| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Vi har sejlet i godt to døgn og glæder os i den grad til komme i land. For os er Island en stor drøm, der nu går i opfyldelse.
Tre generationer rejser Nordatlanten rundt
Nu kan du glæde dig til at læse om tre familier, tre generationers rejse på deres campingtur i tre forskellige vogntog til tre meget forskellige destinationer. Turen hedder ”Nordatlanten Rundt” og går fra Danmark til Island, videre til Færøerne og endeligt til Shetlandsøerne. En måned rundt i Nordatlanten.
Hella Larsen og hende to teenagepiger, Heidi og Linda, må siges at være nye indenfor campinglivet. Ikke desto mindre sagde de ja til at tage med på det de kalder deres livs rejse. Hella, Heidi og Linda kører på denne tur med bil og teltvogn. En let måde at campere på, fordi man ikke mærker man har noget på krogen.
Britta og Ole Koch har været med os på flere rejser. En stor fornøjelse for os alle. Som altid kører de i autocamper.
Anne-Vibeke Isaksen rejser med sin familie i campingvogn. Med på turen har hun som altid sin mand Rasmus, der filmer, og parrets to små børn Mie og Mathias.
Mange har fordomme om, at det er farligt at tage sin egen campingvogn med til Island og Færøerne, men det er det ikke. Det er nemlig anden gang vi rejser til Færøerne med campingvogn og glæder os denne gang til at tilføje Island og Shetlandsøerne til ruten.
Vi starter Seyðisfjörður
Seyðisfjörður, hvor vi ankommer denne formiddag, er en lille hyggelig bygd med ca. 800 indbyggere. Den ligger så langt mod øst man næsten kan komme i Island, for foden af høje fjelde og godt gemt inde i bugten, der er 17 kilometer lang. I øvrigt et flot syn fra Nörrona-skibet, som vi har sejlet med i godt to dage. Ganske enkelt for at få vores bil, autocamper og campingvogn med herop. Vi er tre familier der skal være under vejs i en måned.
Seyðisfjörður fik i 1895 købstadsrettigheder og som mange andre af Islands handelspladser kan den føres tilbage til danske købmænd, der etablerede sig i midten af 1800-tallet. Den største betydning for byens udvikling havde det norske sildeeventyr i perioden 1870-1900. Nordmændene byggede sildesalterier, boliger, forretninger og offentlige bygninger. Mange af husene er bevaret og det giver Seyðisfjörður et historisk præg.
Vi bruger byen til at proviantere friske råvarer, inden vi kører videre.
En del sne i maj
Vi rejser fra midten af maj til midten af juni, og er noget overrasket over, hvor meget sne der ligger her. Meget tyder på, at vi sagtens kan få snevejr undervejs. Det er ikke noget problem for os i LMC campingvognen eller for Britta og Ole i LMC autocamperen, der har centralvarme.
Hella og pigerne rejser med Combi Camp og har en gasovn med som ekstra udstyr. Spændende hvordan det kommer til at gå.
Vejbelægningen er fin og kun få steder kører vi på hårdt kørt grusvej. Og her er godt skiltet.
Firhjulstrækker ikke nødvendigt
Vi skal køre mange km i dag for at nå til kystbyen Höfn (udtales Høb). Det kræver et par pauser undervejs. Der er lange strækninger uden rastepladser, hvor alle tre vogntog kan holde. Flere steder kan vi holde ved tankstationer. De ligger fornuftig placeret.
Der er ganske kuperet, men ikke noget vores vogntog ikke kan klare. Man behøver på ingen måde at køre i firhjulstrækker, men det er vigtigt, at der er overskud i motoren, fordi her er flere steder med 10% stigninger. Det er også vigtigt, at du kender til bjergkørsel - både op og ned.
Kør efter forholdene
Ved tankstationerne finder man ofte mindre spisesteder og små butikker, hvor man kan provianterer. Servicen er i top. Langt de fleste forstår engelsk. Et par steder er der virkelig flotte rastepladser med bænke. Der er sjældent skraldespande, så man tager alt med sig igen.
Vi kører på hoved 1, der går hele Island rundt - ca. 1.350 km. Man kan selvfølgelig godt køre landet rundt på kort tid, men med alt det der er at se, ville det være både synd og skam. Vi har en uge til halvdelen og vi har bare valgt de oplevelser vi synes er mest vigtige for os. Vi rejser altid efter naturoplevelserne.
Høj stemning
Det tager lang tid for os at køre denne strækning, fordi der er så mange steder, hvor vi bare må ud og indsnuse den rene og klare forårsluft. Der er høj stemning i lejren og alle er begejstrede for det vi ser. Også det vi ser fra bilen. Vi har glædet os længe - sejlet i godt to dage - og her er forløsningen.
Hvis dette bliver standarden for hele vores rejse, bliver den en oplevelse for livet.
Glemmer aldrig det vi ser i dag
En ubeskrivelig naturfilm med barske og uberørte landskaber. Blandingen af lavalandskaber, græsmarker, sorte sandstrande, blå hav og en forårsklar himmel møder vi på kyststrækningen mellem Egilstadir og Höfn. Vi glemmer det aldrig.
Hjemlig hygge
Vi ankommer ganske sent til campingpladsen i Höfn. Det er første dag vi skal stille vogntoget op. Heldigvis tager det ikke lang tid.
Ole og Britta bruger ca. et minut på at parkere og trække håndbremsen i autocamperen, så er de på plads.
Rasmus kobler campingvognen af bilen, stiller i vatter og kørestøtteben ned, men jeg tilkobler strøm og tænder for varmen.
Hella og pigerne, der skal ”pakke” Combi Campen ud for første gang, bruger ca. ti minutter, hvilket er flot.
Inden vi ser os om, sidder vi og hygger i teltvognen. Det er nemlig her der er bedst plads til os alle sammen. Det er koldt ude. Vi bor for foden af Europas største gletsjer, Vatnajökull, som vi selvfølgelig skal tættere på. Inde er der lunt og godt - imponerende, for vi er faktisk i et telt.
Vejviser
Sted: Island
Tidspunkt: Maj
Guide: Turen går til Island, Politikens Forlag
| Se også... |
| Artikler: |
|
|