Royal Caribbean

1.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Juleferie med familien i Rauland, Sydnorge (1/2)

Sneen pisker lige mod ruden og vinduesviskeren arbejder på højtryk, mens aftenmørket har sænket sig. Nærlyset når ikke meget længere end de første snefnug, der kaster lyset tilbage i øjnene på mig. Farten er taget betragteligt af bilen i det spejlglatte føre. Men endnu er det ingenting, mod hvad der venter.

Stor lejlighed ved Raulandsfjell

Stor lejlighed ved Raulandsfjell


Mod Telemarken

Vi var kørt hjemmefra tidligt om morgenen og turen op gennem Sverige ind i Norge og under Oslofjorden ved Drøbak - en tur der kan anbefales, når man skal til Telemarken - forløb i fint vejr, på tørre veje og uden problemer. Vi fortsatte over Drammen, Kongsberg og Rjukan - men lige så snart vi ramte Telemarken, kom snestormen. Vi ringede undervejs til resten af familien, som desværre var kommet nogle timer senere afsted hjemmefra og først vil være fremme sent på aftenen.

Hovedvejen (vei 37) løber gennem Rauland og videre over Haukelifjellet til Vestnorge. Vi passerede skisportsstedet Vierli, Rauland Høgfjellshotell og Skisentret, som vi svagt kunne skimte gennem sneen, passerede den lille by Rauland, inden vi efter yderligere ca. 5 km. fandt vejskiltet til Raulandsfjell Alpinsenter.

Der er sidste arbejdsdag før julen og i receptionen får vi nøglen til vores bolig, inden der lukkes og slukkes i reception og cafeteria for at holde juleferie.

Vi rydder et spor i den dybe sne og får vores bagage op på øverste etage i den store bygning. Her har vi har lejet en stor, luksuriøs hotellejlighed, hvor hele familien kan holde juleferie. Her er tre soveværelser med plads til i alt 9 personer, et stort badeværelse med toilet, et åben køkken i tilslutning til en pæn møbleret opholdsstue og en stor altan med udsigt mod de alpine bakker.

Her er næsten alt hvad vi får brug for, blot mangler en frostboks i køleskabet, så vi må ty til altanen og håbe på, at frostvejret varer ved.

Stort åbent køkken

Stort åbent køkken


Familien samlet

Vi er naturligvis noget bekymret for resten af familien - Mie, Mathias, Anne-Vibeke og Rasmus - der i løbet af aftenen kæmper sig vej gennem snemasserne, og er i løbende telefonkontakt med dem. Nervøsiteten bliver ikke mindre af, at vi på fladskærms-TV’et kan følge med i vejrvarslerne, der sendes på norsk TV.

Alle veje mellem Vestnorge og over fjeldet i Sydnorge er nu lukket og al udkørsel frarådes. Skal man alligevel ud, tilrådes det at tage noget varmt med i termokanden samt et tæppe. Uvejret vil vare hele natten. Så kommer en opløftende melding: Dog vil der over Haukeli være kolonnekørsel - og det var lige det, vi ønskede at høre. Det betyder, at vejen ryddes løbende.

I det tætte snevejr går jeg ned til landevejen med min lygte for at vinke familien ind, når de kommer. Sneen slår mig i ansigtet og jeg synker dybt i sneen for hvert skridt.

En af de store lastbiler med sneskrabere foran kommer susende i høj fart gennem mørket og kaster kaskader af sne flere meter ind til siden. Jeg vender ryggen til for ikke at få sneen i ansigtet. Det store skilt, der viser ind til Alpinsenteret, er totalt dækket i sne og har mistet sin funktion – så nu er det helt berettiget, at jeg venter og kan dirigere dem ind det rigtige sted.

Så dukker der et lys op langt ude ad landevejen. Det må være dem. Ingen andre vover sig ud i dette uvejr. Der går et lettelses suk gennem mig, da de stille triller ind til siden i skæret af min lygte. I deres store 4-hjulstrukne bil, sidder de alle lunt og hygger sig, og jeg dirigerer dem hen til P-pladsen - hvor der nu ligger omkring 20 cm. sne.

Vi får bagagen indendørs og alle kan nu slappe af, få noget at spise og håbe på at uvejret raser af til næste dag - for nu vil familien ud at stå på ski.

Børnebakken ved Rauland Skisenter

Børnebakken ved Rauland Skisenter


Rauland Skisenter

Det blæser og fyger, men snevejret er stoppet og den lavtstående decembersol titter frem over fjeldene. Grantræerne, vi kan se fra altanen, er pudret med sne. Sol og nysne - en bedre start på juleferien kan vi næsten ikke få.

Alpincentret lige uden for døren ser totalt dødt ud. Her er ikke et øje og på børnebakken er der hverken buer eller forhindringer b'ørnene kan køre uden om. Er vi kommet for tidligt på vinterferie? Vi kører i stedet de ca. 20 minutter hen til Rauland Skisenter. Her finder vi en stor tom parkeringsplads - kl. 10.30 om formiddagen!

Ingen lifter kører. Her er ingen skiltning om hvor skiudlejningen eller hvor man køber liftkort. Vi ser os omkring og kører længere ind til liften og P-pladsen bagved mod Holtardalen. En traktor er ved at rydde P-pladsen for sne. Tilbage igen.

Der går nogle mennesker lidt oppe i terrænet og dem vil vi rådføre os med. Et flag oppe ved et hus skulle fortælle os, at det er her, det foregår! Vi går derop og finder skiudlejningen og børnebakken med en lille tallerkenlift. Det er den eneste lift, der kører. Pga. blæsevejret, der er voldsomt på fjeldtoppen, er de andre lifter endnu ikke startet.

Har du ikke været her før, så finder du således skiudlejningen og liftene lidt oppe i terrænet, hvor du ikke kan køre - men gå op.

Sådan lærer man at stå på ski som 4-årig

Sådan lærer man at stå på ski som 4-årig


Træning på børnebakken

Børnebakken - det er lige, hvad vi har brug for. Mie på 4 år har aldrig stået på ski før og skal i første omgang lære det af sin mor. Mathias på 6 år har stået alpint flere gange og er allerede en lille ”mester” – uden større respekt for høj fart!

Tallerkenliften på børnebakken er underligt nok ubetjent! Det betyder, at voksne forældre selv må hjælpe børnene med at komme på tallerkenen for at blive trukket op! Det er da også fint nok for den mindste at stå trygt ved sine mors ben, mens det går op i ”højderne”.

Anne-Vibeke og Mie træner tålmodigt - først med sele - hvor gliddet og styringen langsomt indlæres. Senere med kun 1 strop i ryggen - for at holde farten i ave.

Mathias klarer det selv fint og har flere ture samen med far, farbror, farmor og farfar.

Bortset fra den ubetjente børnelift er børneområdet her meget fint med forskellige mindre udfordringer – og så ligger det i solsiden, selv i december.

Lille mand på stor piste i Rauland Skisenter

Lille mand på stor piste i Rauland Skisenter


Skibakke med udsigt

Vinden løjer af, solen står højere på himlen og nu sættes et par af de øvrige lifter i gang.

Tiurheisen - en T-lift, der trækker dig næsten helt op på fjeldet samt en 2-sæders hejs - Stolheisen - der når nogle meter længere op.

Fra toppen er udsigten udover det snedækkede landskab enestående. Langt mod vest rejser Raulandsfjeldene sig som en barriere op mod Hardangervidda. Nedenfor ligger det store langrendsområde, der strækker sig længere mod nordøst helt op til søen Møsvatn.

Mathias er taget med Rasmus og øver på blå piste nr. 6, mens Mikkel og Allis har kastet sig ud på rød piste nr. 7. Men når der er børn med, skal der også være tid til at lege og tid til at komme ind og få lidt varmt at drikke.

Senere tager Mathias sin mor med på tur. Helt op og ned ad pisten sammen med mor og mig. Han er faktisk rigtig go'.

Selv i julen er her god plads på pisterne, der tilsammen har mere end 10 km nedkørsler - og så er hele området endnu ikke kørende pga. blæsevejret.

I den fantastisk smukke Silkedalen

I den fantastisk smukke Silkedalen


Silkedalen

Allis og jeg var her i begyndelsen af 90’erne og en langrendstur i Silkedalen har altid stået lysende klart i min hukommelse - og som noget jeg gerne ville tilbage til. Så mens den øvrige del af familien øver videre på de alpine bakker, dels ved Rauland Skisenter, dels ved Vierli Skisenter, tager Mikkel, Allis og jeg hen til Rauland Høgfjellshotell, hvor vi parkerer og får oplysninger om hvilke løjper, der er præparerede.

I flg. løjpekortet skulle løjpen gå lige uden for hotellet under hejsen, men vi kan hverken finde skiltning eller løjpe!

Vi søger frem og tilbage under hejsen, men opgiver at finde den og beslutter i stedet at gå direkte op ad fjeldet under hejsen - op mod Kjellingnuten. Her kommer vores skifeller (skipels) rigtigt til sin ret og med dem klistret under skiene, er vi oppe på et øjeblik.

Vi skråer ind over fjeldet og glider i retningen mod løjpen, som vi rammer lidt efter. En helt nypræpareret løjpe - og hvilket glid? Det er en fornøjelse, at løjperne er så godt præparerede - og så hurtigt efter det kraftige snefald. Skulle vi selv træde sporet, kunne det blive en lang, tung dag.

Vi har en rundtur på ca. 16 km foran os og med den gode skiltning undervejs, kan ingen blive i tvivl om, hvor de skal gå.
Det er en herlig dag på løjpen og den medbragte frokost spises på en sten i det fjerneste hjørne i Silkedalen - og hele dagen møder vi kun en håndfuld andre skiløbere.

Forstå det, hvem der kan!

Swarowski
Alan Rogers - Bella Italia
Alan Rogers - CaAlan Rogers - Barricata
Subaru
Outwell
Small Danish Hotels