La Quercia

26.11.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Børnenes Paradis - Skeikampen i Sydnorge

Skeikampen i Gausdalen, der ligger 800 moh., har jeg længe hørt om, men aldrig fundet tid eller anledning til at gøre holdt i - før nu. Og det blev et utroligt dejligt bekendtskab.

Børnetrækket for foden af Skeikampen

Børnetrækket for foden af Skeikampen


Populært skiområde

Jeg har kørt forbi mange gange og hver gang berettet om, at det netop var i dette område, at den norske Dronning Sonja og vores danske Dronning Margrethe sammen plejede at gå på langrend i de norske fjelde.

Nu fortryder jeg, at jeg ikke tidligere har besøgt dette pragtfulde og særdeles børnevenlige skiområde.

Vi bor i familielejlighederne tæt på Thon Hotel Gausdal og ganske få meter fra børneområdet og skiliften.

Her findes flere hoteller, masser af dejlige hytter og en udmærket campingplads. Ja, vintercamping er blevet populært.

Ønsker du ikke selv at stå for maden er her flere muligheder, hvor bl.a. hotellerne serverer både a la carte og/eller buffet.

På fuld fart i Bambini-land

På fuld fart i Bambini-land


Det børnevenlige Bambini-land

Måske er det noget af det bedste jeg har set, hvad angår børnevenligt skiområde og der er ikke noget at sige til, at familier med små børn træffes og trives her.

Der er naturligvis de kendte figurer, som børn kan styre uden om på børnebakken. Her er rullende fortove, så de mindste ikke skal kæmpe sig op ad bakke med STORE støvler på.

Her er en karrusel, hvor ungerne kan øve træk, før de skal på liften. Og så er hældningsgraden på de mindstes bakke næsten usynlig - men den er der, så de små kan sagtens få fart på, når det går nedad!

Hele området er ganske godt gennemtænkt.

Er der nogen der vil med?

Er der nogen der vil med?


Børnenes Paradis

Når man er blevet fortrolig med trækket, skiene og balancen findes en tallerkenlift lige ved siden af - fortsat beskyttet fra de voksnes racerbane.

Her kan børnene, og de voksne der hjælper til, øve sig i fred og ro. Her er naturligvis også en særlig plads til de, der vil kælke og de der vil stå på snowboard.

Flere gange om ugen arrangerer skiskolen forskellige aktiviteter for børnene, som f.eks. konkurrencer, og ”rebus-løbet” hvor alle efterfølgende får en fin malebog med hjem.

Dette må være børnenes paradis - hvad angår tilgangen til skiløbet.

Udsigt fra toppen af Skeikampen

Udsigt fra toppen af Skeikampen


Pisterne

Mens de mindste børn boltrer sig på børnebakken med skilærerne, tager vi andre lidt større legebørn Ole-expressen, en 8-sæders ekspreslift, til toppen af Skeikampen. Eller næsten til toppen.

For at komme helt op på toppen af Skeikampen spænder jeg skiene af og går de sidste meter op mod TV-masten og hytten på toppen, 1.123moh.

Herfra er en fin udsigt til Jotunheimens høje tinder mod vest og Rondanes mere bløde linier mod nord. Og en dramatisk udsigt ned langs Skeikampens karakteristiske stejle fjeldside.

Gå ikke for langt ud, da der kan være udhæng.

Pisterne er bare - perfekte

Pisterne er bare - perfekte


Ski-in til Galten

Nu er alle mine venner kommet op med liften og sammen glider vi ud på de velpræparerede pister.

Her er ikke mindre end 17 forskellige nedfarter fra grøn til sort (let til svær) og 10 lifter sikrer, at vi hele tiden kan komme tilbage og på nye pister.

De fleste pister er røde og det passer fint til mit temperament. Og så er de brede, hvilket øger sikkerheden. Her er god plads til alle.

Oppe i bakken ligger Galten Hytten med spisested og toilet, så vi ikke nødvendigvis skal helt tilbage til Skitorget (centrum). Hytten ligger lige ved siden af en piste, så her er det ski-in og ski-out. Nemt.

En tur på skovløjpen

En tur på skovløjpen


Langrend til Austlid Fjellstue

Efter frokost - specaliteten suppe i brød - vil vi bruge resten af dagen på langrendsløjperne - eller rettere lidt af dem, for her er mere end 200 km løjper at tage af.

Eftermiddagsturen går til Austlid Fjellstue, der ligger syd for Skeikampen. Løjpen finder vi lige bag hotellet og glider ned gennem skoven.

Det er en kort og let gået løjpe, som også mindre børn kan have glæde af at gå.

Efter ca. 3,8 km på rød mærket løjpe med lidt stigning til sidst er vi fremme. Her kan man tage sig et hvil, en kop varm chokolade og de mindste komme til kræfter igen inden tilbageturen.

Der går en rundløjpe, så man ikke nødvendigvis skal ad samme løjpe tilbage. Så vi følger den blå løjpe nordvest over og er efter yderligere 5,3 km tilbage ved udgangspunktet.

En fin eftermiddagstur, der mest foregår i skov og over mose-land og som også kan bruges som uvejrsløjpe, når det stormer på højfjeldet.

Familie på tur

Familie på tur


Rundt om Skeikampen-toppen

Selv om det næste dag sner let og sigtbarheden ikke er helt god, vælger vi at tage endnu en tur på langrend.

Sigtbarheden på de alpine pister er nærmest hvidt i hvidt og ujævnheder på pisten kan være vanskelige at se i det vejr. Så er langrend et godt alternativ.

Vi følger den gule løjpe øst om Skeikampen, men kan ikke se meget i snevejret og tågedisen, så turen bliver mest af alt blot træning - at få nogle kilometer i benene ...

Skiltningen er god her - både undervejs og hver gang løjpen deler sig står en vejviser med km-angivelse samt et løjpekort, der oplyser om, hvor man er i terrænet. Hele løjpeområdet er tilrettelagt i større og mindre sløjfer, så man undervejs kan lægge mere på turen eller afkorte den alt efter kræfter.

Vi går rundt om Avlundkampen, 1,117moh og tilbage mod ”civilisationen”. Vi støder på den kendte Peer Gynt Løjpe og her møder vi de første modkørende skiløbere - en enkelt racer, der styrter afsted i høj fart og lidt senere en familie, der skal på tur - trods vejret.

Vi følger løjpen til vi når fjeldkirken.

Fjelkirken med altertavle skabt af Dronning Margrethe

Fjelkirken med altertavle skabt af Dronning Margrethe


Fjeldkirken

Kirken ligger smukt, men lidt gemt i skoven og den skal vi lige se nærmere på.

Kirkedøren er åben og kirken imponerer ved sin smukke enkelthed.

Dronning Margrethe har altid haft en forkærlighed til netop dette område i Norge og har da også en skihytte her.

Den tætte tilknytning har fået dronningen til at designe og skabe kirkens smukke altertavle, hvor elven, skoven, det vinterklædte fjeld og ikke mindst Skeikampen ses i maleriet. Vi kan kun være stolte af vores dronnings kunstneriske evner.

Tilbage ved hyttebyen

Tilbage ved hyttebyen


Vi skal tilbage

Her i ”skiturismens vugge” har man haft gæster siden 1876. Hoteller er skudt op og løbende blevet moderniseret i takt med tidens trend.

I dag findes helt moderne faciliteter som f.eks. spa og massage på hotellet. Hytter er skudt op og campingplads etableret med helårsfaciliteter. Her er helt moderne lifter til alpine udfoldelser - og så ligger der kilometervis fine løjer og bare venter på os ...

Næste gang jeg skal på vinterferie i Norge, hvor børnebørnene også skal med, kører jeg ikke forbi Gausdalen. Vi kommer igen.

Primo Tours
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt