Isabella

27.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Ad Ninety Mile Beach til Cape Reinga, New Zealand

Længe har jeg ligget i min sovepose og lyttet til fuglenes kvidren i buskadset bag os, men nu rumsterer det uden for vores telt og duften af friskbrygget kaffe får os ud af dunene.

Matai Bay

Matai Bay


En vidunderlig bugt

Kath er allerede i gang med at lave pandekager til os. Vi har god tid og kan lade teltene stå og dampe lidt af, medens vi får et godt morgenmåltid.

Vi nåede sent frem til denne campingplads ved Matai Bay i går og fik ikke rigtigt orienteret os, så efter morgenmaden går vi op mod skråningen, der fører ned til bugten på den anden side. Og hvilket syn i den klare morgen. En vidunderlig bugt - måske turens dejligste - ligger for vore fødder.

Vi står midt i bugten, hvor stranden går langt ud på begge sider af den. Ude til højre danner nogle klippeskær bugtens afgrænsning, medens den til venstre munder ud i nogle høje skrænter.

Vi er alene nede på stranden, hvor vandet tydeligvis har trukket sig tilbage i løbet af natten.

Strandfugl på stranden ved Matai Bay

Strandfugl på stranden ved Matai Bay


Strandfugle

På vor vej langs stranden ud mod klipperne, ser vi et par oystercatcher (minder om vore strandskader), der med deres lange røde næb gennemsøger strandkanten for føde.

Så kommer en anden strandfugl pilende over mod os. Er det en slags ryle?

I alle tilfælde er den meget tillidsfuld - måske fordi her ikke er så mange mennesker og den endnu ikke har lært frygt!

Tålmodigt følger den os, da vi går tilbage mod vor lejr.

En dejlig oplevelse.

En rokke er skyllet op på 90 Miles Beach

En rokke er skyllet op på 90 Miles Beach


Ninety Mile Beach

Vi kører tilbage til Taipa og henter de af vore kammerater, vi efterlod hos lægen i går, inden vi sætter kursen mod vestkysten.

Her møder vi for første gang Det Tasmanske Hav, der med vældige bølger slår ind mod stranden. Her er badning vist ikke tilladt, man risikerer at understrømmen er så stærk, at man ikke kommer ind igen!

90-Miles Beach er faktisk ”kun” 60 miles - ca. 90 km lang - men det er også langt!

Vi kører ud på den bredde strand og skal følge kysten nordpå. Medens vi med fire-hjulstrækket slået til drøner over sand og sten, spejder vi efter ting og sager på stranden. Men Kath har øje for det. Hun svinger bilen rundt og kører tilbage.

Hun har set noget nede i strandkanten. En lille rokke er skyllet op med tidevandet og kom ikke med tilbage.

- Pas på ikke at røre ved den lille spids, den har på ryggen. Den er giftig, advarer Kath, da vi alle er sprunget ud af bilen for at tage dyret i syne.

Ud ad bilerne for at strække ben

Ud ad bilerne for at strække ben


Aktivitet på stranden

Vi ser andre spændende ting på turen langs stranden. Efter en stund stopper hun og vi får mulighed for endnu en strække-ben-pause.

Men ikke uden aktivitet. Nej, vi skal tegne/modulere i/med sandet én af vore rejsefæller ...

Og nu bliver aktiviteten stor. Og fantasien tages i brug. Nogle samler tang (hår) og muslinger (næse/ ører) og lidt efter udgør stranden en større kunstudstilling. Hver kunstner præsenterer nu sit værk og fortæller lidt om hvem det forestiller.

En rigtig god ide.

Kæmpebølger ved The Bluff

Kæmpebølger ved The Bluff


The Bluff

En gruppe klipper, der rager ud i den ellers nøgne sandstrand, danner rammen om vor frokost.

Et par lystfiskere har vovet sig ud på de yderste klipper, hvor de kæmpemæssige bølger slår ind. Men de ved (forhåbentligt) hvad de gør.

Den friske vind står ind i ansigtet på mig, da vi søger ud på klipperne. Dejligt efter den lange køretur på stranden.

Der er hårdt at gå de 150 meter op ad sandklitten

Der er hårdt at gå de 150 meter op ad sandklitten


Sandsurfing på kæmpeklitter

Her ved udmundingen af et flodleje drejer vi væk fra stranden og kører ind i landet ved Te Paki. Det er en underlig fornemmelse at køre i floden, hvor vandet løber, medens et helt vidunderligt landskab langsomt åbner sig for an os.

På venstre side rejser sig kæmpemæssige sandbjerge - klitter mere end 150 meter høje. Midt for os har vi floden og til højre regnskoven.

På en lille banke ved flodens bred parkeres bilerne og nu skal der kælkes! Frem kommer surfbræt og så starter turen op ad sandklitten.

Solen bager ubønhørligt ned i hovederne på os, som snart mister pusten i det løse sand. Godt 50 meter oppe skal vi lige prøve, hvad dette nu er for noget! Man lægger sig på maven på sit surfbræt og så går det bare nedad!

De fleste prøver og bliver straks mere modige. Vi skal helt på toppen. Og vandringen op er lang.

Vinden flytter sandet på vandreklitten

Vinden flytter sandet på vandreklitten


Kæmpe sandklitter

Her på toppen kommer jeg fri af klittens beskyttende læ, og her er en frisk vind, der får sandet på toppen til at stå som en jetstrøm ud over kammen.

Og sikke en udsigt. Borte har vi havet og længere inde i landet flere høje klitter.

Nedenfor, hvor bilerne er parkeret, slynger floden sig og mine rejsekammerater er på vej op.

Igen ...

Så går det nedad på surfbræt

Så går det nedad på surfbræt


Om igen - og igen

Efter at have taget turen på maven hele vejen ned, bliver man modigere. NHu lægger man sig ikke længere ned og skubber fra med tæerne. Nej, man tager tilløb og kaster sig på maven og suser nedad i stor fart.

”Sygdommen” smitter og flere får prøvet kræfter med denne sport - sand-boarding.

Ikke bare en gang. Flere gange trasker de ivrigste de 150 meter til toppen af sandbjerget.

Men nu er der også gået sport i at se, hvem der kan komme længst ud i floden, inden man stopper.

Der kommer en. Endnu en. Om igen. Længere og længere drøner legedrengene ud i floden og våde bliver de, når vandet sprøjter til alle sider, medens de på maven glider hen over flodbunden.

Så er det jo godt, at vi har skiftetøjet lige ved bilerne.

Camping ved Sandy Beach

Camping ved Sandy Beach


Lejr ved Sandy Bay

Nu har vi ikke langt til den nordligste campingplads i New Zealand ved Sandy Bay.

Her er godt nok kun koldt vand at vaske sig i og lidt primitiv er pladsen.

Men den er vel besøgt og det er herfra, at vi sidst på eftermiddagen starter vor vandring til Cape Reinga - et at de nordligste punkter i landet.

På vandreturen op fra Sandy Beach

På vandreturen op fra Sandy Beach


Cape Reinga

Vi finder sporet op ad klippen på den anden side af den lille bugt, der udgør Sandy Bay. Og så går det ellers op.

Snart har vi godt udsyn udover havet og kystlinien bag os. De stejle klipper går næsten lodret ned i havet.

Sporet er tydeligt at følge og hurtigt kommer vi højt til vejrs.

Udsigten fra toppen er fantastisk og vi kan foran os se stien vi skal vandre på. Det går ned og op igen på den anden side. (Det er vi nu blevet vant til!)

Mod Cape Reinga

Mod Cape Reinga


Hvor Det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes

Men turen er på ingen måde anstrengende og snart kan vi se et af verdens mest fotograferede fyr - fyret ved Cape Reinga.

Faktisk er dette sted ikke det nordligste på fastlandet. Det ligger ca. 30 km længere mod vest i et uvejsomt terræn ved Surville Cliffs på North Cape.

Ude ved fyret ser vi ud over havet, hvor Det Tasmanske Hav og Stillehavets bølger mødes.

Kath har kørt bilerne frem til parkeringspladsen og efter en kort tur tilbage til lejren ved Sandy Bay, kan vi i skæret fra stearinlysene spise vor aftensmad.

Se også...

Tv-klip: Anne-Vibeke Rejser - Nordøen, New Zealand - Det nordligste punkt, Cape Reinga,

Cape Reinga er Nordøen, New Zealands, nordligste punkt og et besøg vejr, selvom det kræver en forholdvis lang køretur frem og tilbage. Læs artikler og se flere tv-klip om New Zealand

08-05-2016

Outwell
Campingferie 650,-
Subaru
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt