Primo Tours

12.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Kajak på Okarito Lagoon, New Zealand

Som så mange morgener før, vågner jeg ved lyden af fuglefløjt, der starter med lysets kommen omkring kl. 5.30. Selv her tæt på havet kan jeg høre klokkefuglenes (bell-birds) vidunderlige sang eller er det tui’en - en solsort-lignende fugl kendt for den hvide udposning på halsen - som synger aldeles smukt?

I kajak på Okarito Lagoon

I kajak på Okarito Lagoon


Uberørt vådområde

Vi har god tid denne morgen og vores guide, Chris, sørger for pandekager til morgenmad. Vi skal ikke flytte lejr i dag, så teltene får lov at stå.

Midt på formiddagen går vi gennem ”byen” hen til Okarito Nature Tours, hvor instruktion, udlevering af spreydæk og redningsveste finder sted.

Og så er der kun et par minutters gang ned til lagunen, hvor vore dobbeltkajakker ligger parate.

Okarito lagunen, der er kendt for sit rige fugleliv, er New Zealands største uberørte vådområde og dækker mere end 3240 hektar åbent vand og kanaler omgivet af den fortryllende regnskov.

Tidevandsstrømmen er stærk

Tidevandsstrømmen er stærk


Tidevandet i lagunen

Desværre er tidevandet imod os, idet det er ved at blive ebbe, så vi skal padle mod strømmen.

Vi holder os dog inde langs bredden, hvor strømmen ikke er helt så kraftig og efter ca. 15 minutter er vi ude midt på lagunen.

Her i sejlrenden er sat nogle pæle, som skal følges. Kommer vi uden for denne sejlrende, bliver vandybden så lav, at vi ikke kan padle.

Det er ret så betrykkende at vide, at man stort set kan bunde overalt i lagunen.

Hvid hejre i det lave vand

Hvid hejre i det lave vand


Den hvide hejre

Her ude i sejlrenden er der kun få meter ind til bredden, der beskytter lagunen mod havet og her ser vi første gang den meget sjældne hvide hejre (white herons).

I den nordlige ende af lagunen findes en koloni af disse sjældne fugle og det oplyses, at der nu kun findes omkring 150 par.

Længere ude kan vi se mange vadefugle og bl.a. sorte svaner og de flotte paradis ænder.

Ind i lagunens lave vand

Ind i lagunens lave vand


Ind i kanalerne

Et lille træskilt på en af stolperne fortæller os, at her kan vi dreje af og komme ind i floddeltaets kanaler, der fører os længere ind i regnskoven.

Her, iblandt de store kahikatea-træer, er en vidunderlig ro og her er absolut ingen strøm at mærke, så vi kan uhindret padle op ad kanalen. Og her hører vi intet andet end vore pagajer, der rammer vandet. Hvilken fred!

Vi holder vågent øje med eventuelt fugle, for her er masser af muligheder for at kunne spotte ret så mange og sjældne fugle.

Vi lægger os tæt på bredden og får da også øje på den lille vimse ”fantail”, der spreder sine sort/hvide halefjer ud i en vifte, hver gang den lander.

I kanalernes lave vand skal vi samtidig holde øje med træstammer, der ligger skjult under vandets overflade og vi skal hele tiden manøvrere uden om disse og samtidig undgå at ramme træer, der rager ud fra bredden.

Nu støder roret mod bunden og pagajen kan ikke stikkes dybt. Vi er på lavt vand og roret trækkes op ved at hive i ror-snoren.

Vi er nu helt inde i kanalens bund og kan umuligt komme videre, så hvorfor ikke tage den medbragte picnic her?

Frokosten forstyrres af bidende sandfluer

Frokosten forstyrres af bidende sandfluer


Vi er ikke alene

En lille sandbanke inde ved bredden udgør vort landingssted. Kajakken padles med størst mulig kraft vinkelret ind på bredden og sætter sig fast i mudderet.

Da jeg træder ud af kajakken, synker jeg lidt ned i jorden. Vi er i sandhed i uberørt vildmark.

Vi finder maden frem fra de vandtætte skotter i kajakkerne og får en stående picnic. Alt omkring os er vådt og her er ingen steder at sætte sig - udover på kajakkerne.

Og så vi er ikke helt alene. Snart er nogle hundrede grådige sandfluer over os. Godt at vi har myggebalsam med, der kan holde dem lidt på afstand. Godt nok sætter de sig på os, men de bider ikke på balsammen.

Det bliver en meget hurtig picnic og snart efter er vi atter ude i kanalen - fri for sandfluerne.

I en smal flod

I en smal flod


På lavt vand

På vejen tilbage udforsker vi endnu en kanal og denne fører os igen ud på den åbne lagune.

Vores guide spørger, om vi skal fortsætte op ad endnu en kanal og selv om mine kræfter er ved at slippe op, synes jeg, at vi skal fortsætte vor ekspedition. Jeg ser ikke den store fare her, hvis kræfterne ikke helt slår til - hjem skal jeg nok komme på den ene eller anden måde. Vi er tæt på bredden og kan i værste fald gå hjem.

Det får jeg pludselig bekræftet, da vores kajak sætter sig fast på bunden. Vi har forsøgt at skyde genvej over lagunen til den nye kanal og kan nu ikke komme videre. Jeg løsner spreydækket og hopper i vandet, der når mig til anklerne!

Min kone sidder foran i kajakken og nyder turen, medens jeg trækker fartøjet ca. 50 meter over sandbanken, indtil jeg igen står i vand til op midt på skinnebenet.

Atter kan vi padle frit og får igen en fredfyldt tur i en af kanalerne.

Lavvande ved havneanlægget

Lavvande ved havneanlægget


Igen mod strømmen

Vi har haft en dejlig dag på lagunen og medens vi har padlet rundt i kanalerne er tidevandet vendt.

Nu strømmer havvandet med stor kraft ind i lagunen og vi skal udad!

De sidste reserver lægges op i armkræfterne og vi padler igen så langt inde ved bredden - hvor strømmen er mindst - som muligt.

Uanset strømforhold har vi fået ”strenge” ordrer på ikke at padle forbi det gamle havnehus lige før lagunens udløb i havet.

Vi skal nå bredden før huset ellers kan det blive farligt. Det Tasmanske Hav buldrer løs på vestkysten og det er ingen spøg, at komme ud i åbent hav.

Aftenhsmaden tilberedes på ”hangi” - maoriernes måde

Aftenhsmaden tilberedes på ”hangi” - maoriernes måde


Aftensmad i sandet

Hele eftermiddagen kan vi slappe af - og det er der behov for!

Chris tilbereder aftensmaden for os, idet vi skal have en traditionel ”hangi” - maoriernes måde at tilberede maden på.

I et hul i sandet nede på stranden tændes et bål og når der er god varme, lægges sten på bålet. Når disse er opvarmet lægges kød og grøntsager indpakket i staniol ned på stenene og det hele dækkes af våde klæder og tildækkes med sand.

Efter nogle timer er maden kogt færdigt - næsten efter samme princip, som når vi sætter risengrøden i sengeenden, for at den skal koge færdig.

Solnedgang ved Det Tasmanske Hav

Solnedgang ved Det Tasmanske Hav


Aftensmad i solnedgang

Både lammekødet og kyllingen med de søde kartofler og andre grøntsager er møre som smør og selv om det er sent, er det værd at vente på, medens dagens sidste solstråler kaster lys på stranden.

Primo Tours
Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt