Azamara Cruice

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Tunku Abdul Rahman Nationalpark, Borneo, Malaysia

Vi er fløjet fra den malaysiske delstat Sarawak på den nordvestlige del af Borneo til delstaten Sabah på den nordøstlige del, nærmere bestemt til byen Kota Kinabalu. Og ganske kort afstand fra lufthavnen indlogeres vi på et førsteklasses hotel - Shangri-La Tanjung Aru.

Et af hotellets flotte svømmebassiner

Et af hotellets flotte svømmebassiner


Ren luksus på Hotel Shangri-La Tanjung Aru

Dette fem-stjernede hotel ligger på en halvø i Det Sydkinesiske Hav og med fem kilometers afstand til provinshovedstaden Kota Kinabalu.

Ud for kysten er der 15 minutters sejlads til fem små badeøer, der udgør Tunku Abdul Rahman Nationalpark - et ideelt sted for dykning og snorkling.

Fra vores private altan vendt mod havet, kan vi se udover bugten og det parklignende anlæg neden for os. Fra gangen på den anden side af bygningen er der udsigt til den filippinske pæleby og bag denne skimtes de første huse i Kota Kinabalu.

De regnskovsklædte bjerge fortoner sig i de fjerne skråninger på Mount Kinabalu - Sydøstasiens højeste bjerg, 4.101 moh.

Det er ren luksus vi er kommet til. Store værelser med alt hvad vi behøver - og lidt til.

Hotellet har flere restauranter og barer, to swimmingpools samt beskyttet strand i en lille bugt, hvor der yderst på pynten ligger et spa- og wellness-center.

Den milde aftenbrise, som står ind fra havet, får os til at vælge en udendørs restaurant langt væk fra den sædvanlige aircondition og her indtager vi et dejligt måltid mad.

Mørket har for længst sænket sig over Borneo og efter aftensmaden spadserer vi rundt i den oplyste park og ud til Spa-centret Chi.

Selv om det er langt over ”lukketid” byder et par venlige damer os indenfor og fortæller lidt om centret, hvor man kan leje sig ind i separate boliger og få den behandling man ønsker og har behov for. Det drejer sig både om hudbehandlinger og muskelbehandlinger, men også en mental behandling baseret på den traditionelle kinesiske filosofi ”chi”.

Spa-centret Chi

Spa-centret Chi


Spa-centret Chi

En af damerne spørger om jeg vil ”testes” for at finde ud af hvilket element (jord, ild, træ, jern, etc.) jeg tilhører, og da jeg indvilliger, stiller hun mig en række spørgsmål og svarene indtastes i computeren.

Hun har derefter en række forslag til behandling som hun anser gode for mig - så har jeg tid næste dag, er jeg velkommen.

Det vil jeg bestemt overveje, men jeg er på farten allerede fra næste morgens start, så i denne omgang bliver det ikke til noget.

Men de gæster, der skal være på Shangri La i en uges tid på badeferie, vil jeg bestemt anbefale at prøve dette spa-center.

Snorkling ved Manukan Island er populært

Snorkling ved Manukan Island er populært


Tunku Abdul Rahman Nationalpark

Direkte fra hotellets bådebro sejles vi på ca. 15 minutter ud til Manukan Island en af de fem små øer, der udgør nationalparken. Dette er et populært sted for såvel dykning som snorkling.

Revene ved øerne består mest af hårde koraller med en bestand af farvestrålende fisk og man kan være heldig at møde en havskildpadde, mens man dykker.

Flere af mine rejsekammerater har aldrig prøvet af snorkle før og det er en oplevelse for alle at få dykkermasken på og så stille og roligt bøje kroppen ned i det krystalklare vand og tydeligt kunne se de farverige fisk svømme mellem benene på sig selv!

Andre er mere rutinerede og svømmer længere ud, hvor koralrevet begynder. Selv om dybden er omkring otte meter ses hvert sandkort helt tydeligt.

Og her er masser af flotte fisk, der skjuler sig eller leger i korallerne - hvoraf flere er ganske farvestrålende. Enkelte fisk er lige så nysgerrige som jeg og kommer helt tæt på min dykkermaske, og da jeg rækker hånden ud efter nogle, er det som om de ønsker at spise af hånden. Men jeg har intet at tilbyde dem.

Vi har nogle vidunderlige timer i vandet, og det kan anbefales at medtage et undervandskamera.

På vej mod øen Sulug

På vej mod øen Sulug


Rundt på øen

Inden vi skal videre til øen Sulug for at spise frokost, spadserer jeg en tur rundt på øen, der ikke er større end det kan lade sig gøre på en times tid.

Længst mod vest stoppes sandstranden af en stejl stenet klippekyst og jeg må op på sporet i skoven for at komme længere væk. Men vestsiden kan ikke rundes, så jeg må samme vej tilbage og krydse ind over øen til nordsiden, hvor der er udsigt til næste ø.

På vestsiden ligger en lille bakke hvorpå der er et udlejningshus, men her bor ingen.

Der er imidlertid noget der pusler i skovbunden og jeg opdager flere store kæmpefirben på en meters længde, der springer væk, da jeg kommer.

Efter frokost på Sulug sejler vi tilbage og har eftermiddagen helt for os selv.

Filippinerne bor i slum bygget på pæle ude i vandet

Filippinerne bor i slum bygget på pæle ude i vandet


Den filippinske pæleby

Vi har taget tørt tøj på, men der går ikke længe før det igen er klamt i den varme og med den fugtighed, der rammer os, da vi vandrer ind mod byen.

Vi har sat os for at se nærmere på den maleriske filippinske pæleby og må spadserer nok så lang en omvej for at finde frem til den.

Så er vi der og møder to mænd, som sidder i skyggen under et halvtag. Den ene ser undrende på os og henvender sig:
- Ingen turister !
Jeg forklarer, at vi gerne vil fotografere disse specielle huse, hvilket han godt kan forstå. Han rejser sig op og rækker hånden frem: -Jeg er politimand her, siger han, selv om han er klædt i civil, -og denne bydel er bestemt ikke for turister. I kan godt gå ind, men i kommer ikke ud igen - ikke i live i hvert fald!

Den tygger vi lige på i et sekund og jeg rækker ham næven og siger tak for advarslen.

Det viser sig, at det er illegale filippinske flygtninge, der bor her under stor fattigdom, og ser de en turist med rygsæk og kamera, ja, så er der ”noget at komme efter”.

Politimanden fortæller, at de før har oplevet røverier og sågar drab her, og han foreslår at jeg fotograferer fra vejen, mens han holder øje med mig.

Filippinerne lever illegalt og under stor fattigdom, men udgør alligevel en vigtig del af samfundet i Sabah og omkring Kota Kinabalu, så myndighederne ser gennem fingrene med det.

Filippinerne ernærer sig bl.a. som fiskere og sælger deres varer i byen, men arbejder også i mange af de jobs, som andre ikke vil have.

På vejen tilbage til hotellet priser vi os lykkelige over, at vi blev advaret og ikke kom for skade at gå ind i pælebyen - nok så pittoresk den måtte være ...

Madboderne i Kota Kinabalu

Madboderne i Kota Kinabalu


En aften i Kota Kinabalu

Stanken af saltede tørfisk og osen fra grillede fisk fra det store torv bag håndarbejdsmarkedet ”Handcraft Market” er hvad der møder os, da vi går på opdagelse i denne labyrint af små boder.

Her sælges alt som næppe kan betegnes som kunsthåndværk - men enkelte ting er måske håndværk fremstillet i Filippinerne eller Indonesien.

Det er folk fra disse lande der fortrinsvis har boder her. Tingel-tanget og souveniers faldbydes overalt, men nogen må jo købe det, da disse mennesker - de fleste filippinere - kan leve af det.

Bag hallerne står madboderne tæt og her er et leben af alle slags folk. Fiskere, nogle koner, der renser fisk, grill-passere, børn og voksne, der spiser ved små borde eller direkte på asfalten. Her kan man få sig et måltid mad for meget små penge. Så har man mod på en gang grillet hummer, fås det til overkommelige penge.

Vi går ned til havnen og da solen er ved at gå ned hentes vi af en bus, der kører os til fælles spisning i Sedco Square, hvor der er flere fiskerestauranter under samme store tag og vi får et gedigent kinesisk måltid med ris, friskfanget fisk, rejer, kogte grøntsager m.m.

I morgen skal vi dybt ind i junglen til regnskovens hemmeligheder ...

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt