Riis Rejser

25.11.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie på ø-gruppen Kap Verde

Da jeg midt på natten træder ud af flyet, har jeg følelsen af at træde ud i en tyk varm suppe! Luftfugtigheden må være meget nær 100 og temperaturen omkring 30 grader. Vi er i sandhed kommet til troperne ...

Fiskerne ved deres båd

Fiskerne ved deres båd


En varm nat i Santa Maria på Sal

Vi er fløjet med Ruby Rejser via Lissabon og videre til øen Sal, den nordøstligste ø i republikken Capo Verde. Hurtigt får vi de obligatoriske visa-stempler i passene og træder ud af den ny internationale lufthavn, hvor bussen til hotellet venter.

Bagagen læsses på en ladvogn og væk er den, medens vi andre transporteres ad en god landevej ud i øens varme mørke.

Efter ca. 20 minutter er vi fremme ved Hotel Morabeza på øens sydligste by Santa Maria, hvor vi skal tilbringe natten. Værelset har ingen aircondition, men en stor propel i loftet sættes omgående i gang - for blot at få lidt cirkulation i luften. Alt er klamt. Vort tøj klister til os og et forfriskende bad efter den lange rejse, gør underværker.

Vi har som altid ørepropper med og hører derfor ikke propellens monotone knirken, da vi lægger os til at sove.

Der fiskes fra en noget faldefærdig bro

Der fiskes fra en noget faldefærdig bro


Sal

Da jeg vågner næste morgen er ørepropperne for længst fjernet, men det slår mig, at jeg intet kan høre. Hvor er fuglene? Jeg trækker gardinerne fra og ser ud i et frodigt blomsterbed omkranset af dadelpalmer. Men jeg kan ikke høre fuglene. Jeg åbner terrassedøren og træder ud, men får hurtigt lukket igen. Varmen og fugtigheden er der stadig!

Morgenmaden serveres udendørs på en af hotellets terrasser og her er flere gæster allerede i gang. Den store morgenbuffet mangler intet og efter et solidt morgenmåltid er det tid til at udforske området.

Desværre er der ikke flyforbindelse til næste ø, Santiago, hvor den egentlige vandretur begynder, før sent på eftermiddagen, så vi skal have dagen til at gå på denne - mere end lune - ø.

Santa Maria er et rigtigt badested med masser af maritime aktiviteter lige fra dykning til hajfiskeri, kitesurfing og solbadning. Den enorme strand bugter sig sydover mod fyret ved Ponta do Sinó med flere gode strandhoteller og excellente restauranter. Det er stranden der tiltrækker. Ikke fordi vi vil bade, men se lidt af livet og vi går derfor langs stranden ind mod byen.

Fiskerbådene er trukket langt op i det fine sand på stranden - måske af frygt for tidevandsbølger? Allerede her på formiddagen er der liv på strandens eneste bådebro. Det viser sig, at den er ret så faldefærdig og et advarselskilt med ”Danger” oplyser os turister om faren ved at bevæge sig ud på disse sammentømrede bjælker, der hælder faretruende skævt ned mod havet.

Nær broen er mandskabet på en katamaran ved at gøre klar til dagens hajfiskeri, og da en af de lokale kan se min interesse oplyser han, at jeg skal komme tilbage ved 11-tiden, hvor den store båd kommer ind med tun og marlin. Det lyder spændende.

Santa Maria på øen Sal

Santa Maria på øen Sal


En båd der aldrig kom

Inde i byen, møder vi kun få mennesker, der er ved at åbne deres små butikker. Da solcremen ligger glemt hjemme i Danmark, er dagens vigtigste opgave at finde noget i en af butikkerne, men det er nu ikke helt nemt. Folkene her er dog hjælpsomme og efter 5. forsøg er vi blevet henvist til en butik, hvor vi finder det, vi søger.

Via en sidegade kommer vi over på en anden stor gade, hvor vi kontaktes af en kulsort mand. Han vil gerne vise os sin butik, der ligger lidt inde i en gyde, men vi takker pænt nej. Men han vil gerne sludre. Jeg fortæller ham, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen og at vi måske kommer tilbage og da jeg pointerer, at vi intet vil købe i dag, forstår han og vi kan gå videre i fred.

Vi finder skygge på en af beach-barerne og nyder formiddagen med en kold drink, medens vi holder udkik med bådebroen. Midt på formiddagen går vi tilbage til bådebroen og her er kommet mere liv. Jeg vover mig ud på broen for at få del i aktiviteterne. De lokale fisker små sardiner, som grilles eller bruges til agn for større fisk. Båden med de store fisk kommer desværre aldrig!

På den fristende strand

På den fristende strand


Kap Verde

Cabo Verde, som dette land hedder, består af en ø-grupppe på 10 større beboede øer og en række mindre øer. Det var portugiserne, der i 1441 - i deres søgen efter nye søfartsveje og lande - opdagede disse ubeboede øer, som ligger ca. 620 km ude i Atlanterhavet vest for Senegal i Afrika.

Allerede året efter begyndte en egentlig kolonisering af ø-gruppen, og stedet blev efterhånden et knudepunkt i forbindelse med slavehandel og transport af slaver fra Afrika mod det amerikanske kontinent.

Cabo Verde fik overdraget magten fra Portugal efter kuppet i 1974 og blev en selvstændig republik i 1975.

Befolkningen er en blanding af alle raser. Først og fremmest sorte afrikanere - børn af tidligere slaver, blandet med sydeuropæisk blod. Kreoler kaldes de og deres lokale sprog er kreolsk - et sprog der kun tales og ikke skrives. Det officielle sprog er portugisisk, som læres når børnene kommer i skole. Der er fortsat stor analfabetisme og ca. 35 procent af befolkningen kan ikke læse og skrive. Dertil kommer at ca. 37 procent af befolkningen er arbejdsløse, så fattigdommen er til at få øje på.  

Saltudvinding på Sal

Saltudvinding på Sal


Salinas de Pedra de Lume

Bussen henter os midt på dagen og vi kører op midt på øen mod Salinas. Og nu ser vi, at Sal faktisk er et stykke Sahara placeret her ude i Atlanterhavet. Et fladt stenet lavalandskab, hvis eneste gode er den fine landevej, vi kører på. Overalt ses lavasten og ikke et træ i den stærke varme. Det er derfor, her næsten ingen fugle er! En slående kontrast til hotellets skyggefulde akacietræer og palmer. Det fortælles at der i en periode på 10 år ikke faldt regn på øen og folk måtte selvsagt flygte herfra.

I Pedra Lume parkeres bussen og vi vandrer op ad en lille grusvej på kraterkanten. Her kommer vi gennem en håndgravet tunnel ind på den anden side af kraterkanten. I krateret siver havvandet ind, da bunden ligger under havets overflade, og via kanaler dirigeres vandet til forskellige bassiner, hvor det får lov til at fordampe i ca. 3 måneder. Herefter ligger der et hårdt lag salt tilbage. Engang en værdifuld ressource.

Siden 1800-tallet har her været en lønsom industri. Saltet blev ved hjælp af en tovbane - hvoraf vi fortsat kan se resterne af stativerne - ført et par kilometre ned til en lille havn, hvorfra saltet blev udskibet. Nu er eksporten for længst stoppet og hejseværket står som spøgelsestårne i det golde landskab og ved havnen ligger jernskibene som rustne skrotbunker og afventer den uvisse skæbne.

Men foretagsomme mennesker giver ikke op. Nu er det trendy at levere specielt salt i særlige pakninger og der er igen kommet gang i saltproduktionen.

Hovedbyen Epsargos på Sal

Hovedbyen Epsargos på Sal


Eftermiddag i Epsargos

Efter besøget og frokost i et skyggefuldt hus fortsætter vi ind til hovedbyen Epsargos, hvor vi frekventerer en cafe, med en vidunderlig expresso-kaffe samt en serveret øl til kr. 3,50 pr. stk!

Fra byens højdedrag med radio og kommunikationstårn kan vi betragte øen hele vejen rundt. Og her er boliger i alle stadier. Mange er ikke pudsede, men står med de rå mursten/betonklodser. Andre mennesker lever i blikskure foret med lidt grene og strå!

Sent på eftermiddagen er vi tilbage i den internationale lufthavn for at tage et mindre lokalt fly til Santiago.

Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt