New Zealand: Fiordland National Park

Klik for større billede

De største bregner, træbregnerne er op til 10 meter høje. De få blomster der er, vokser lige så ofte på træerne som i skovbunden. Duften af muldjord er enorm i dette fugtige klima og her er meget stille, da der kun er få fugle i skoven. Vi befinder os i Fiordland National Park i den sydvestlige del af New Zealand, nærmere bestemt på Hollyford Track, som er en af New Zealands berømte vandreruter der gennemskærer området.

Det er som at vandre i en mellemting mellem Jurassic Park og et eventyrlandskab fra Ringenes Herre. Det er en uvirkelig verden, når man er vant til at vandre i nordeuropæiske skove. Men selvom temperaturerne minder om de hjemlige er der også forskelle. Her falder op til 8 meter nedbør om året. Til sammenligning falder der i Danmark ca. ¾ meter.  Fiordland National Park er en tempereret regnskov, og skovene er præget af bregner i alle mulige former og farver. Derfor kan vandreruten Hollyford Track være en strabadserende vandretur i vand og mudder op til knæene, men den uge i januar 2005 vi tilbragte i området faldt der stort set ingen regn, hvilket er meget usædvanligt.

Hollyford Track kan vandres året rundt, da den ligger i en gammel gletcherdal mellem høje bjerge, hvor der stadig er mindre gletchere mellem bjergtoppene. Vandreruten er 56 km lang og det regnes normalt som en 3 – 4 dages tur. Den starter inde i landet og ender ved havet, hvor der er to muligheder for at komme tilbage til civilationen, enten gå hele vejen tilbage ad samme vej eller, som vi gjorde returnere med helikopter. På vandreturen er der mulighed for at sove i hytter, både luksushytter hvor man betaler en formue for kost og logi og mere forfaldne hytter, hvor man kan overnatte for et beskedent beløb. Det er tilladt at slå telt op alle steder i nationalparken, og da der er masser af gode lejrpladser langs floden og søerne giver dette den bedste muligheder for at opleve den særegne stemning på ruten, hvis det da ikke regner for meget, som det jo ofte gør i denne del af New Zealand.

Da der er vand alle steder i parken, er der også en del voldsomme floder der skal passeres. Specielt i den del af ruten der hedder Demon Trail. Passagen foregår på hængebroer, der er konstrueret af tre stålwirer der er spændt ud mellem de to bredder og med V-formede stativer der holder de tre stålwirer fra hinanden. Det er med en vis nervøsitet man første gang med tung rygsæk sætter sine fødder på en sådan konstruktion, hvor der én wire til at gå på og to til at holde fast i. Hvis man glider ryger man direkte ned i floden. Men efter et par broer er de faktisk ganske lette at forcere, og der var da heller ingen der faldt igennem.

Dyrelivet i New Zealand er meget særpræget i forhold til det vi kender fra vores breddegrader. Der er langt til det nærmeste kontinent og der findes ingen naturlige landpattedyr ud over et par flagermusarter. De har oven i købet tillagt sig den vane at kravle rundt på jorden, hvor de leder efter regnorme. De er meget sjældne og vi så dem ikke på vores tur. Den mest iøjnefaldende dyregruppe er fuglene, selvom udbudet af arter heller ikke er særlig stort. Nogen af de mest særprægede fugle er papegøjerne, som man normalt forbinder med troperne, men på New Zealand findes 3 arter af papegøjer: Kea, kaka og  kakapo. Heraf er Kea’en den mest kendte, og den er berygtet for sin nysgerrighed. Den kan på ingen tid splitte alt ad, så man skal passe godt på sine ting, hvis man er på vandretur steder hvor der er Kea´er. Vi så kun resultatet en morgen, hvor de havde raseret en affaldsspand, der ikke var blevet lukket.

Vandring i New Zealand byder ikke på nogen former problemer med farlige og vilde dyr, og der findes ingen slanger på øerne. Stikmyg stødte vi ikke på, men i det fugtige klima i Fiordlandet findes der milliarder af sandfluer, der i virkeligheden er mitter i kæmpestørrelse. For flere af deltagerne var det en meget ubehagelig oplevelse. De blev bidt og bagefter kløede det forfærdeligt, så de efterhånden fik store sår på benene og armene. Normal Jungleolie er ikke særligt virksomt, men vi så efterfølgende i forretninger myggemidler med op til 98 % DEET!

Klik for større billede

Det er mange andre muligheder for at vandre i Fiordlandet National Park, og nogen af de mest kendte regnes for nogen af verdens smukkeste vandreruter. Blandet andet Milford Track, der i modsætning til Hollyford Track også går op i bjergene. Tilladelse til at vandre på denne rute skal bestilles i forvejen og der er kun et begrænset antal der lukkes ind på ruten ad gangen. Den samlede pris for transport og simpel overnatning er omkring 1000 kr., hvis man selv arrangerer turen. Arrangerede ture der inkluderer tre-retters menuer og overnatning i dobbeltværelse kan løbe op i 7000 kr. for en 4 – 5 dages tur.

Vandreturen på Hollyford Track var en mindre del af en længere tur til Sydøen på New Zealand, vi deltog i fra midten af januar til midten af februar 2005. Turen var arrangeret af Topas Adventure Travel og foregik som en tur rundt om sydøen. Ud over vandreturen på Hollyford Track vandrede vi også på den nordlige del af øen langs kysten i Abel Tasman National Park. Vi var på et utal af spændende endagsture langs kysterne, og oppe i bjergene bl.a. til Müllers Hut der giver et godt indblik til Mount Cook. Andre dage var vi ude og se hvaler, pelssæler, pingviner og albatrosser. Stort set hele turen var præget af godt vejr og kun få dage med skyer.

Klik for større billede

Gruppen vi rejste sammen med bestod af 16 personer og vi skulle parvis dele telt i 3 uger. Det kan jo godt minde om de ture vi selv arrangerer i Fjeldvandrerklubben. Forskellen er, at stort set ingen kendte hinanden på forhånd. Nogen af deltagerne havde prøvet at rejse på denne måde før, mens det for andre var første gang de skulle rejse i så stor en gruppe. Det gav heldigvis ikke de store problemer, da alle var indstillet på at turen også skulle fungere godt socialt.

Næsten alle på turen havde vandret før og der var stor tilslutning til næsten alle de vandreture der blev arrangeret, hvilket vi fik at vide ikke altid er tilfældet. Dog kunne man godt mærke at måden at vandre på er forskellig i forhold til de ture Fjeldvandrerklubben arrangerer. Der var flere der opfattede vandreturene som en præstation der bare skulle gennemføres, hvilket ind imellem godt kunne give et noget hæsblæsende tempo, og hvor det var vigtigere at komme frem, end at nyde de mange smukke oplevelser undervejs.

Hvis du er interesseret i at deltage på en tilsvarende tur er det for sent, da Topas har taget flerdages vandreturene ud af programmet og erstattet dem med endagsture og teltovernatningen er erstattet af hytteovernatninger. Desuden er turen afkortet med en lille uge. Den nuværende turbeskrivelse findes på Topas' hjemmeside.

Det er muligt at finde yderligere beskrivelser om vandring i New Zealand på hjemmesiden for naturbeskyttelse, hvor der findes beskrivelse af natur og vandreruter i området, samt bestilling af pladser på de attraktive vandreruter, som fx  Milford Track. Desuden er der gode beskrivelser i Lonely Planet’s bog: Tramping in New Zealand.