Azamara Cruice

19.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Langs Norges vestkyst med Hurtigruten (1/3)

Vi er taget med SAS-flyet fra København til Flesland Lufthavn i Bergen denne formiddag, så vi har nogle timer til at se lidt af byen, inden vi  skal sejle med Hurtigrutens passagerbåd MS Nordlys op langs den norske vestkyst til Kirkenes. Har man ikke været i Bergen før, så der er nok at tage fat på ...

Holberg midt i Bergen

Holberg midt i Bergen


Rundt i cet centrale Bergen

Vi kan på ingen måde nå at se alt det, vi gerne ville, dertil er Bergen for stor og har meget at byde på.

Griegs hjem Troldhaugen bliver (desværre) valgt fra denne gang og da vejret er fint bliver det heller ikke til museumsbesøg.

Men både Fløyfjeldet - et af de syv fjelde, der omgiver Bergen - samt den berømte Bryggen skal der være tid til.

Så efter turen med lufthavnsbussen, der tager ca. ½ time til Hurtigrutens terminal centralt i Bergen, indleverer vi vore kufferter og kan trygt begive os på eventyr.

Fra terminalen er der kun kort vej til centrum og vi går ikke langt før vi finder nogle af de maleriske gamle træhuse, der giver byen en særlig charme og hvor folk har boet gennem århundrede.

Inderst i havneindløbet finder vi det berømte fisketorv, som i dag - søndag - holder lukket. Overfor bliver vi modtaget af selveste Holberg og et par gader længere op er vi ved Fløi-banen, der skal bringe os 320 meter op over havet.

Udsigt over Bergen fra Fløyfjeldet

Udsigt over Bergen fra Fløyfjeldet


Fløibanen - med udsigt

Hvert kvarter kører Fløibanen folk til toppen af Fløyfjeldet. Der er tre stationer undervejs og det tager kun syv minutter at køre de 844 meter op ad sporet.

Fra øverste station kan vi vælge flere forskellige vandreture i området. Men først skal vi nyde den betagende udsigt ud over Bergen, havnen og fjorden samt de øvrige omkringliggende fjelde. Fra udsigtspunktet kan vi bl.a. se båden MS Nordlys fra Hurtigruten, som vi senere skal sejle med.

Rundt omkring på Fløyfjeldet er der flere hytter og grillpladser, hvor man kan spise sin medbragte frokost. Vi spadserer op til Skomakerdiket og følger på en del af turen lysløjpen, der, når der ligger sne om vinteren, bliver præpareret til en ca. fem km lang rundløjpe.

Efter at have gået rundt om den lille sø - hvor der også er bademulighed - fortsætter vi gennem den grønne skov mod Fløisletten og møder undervejs en stor udskåret træfigur inde mellem træerne.

Er det en gubbe? Et sted vrimler det med skovtrolde, de fleste med tørklæde og briller af piberensere - ikke langt fra børnehaven ved Fløipilen! Her følger vi stien nedad - tilbage mod Bergen og kan flere steder nyde en rigtig flot udsigt over byen.

De gamle træhuse på Bryggen

De gamle træhuse på Bryggen


Bryggen og gamle træhuse

Da vi igen er nede, rammer vi det inderste af havneindløbet, netop hvor den berømte Bryggen starter.

Jeg har tidligere besøgt Bergen og vil nu benytte lejligheden til at vise Allis dette helt specielle miljø. Det var her de første huse i Bergen blev anlagt og efter den store brand i 1702 blev husene genopført i deres oprindelige stil fra 1100-tallet.

Disse gamle, smukke træhuse med svalegange og trange passager mellem husene leder os ind i spændende baggårde. Vi går ind i Bellgården på de træbelagte fortove og turen går bag om bygningerne, hvor en del kunstnere holder til side om side med hyggelige restauranter. Nogle ligger i stueplan andre oppe på loftet.

Vi går tilbage ad Bredgården, hvor bygningerne står så tæt, at de næsten rammer hinanden. Hele bebyggelsen er på UNESCOs liste over verdens bevaringsværdige kulturarv.

Nede i havnebassinet ligger det enorme norske skoleskib ”Statsraad Lehmkuhl”. Der er ikke adgang til skibet, så vi fortsætter langs havnen ud til Bergenhus med Rosenkrantztårnet og Håkonshallen og ser de gamle granitbygninger.

Det er blevet sen eftermiddag og en regnbyge sætter en stopper for mere sightseeing.

Vi når tilbage til Hurtigruten uden at blive alt for våde og checker ind. Vore kufferter står allerede og venter på os ved vor kahyt, og efter at have indrettet os, kan vi på dæk 4 i Restaurant Stjernesalen indtage vor aftensmad ved en stor buffet med varme og kolde retter.  

Senere i vor kahyt finder vi en mappe med diverse udflugtsbeskrivelser samt en lille bog, som i detaljer gennemgår stort set alt hvad vi kan opleve på dette krydstogt med Hurtigruten. En rigtig fin og nyttig gave.

Morgenlys på fjeld

Morgenlys på fjeld


Mellem Bergen og Ålesund

MS Nordlys er sejlet fra Bergen og da vi næste morgen ser ud af vinduet i vor kahyt, er det ved at lysne. Skibet glider hurtigt og næsten lydløst gennem vandet.

Efter morgenmadsbuffeten går vi ud på dækket og nyder den friske vind, der blæser i ansigtet på os. Solen er så småt ved at få magt og kaster sine stråler på fjeldene omkring os.

Vi lægger til ved Torvik - blot for en kort bemærkning - medens der losses og læsses ting og sager. Vi er (også) på en fragtbåd. Næste stop er Ålesund.

Vi har hjemmefra tilmeldt os de udflugter, som Hurtigruten arrangerer undervejs og efter frokostbuffeten er vi klar til en byvandring i Ålesund.

Som rejsende med Hurtigruten skal man dog være opmærksom på, at ikke alle udflugter gennemføres over hele året, ligesom ruten ændres fra sommersæson til vintersæson.

Ålesund har arkitektur i jugendstil

Ålesund har arkitektur i jugendstil


Ålesund - en by i jugendstil

Nede på kajen mødes vi med vor lokale Ålesund-guide, en spøjs fætter med et glimt i øjet og ikke uden lune. Han kan starte med at fortælle, at Ålesund altid har været hjemsted for aktive og flinke folk.

Allerede i vikingetiden var øerne længere ude i havet beboet og disse raske svende aflagde ofte deres ”venner” over i England et besøg og kom altid hjem med en masse gode varer!

Senere var det rigtig handel med fisk, der blev livsgrundlaget for Ålesund.

Hvorfra navnet ”Ålesund” stammer ved han dog ikke. Ål findes her, men dem spiser nordmænd ikke, mener han. De ål der fanges, fragtes til Åndalsnes, hvorfra de eksporteres. En anden mulig forklaring kunne være, at man i gamle dage skubbede (ålede) skibene over sandbanker fra et vand til et andet, men den tror han heller ikke på!

Vi går ind langs den indre havn og stopper ved udsigten til nogle bygninger på den anden side af vandet. Her fortælles den usædvanlige og dramatiske historie om hvorledes hele bykernen nedbrændte en stormfuld vinternat, den 23.januar 1904. På 16 timer brændte 850 huse ned til grunden og titusinde mennesker blev hjemløse.

Årsagen til at alt brændte så hurtigt var dels, at husene var bygget af træ, dels at de var bejdset med billig letantændelig fiskeolie - kortsagt byen var en krudttønde.

Men der blev hurtigt opført en ny by. Fantasifulde arkitekter skulle prøve noget helt nyt og resultatet blev en by med en mangfoldighed af huse med spir og tårne, indgangspartier på hushjørnerne, specielle gavle samt ornamentik og vinduer i forskellig udformning på samme hus. Symmetrien var død.

Hele bykernen blev opført i den såkaldte Jugendstil (Art Nouveau).

I dag har Ålesund en helt særegen plads i norsk og international arkitekturhistorie.

Sidst jeg var her, gik jeg en tur op på byens fjeld - Aksla - hvorfra der er en helt enestående udsigt ud over byen og sundet med de omkringliggende øer og skær. Men i dag er der desværre ikke tid til den tur. Vi går i stedet op på højen lige ved bymuseet og kan her fornemme lidt af udsigten, inden vi guides tilbage til vort skib.

Romsdalsfjeldene

Romsdalsfjeldene


Mellem Ålesund og Molde

MS Nordlys glider ud af havnen og sætter kursen nordover mellem øer og næs i den vestnorske skærgård.

Vi sejler gennem bl.a. Mifjorden og i Moldefjorden kan vi så småt se Romsdalsfjeldene komme til syne i det fjerne.

Fra forrest på dæk 5 kan vi ude i det fri nyde indsejlingen mod Molde og kan fra lang afstand se et enormt sejl i nærheden af havnen. Det kan ikke være noget helt almindeligt skib med så stort et sejl, og da vi kommer nærmere på, viser det sig at være et helt moderne hotel, fortrinsvis i glas, opført helt ude ved kysten - Rica Seilet Hotel.

Rica Seilet Hotel i Molde

Rica Seilet Hotel i Molde


Molde - et populært sted

Vi har et kort ophold i Molde og stempler os ud, da vi forlader skibet (så har skibet hele tiden kontrol med hvem der er - og ikke er - på skibet).

Vi kan lige nå et smut op ad hovedgaden til kirken og tilbage i den anden retning for at aflægge det flotte Rica Seilet Hotel et kort besøg.

Hotellet ligger lige ved siden af stadion og da vi træder ind i hotellets store åbne hall, med lækre lædermøbler, er der ikke mindre end fire personer i receptionen, der tager imod. Nej, vi skal ikke bo her, men blot lige orientere os.

Vi spørger om der virkeligt er behov for så stort et hotel i en by som Molde og svaret kommer prompte: - Molde har p.t. seks hoteller og her er fuldt belagt, bl.a. med konferencer.

Molde har altså meget mere at byde på, end det vi kan nå at se på vor hastige tur gennem byen, så vi må tilbage hertil en anden gang.

Udsigt til fjelde

Udsigt til fjelde


Mellem Molde og Trondheim

Vi har fået tildelt faste pladser i restauranten, hvor aftenens menu serveres for os. Her er plads til 240 gæster ad gangen, så det er nødvendigt med to serveringsrunder - en kl. 18.30 og en kl. 20.30.

Efter middagen - blomkålssuppe, stegt laks og cremebudding med hindbær - kan vi indtage kaffen i baren Sirlund, hvor der samtidig er musik og underholdning.

En stund sidder vi og ser ud i mørket og nogle få lys forude fortæller os, at vi er på vej ud i åbent hav.

Da vi senere ligger i vor kahyt, kan vi mærke Norskehavets dønninger forplante sig op gennem skibet og vi bliver vugget ind i en behagelig søvn.

Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Subaru
Torre La Sal
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt