Malaysia: Hovedjægerne i Sarawak, Borneo

Klik for større billede

Semenggoh Orang Utang Rehabiliteringscenter

Vi er gået et stykke ind ad den afmærkede sti til en åben plads, hvor vi sammen med 30-40 andre gæster, får muligheden for at overvære formiddagens fodring af menneskeaberne.

Orangutangerne kommer til dette rehabiliteringscenter for (igen) at lære at blive en helt vildtlevende menneskeabe. Mange er indbragt fordi moderen til en lille unge er blevet dræbt og det kan der være flere grunde til. Måske har nogle (forvirrede) mennesker ønsket sig en lille baby-abe, men snart opdaget at en lille abe bliver stor med tiden! Og hvor skal man så gøre af den? Måske har tolderne fundet en abeunge, som er forsøgt udsmuglet i noget bagage? Årsagerne til at orangutangerne havner her er mange. Når de bringes ind som små, knytter de sig til mennesket, som var det deres moder. Her fodrer rangerne dem fra flaskestadiet. Opgaven er så langsomt at vænne dem til et selvstændigt liv, så snart de er store nok og kan klare sig selv sammen med deres større slægtninge.

Fra foderpladserne går liner af svært tovværk i flere retninger ind i regnskoven og disse liner er vigtigt for abernes tryghed - både når de skal vove sig ud i den store verden, men også for at kunne finde sikkert hjem til foderpladserne og rangerne igen.
Der holdes naturligvis øje med hvem der kommer til foderpladserne og rangernes opgave er først løst helt, den dag orangutangen ikke længere viser sig. Da har den lært at klare sig selv fuldt ud.

Klik for større billede

Utålmodigt spejder vi ind i junglen og så pludselig er der noget, der rører sig højt oppe i et af de fjerneste træer. En rødbrun behåret skikkelse sætter rystelser i gang i linerne og snart balancerer den første orangutang med sine lange lemmer hen over tovværket mod foderpladsen.
Rangeren står nedenfor parat med bananer og anden frugt og aben klatrer roligt ned og snupper en klase bananer, som den tager med op i træet.
Der kommer flere til - en stor og en mindre orangutang. Måske mor og barn. Disse skabninger – vore nærmeste slægtninge – er så menneskelige at se på og man røres uvilkårligt over den taknemmelighed aberne udviser over at der bliver taget sig af dem.

Klik for større billede

Orangutangen

Ordet orangutang eller rettere Orang Utang betyder ”Skovens menneske” på malaysisk og i gamle dage mente man, at menneskeaberne kunne tale, men ikke gjorde det for at undgå at blive sat i arbejde. Orangutangen, der naturligvis er totalt fredet, lever her i regnskoven på Borneo samt på øen Sumatra. Her bygger de hver nat en ny rede 15 meter oppe i træerne – hvor der ingen myg er. Hannerne bliver op til 140cm høje og kan veje 60-90 kg, mens hunneren bliver 115cm høje og vejer mellem 40-50 kg. Fra hånd til hånd måler de 2,5 meter. De bliver op til 35 år, når de lever vildt i skoven og op til 58 år i fangenskab (zoologiske haver). De forplanter sig langsomt og det er normalt kun hver 6. år at en hun føder en unge. Orangutangerne lever af skovens tropiske frugter og blade, bark, insekter og æg. Den ældste og dominerende han udvikler med tiden nogle store kindlapper, der består af brusk og hud.

Klik for større billede

Selv om de måske kan se spinkle ud, er de bomstærke og vi er blevet adviseret om at træde til side, hvis en orangutang kommer forbi, ligesom alle løse dele som tasker og spiselige ting er forblevet i bussen.

Det anslås at her er omkring 15.000 vildtlevende orangutanger på Borneo, men den fortsatte fældning af regnskoven, for at tilfredsstille bl.a. vesterlændinge med ædelt træ til husbyggeri og fine møbler, samt det fortsatte krybskytteri gør, at man forventer arten udryddet i løbet af de næste 10 år, hvis ikke der gøres noget drastisk nu.

Klik for større billede

Også andre dyr

Da aberne atter forsvinder ind i junglen spadserer vi over til en anden foderplads og også her kommer aberne ned fra træerne og tager for sig af retterne. En orangutang, der gør sig særligt bemærket, er en mor med ungen hængende på maven. Ungen klamrer sig til moren, mens hun med to fri hænder og fødderne og munden fuld af bananer flytter sig rundt i træerne.

På rehabiliteringscentret har man også nogle huse, hvori nogle kæmpe krokodiller holder til. Dem har man vel ikke tænkt at lukke ud i det fri igen?

På vejen ud af centret har en ældre amerikansk kvinde set en grøn slange oppe i et træ, hvilket hun er begejstret for. ”Look” siger hun, og rækker i sin iver hånden op mod slangen, der sidder parat til at hugge. Heldigvis står en årvågen mand ved siden af hende og får slået hendes arm ned. Men hun fatter ikke budskabet og vil igen pege på slangen. Igen slår han hånden væk og forsøger at forklare. Hvem ønsker at blive bidt af en giftig grøn mamba?

Klik for større billede

På vej mod iban-folket

Vi gør holdt i byen Serian, hvor vi spiser frokost mens vore lokale guider sørger for indkøb af gaver, som vi kan forære vore værter som vi skal møde i eftermiddag - de tidligere hovedjægere.

Efter endnu en kort køretur er vi fremme ved floden, hvor vi stiger ombord i de lange og meget smalle longtail-både, der skal føre os op ad floden til Iban-folket. Vi pladsers 4 i hver båd med en guide forrest til at stage os ud på dybere vand og en guide bagerst, der styrer motoren.

Med os har vi kun bagage til turen, der kan rummes i en dagtursrygsæk, mens resten af vores bagage og større kufferter er blevet tilbage på hotellerne. Bådene skubbes en efter en fra land, og så snart vi er på dybere vand sættes motoren i vandet og vi stryger op ad floden i en rasende fart. Det er en skøn kølig brise, der rammer os, mens vi suser hen over vandet med mindre strømfald undervejs. Floden er fyldt med nedfaldne træstammer og aflejringer, der visse steder gør floden lavvandet. Men bådsmanden kender hver meter af floden som sin egen bokselomme og viger elegant uden om enhver forhindring. På begge sider af floden rejser junglen sig som en tæt ugennemtrængeligt grønt væg.

En sort skikkelse svømmer umiddelbart foran vores langbåd, med sit mørke hoved stikkende op over vandoverfladen. Den dykker da vi passerer og jeg tror, at det kunne være en slange p.g.a. længden. Men det var kun et kæmpefirben, der krydsede floden.

Klik for større billede

Langhuset

Efter en lille times tid er vi dybt inde i regnskoven og glider ind til en lille landgangsbro. Da vi kommer op over brinken ser vi langhuset. Ibanerne bor i disse traditionelle lange huse, der er bygget på pæle, med en åben plads forrest i huset, hvor der kan arbejdes og tørres tøj og grøntsager samt korn. Midt i huset findes den fælles ”dagligstue” der fungerer som opholdsrum og butik, og bagerst findes de enkelte familiers private rum, hver med sine egne dekorationer på væggen ud mod dagligstuen. Her bor 25 familier tæt op af hinanden.

Vi indlogeres i et anneks, i små åbne sovekabiner, hævet en meter over gulvet, der alle er forsynet med et myggenet. Primitivt - men det er vi alle forberedte på.

Klik for større billede

Mødet med høvdingen

Mens kvinderne forbereder aftensmåltidet til os, er der lejlighed til at spadsere lidt rundt og se på langhuset. Vi må komme overalt og fotografere overalt – blot ikke i de private rum (naturligvis).

Ved at balancere på en smal træstamme med fint udhuggede kiler, der udgør stigen til huset, kommer vi op i langhuset og møder den 86–årige høvding, der sidder med et af sine børnebørn. Han byder os velkommen med et nik og da han smiler, ses at han mangler en af sine fortænder. Dette er ikke unormalt blandt iban-folket, da de tidligere brugte pusterør med giftpile i deres jagt og det derfor var praktisk med et hul i tandrækken, således at pustet kunne blive præcist og kraftfuldt. Den ene fortand er simpelthen slået ud!

Det er dog hans mange tatoveringer på hele kroppen, der skaber mest opmærksomhed. Tatoveringerne er her et statussymbol og kan fortælle de besøgende om den tatoveredes rejser, gerninger og bedrifter. Hvad vi ikke kan se, men som vi hører beretninger om, er at nogle mænd hos iban-folket lader sig pierce i penis og indsætter perler for bedre at kunne tilfredsstille sin kvinde. Høvdingens kone ser i alle tilfælde glad ud, mens hun sidder med et par andre børnebørn.

Klik for større billede

Kraniepynt i loftet

Længere inde i langhusets dagligstue falder blikket på en samling kranier, der hænger under loftet. Det er hoveder fra tidligere tiders jagter på fjender og udgør en del af den stolthed som iban-folket er kendt for. Men al form for halshugning blev forbudt i 1840 og kun ved en enkelt lejlighed i forbindelse med 2. Verdenskrig blev det tilladt at jage nogle japanere ud af landet – nogle et hoved kortere end da de ankom.

Det er en misforståelse, at Iban-folket har været menneskeædere, ligesom de aldrig har lavet skrumpehoveder. I dag er Iban-folket traditionelle landmænd, der dyrker rismarker og peberplantager.

Klik for større billede

Stammedans

Aftensmåltidet er klart og det ene fad efter det andet bæres frem - naturligvis med bl.a. ris, kylling og kogte grøntsager. Mens vi spiser sænker mørket sig i regnskoven, men en generator holder liv i enkelte glødelamper - i hvert fald til kl. 23.00, hvor den slukkes. Herefter er det mørkt - bælg mørkt - så det er godt, at vi har husket vore pandelamper.

Oppe i langhuset samles vi, og høvdingen byder os velkommen over et glas hjemmelavet risvin, som smager sødt og ikke særligt stærkt. En tromme sætter i gang med en monoton rytme og en iban-kriger iført traditionel klædedragt viser os en af deres danse, der mest af alt kunne minde om jagten på et dyr.
En anden mand viser sin kunnen og et par af iban-kvinderne slutter danseopvisningen af.

Vi takker for at måtte besøge dem og vores lokale guide overgiver alle gaverne til høvdingen, der deler ligeligt ud til samtlige familier i langhuset, inden vi går til ro.

Klik for større billede

Hanegal

Nogle af os sover uroligt i denne stillestående tropevarme, hvor enhver form for aircondition er en fjern drøm. Vi har ørepropper med (hver gang), så vi forstyrres ikke gennem natten, når naboerne skal op og ud….
Myggenettet beskytter mod både myg og de omkringkravlende kakerlakker, der dog er ganske harmløse. Først da nogle af kamphanerne begynder at gale om kap ved det allerførste lysskær kl. ca. 5, vågner vi og kommer ud af myggenettet.

Klik for større billede

Pusterøret som jagtvåben

Efter morgenmaden er der vandretur med en af iban-mændene, der dog først demonstrerer sit jagtredskab – pusterøret. Pilene indsmøres i en giftig saft fra en plante i regnskoven (giftpilefører har man ikke her). Giften dræber ikke byttet, men lammer det, så det falder ned på skovbunden, hvorefter jægeren kan aflive dyret. Denne form for jagt benyttes ikke længere, da man nu kan få bragt almindelige fødevarer med langbådene inde fra civilisationen!

Langs flodbrinken står nogle 15-20 meter høje kautsjuk-træer (gummitræer) og vi får vist hvorledes man ridser i barken for at få den hvide, mælkeagtige latex eller gummisaft til at løbe ned i opsamlingsdåser. Af hvert træ kan der gennemsnitligt samles 7 gram latex om dagen og når der er tilstrækkeligt, samles og trykkes massen til store plader, som sælges i byen nede ad floden.

Klik for større billede

Junglevandring

Vi vandrer gennem rismarken og over en lille træbro for at komme dybere ind i regnskoven. I en åbning kommer vi til en stor peberplantage, hvor en familie har ca. 500 planter. Peberplanten kan blive 10- 15 år gammel og der kan høstes 2 gange hvert år. De røde peberkorn tørres i tre uger og er herefter sort peber.

Vi går videre og kommer til en gammel gravplads med både tidligere monumenter og gravpladser af nyere dato. Flere steder står der lerkrukker, der har indeholdt offergaver til de døde. Et sted har medicinmanden haft sin totem, hvor han har rådført sig med de højere magter. Alt dette er nu forbi.

Klik for større billede

Aktiviteter i langhuset

Vi går tilbage over rismarken og har lidt tid, inden vi igen skal forlade Iban-folket, så vi går op i langhuset, hvor der er stor aktivitet. En kvinde og en mand tømmer sække af ris for at tørre dem i solen. Risene vendes atter og atter, og selv om luftfugtigheden er stor, tørrer risene alligevel direkte i solen. I den anden ende af langhuset er en kvinde ved at træde risene af stråene, godt beskyttet af et par store gummistøvler, så hun ikke ridser sine ben. Det er et hårdt arbejde, som mærker kvinden.

Iban-folket har moderne hjælpemidler ure, mobiltelefon, gas, elektricitet, etc. og civilisationen er tæt på. Vi vesterlændinge påvirker kulturen ved vort blotte besøg. Iban-folkets kultur er derfor under hastig forandring. De unge drager til byerne for at arbejde og for at deres ældste børn kan gå i den nærliggende skole. Kun de gamle bedsteforældre sidder tilbage og passer de allermindste. Om 5-6 år er kulturen sikkert helt spoleret.

Det er tanker, jeg gør mig, da vi atter suser ned ad floden - tilbage mod det vi kalder - civilisationen.

Klik for større billede

Batang Ai National Park

Men vi er ikke færdige med langhusene. Efter at have kørt frem til Batang Ai søen, en opdæmmet sø fra midten af 1980’erne, der leverer ca. 60 % af Sarawaks el-energi, sejler vi over søen til nationalparken. Her boede tidligere ibanfolk, der blev tvangsforflyttet til regeringsbygninger nær byerne i forbindelse med bygningen af dæmningen. Det kunne mange ikke magte og forfaldt derfor til druk i det nye miljø. Dyrelivet blev naturligvis også påvirket af byggeriet ligesom det gik ud over en del af regnskoven. Men tiden læger de fleste sår og nu ligger her Hilton Batang Ai Longhouse Resort, bygget i 1995, som det eneste hotel i nationalparken, på kanten til den nu helt fredede regnskov. Et fuldt moderne og meget lækkert hotel opført efter den klassiske langhus-model med fælles dagligstue og værelser bagerst i huset.
Her er naturligvis restaurant og svømmepøl, men vi er i første omgang interesseret i at se nærmere på regnskoven.

Klik for større billede

Så efter at være indkvarteret får vi udleveret en fotokopi af et vandrekort og begiver os afsted ind i junglen af en tydeligt mærket sti. Den går op over en stejl bakke og fører os forbi gamle gravpladser og frem til en lang hængebro, der ”svæver” højt over dalbunden. Fra midten af hængebroen er der en formidabel udsigt ud over søen og regnskoven. Efter mindre end en halv time er vi tilbage i hotellets store park, med utallige flotte træer og bruger resten af eftermiddagen til afslapning ved pølen.

Ønsker man ikke at vandre turen alene, gennemføres der en guidet tur hver eftermiddag, hvor man samtidig får fortalt lidt om de forskellige træer og buske man støder på i regnskoven.
Denne begivenhedsrige dag afsluttes med en storslået buffet i hotellets restaurant, så vi mætte og fuld af dagens mange indtryk kan gå trætte til ro på vores dejlige værelser.

I morgen skal vi videre til den nordlige provins Sabah og Kota Kinabalu - porten til regnskovens hemmeligheder....

Klik for større billede

Vejviser

Sted: Sarawak-provinsen på Borneo i Malaysia

Årstid: Marts

Teknisk rejsearrangør: Bravo Tours - www.bravotours.dk

Guide: Turen går til Malaysia og Singapore, Politikens Forlag

Rejsen blev gennemført i samarbejde med Bravo Tours XL.