Riis Rejser

4.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Hemsedal - meget mere end alpint i Norge

Der er ca. 220 km fra Oslo til Hemsedal og da der det meste af vejen køres på mindre og snoede veje med hastighedsbegrænsninger, så det tager knapt fire timer at komme frem.

Sneklædte bakker venter på os

Sneklædte bakker venter på os


Alpinbakken med flere muligheder

Ved Hemsedal Skisenter kører vi op til velkomstcentret og får vi udleveret nøgler til vor lejlighed i Mølla Sportell.

Lejligheden ligger på første sal med udsigt til elven lige ved indkørslen til skicentret - ca. 500 meter fra lifterne.

En hurtig frokost og vi er på pisterne. Første tur er med den store 8-personers sædes lift Hollvin Express, der er 1.400 meter lang og bringer os 450 meter op.

Herfra er der godt 4,6 km nedfart ad Turistløjpen kombineret med Veslestølløypa. Vi tager den et par gange og finder igen rytmen på hhv. telemark ski og carving ski.

Vi vil helt op på Totten, 1.497moh, hvor solen fortsat skinner. Herfra er der et samlet glid på over 6.000 meter ned til startstedet. Men da vi kommer op med Fjellheisen kan vi se, at der er problemer med Totten-trækket, så vi kommer ikke op i solen i dag. Den står også langt nede nu og lysene på pisterne er tændt.

Dagene er korte på denne årstid, så dagen efter er vi tidligt ude. Men der blæser en frisk vind fra vest, så Hollvin Express kører ikke.

Vi bruger i stedet Holdeskarheisen som er 1.300 meter lang og hæver os 290 meter. Her har vi den første times tid stort set pisterne for os selv med god plads, men op ad formiddagen tætner det til med flere folk på pisterne. Vi kombinerer turene med Olaheisen.

Sikkerhedspatruljen passer på os alle

Sikkerhedspatruljen passer på os alle


Sikkerhedspatruljen

Jeg støder på en skiløber fra sikkerhedspatruljen og vi taler lidt om de opgaver, som denne del af organisationen skal løse.

Først og fremmest skal de sikre, at mærkningen og afspærringer er i orden, at skiløberne ikke kommer til skade, hvis de ramler ind i snekanoner etc.

Derudover hjælper de naturligvis til, når der sker ulykker og folk skal fragtes ned ad fjeldet. Og endelig skal de holde øje med at de simple regler for at benytte pisterne overholdes, så alle kan føle sig trygge og have det sjovt på skiene.

Faktisk er de bemyndiget til at inddrage liftkort og bortvise personer, der tilsidesætter reglerne.

Hydalen

Hydalen


Langrend i Hydalen

Det er slået over i tøvejr, så vi vælger i dag at tage højere op på fjeldet. Vi kører op i Grøndalen, forbi Solheisen, der endnu ikke er åbnet pga. snemangel og drejer op ad serpentinevejen mod Harahorn Hotell. Ikke langt herfra findes en P-plads (bom-afgift).

På Harahorn Hotell, der er kendt viden om for sit høje serviceniveau og den excellente mad, møder vi Johann og han forklarer os hvilke spor der er kørt op. Vi har tidligere gået rundt om Harahødn (Harahorn) og vil i dag lægge turen med udsigt ned i Hydalen.

Nogle få meter oppe i fjeldet bag hotellet finder vi løjpen og her er masser af god sne. Selv om det er tøvejr står vi godt på sneen og da vi begiver os afsted er vi ikke alene.

De to pragtfulde hotelhunde følger os på turen.Fra P-pladsen følger vi Hydalsvejen (der løber parallelt med skiløjpen) mod nord langs med Vavatn, 1124moh. Det er en jævn, let stigende rute, der fører os frem til stigningen lidt før Hydalen.

Hundene løber frit omkring og boltrer sig i sneen. Ustandseligt smider de sig og gnider pelsen for at tørre sveden af sig. Herligt at se. Til gengæld jager de også flere ryper op fra deres fourageringssteder.

Så går det lidt opad og da vi kommer op på kanten, kan vi se den mægtige udsigt ned i Hydalen. Desværre er det gråvejr i dag og vi har alle mod på at komme herop igen en anden dag for at få udsigten med sol på.

Neden for Hydalshjallen

Neden for Hydalshjallen


Nordisk samarbejde

Vi passerer to små søer og finder et sted med lidt læ for at spise vores medbragte frokost.

På den sydvestlige side af Hydalshjallen går det brat ned. Vi slår nogle store sving for at det ikke skal blive for stejlt i det glatte føre og kommer ned hvor løjpen deler sig mod Ljøtebøttn. Herfra glider vi skråt ned over fjeldet tilbage til Harahorn Hotell, hvor en tår øl og en kop chokolade genskaber væskebalancen.

Det er mørkt, da vi igen kører ned ad serpentinevejen, og på et smalt sted møder vi en modgående bil. Vi passerer hinanden i meget langsomt tempo, men den modkørende kommer lidt for langt ud i højre side, så hans hjul sætter sig fast i sneen.
Jeg kan i bakspejlet se, at han ikke fortsætter kørslen. Jeg stopper bilen og går ud for at hjælpe ham. Han er svensker og har forsøgt at køre ud af driven med det resultat, at hjulene har gravet sig uhjælpeligt fast i snedriven. Vi sætter snoretræk mellem hans og vores bil, men kan ikke trække ham fri.

Nu kommer der flere biler og vore norske venner hjælper også til. Først med et forsøg på at løfte bilen ud. Forgæves. Vi tager vor spade og graver hjulene frie for sne og efter endnu et par forsøg lykkes det ved fælles nordisk hjælp at få bilen rykket fri. Vi kalder det nordisk samarbejde i praksis. (Hvordan går det egentligt med Nordisk Råd?)

Betagende udsigt mod Storehødn, 1482 moh

Betagende udsigt mod Storehødn, 1482 moh


Systerskarløjpen på langrendsski

Det er fortsat tøvejr. Termometeret viser +9 grader og isen foran vort hus i Mølla Sportell er ved at smelte bort.

Ved skicentret tager vi Hollvin Expressen op. Men Fjellheisen kører ikke og da vi skal op over fjeldet monterer vi skifeller og går op. Da vi er ¾ oppe starter Fjellheisen. Typisk!

Nå, det tog ikke lang tid og vi glider ned til Totten-liften. Herfra er Systerskarløjpen markeret - men endnu ikke opkørt. Vi glider ned langs med Tottetjedne, 1.246moh, men ikke ud på søen, da det har været tøvejr og der derfor kan være vand lige under sneen.

Langrendsløjpen går stik syd og vi har en ide om at gå over mod Såta, 1.622moh, men en tæt sky ligger fast og dækker toppen på dette fjeld, så turen i dag bliver hele løjpen rundt.

Langs med fjeldsiden vælter store isformationer frem, men sneen er fin - omend lidt tung. Vi har fin udsigt mod vest, hvor de bratte fjeldsider både fra Totten og længere væk Storhødn falder næsten lodret på sydsiden.

Frokost under Storebøttnuten før Systerskardet

Frokost under Storebøttnuten før Systerskardet


I modvind og på is

Ved Svartevatnet er den lavtstående sol kommet fri af Såtas skygge og vi kommer frem i solen.

Da vi skal op i Systerskardet er føret isglat. Vi finder et godt spor på de dele af sneen, der ikke er iset og hvor vi kan få fæste med vore stålkantede ski.

Vi glider lidt hen under Storebøttnuten og indstiller os på frokost. Her er læ for den vind vi har lige i ansigtet, da vi går op i sadlen. Vidunderligt at sidde i sol, i læ, med en fin udsigt og nyde en kop varm te til frokosten.

Men der er arbejde forude. Den næste halve time går det opad i sadlen - i strid modvind og delvis på is.

Oppe er her en flot udsigt mod nord, og nedkørslen på nordvestsiden af Systerskarfjellet fås vist ikke meget bedre. I store sving tager vi turen nedover og kommer lidt væk fra den markerede løjpe, da vi holder os for langt oppe på fjeldsiden.

Fra højfjeldet ned i skoven

Fra højfjeldet ned i skoven


Anlægget lukket

Og før vi rigtigt får orienteret os, er vi nede i skoven ved Myljostølen. Løjpepinde er der ikke skyggen af!

Vi kan se vejen på den anden side af søen og glider ned til en vej, som vi kan gå på, indtil vi igen har kontakt med løjpen.

Over søen med ”rådden is” skal vi i alle tilfælde ikke, så vi tager skiene i hånden og går ad landevejen. Så finder vi ind på løjpen - denne del er præpareret - og kommer gennem skoven og ud på pisten ved Dalløypa.

Det er blevet sent. Anlægget er lukket, så vi er næsten alene på pisten. De store maskiner kører ud for at præparere pisterne. Det er iset og svært at plove hele vejen ned.

Udsigt over Storevatnet

Udsigt over Storevatnet


Langrendstur til Hundsemvatnet

Endelig frost og udsigt til klart vejr. Temperaturen har bevæget sig fra +9 grader i går aftes til –7 her til morgen. Det lover godt.

Faktisk havde vi i dag tænkt os at glide rundt om Helsingvatnet lige under den næsten lodrette sydside af Skogshødn, men da vi har fået smurt skiene og trådt ud i det isede spor, der på ingen måde er opkørt, kan vi godt se, at solen ikke vil ramme ruten, vi havde tænkt os. Og trave rundt på et isglat spor i skygge på en solvejrsdag - det er ikke os.

Vi kører i stedet videre frem mod Lykka og holder ind på P-pladsen (afgiftsfri) ved informationstavlen, lige hvor elven Hynda løber videre ned i Storvatnet.

Herfra starter en markeret løjpe op på højfjeldet - rundt om Hundsemvatnet, 1.086moh. Selv om det er meget iset og løjpen her heller ikke er opkørt, kommer vi let op på fjeldet med skifellerne på.

Og sikke en udsigt vi møder. Bag os har vi Storvatnet liggende langt under os.

Hundsemvatnet, 1.086 moh.

Hundsemvatnet, 1.086 moh.


Midt i De Skandinaviske Alper

Vi har fjelde i det fjerne mod sydvest og bag Skogshødn ligger Hundsemvatnet omkranset af høje fjelde. Nu forstår vi godt, hvorfor man kalder området her for ”De Skandinaviske Alper”.

Da terrænet flader ud, afmonterer vi skifellerne og glider hen over isen (ikke på søen) til en lille hytte for enden af søen.

Herfra går vi forsigtigt over et lille delvist åbent vandløb og kommer over på solsiden. Lidt oppe på fjeldsiden er her også en fin udsigt til Bukonefjorden og fjeldene på den anden side.

Vi følger løjpen tilbage rundt om søen - ser ryper - og kommer igen til den lille fiskerhytte, inden vi skal ned til P-pladsen. Her tages skiene af og sættes i rygsækken, så vi kun har skistavene i hænderne, da vi går ned.

Vi forsøger at gå hvor der tidligere har været trådt/løbet, men går flere gange gennem sneen og står i til knæet. Sne er her nok af, det er bare lige det med føret!

Efter 5½ time i frost er vi tilbage, trætte og fornøjede over en rigtig fin solskinsdag på højfjeldet.

Slædehundetræning

Slædehundetræning


Gravset Langrendsarena

Desværre er tøvejret og gråvejret vendt tilbage. Vi tager ud til Gravset Langrendsarena og da vi står ud af bilen på P-pladsen (afgift) kan vi høre hundene. Straks vækkes min interesse for en hundeslædetur, men på turistkontoret har jeg fået oplyst, at der ikke er sne nok til at turister kan komme med på tur.

Vi går over hvor hundene står i stake-out (en lang kæde) og venter på at det bliver deres tur til at komme ud at træne. For det er lige det, her foregår. Jeg taler med hundeføreren, som bekræfter, at det udelukkende er træning med hundene og kun på korte, allerede opkørte strækninger. Sneen er simpelthen for hård til at hundene kan trække. De får ødelagt deres poter.

Præpareret langrendsløjper

Præpareret langrendsløjper


Langrendsløjpe hvor alle kan være med

Fra P-pladsen går det præparerede løjpenet i let og kuperet terræn fortrinsvis i skov med flere rundløjper, der kan kombineres alt efter lyst.

Her kan alle være med og kan varmt anbefales til familier med børn, der vil koble lidt af fra de alpine pister.

Løjperne kunne også være et alternativ, når det er dårligt vejr på højfjeldet. Vi følger løjpen rundt på otte km og har ind i mellem fine udsigter ud over moser, søer og fjelde.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt