Namibia: Rideekspedition gennem Namib-ørkenen

Væverfuglenes arbejde

Ankomst til farmen

På flyeturen derned har jeg ved gennemlæsning af programmet erfaret, at denne tur er kendt for at være et af verdens mest udfordrende ridt - en ekspedition gennem Namib ørkenen, fra højlandet midt i Namibia til Atlanterhavet. Et ridt på over 400 km som skal tilbagelægges på blot 9 dage, samt et par dage til forberedelse osv.
Nu sidder jeg på den sidste flystrækning mod Namibias hovedstad Windhoek og er spændt og nervøs. Hvad har jeg mon nu rodet mig ud i?

Flyet skal efter planen lande om lidt og jeg kigger ud af vinduet og ser et meget kuperet landskab i brunlige farver. Det virker utroligt goldt. Ingen bebyggelse, ingen marker - faktisk slet ikke noget grønt.
Så lander flyet, nærmest midt i et helt øde landskab og jeg går fra flyet mod den lille terminalbygning, som ligger ca. 300 m. væk. Her er helt stille, slet ikke den larm man forventer i en lufthavn, og hvor er Windhoek? Lige meget hvilken vej jeg kigger, er her kun det øde kuperede landskab.

Jeg finder en taxi-bus, der kører mig til mødestedet i Windhoek. Køreturen tager en lille time og følger en pæn grusvej hele vejen. Landskabet bliver ved med at være det samme, dog erfarer jeg, at her er nogle mørkegrønne buske, men stadig utroligt gold. Pludselig er vejen asfalteret og vi er i Windhoek. Der er ingen høje huse, ikke megen trafik og de små huse ligger nærmest bølgende udover det kuperede landskab.
Jeg møder Waldi Fritzsche, hun er vores guide på ekspeditionen. Jeg er den sidste der ankommer til gruppen og sammen kører vi de 65 km. mod farmen, hvorfra ekspeditionen starter. Ude af Windhoek fortsætter landskabet med at være kuperet og goldt, og her er ingen bebyggelser. Vi møder heller ikke andre biler! En gang imellem ses skilte der indikerer, at der må ligge en farm. Waldi er rigtig imødekommende. Hun fortæller vidt og bredt om landet, hestene og ridtet, men faktisk er jeg lidt i ”kulturchok” og hører ikke altid helt efter…

Ved et stort ”farmskilt” drejer Waldi fra hovedvejen og kører ind på noget der minder om en markvej, der snor og drejer sig op og ned, udenom store huller, over kæmpesten. Nu ser jeg logikken i, at vi kører i 4-hjulstrækker. Undervejs skal jeg ud 6 gange for at åbne låger og vi krydser en udtørret flod. Godt gennemrystet (Waldi kører i god fart) ankommer vi til farmen, som består af et hovedhus samt en lade.
Der frokost og jeg lærer de andre deltagere at kende - to venner fra Frankrig, mor og datter fra England, en fra Sydafrika, en fra USA og tre fra Tyskland – så vi er ti i alt samt Waldi. Fire mænd og seks kvinder hvoraf yngste er 23 og ældste er 63. Vi er en god blanding af alder og nationaliteter, alle virker rare, spændte og forventningsfulde.

Soveværelset på ørkenridtet

Et par timer efter frokosten møder vi hestene, som er en blanding af lidt af hvert - arabere, boerpherds, varmblod, namibianske vildheste i alle mulige krydsninger. Vi skal ud på et ”testridt” og får tildelt en, efter Waldi´s vurdering, passende hest og får mulighed for at se om samarbejdet med hesten fungerer. Jeg har fået en lille hvid Lippizaner vallak, Muzette, og han er rigtig sød og fornuftig. Ingen skal bytte hest, så Waldi har god erfaring i at sammensætte hest og rytter. Efter et par timers ridt, hvor jeg lige får fornemmelse for hesten, terrænet og at sidde i cowboysadlen, er vi tilbage på farmen og kan slappe lidt af, inden det ”går derudad” i morgen.
Hen under aftenen er der briefing omkring turen og vi får gode råd om pakningen af vores sadeltasker samt i at arrangere vores ”seng”. Vi har fået udleveret en feltseng, canvas-sovepose, lammeskind, en håndvævet måtte, dyne og hovedpude. Dertil har vi også vores egen sovepose - det kan blive temmelig koldt om natten.
Selvom jeg er meget træt, har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen. Det hele kører rundt med alle de nye og anderledes indtryk, ligesom jeg er superspændt og også en smule nervøs over den forestående ekspedition. Min værelseskammerat har det ligesådan, og vi snakker til rimelig sent på natten.

Vi rider ud i Namib-ørkenen

Ridedag i højt tempo

Efter morgenmad er der afgang, og det er rimeligt kaotisk! Først skal vi have bagagen afleveret til back-up trucken, vandflaskerne skal fyldes, frokostmadpakken smøres, saddeltaskerne pakkes og hestene sadles op. Alle småløber nærmest forvirrede rundt. Har jeg nu husket…. Hvordan gør man det … osv. osv.
Waldi og hendes fem medhjælperne er fuldt beskæftige. Vi står simpelthen i kø får at få hjælp, specielt med opsadlingen - almindeligt hovedtøj, men sadlerne - ingen metalspænder! Alt skal spændes med butterfly knuder! Vi fik vist det i går, men sikkert fordi vi er så spændte på den forestående ekspedition, har vi vidst alle glemt det igen.
Det bliver opad formiddagen før vi endelig kommer af sted. Waldi fører an og vi rider over dette kuperede golde landskab og gennem utallige låger, hvor vi skiftes til at sidde af og være lågeåbner - og lukker. Vi har fire løse ekstra-heste med og tempoet er højt. Så snart det er muligt går det raskt frem i trav eller galop – og det sker ofte! Vi holder en forholdsvis kort frokostpause, fordi vi kom noget sent af sted. Hestene får vand ved farmernes vandtanke, der dukker op undervejs. Jeg får også fyldt mine vandflasker et par gange. Det er varmt og med det høje tempo, når jeg op på at drikke næsten 4 liter vand i løbet af dagen.

Ved 5-tiden når vi nightcamp, hvor backup-trucken står klar med foder og vand til hestene samt alt vores bagage. Vi sadler hestene af, tøjrer dem på linerne, der er spændt ud mellem bilerne, hjælper med at fodre dem og gør vores senge klar. Alle vælger at sove under åben himmel, så der bliver ikke slået telte op. Imens er bålet blevet tændt og aftensmaden er så småt ved at være klar. Jeg er også hundesulten!
Jeg er overrasket over, at jeg stort set ikke kan mærke, at jeg har siddet i sadlen hele dagen. Det må være disse cowboysadler samt den ”nye ridestil” jeg allerede har tillagt mig. Når vi både traver og galopere står jeg op i sadlen – numsen skal spares.

Efter en god aftensmad, sidder vi lidt ved bålet og nyder en ”sundowner”, mens vi sludrer om dagens oplevelser. Alle er opløftede og lettede over at have klaret den første dag - det var jo ikke så slemt!

Badeværelse midt i Namib-ørkenen

De første vilde dyr

Jeg har sovet som en sten i nat og kan næsten ikke huske, at jeg lagde hovedet på hovedpuden, så jeg har slet ikke ”nydt” at sove under åben himmel. Efter kaffe og morgenmad er der afgang, og i dag hersker der ro, så vi kommer faktisk tidligt af sted.
Vi rider videre over højlandet ca. 1.500-2.500 moh. Tempoet er stadigt højt og vi krydser Hakos bjergkæden, hvor vi må af hestene et par gange for at trække, da terrænet er svært. Ved en stejl stigning opdager jeg også pludseligt at luften faktisk er tyndere. Jeg løber helt tør for luft efter kun at gå et par meter. Må stå lidt, få luften igen og kan så fortsætte. En meget mærkelig fornemmelse. Det slår mig pludselig, at vi har redet i 2 dage nu, og endnu har vi ikke mødt nogen bebyggelser eller mennesker. Det er kun lågerne mellem ”mangaerne” (dyrefoldene), der vidner om at der har været i hvert fald ét menneske dér.
Alle buske og træer store har torne, men jeg bliver ved med at glemme det og rider for tæt, så min skjorte er fyldt med små flænger. Vi ser zebraer, helt fantastisk og hvor er de bare gode til at gemme sig mellem træerne. Jeg er svært imponeret. Ved et vandhul ser vi spor fra en leopard. Det er lidt nervepirrende. Man holder lige ørerne spidse og får ”øjne i nakken”.

Om aftenen kommer vi til en farm - den første vi har mødt - hvor vi skal overnatte.
Der er sat et primitivt bad op - en lille tønde fyldt med vand, hvorpå der er sat en brusehane og under et gasblus til at varme vandet. Det bliver et kort bad i mangel af vand, men totalt skønt at få støvet vasket af. Igen får vi god aftensmad ved bålet, en ”sundowner” med en sludder og grin - inden feltsengen kalder.

Namib-ørkenens fantastiske farvespil

Mødet med sandørkenen

I nat fik jeg nydt at sove ude. Hold da op en stjernehimmel. Jeg har aldrig oplevet så mange stjerner - og jeg fandt Sydkorset!  Og så mange, mange stjerneskud. Men jeg opgav at ønske. Det var simpelthen lige for uoverskueligt.
Efter morgenmaden, går vi på opdagelse i en nedlagt mine - meget spændende og nogen gange trangt. Væggene og loftet glimter ind imellem, når solen kan krybe ind og lyse på mineralerne. Jeg får også fyldt lommerne med alle mulige fantastiske flotte sten, jeg finder.
Efter frokost rider vi af sted igen. Vi skal ”kun” ride 20 km, så det er en kort dag. Vi rider faktisk ud af højlandet og ind i ørkenen, sådan helt bogstaveligt – det går op og ned, dog mest nedad og pludselig åbner ørkenen sig med sit røde sand. Vi tager en mega-galop ud i det åbne landskab og Waldi bliver helt kåd og leger ”akrobattrick-ridning” men falder af hesten! Hendes hest løber hjem til nightcamp, som ligger ca. 500 meter fremme. Dette gider den ikke være med til. Jeg ”samler” hende storgrinende op og giver hende et lift bagpå til nightcampen.
Alle hestene får taget skoene af, nu terrænet er blødere.

Aftensmaden er igen helt fantastisk med kudu-bøffer og søde kartofler. Det er lige mig - spiste lidt for meget og gå i seng med øm mave!

Welwitchia plante

Flere dage gennem ørkenens røde sand

Vi rider gennem ørkenen, som konstant forandrer udseende; fantastiske klippeformationer, marmorbjerge, månelandskaber, udtørrede flodlejer. Sandet skifter farve; rødt, gult og nogen gange tyrkisgrønt - og blåt. Vi har set springbukke, kuduer, onyx (gemsbukke), redet igennem strudseflokke og set en enkelt sjakal (den var faktisk ret sød).
Her er overraskende mange forskellige og farvestrålende fugle. Vi ser skorpioner og møder en enkelt slange. Et af højdepunkter er de fantastiske forhistoriske Welwitchia planter. Hele tiden er naturen så uberørt og uendeligt vidt åben - så fantastisk smukt og mægtigt, at jeg slet ikke kan beskrive det. Alt, man ser, er skabt gennem tusinder af år og er fuldstændig uberørt af mennesker. Her er så barskt, ugæstfrit og goldt, og alligevel findes her masser af dyreliv og planter, som har formået at tilpasse sig dette miljø.
Vi sidder ved bålet og funderer over det. Her står alt stille, mens resten af verden bare kunne løber derudaf, og vi er bare så rolige, lykkelige og ligeglade. Det er som vi er havnet i det rene Nirvana!

Tempoet på ridtet alle dagene er konstant højt, og jeg må indrømme, at jeg på dag 6 er så træt af at ride, at jeg sværger, aldrig at sætter mig på en hest igen. Men det er glemt igen dagen efter.
Vi døjer alle sammen med ømme knæ, der jo er ”låst” i stigbøjlen hele dagen. Findes der er mon middel mod dette?
Hver dag til frokost og aften rider vi ud til den ene grusvej, der løber gennem ørkenen og mødt back-up trucken med vand og mad til heste og os.

Waldi har arrangeret disse ture ca. 5 gange om året i de sidste 18 år, og alligevel kan man ved hver nightcamp på ingen måde se, at her har været en lejr før. Alt står som om det er fuldstændig uberørt, og vi føler os som pionerer, der som de første slår lejr nogensinde.
Nætterne tilbringer vi under den åbne himmel - også med en fuldmåne. Overraskende så meget lys den giver. Fantastisk.

Khomas Hoogland i Namibia

Mod Atlanterhavet

I går overnattede vi i en oase og rider nu på vores sidste ekspeditionsdag. Vi skal nå Atlanterhavet og civilisationen i Swakopmund i eftermiddag. Jeg er slet ikke glad, er faktisk næsten grædefærdig, da jeg slet ikke har lyst til at komme tilbage til civilisationen.
Vi begynder for alvor at mærke fugten i luften, føler nærmest at det bliver koldt, og pludselig skifter sandet udseende til mørkegult og bliver løst og blødt - vi er fremme ved Atlanterhavet, hvor back-up trucken med holdet står klar med champagne. Efter en ”vi er fremme og alt er gået godt” - skål rider vi hestene til en stald i Swakopmund og bliver indlogeret i et stort hus. Det er nu dejligt med et ordentligt bad og jeg står længe under bruseren. Vi spiser en god middag, siddende ved et bord og med rigtig porcelænstallerkener. Helt mærkeligt, at det nu er det slut med bliktallerkener i skødet.

Hestene har båret os gennem svært terræn

En tak... også til hesten

Har nu sovet godt i en rigtig seng, men savner stjernehimlen. I dag rider vi uden saddel på stranden og efter jeg havde ”diskuteret” med hesten i et kvarters tid, får jeg ham endelig overtalt til at gå ud i bølgerne - lige indtil vandet rammer mine tæer. Så rider vi hurtigt på land igen. Føj, hvor er det koldt!
Får nu sagt pænt farvel og tak til min gode ganger Muzette, han har virkelig været en engel og har arbejdet så hårdt - båret mig gennem denne skønne og barske natur. Det er jo helt ufatteligt, hvad de heste gør for os mennesker!
Vi spiser afskedsmiddag på en restaurant, får snakket og grint over alle de fantastiske og sjove oplevelser, vi har haft.

I morgen kører jeg tilbage til Windhoek, en ca. 5 timers køretur hvis ellers alt går vel….
Jeg har en overnatning på et gæstehus i Windhoek inden jeg flyver hjem og vil bruge aftenen på lidt sightseeing. Når jeg det ikke, må det blive næste gang.  For jeg kommer helt sikkert tilbage. Jeg er nok blevet ramt af det man kalder ”African Fever”. Jeg må tilbage og opleve naturen på nogle af de ridt Waldi arrangerer i andre områder af Namibia; Damaraland, Fish River Canyon osv.
Det er så fantastisk, at komme ud på hesteryg hvor man helt sikkert aldrig ellers ville komme og derved få disse uforglemmelige og unikke naturoplevelser.

Og så skal jeg jo også på safariridt i Kenya!

Fakta om Namibia

Beliggenhed:
Namibia ligger i den vestlige del af det sydlige Afrika med kyst ud mod Atlanterhavet. Grænser mod Angola, Botswana, Sydafrika og Zambia.

Areal:
Namibia er 825.000 km2 stort (18 gange større end Danmark).

Hovedstad:
Windhoek, ca. 170.000 indbyggere.

Befolkning:
Befolkningstallet er på 1,8 mill. mod 5,5 i DanmarkDet namibiske folk består af 11 etniske grupper, hvoraf de vigtigste er ovambo (47,4 pct.), kavango (8,8 pct.), damara (7,1 pct.) og herero (7,1 pct.). Der eksisterer en lille minoritet af europæisk afstamning, som udgør 4,6 pct. af befolkningen.

Sprog:
Sproget er engelsk (officielt). Den del af befolkningen, der ikke er af europæisk oprindelse, taler overvejende khoisan og bantu. Der tales desuden tysk og afrikaans.

Religion:
85 % kristne og 15 % stammereligioner

Klima:
Tropisk og tørt. Landet er overvejende fladt ørkenområde. Namib-ørkenen ud til havet ville have været fuldstændig affolket, hvis det ikke var for de betydelige diamantforekomster, der udvindes. Mod øst ligger Kalahari-ørkenen, der strækker sig videre ind i Botswana. I realiteten er der tale om steppe, da den modtager nogen regn. Befolkningen er overvejende koncentreret i nord og i det centrale højland, der har det meste nedbør.

Historie:
Namibia hed tidligere Sydvestafrika og var en tysk koloni, blev efter 2. verdenskrig ”overtaget” af Sydafrika og i 1990 fik det navnet Namibia og blev selvstændigt med eget demokratisk valg. Namibia betegnes i dag som et, efter afrikanske forhold, sikkert og stabilt land.
Namibias økonomi baserer sig på udvinding af mineraler til eksport. Minedriften står for 20% af BNP. Namibia er verdens femtestørste producent af uran og er også verdensledende i diamantudvinding. Desuden udvindes store mængder bly, zink, sølv og tungsten.
Den største næringsvej er jordbrug (omtrent halvdelen af befolkningen). Selv om Namibia har et BNP, som er fem gange højere end de fattigste lande i Afrika, lever de fleste af Namibias indbyggere i fattigdom på grund af den store arbejdsløshed, den skæve fordeling af indtægterne og den store mængde af indtægter, som går til udlændinge. Den namibiske økonomi er knyttet tæt sammen med den sydafrikanske.