Af: Th.Sørensen
•
Fotograf: Ishestar/Grønlands Rejsebureau
Island: På hesteryg og vulkaner
I Island kan man kombinere rideferie og wellness.......
Rideferie i Island
|
Foruden varme kilder oven på den vulkanske undergrund er Island mest kendt for de små islændere. Derfor er det også helt i takt med tidens trend at tage til Island på wellnesstur. Rideferie på sagaøen kan sagtens kombineres med wellness.
”Der findes næppe noget bedre end en tur i den varme jacuzzi ude i naturen efter en oplevelsesrig ridetur i det særprægede landskab,” siger salgskonsulenterne Anne Gisladottir og Merete Bach Kristensen fra Grønlands Rejsebureau, som i stigende grad fokuserer på specialrejser til Island. De to har i en årrække boet i Island og har det nordatlantiske feriemål som speciale.
Når man kører rundt i Island, ser man heste overalt, og det er nemt at komme på en kort ridetur i den smukke natur. Typisk vil der være tale om en 1½ - 2 times tur for turister, der bare skal prøve at sidde på en tøltende islænder.
Er man til den helt store rideferie, er der flere ture at vælge imellem. Det kan være alt fra få dages ridning i området ved Den Gyldne Cirkel til en otte-dages tur over Sprengisandur.
”Eller hvad med en hestesamling i september?” lyder det fra Merete og Anne. ”Det er et fabelagtigt eventyr at drive den store hesteflok til folden, hvor de bliver sorteret for bagefter at blive bragt hjem til deres ejere. Den veloverståede samling fejres med et bal i det lokale forsamlingshus, og der festes igennem til den lyse morgen med sang og dans”.
I den kommende sæson tilbyder Grønlands Rejsebureau otte forskellige Islandsrejser, et par af dem kombineret med ophold i Grønland.
 |
Links: |