaden tog vi en taxa til den centrale busholdeplads, BSI, og deponerede vores bagage inden vi var på et par timers sightseeing i Reykjavik. Byen ligger meget smukt og er fuld af hyggelige gader og smukke huse.

Bymidten har flere spændende forretninger hvor vi shoppede lidt. Mens vi nød en kop kaffe på en cafe udenfor – vejret var helt fantastisk – kom Arni pludselig gående på gaden. Nok er Reykjavik ikke en stor by, men alligevel. Vi fik sludret lidt, og endnu en gang måtte vi sammen grine over historien med de 2 flokke på stranden. Arni, der jo nærmest var begynder inden turen, fortalte, at han havde fået smag for ridning og bestemt regnede med at skulle på flere langture.

Vi tog derefter flybussen til Keflavik og fik sagt farvel til Helena og Malena samt Annette og Peter der skulle med Iceland Express, mens vores Icelandair gik ca. ½ time senere.

Klik for større billede

Turoplysninger

Man kan købe den færdigpakkede rejse hos Ice Travel - Island Adventure Rejser, som også tilbyder andre ture på Island. Men det er også muligt selv at booke turen direkte hos Oddur og selv bestille fly m.m.

Den omtalte tur kræver nok, at man er lidt øvet (eller temmelig modig), men der er andre ture, hvor man kan klare sig uden de store ridefærdigheder. Hver dag rider man mellem 2 og 6 timer, incl. pauser og distancerne er ca. 20-35 km.
Indkvartering er med egen sovepose og man skal ikke være alt for sart i forhold til at sove sammen med fremmede, ligesom der naturligvis ikke er toiletter på rideruterne.

Turen var købt gennem Ice Travel - Island Adventure Rejser og rejsearrangøren i Island var Eldhestar.
Værter på turen kom fra Oddsstadir.