Italien: Vandring ad Pilgrimsruterne i Cinque Terre

Hotel Villa Adriana

Måske har han vandret på en af de mange pilgrimsruter i Italien - den der går fra Genua til La Spezia - gennem Cinque Terre. Hertil kommer vi en sen eftermiddag og indlogeres på Hotel Villa Adriana i en af områdets små byer - Monterosso al Mare.
Hele området er nu nationalpark - Parco Nazionale delle Cinque Terre - og består af 5 små bysamfund med tilhørende jorde. (Cinque Terre betyder fem områder). Fra lang tid før Middelalderen har man kendt til disse byer, som vi de næste dage skal besøge. Efterhånden er der opstået vandreruter både øverst oppe på bjergryggen mellem 600 og 700moh., midt på bjergsiden samt helt nede ved vandet. Senere er der kommet veje til – men ikke direkte mellem byerne. Vejene går op over bjerget fra den ene by og ned igen til den næste. Den ene direkte transportforbindelse er toget. Banen løber næsten nede ved vandet og er kun synlig på ganske få strækninger. Resten af denne jernbane ligger i tunneller inde i bjerget. Det er denne togforbindelse vi gør brug af for at komme ud og hjem i området.
Den anden direkte forbindelse går via havet med båd fra by til by, hvilket vi naturligvis også skal prøve.

Langs kysten ved Cinque Terre

Fra Coniglia over vinterrasser til Manarola

Selv om vi har ferie, er vi tidligt oppe for at kunne nå toget til tiden, så efter en hurtig morgenmad går vi til stationen og tager toget til Corniglia.  
Her fordeler vi den indkøbte frokost-picnic vore rygsække og begiver os op til byen, der ligger ca. 100 meter over jernbanen på et klippefremspring. En trappe med 383 trin (vistnok!) bringer os op til hovedgaden. Denne lille by er hurtigt set. Her er kun én gennemgående gade, der på det smalleste sted ikke er bredere end du kan nå fra hus til hus på begge sider af gaden ved at strække armene ud! For enen af gaden finder vi udsigtspunktet ud over havet.
Så følger vi en af de mærkede vandreruter op på bjerget og kommer til at vandre på smalle stier anlagt yderst og øverst på nogle af de tusindvis af tørstensmure, som støtter de mange små vinterrasser. Det betyder, at vi har et par meter ned til den underliggende terrasse på den ene side. Ikke noget for flok med højdeskræk. Her er flere steder så smalt, at der ikke kan bruges vandrestokke, som derfor må i rygsækken.

Terrasser ved Cinque Terre

Tørstensmurene består af sten, som ved hjælp af en særlig teknik stables således, at de kan stå i århundrede uden brug af bindemidler til at holde stenene på plads. Møjsommeligt har generationer af bønder i tidens løb opbygget disse terrasser for at kunne dyrke grøntsager, citroner, oliven samt vin. På nogle terrasser har man nu opgivet at vedligeholde vindyrkningen, da det ikke længere er rentabelt, så de gror helt til med mere eller mindre tornede buske. Men andre vinmarker står fine og velplejede. Da vi er højest på ruten, efter at have passeret Porciano, 367moh, har vi fin udsigt både til Corniglia, vi er kommet fra, samt ud over alle terrasserne mod Manarola.

Manarola

På ruten passerer vi byen - Volastra - hvor kirken må siges at være det mest interessante og her holdes picnic under de skyggefulde pinjetræer på kirkepladsen. Vidunderligt brød (det med brødet kan italienerne også) med søde tomater, ost og pølse samt et æble til dessert. Så er vi klar til sidste strækning.
Det går ned ad uendeligt mange trappetrin gennem olivenlunde, inden vi kommer til pladsen foran kirken i Manarola. Her er det tid til lidt strækøvelser (for dem der ønsker/har behov for dette) inden vi begiver os ned i selve byen. En og anden forbipasserende sender skæve blikke mod os og undrer sig sikkert over, hvorfor en større gruppe turister pludselig står med rumpetten i vejret – foran kirken!

På vej mod Madonna di Soviore

Vernazza - Monterosso

Natten har været rolig kun afbrudt af en rumlen fra bjergene, efterfulgt af den skingrende lyd fra et tog, der passerer og atter forsvinder i næste tunnel efter få sekunder. Morgenen gryr og fra hotellets parklignende have begynder fuglene én efter én at sætte gang i dagen. Fuglenes fløjt forstærkes mellem hotellets to store bygninger og snart har vi både solsort, musvit, bogfinke og duer i et vældigt crescendo. Så kommer toget atter og et par hunde slutter sig til morgenens lyde. Det er blevet dag og nu står vi op.

Morgenbordet er parat med alt hvad vi behøver og det er meget lækkert. Men forvent ikke æg og bacon, men glæd dig til brødet, yoghurten, marmeladen og pålægget - samt kagerne. Vidunderligt. Men vi skal igen på farten, så det er kun i en lille halv time at vi er ved morgenbordet og kan slet ikke nå alle lækkerierne igennem.

Vi ankommer til nabobyen Varnazza, men er så tidligt på den, at hverken kirken eller borgen, der ligger højt på et klippefremspring, er åbnet. Så vi dasker rundt i en lang time, for her er ikke så meget andet at se, inden vi går op på skråningerne over byen. Det er vild bevoksning vi møder efter at hele terrænet har været afbrændt. Her er en flot udsigt med masser af blomstrende trælyng, klitroser og sågar en enkelt lille orkidé - gøgeurt.
Et stykke henne ad en asfaltvej når vi en politiafspærring. Bilerne holder i en lang kø. Ingen kommer forbi afspærringen. En forulykket motorcykel ligger midt på vejen, lige hvor denne slår en kurve, og vi kan kun med gysen tænke på hvad der kan være hændt. En betjent vinker os frem og anviser at vi kan gå ude i kanten af vejen.

Klostret Madonna di Soviore

Den fortsætter vi nedad til vi kommer til klostret Madonna di Soviore, som nu er omdannet til hotel. Et glimrende sted at spise vor picnic og få sig en kop expresso i den lille bar.

Da vi skal videre er en af pigerne fra gruppen pludselig blevet dårlig. Hun føler sig svimmel og dårlig. Hun lægges ned og får lidt at drikke. Hun har hele dagen intet haft til at beskytte sit hoved mod den brændende sol og mit gæt er, at hun har fået et mindre anfald af solstik. Gruppen har flere sygeplejersker med så de og vor guide ved hvad der skal gøres. Vi venter lidt. Hun får tilbudet om at tage bussen hjem fra vejen, men vil forsøge at følge med. Ca. en halv time inde i skoven på ruten op mod Monte Molinelli må hun imidlertid give op og sammen med en veninde går de tilbage for at tage bussen hjem.

Bestigning af Monte Molinelli, 395moh.

Vi andre fortsætter op gennem pinjeskov med kæmpestore kogler liggende spredte overalt i skovbunden. Mellem træerne vokser mandshøje trælyng og i her ses både violer og anemoner. Og det er tydeligt, at vildsvinene har rodet rundt i skovbunden for at finde kogler, kastanier, rødder og andet spiseligt.

Det højeste punkt Monte Rossini, 465moh. nås, men vi er p.g.a. vort lille uheld blevet forsinket, så dagens rute ændres. I stedet for at vandre til Lévanto følger vi ruten ud mod Punta Mesco og drejer fra og går mod Monterosso - ned ad en masse meget høje trin, der engang har udgjort en trappe, men som tidens tand har eroderet, så det enkelte steder er lettere at gå ved siden af trappe-ruten. Og midt på ruten - næsten op af et trappetrin - vokser endnu en enkelt orkidé, en som vi ikke tidligere har set. Herligt.

Over antik romerbro

Kystruten mellem alle 5 små byer

Vi har god tid til morgenmaden i dag, for vi har intet tog vi skal nå. Vi vandrer fra morgenstunden - hele kystruten fra Monterosso til sidste lille by Riomaggiore.

Vi har endnu ikke haft tid til et nærmere bekendtskab med den gamle del af Monterosso, der ligger en lille km fra hotellet, så vi starter dagens vandring med at se lidt af byen – den største af de 5 små samfund. Oppe over byen – ved den gamle borg – møder vi figuren af Frans af Assisi – byens skytshelgen. Bag borgens gamle mure dyrkes jordene – primært med citroner – og vi vandrer ud langs kysten på ruten til Vernazza.

Atter kommer vi op gennem et frodigt og afvekslende landskab. Skov og vinterrasser afløser hinanden. Så i et sving inde i skoven møder vi den gamle sælger. Han sidder ganske stille og upåagtet lidt tilbagetrukket fra selve vandrestien, men heldigvis er der én som får øje på ham. Efter sigende sidder han altid her og venter på turfolket. I sin kurv har han vand og vin samt stærkere sager! Jo, der skal handles. Inden gruppen har passeret ham, har han vistnok fået en del varer udsolgt, men det er der råd for. Han har ikke langt til nye forsyninger. En rigtig handelsmand.

Havnen i Riomaggiore

Kærlighedsstien - Via dell’amore - på strækningen mellem Manarola og Riomaggiore har jeg glædet mig til. Den er så berømt, at det må være noget helt særligt. Men hvor blev jeg skuffet. På lange stræk er ruten overplastret med graffiti og affaldet flyder. Nej, må jeg så bede om at komme op i bjergene - væk fra folkemængden og svineriet.

Vi når den sidste af de 5 byer - Riomaggiore - og kan lige nå at gå gennem den lange tunnel, parallelt med jernbanen og under denne ud til havnen. Her står de skæve, maleriske huse og læner sig op ad hinanden for ligesom ikke at falde i havet, med det klassiske billede af vasketøjet hængt til tørre uden for vinduerne.

Tåge på Monte S.Croce, 615 moh.

På bjergkammen uden udsigt

Vi er på egen hånd i dag - en såkaldt fridag. Nogle tager til storbyen La Spezia (hvilket der efter sigende ikke er meget ved), andre slapper af på hotellet og nogen udforsker Monterosso lidt nærmere. Selv om det er overskyet vandrer Allis og jeg til den gamle bydel i Monterosso, går gennem hovedgaden og efter nogle få meter ude af byen finder vi på venstre side vandreruten til klostret Madonna di Soviore (rute 9) og følger denne stejlt op i godt en time. Sveden hagler af os og luftfugtigheden er stor, da vi støder på en lille pavillion lidt før klostret og får lidt at drikke.

Ruten forbi klostret - ad landevejen - kender vi fra tidligere, men vi fortsætter lidt længere og følger pilgrimsruten (rute 1) op ad bjerget. Først gennem pinjeskov og senere i kastanieskov. Her er mange spor efter vildsvin, der har gravet i jorden og ledt efter rødder og kastanier. Vi er ganske alene på ruten og håber på at det klarer op. Vejret kan jo hurtigt skifte i bjergene. Det pusler lidt inde i de tørre blade og straks er vi på vagt. Kunne det være et vildsvin? Nej, vi møder ingen. Det er firbenene, der skræmt af vore fodtrin springer i dækning. Vi følger ruten, der som en hestesko går i en bue højt oppe på bjerget. Flere steder vandrer vi på selve ryggen af bjerget med skråninger ned på begge sider af ruten. Her vokser mange forskellige skovplanter bl.a. violer, anemoner, jordbær, brombær, følfod, aurikler o.m.a.

Hele bjegskråninger med blomstrende trælyng passeres og andre skråninger er fyldt med gule buske overalt, hvor bierne summer lystigt. Men luften er også fyldt med et andet underligt, sort insekt, der er i stand til at stå stille i luften og med lynets hast flyve væk. Om det er to ben eller lange følere, der hænger ned fra insektets krop, kan jeg ikke se. Her er tusinder af dem og de svirrer omkring os og kan naturligvis ikke undgå at ramme ind i os. Eller er det os, der rammer ind i dem? Men de bider heldigvis ikke!

Hvil i skyerne

Skyer driver konstant ind fra havet og kastes op ad bjergskråningen. Selv om solen ind i mellem skinner, der hvor vi går, kan vi intet se ud over havet og terrænet under os. I læsiden er der derimod fin udsigt ind i landet. Men der er ingen tvivl om, at denne rute er pragtfuld om sommeren i godt vejr. Under kastanietræerne, hvis kroner danner den nødvendige skygge fra Italiens brændende sol, kan man vandre uden at blive kogt/stegt. Ind i mellem er der flot udsyn, men megen af tiden på ruten vil man intet kunne se p.g.a. bladene på træerne. På toppen af Monte Gaginara, godt 700moh, er der et åbent sted, hvor vi gør holdt og tørrer vort svedige tøj i solen, medens skyerne fortsat driver op ad bjergsiden.

Da vi når vejkrydset, hvor rute 7 møder rute 1, spiser vi frokost og netop som vi sidder og nyder solen, lyder det første tordenskrald i det fjerne. Det trækker sammen hvorfra vi er komet og vi træffer hurtigt den afgørelse, at den videre tur over Monte Grosse må vente til en anden gang. Vi kan alligevel intet se og at gå i bjergene i tordenvejr er måske ikke det smarteste!

Uvejr over S. Bernardino

Vi søger ned ad mod byen S. Bernardino (rute 7) og her er ruten mange steder ganske smal. Da vi når byen, begynder det at regne og vi tager regnjakkerne på. Benene behøver vi ikke at beskytte. Og så kommer regnen voldsomt, væltende ned i kraftige byger og med lyn og torden lige over os.
Da møder vi de to eneste andre vandrere på vor tur. Et fransk par har søgt tilflugt under et træ og ved ikke hvad de skal gøre. Jeg spørger hvor de kommer fra og hvor de skal hen – så vi måske kan følges og hjælpes ad – og manden forsøger på gebrokken engelsk at forklare sig. Men de skal vist til Volastra – som ligger i modsat retning!
Skal vi vente eller fortsætte? Regnen synes ikke at ville stoppe og selv om der er lang tid til det bliver mørkt, beslutter vi os for at gå videre ned til Vernazza og derfra tage toget hjem.

Ned i øsende regn, lyn og torden

I tørvejr kan turen sikkert gøres på en time, men vi bruger to. Det er glat, det er vådt og det er stejlt - meget stejlt – på den smalle sti, der snor sig ned ad bjerget. Vi støtter og opmuntrer hinanden, medens lyn og torden raser over vore hoveder. Hele siden forsøger vi at komme så hurtigt som muligt ned blandt høj bevoksning, så vi ikke er det, der rager højest op i landskabet. Men vi skal samtidig give os tid til at træde varsomt for ikke at glide. På ingen tid samles regnen til et lille vandløb på stien, og våde bliver vi - både udvendigt og indvendigt. Vandet løber ned ad jakken, så bukserne er drivvåde og fortsætter ned ad benene og ned i støvlerne, hvor vores sokker allerede har suget det vand de kan.
Endelig er vi nede. Finder stationen og får købt billetter. Men sidde ned i toget på vejen hjem? Nej - dertil er vi for gennemblødte!

Mod Punta Mesco

Monterosso – Bonassola

Det er klaret op. Luften er renset og frisk. Duften af skovens planter er forstærket – og bedst, for en allergiker som mig, er, at de mange pollen fra pinjer og lyngtræer er slået til jorden. Vi kan se de gule striber af pollen ligge ude på havet, da vi forcerer de mange høje trappetrin op mod Punta Mesco. Det er en tur der ”river tænder ud”. Men vi giver os den nødvendige tid og sætter eget tempo. Så går det.
Ude på pynten har vi fin udsigt ned over kysten ved Monterosso og efter at alle igen er kommet til kræfter, fortsættes langs kysten mod Lévanto.

Costa del Semaforo

Først nu kan vi længere mod nord se selve kysten Costa del Semaforo. Imponerende.
Vandrestien til Lévanto er fin og ganske bred og med kun få klipper undervejs. Lidt før vi når byen, gør vi holdt og nyder vor medbragte picnic i dejlig solskin.
Men der kommer en mindre regnbyge senere, da vi er på en lille byvandring. Men byger har det jo med at komme og gå, og da vi fortsætter på den anden side af byen mod Bonassola, kommer solen atter frem. Dette stræk kan varmt anbefales. En rig flora møder os på bjergskråningerne og sommerfugle flaprer rundt mellem de blomstrende buske og frugttræer - og udsigten er herlig. En rigtig dejlig dag.

Op ad pilgrimsvejen

Riomaggiore - Portovenere - Monterosso

Vi er nu inde i rytmen med at nå toget og denne dag, hvor vejret er perfekt, tager vi til Riomaggiore. Der er dog ikke tid til bytur (nogle har været her tidligere), så vi vandrer med det samme op gennem byen og finder vandreruten mod Portevenere. Her i landskabet bag byen ser vi igen disse små karakteristiske lodder, hvor der dyrkes grønt, citroner og mange andre afgrøder. En ældre kvinde går nede og ordner citronerne, mens hun råber til en anden og lyden forstærkes ved genklangen mellem bjergene.

Madonna de Monte Nera

Men snart er vi oppe ved valfartskirken Madonna de Monte Nera, med en fantastisk flot udsigt ned over kyststrækningen både mod syd og nord. Efter en stigning på mere end 500 højdemeter trænger vi til en kaffetår og efter at have set os mætte ud over havet, fortsætter vi vandreturen på denne gamle pilgrimsrute. Igen kommer vi gennem pinje- og kastanieskov hvor stien er bred og fin at gå på. Og blød er den også for vore efterhånden trætte ben. Et tykt lag pinjenåle (fyrrenåle) ligger på stien og gør hvert skridt meget behageligt.

Ned til Portovenere

Vandreturen slutter med en forholdsvis stejl nedstigning – igen af uendeligt mange trappetrin – til Portevenere. Middelalderborgen vokser frem efterhånden som vi nærmer os og den lille kirke S. Pietro, bygget på de yderste af byens klipper, dukker op af havet.
Da vi endelig får ”fast grund under fødderne” nede på byens store plads, finder vi en trappe og skifter de tunge vandrestøvler ud med de lette kondisko, vi har haft med i rygsækken hele dagen. Der er tid til at se byen og besøge kirken inden vandregruppen atter mødes ved båden, der skal sejle os til bage til Monterosso.

Med båd langs kysten ved Cinque Terre

Det er en sejltur ingen skal snyde sig for. Imponerende klipper med et farvespil som på en palet, rejser sig lodret fra det blå Middelhav. Små bysamfund har fundet plads – selv på de alleryderste klipper. Og de fem små byer i Cinque Terre tager sig eventyrligt smukke ud fra søsiden.

Sommerferie

Og det andet eventyr......

Tannhäuser har været på sin pilgrimsvandring og er kommet tilbage til Thüringen, men dybt nedslået. Han har vandret den lange, tunge vej til Rom og bedt om tilgivelse for dine drifter hos Paven, som dog først kan tilgive ham den dag hans vandrestav igen skyder med nye, friske, grønne skud.

Hvordan det går, er en helt anden historie……

På tur i Cinque Terre

Vejviser

Sted: Cinque Terre på den Liguriske kyst mellem Genova og La Spezia i Italien

Årstid: April

Kort: Kompas Carta escursionistica/Wandrekarte - no 644 Cinque Terre – 1:50.000 – Fås med teksthæfte (Leksikon).

Teknisk rejsearrangør: Ruby Rejser - www.rubyrejser.dk

Læs mere på www.rubyrejser.dk og www.italiantouristoffice.dk