Primo Tours

15.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Fox River Caves, New Zealand

Faktisk skulle vi have været op langs med - og gennem floden til det gigantiske Ballroom Overhang, men vejrudsigten lover mere regn, så planerne ændres. Vi tænker på vore kammerater i den anden gruppe, som allerede har været på turen. Hvordan er det mon gået?

Sæler ved Cape Foulwind

Sæler ved Cape Foulwind


Sælkolonien ved Foulwind

Chris fortæller, at vi godt kan komme frem til Ballroom Overhang, men problemet er, at den megen regn får vandet i floden til at stige så kraftigt, at vi ikke kan komme tilbage.

Vi starter derfor dagen med at køre ud vest for Westport, hvor der findes en stor sælkoloni. På dette meget turistede sted, er der fint anlagte stier, der fører os ud til udsigtspunkterne.

Nedenfor slår havet ind på klipperne med voldsom kraft og her ligger sælerne spredt som store sten på klippeblokkene.

Ufatteligt at disse dyr er i stand til at komme helskindet op af - og i - havet.

Desværre kan vi ikke komme ret tæt på dyrene. De lodrette klipper er simpelthen spærret af, så vi må nøjes med at betragte dem på afstand.

Den altædende weka

Den altædende weka


Weka'en - en plage

På stien møder vi en underlig fugl. Det er ikke en kiwi, som nogen tror, men en weka. Også et dyr, som newzealænderne har problemer med.

Denne fugl, der heller ikke kan flyve, er meget nysgerrig og stort set altædende. Der er nu så mange af dem, at de er en plage i folks haver. Det er således nødvendigt at opsætte hønsenet for at holde dyrene ude af haverne.

- Hvorfor jager man dem ikke? spørger jeg Chris, da vi igen sidder i bilen på vej sydover - man kan vel spise dem?

Det kan man også, fortæller Chris. Når du skal tilberede en weka, sætter du fire liter vand over i en gryde. Når vandet er kommet godt i kog, smider du wekaen ned i gryden og lader den koge en time. Så tager du dine vandrestøvler og lægger dem ned til wekaen, og koger det hele i yderligere en time. Herefter smider du weka'en væk og spiser dine støvler ...

I skoven

I skoven


Langs Fox River i Paparoa National Park

Vi er i Paparoa National Park og parkerer ved indgangen til vandrestien. Med os tager vi kun en let dagtursrygsæk, lidt frokost og vand, og efter kort tids vandring er vi inde i regnskoven.

I begyndelsen er stien fin og bred, men efterhånden bliver den smallere og smallere og visse steder skal vi kravle over klipper og væltede træer.

Dette er en helt anden type skov, end de vi tidligere har vandret i. Her er det ikke de løvfældende træer, der dominerer, men store bregner, palmelignende træer, lianer og en masse andre vækster, som Chris begejstret fortæller om.

Giftig plante, man ikke skal røre

Giftig plante, man ikke skal røre


Giftig brændenælde

Vi støder bl.a. på en særlig giftig brændenælde, som faktisk har kostet mennesker livet.

Falder man ned i en af de store, sætter de mikroskopiske nåle sig i huden og ulykken kan ske.

Her i skoven gror de overalt! Vi er nu ekstra opmærksomme på, hvad vi tager fat i, når vi skal forcere klipperne!  

Ved drypstenshulen

Ved drypstenshulen


Drypstenshulen

Efter ca. 1,5 time er vi inde ved Fox River Cave og et kæmpemæssigt hul i siden på klippevæggen bliver synligt for os.

Loftet på klippeudhænget over os, er tilgroet med en masse grønne planter og derfra drypper vand ned i hovederne på os.

Vore rygsække stiller vi udenfor, inden vi går ind i hulen. Først skal vi gennem en ret smal indgang, men inden for kan vi i skæret fra vore pandelamper se, at der faktisk er god plads.

Drypstenshulen bliver snæver

Drypstenshulen bliver snæver


Stalaktitter og stalagmitter

Vi kan gå oprejst, men skal hele tiden passe på ikke at ramme stalaktitterne, der hænger ned fra loftet.

Her er ganske mange stalaktitter og stalagmitter (drypsten, der rager op fra gulvet).

De skabes ved, at kalkmættet vand siver gennem loft og vægge og - dråbe for dråbe - afsætter små mineralske kalklag, når vandet hhv. drypper fra loftet og rammer bunden.

Hulen bliver lavere og smallere så vi må bøje os for at komme det sidste stykke frem.

Så kommer vi ikke længere og det er tid til at betragte det smukke farvespil, der er i klipperne

Vi går samme vej tilbage og får oplevelsen af at komme fra mørket og ud i lyset, da vi igen står i hulens åbning.

Alt ser pludseligt så frisk grønt ud.

Punakaiki Beach Camp

Punakaiki Beach Camp


En dejlig campingplads

Tilbageturen går af samme sti som på udturen og tidligt på eftermiddagen er vi fremme ved vores næste teltlejr på campingpladsen - Punakaiki Beach Camp.

Det er en ganske flot campingplads, som endnu - her tidligt på sæsonen - ikke er overfyldt. Udover fine toilet- og badefaciliteter er her et stort køkken, samt mulighed for at spise indendørs i opholdsrummet.

Da teltene er slået op er det naturligt at finde ned til stranden. Langs hele campingpladsen gror der en ”vold” af træer, buske og andre planter som et levende, beskyttende læhegn for vinden ude fra havet.

Et par steder står skilte med ”beach access” og en sådan sti følger vi. Der er måske 50 meter gennem ”skoven” inden vi kommer ud på stranden, der til gengæld er mindst dobbelt så bred. Vi mærker os hvor stien fører os ud på stranden, så vi kan finde den igen når vi skal tilbage.

Efter nogle få hundrede meter langs stranden vender vi om. Det er råkoldt og blæsende og vi er så småt ved at være sultne.

Der er flere ”hold” i gang i køkkenet, da vi kommer til, men der er plads nok til os alle, og det er rart at kunne spise indendørs i det ustadige vejr.

Primo Tours
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt