Subaru

4.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandring ved Flora Saddle (6/12), New Zealand

Vi er tidligt oppe og spiser lidt morgenmad på værelset i Nelson, hvor der både er kaffe og vandkoger. Hele vandregruppen er delt i to hold og efter at have taget afsked med vore venner, tager første hold af sted. En halv time efter kommer Chris Burtenshoo, vor lokale turleder, og henter os.

Vi pakker campingudstyr og proviant

Vi pakker campingudstyr og proviant


Forberedelsen

Chris har allerede foretaget den nødvendige proviantering til de første dage, så vi behøver ikke at ”spilde” tid på at gå på indkøb, men kan tage direkte kurs mod Kahurangi National Park i den nordvestlige del af Sydøen.

En af gruppens piger har glemt sit kamera på fiskerestauranten i går aftes og det er med en vis nervøsitet, at vi stopper for at se, om hun skulle være så heldig, at kunne finde det igen. Der var jo andre mennesker på restauranten, da hun forlod den i går, og trods adskillige forsøg på at komme i telefonisk kontakt med restauranten, er det ikke lykkedes.

Restauranten er lukket, men efter lidt banken på døren lukkes der op! Jeg og mine øvrige rejsefæller sidder afventende i bilen og tipper på fundet/ikke fundet. Selvfølgelig vil det være ærgerligt at miste sit kamera samt ikke mindst sine billeder.

Så kommer hun ud af restauranten med et stort smil og vinker med kameraet i hånden til os. Jo, tjeneren havde fundet kameraet og lagt det til side. Jamen, sådan er de fleste new zealændere ...

Fra Nelson følges vejen langs kysten nordpå, forbi Motueka og herfra ind i landet. Efter et par timer er vi fremme ved et sted, hvor traileren kan parkeres. Den er for stor/tung til at tage med længere op i bjergene, hvor vandringen skal begynde.

Chris breder en stor presenning ud på græsset og lægger den proviant, vi skal have med på turen, på den. Herefter tømmer han sin rygsæk og viser os, hvad han medtager. Kun det allermest nødvendige.

”Lad nu være med at tage for meget med” advarer han os, ”I vil fortryde at skulle slæbe på det unødvendige. Telte skal vi ikke have med. Vi overnatter i det fri, næsten under åben himmel”.

Herefter pakker vi det tøj samt liggeunderlag og sovepose, vi skal have med, og så skal maden fordeles. Hver især tager det, de synes de kan have, og udover mad skal vi også have kogegrej incl. brænder samt service med. Det tager kun et øjeblik, så er alt fordelt.

Den bagage vi ikke skal have med på turen, er låst inde i traileren, der er parkeret på et forsvarligt sted.

De fyldte rygsække lægges ind i bilen og vi fortsætter nu det sidste stykke op til starten af The Flora Saddle Track. Herfra skal vi vandre i en cirkel og vil komme tilbage i morgen eftermiddag.

Op gennem skoven mod Flora Saddle

Op gennem skoven mod Flora Saddle


Flora Saddle

”Hvad med vand?” spørger jeg. ”Her er masser af vand på turen” svarer Chris, ”men lad os fylde dunkene henne ved The Whisky Creek, det er noget af det bedste vand, vi kan få”.

Sækkene på ryggen og ud ad den lille grusvej går det. Stien vi følger, blev tidligere brugt til at fragte redskaber og proviant ind til guldgraverne på muldyrene - så det er et gammelt guldgraverspor, vi vandrer på!

En halv time efter starten når vi et lille vandfald, hvor vi får fyldt vore vanddunke op. Dejligt, køligt, forfriskende og velsmagende vand - men whisky smager det ikke af!

På gyngende grund

På gyngende grund


Op gennem skoven

Det varer ikke længe, før det så småt begynder at gå op i terrænet. Jeg lægger mærke til, at der med jævne mellemrum sidder et lille blåt mærke på træerne og tror, at vi skal følge den blå-markerede rute. Men mærkerne sidder noget ujævnt, så jeg undrer mig.

Chris forklarer, at det ikke er en markering for vandrere, men er en markering for at vise, hvor der er opsat fælder til at fange possums (pungræve). Possums er til stor fare for skoven, så myndighederne forsøger på forskellig vis at få udryddet disse skadedyr.

Ud over fælderne udlægges der også gift og visse steder er (de største) træer omviklet med jernplader på stammen, der gør det umuligt for possums at kravle op ad stammen.

Og det er ikke enkelte blå mærker vi møder. Her er hundrede af dem og hver gang kan vi nu se, at der står en eller flere fælder enten lige ved stien eller lidt inde i skoven. Enkelte indeholder da også en fangst. Det er vanskeligt at se om det er en possum eller et andet dyr, der er gået i fælden.

Chris fortæller om denne regnskov, der mest består af løvfældende træer. Vi vil i den næste uges tid komme til at opleve forskellige typer af regnskov, fortæller Chris, der viser sig at være særdeles godt orienteret i botanikken. Faktisk har han været meget aktiv i forsvaret af de new zealandske regnskove.

Op gennem skoven har vi fulgt The Flora Stream og flere steder skal vi over floden på spinkle hængebroer med brusende vandfald langt under os.

Enkelte steder skal vi springe fra sten til sten over floden, men det går helt fint. Efterhånden ændrer landskabet sig til mere åbent græsbevokset terræn.

I slutningen af 1850’erne blev der fundet guld her i området og guldgraverne valfartede hertil. Flere steder ser vi da også rester efter disse lykkejægere og besøger enkelte hytter.

Vejret er ikke det bedste. Det er lidt gråt og ind i mellem kommer der lidt regn.

Aftensmaden forberedes

Aftensmaden forberedes


The Rock Shelter med røg i køkkenet

Hen på eftermiddagen når vi frem til The Rock Shelter, 1.080 moh. - et naturligt klippeudhæng, der skal være vores overnatningssted. Overhænget er vel omkring tre-fire meter, hvor det er bredest, og fra oversiden af klippen drypper vand ned.

Under klippen er der opstillet en hylde af træ, hvor vi kan ligge ca. to meter over jorden. Og her er lige akkurat plads til otte liggeunderlag placeret tæt ved siden af hinanden.

Øverst oppe under klippeudhænget har de tidligere beboere - guldgraverne - muret en lille skinne, der fanger nedsivende vand og hindre det i at løbe ned langs klippevæggen - et genialt drypfang!

Så skal vi have organiseret noget aftensmad. Normalt udpeges et par til at tilberede maden den ene dag og så skifte til næste par den efterfølgende dag. Men vi er blevet enige om, at så faste regler behøver vi ikke. Vi vil alle hjælpe med, det vi kan.

Men hvor får vi mere vand fra? Chris forklarer, hvor jeg kan hente vand, men jeg opgiver at forstå vejvisningen. Så går vi sammen - og godt for det. Jeg havde aldrig fundet det alene.

Godt hundrede meter over en lille mose og ind i skoven på den anden side. Da vi træder ind i skoven kan vi høre en sagte klukken. Der er vandet. Vi følger lyden og nede i et lille hul - godt gemt af vejen - findes kilden til det rene drikkevand. Vi fylder gryder og dunke og vandrer tilbage, medens jeg forsøger at huske vejen hertil.

I mellemtiden er der fyret godt op i ”køkkenet”. Nogle har samlet brænde, men det meste er meget fugtigt og oser mere end det brænder, men alligevel lykkes det at få godt ild og få kogt noget vand og tilberedt aftensmaden.

Kaffe - den har vi glemt. Vi leder og leder, men ingen kaffe i aften. Ærgerligt!

Det bliver hurtigt koldt og i lyset af vore pandelamper kravler vi i soveposerne, med en hue trukket godt ned over ørene.

Mon vi får besøg af possums i nat? Eller myg og sandfluer? Spændende om vi nu også kan holde os tørre hele natten. Det regner fortsat lidt og er ret så klamt.  Men nede i soveposen er der lunt og godt.

Vi venter på opklaring på toppen af Gordons Pyramid

Vi venter på opklaring på toppen af Gordons Pyramid


Gråt i gråt gennem regnskov til toppen af Gordons Pyramid

Jeg har bare sovet rigtigt godt. På et tidspunkt var der godt nok én, der lige skulle op, men det blev kun lige registreret, så var jeg væk igen. Ingen dyr - hverken flyvende eller krybende! Og soveposen - den er fortsat helt tør.

Det blev en rigtig god oplevelse for alle os, der ikke havde prøvet at overnatte på denne frie måde før.

Chris er allerede i gang med at koge vand til teen. Kaffe har vi jo ikke! Snart har vi pakket og kan begive os af sted videre opad.

Men vejret er surt. Regntunge skyer hænger over hovederne på os og vi taler om, at det er ærgerligt, at vi skal traske så langt og anstrengende uden at kunne se meget mere end en hånd for sig.

Og nu begynder det at gå rigtigt opad. Flere steder må vi hjælpe hinanden med at komme op over klippeblokke. Regnskoven er ret så tæt.

Så når vi trægrænsen og ude af regnskoven igen, føles det som om vi går midt i en sky - og det er faktisk også det, vi gør.

Vi kan kun se omkring 20 meter frem, så de, der går forrest, kan vi ikke se. Men sporet er tydeligt nok, så der er ingen fare for, at vi kommer på afveje, selv om der bliver lidt afstand mellem os.

Ind imellem kommer vi ud af skyen og kan et kort øjeblik se lidt mere - men godt er det ikke.

Så er vi endelig på toppen af Gordons Pyramid, 1.501 moh. og holder et hvil. Alle de anstrengelser - for ikke at kunne se noget. Men vi får da frisk luft!

Da vi skal til at bryde op igen, foreslår jeg, at vi venter lidt endnu - og giver vejret endnu en chance. Det er jo ikke koldt og jeg kan mærke, at solens stråler efterhånden har godt fat.

Det kunne jo være, at solen ville få brændt skyerne af i løbet af formiddagen. Men der sker intet. Alt er gråt i gråt og vi er lidt skuffede.

En pludselig opklaring

En pludselig opklaring


En pludselig forandring

Og så pludseligt - som med et trylleslag - glider skyerne ned ad bjerget og himmelen åbner sig foran os.

Begejstringen vil ingen ende tage. Nu kan vi se bjerge omkring os. Betagende bjerge med sne på toppen.

Nu er anstrengelserne ikke længere forgæves og med ét er humøret steget adskillige grader.

Mod vest kan vi se bjergkæden - Tasman Mountains - og lige over for os rejser Mount Arthur sig med sine 1.795 meter.

Hvil

Hvil


Mere vand - nej tak

Gordons Pyramid er i sandhed et pyramideformet bjerg, så vi skal ned igen på den anden side for at komme videre.

Næste top er ikke uden visse forhindringer. Over et stykke på ca. 15 meter er det regulær bjergklatring. Nogle af os kan beholde rygsækken på. Bl.a. Allis må have den af og sækken bliver transporteret fra hånd til hånd op over klipperne.

Her kan de korte ben ikke rigtigt nå højt nok op. En hjælpende hånd, der trækker ovenfra og et lille skub bag i, får hjulpet alle op over denne udfordring.

Vi har efterhånden fået drukket det meste af det vand, vi fyldte på i morges og Chris lover, at vi snart er fremme ved et vandhul, hvor det er passende at spise frokost.

Vi har fortsat skyerne hængende under os og de er i stadig bevægelse. Det er som om skyerne samler sig nede i dalen.

På den ene side af bjergryggen har vi frit udsyn, medens skyerne ligger helt op til bjergkammen på den anden side.

Vi kommer frem til vandhullet og gør holdt. Det er kun et lille vandhul på ca. 1 meter x 1 meter der forsynes fra en underjordisk kilde. Her er intet til/afløb og vandet ser noget plumret ud.

- Er det drikkevand? spørger vi. Men selv om Chris bekræfter, at det godt kan drikkes, har ingen lyst til at kaste sig over det. Vi er vist ikke tørstige nok!

Under frokosten finder Chris pludselig kaffen!! Den må have forputtet sig. - Skal vi lave noget kaffe, foreslår han, men ingen har lyst til kaffe nu.

Bag os rejser Mt. Arthur sig og når skyerne er væk, har vi et flot vue over på bjerget.

Vi skal ned over sne

Vi skal ned over sne


Ned over sne

Vi har forceret den sidste bakke - læs bjerg! - og skal begynde nedturen.

Flere steder ses dybe huller i terrænet - flere med brædder lagt på tværs hen over for at ingen skal falde ned i hullet.

Hele området her er kendt for sine store hulesystemer, men dem får vi ikke mulighed for at besøge på denne tur.

Så møder vi sneen på nordsiden af bjerget, hvor solen endnu ikke har kunnet smelte den helt væk.

Over flere strækninger går/glider vi ned over sneen. Flere stræk er på over 100 meter lange.

Vi kommer ind på sporet, der fører op mod Mt. Arthur, men tiden er løbet fra os og da det vil tage mindst to timer at gå derop, vælger Chris at vi fortsætter nedad.

Hele sceneriet er imponerende

Hele sceneriet er imponerende


Fantastisk skue

Vi følger bjergryggen og det er et fantastisk skue at have frit udsyn på den ene side af bjergryggen og have tæt tåge/skyer lige på den anden side. Hvor vejret i bjergene omskifteligt.

Vi kommer atter ned i regnskoven

Vi kommer atter ned i regnskoven


Tilbage i regnskoven

Og så dukker regnskoven pludselig op igen.

Men nu går det hurtigt ned ad. Det er tydeligt at se, at sporet mellem Flora Saddle og Mt. Arthur er flittigt benyttet.

Stien er fin og bred og efter yderligere et par timer er vi tilbage i bilen og på vej til næste overnatning.

En anstrengende - men pragtfuld tur rigere .

Overnatning i en lille primitiv hytte

Overnatning i en lille primitiv hytte


Lille primitivt sted

Vi er kørt et par timer - gennem Buller Gorge - til en lille hytte, hvor vi skal overnatte.

Her er et køkken og et soverum med en dobbeltseng og en køje. De, der ikke kan være i sengene kan ligge på gulvet i soveværelset, eller i køkkenet - alternativt slå teltet op.

Vi vælger alternativet. Og under et halvtag er vi et par stykker, der finder læ for duggen.

Men sandfluerne er her. De generer os, da værtinden kommer med maden, som vi i dag ikke selv skal tilberede.

Bag huset er der to åbne lokummer - dvs. uden dør - med udsigt til floden. Det er således ikke muligt at banke på for at konstatere ledigheden, men et lille råb afklarer den aktuelle situation!

Bag køkkenet er der ligeledes et åbent bad, og vi aftaler at få vasket støvet fra Gordons Pyramid af os i rækkefølge. Skønt med et varmt bad efter et par svedige dage.

Men da næste person efter os skal til, er der ikke mere vand - hverken varmt eller koldt.

Og i køkkenet stopper forsyningerne også. Og husværtinden kan ikke kontaktes på dette sene tidspunkt. Godt at vi har vand i floden til i morgen tidlig.

Overnatningsstedet kunne være valgt bedre ...

Dine vejvisere synes at vandreturen var betagende med Mount Arthur i baggrunden

Dine vejvisere synes at vandreturen var betagende med Mount Arthur i baggrunden


Outwell
Campingferie 650,-
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt