Norge: Skiferie på Hindsæter Fjellhotell, Jotunheimen

Op mod Russli Rundhöe

Mod Russli Rundhöe

Vi vågnede i dag til et helt fantastisk, men meget koldt vejr -28 grader, vinterens kulderekord - og var ikke sene til at komme af sted. Fra Hindsæter Fjellhotell fulgte vi den røde skovløjpe hen forbi en lille campingplads og videre langs vejen, der går mod Gjende. Det er vej 51 som løber over Valdresflya, men som på denne årstid er vinterlukket.
Så gik vi videre op i skoven, hvor sneen var fyldt med friske dyrespor fra både hare, ræv samt rype og spejdede her efter vinterkvistningen – birkegrene udsat som løjpemarkering der skulle lede os op på fjeldet – men kunne ingen se. Umiddelbart efter at have passeret Turr-Hinde - en af de mange store slugter, der gennemskærer terrænet på Hindflyin - så vi godt nok et skilt med et forældet løjpekort, men vi foretrak at følge den opkørte løjpe lidt længere fremover, inden vi drejede fra efter at have passeret endnu en slugt, Vest-Hinde.
Her var ingen kvistning, men vi vidste hvor vi var og kløede på opad – trædende vort eget spor.

Ude af skoven havde vi godt udsyn tilbage hvorfra vi kom, mens ruten fremover stod næsten usynlig. Bakker og dale fortonede sig foran os. Vi kunne dog både se og mærke, at det gik opad og opad og kunne ind i mellem skimte Russli- Rundhöe. Mærkeligt som et fjeld bliver mindre jo nærmere man kommer!

Højt på fjeldet

Så pludselig så vi kvistningen og fulgte denne mere vestover. Op og ned i slugterne kæmpede vi os opover og havde det flotteste vue bag os mod øst. Lige der ovre rejste Rondamassivet sig. Smiukampen stod markant og til højre herfor sås den højeste af dem alle – Rondslottet – med den furede fjeldside.
På den anden side af Sjoadalen kunne vi mod sydøst se ind i Griningsdalen med de store fjelde Griningsdalshöe til venstre og toppen Griningsdalskampen til højre.

Oppe på Hindflyin sank vi ikke dybt i sneen, så det var kun al den energi vi brændte af ved at gå opad, der fik os til at svede så meget, at vi måtte tage noget af tøjet af. Det mellemste lag blev lagt i rygsækken og vi kunne fortsætte videre opover. Flere steder stak fjeldes småbuske op gennem sneskorpen, der var fejet hård af vind og vejr.

Slugt

Tilbage gennem slugterne

Da kommer skyerne og dækker for solen og udsigten fremover. Tågen er på vej….

Vi følger vort spor et godt stykke tilbage, men vælger denne gang at krydse slugten Vest-Hinde og følger kvistningen et stykke ned gennem slugten. Her er sneen fin, løs og dyb. Den har puttet sig.

Et sæt sten bliver valgt som stedet for vor frokost inden vi fortsætter uden for kvistningen skråt nedover Hindflyin og krydser Turr-Hinde. Nede i slugten vælter vandet frem under sneen, men der er ingen problemer med at finde sikker, fast sne at passere slugten på.

Så glider vi længere ned mod birkeskoven, hvor et par ryper pludselig bliver forstyrret i deres nippen på de nyeste skud. Ved den største slugt af dem alle - Stor-Hinde - stoppes vor videre fremfærd. Her er et juv med lodrette klipper, hvorfra meterlange istapper søger nedad mod bunden af slugten. Enhver passage er umulig og vi glider tilbage og finder vej nedad gennem den tætte birkeskov, inden vi atter er tilbage på løjpen, der leder tilbage til Hindsæter Fjellhotell.

Hindsæter Fjellhotell

På fjellhotellet

Der er komet en del flere gæster i løbet af dagen og da vi er samlet ved aftensmaden fortæller André Sundero og Karola Wenzel, der sammen driver hotellet, lidt om hvad vi skal have at spise i dag – salat med hjemmelavet dressing som forret og kogt havkat (ikke kat, men fisk) med stegte og sukkermarinerede rødløg (- og den var god) afsluttende med hjemmelavet vanilje- og mokkais.

Med børnene i sneen

Med børnene på kælkebakken

Det var allerede i forgårs vi ankom til Hindsæter Fjellhotell efter en længere køretur. Så det var bare om at komme ud at røre sig efter at have siddet stille så længe – specielt for børnene. Mie (1½ år) og Mathias (3½) havde været rolige undervejs, så de var fyldt med energi og skulle bare ud og afreagere. Vi fandt skitøjet frem og tog kælken med os over på bakken lige ved siden af hotellet.

Aktiviteter i sneen er i bund og grund leg - og så kan alle være med. Ingen er for ung, ingen for gammel til at tumle sig i sneen. Det blev til adskillige ture oppe fra det gamle sæterhus og nedover – ikke stejlt, men langt. Så langt at de små ben blev trætte og næsten ikke orkede at trække slæden op igen. Men så er der jo ikke flere ture at få! Kælken skal op før vi kan glide ned igen. Vi deltes om opgaven og tog begge fat i slæden og kom opover, så vi atter kunne få den herlige kilden i maven, når kælken hoppede og dansede ned over det ujævne terræn med Mathias og farfar klæbende sig til det lille sæde.

Efter god mad - hygge foran pejsen

- og fortræffelig mad

Så det var med røde kinder fra den friske luft og skyfrie himmel at vi mødes ved middagstid i spisesalen.
André kredsede om os og fortalte, at det Hindsæter Fjellhotell satser på, er både gode naturoplevelser og rigtig god mad, som han selv tilbereder. Han ønsker at skabe et internationalt køkken med lokale råvarer, og med speciale i italienske vine.

Og denne dag serverede han en laksecappacio som forret og lammeinderlår som hovedret. Desserten var hjemmelavet æblekage med flødeskum. Meget lækkert. Kaffen kunne vi indtage foran pejsen i den store hall.

Udsigt til Besshøi

Til Nedre Sjodalsvatnet

Da vi her til morgen trækker gardinerne fra og ser ud af vinduet, er det en udsigt til sne, der stille drysser ned fra skydækket over os. Men inden vi har spist morgenmaden er vejret fuldstændigt forandret og vi træder ud i perfekt skivejr med -18 grader.

Turen går atter ud ad løjpen mod Bessheim og forbi det sted, hvor vi drejede fra på turen op på Hindflyin. Her fortsætter vi ad løjpen, der først stiger og senere går i svære sving ned gennem skoven, hvor den ender – lidt uheldigt lige over landevejen. Her bør opsættes et skilt, der advarer os skiløbere mod at vi neden for bakken risikerer at havne på køleren af en bil, hvis vi ikke når at bremse i tide!

Denne del af løjpenettet er ganske svær og bør tages med forsigtighed af ikke meget rutinerede skiløbere. Vi bliver på højre side af vejen og går lidt op i skoven. Så passerer vi de gamle sætere Russje og Ormhaugen og glider ned langs med vejen inden vi krydser denne.  

I vejens venstre siden går det så det sidste stykke frem til Nedre Sjodalsvatnet, hvor vi møder resten af familien, der har været på isen for at øve sig på fladt terræn. Men kulden har pakket sig på isen, så det bliver kun små ture for de mindste.

Desserten: Tilsløret sæterjente

Den gamle kobjælde

Og så er der fødselsdag i familien. André har lavet en flot lagkage til os, som vi om eftermiddagen nyder i opholdsstuen, hvor solen fortsat bager ind af vinduet.
Vi kan ikke spise hele lagkagen, da der også skal være plads til dagen middag.

Igen i aften indledes middagen med lidt fortællinger fra Hindsæters historie. Andre viser den kobjælde, hvormed han kalder til middag. Det er en gammel klokke som stammer fra hans bedstemors køer – og når den lyder – ja så tømmes værelser og rum og vi samles til dagens delikatesser i spisestuen.
Fiskesuppe, okseragout og den nationale dessert: Tilsløret sæterjente. Igen meget lækkert.

Familietur på Øvre Sjodalsvatnet

Familietur på Øvre Sjodalsvatnet

Vi har taget bilen længere ind i dalen og parkerer ved Øvre Sjodalsvatnet. Her er søen et fint sted at påbegynde indlæringen af vildmarkslivets vinterglæder for familiens yngste. Mathias har lejet små ski og støvler og nu skal vi prøve langrend. Pulken er beregnet til Mie, som endnu er for lille til ski.

Mathias har, som den lille berejste gut han allerede er, tidligere prøvet lidt af det alpine og det går fint, da det er ned ad bakke. Det går ligesom helt af sig selv!
Langrend er noget andet. Her skal sporet trædes og der skal arbejdes lidt mere for at komme frem.

Efter at vi har fået en snak om smøring og prøvet at mærke på det underlige klistrede noget, som farfar har gnedet på skiene, tager farmor Mathias med lidt ud på søen og op ad en lille bakke – og det går fint. Så kommer mor med Mie i pulken og far – og så er det ligesom det ikke er spor sjov længere. Mathias vil ikke mere og han siger at han fryser.

Mie i fjeldpulk

Det tager dog kun et øjeblik at få ham overbevist om, at det er nødvendigt at han går forrest og viser os vejen - helt over til den anden side af søen til Trollbotthøjen, med de store sten og hvor vi kan få chokolade, når vi kommer derover. Er det mon her at trolden bor? Så fejler humøret intet og vi får en dejlig tur over søen.

Da vi er tilbage finder vi en varm plet i solen i læ af et lille bådhus og spiser vor frokost, medens Mathias graver fornøjet i sneen og trætheden er glemt. Mie ser derimod ud til at kede sig bravt ved kun at sidde i pulken….

André med gæstebogen fra 1898

Første gæster var danske

Kobjælden ringer og André står parat i spisestuen til at berette lidt mere fra Hindsæters historie. Faktisk har her været sæterdrift helt tilbage i 1600-tallet men egentlig hoteldrift blev startet i 1898. André viser os den gamle gæstebog, som kan berette om at de første gæster var Marie Jensen, Helsingør (nr.1) og Elsebeth Stage, Silkeborg (nr.2). Et morsomt klenodie – som indeholder flere spændende historier.

Aftensmaden: Salat med syltet laks (ikke ragfisk, men rå laks marineret 1 døgn i en væske med diverse krydderier), Kogt rødding, Cremebruleé.

Elgen er sky

Elgsafari

André har kørt bilen frem og vi er en bilfuld gæster der før morgenmaden kører en tur ned gennem dalen, for at se om vi kan møde elgen. Jo den er her. I hvert fald vrimler det med fodspor i sneen.

Og ganske rigtigt. På den anden side af dalen ligger nogle stykker og spejder over mod os, med deres store ører rejst.

Vi kører længere frem og pludselig er der en af gæsterne der får øje på en elg, der står ved en sten ca.30 meter fra vejen. Den går et skridt frem og kikker på os. Så lunter den roligt videre ind i skoven og kommer ud af vor synsvinkel. Det er ikke usædvanligt at møde elge her. André har en morgen set ikke mindre end 19 elge på vej ned gennem dalen.

Veolie

Veolie

Efter morgenmaden kører Anne-Vibeke og Rasmus samt børnene hjemad, da de skal nå færgen i Oslo, hvor de skal sejle med DFDS-seaways mod København.

Allis og jeg løber gennem skoven nordpå mod Veolie. Fra vest ligger et skydække bag - og over os, medens solen skinner klart længere østude.
Det er en jævn stigning gennem skoven der ikke byder på megen udsigt.
Ved krydset mod Sjodalen Hyttetun (Villmarksliv), går vi over vejen og følger løjpen lidt opad gennem skoven og så pludselig i et sving åbner skoven sig og vi har det første vue over mod Rondane, der ligger klart belyst i formiddagssolen.
Vi passerer broen over slugten ved elven Veo og følger den lille vej stejlt op mod Veolie.

Fantastisk udsigt mod Rondane

Lidt efter er vi over trægrænsen og ude på det åbne fjeld og har sæteren liggende foran os. Herfra går den kvistede løjpe videre over fjeldet mod Glitterheim.

Vi går op på en nærliggende høj og har den bedste udsigt mod Rondane, som vi nogensinde har haft.

Fra opstigningen mod Sjugrudsjøen

Sjugurd Sjøen

Vejen følges tilbage og ved krydset glider vi ned forbi Sjoadalen Hyttetun og går over Sjoa til Eldbue, hvor vi spiser frokosten inden opstigningen mod Sjugrudsjøen.

Løjpen er enkelte steder lidt iset og vi må for en hver pris undgå at få vand på skiene. Det er prøvet før og er et helvede at få skrabet af igen. Vandet fryser og isklumperne klamper sneen til sig under skiene så det er umuligt at komme frem. Vi går derfor lidt uden for løjpen for at gå i sneen. Andre steder er der huller i løjpen, men ellers er det en let og mægtig fin tur. Det går jævnt opad til en lille sæter – Holbø Sallie - og videre gennem tæt birkeskov, som når næsten helt op til søen.

Ude af skoven åbner Hindflyin sig på den anden side af dalen og udsigten mod fjeldene er meget flot. Herfra kan man tydeligt se de mange slugte der skærer sig ned over fjeldet.

Ved den store sten

Oppe ved Sjugurd Sjøen ligger en lille hytte samt et bådhus og efter et lille hvil går vi hen til den store sten som ligger lidt fra hytten. Og stor er den – måske 4-5 meter høj.

Vi glider samme vej tilbage – dvs zig-zagger på tværs af løjpen for ikke at få for megen fart på. Men ellers er løjpen meget fin at glide nedad.

En elg krydser sporet Fotograf: Rolf Müller

Nede ved Sjoa følger vi løjpen (Elgløjpen?) mod syd. Her har andre gæster - vore venner fra Holland - to gange set elg stående direkte i sporet og gloet på dem – inden den er fortsat ned mod elven.

Vi går over elven mod Steinholhytta og kommer tilbage til Hindsæter.

Aftensmad: Løgsuppe, Oksefilet med ostegratinerede flødekartofler, ostekage (af ko- og gedemælk).

Balance på snesko

Sneskotur til Stuttgongkampen

Hvis du ikke allerede har prøvet det så er muligheden her. En tur på snesko. Du kan leje snesko og vandre på steder, hvor det er vanskeligt eller umuligt at komme frem på ski f.eks. gå en tur op langs en af slugterne Store Hinde eller du kan komme med på en guidet tur. Vi valgte det sidste. Karola instruerer os i hvorledes de moderne, meget lette snesko er indrettet og hvorledes de spændes på vore vandrestøvler/skistøvler. Påklædningen er i øvrigt som på en skitur.

Vi går ned over broen ved Stuttgongfossen, der selv ved vintertide har vandet brusende under sig. Her er store udhulinger som sten og vand gennem årtusinders slibning har skabt. Vi fortsætter op gennem skoven i dyb sne. Selv om sneen her er mere end 80 cm dyb synker vi blot ca.15-20 cm ned og står så fast. Vi får prøvet lidt af hvert. Bl.a. at klatre over væltede træstammer med snesko på og forcere klippestykker, men grebet fra sneskoene er fast og vi kommer alle fint igennem.

På snesko mod Stuttgongkampen

Så passerer vi Gammelsæter – en privatejet hytte – fortsætter op på skiløjpen gennem birkeskoven indtil vi er over den – på højfjeldet.
Ude af skoven står en frisk vind med isnende kulde os i ansigtet, så det bliver nødvendigt at tage hætterne på vore anorakker op over hoved og få ekstra luffer på. Karola spørger om alle har mod på at fortsætte – og det har vi naturligvis.
På sneskoene der går foran mig er der med sprittuds skrevet Upptur – og nu ved jeg hvorfor. Det går opad. Direkte opad. Så stejlt at jeg ikke ville kunne gøre det på ski – selv med fæller under. Dejligt at mærke hvorledes ”kloen” under skiskoen sikrer mig godt fæste. Vi tager retning mod den første kant på Stuttgongkampen og da vi når et godt stykke op på fjeldet, er det tid til frokost netop som solen bryder gennem skylaget.

På toppen af Stuttgongkampen

Så fortsætter vi opad – med lidt leg undervejs. På et lille udhæng kan man kaste sig ud fra bakken og Karola glider ned af og i sneen. Også andre forsøger, men glider og må opgive da man rutscher nedad.
Da vi når fjeldryggen og kan se ned til Hindsæter langt under os – har vi kun nogle få hundrede meter fra at nå toppen.
Selv om vinden er frisk, er vi så tæt ved målet at alle beslutter sig for at traske det sidste stykke med op. På toppen samles vi ved varden, 1.418 moh.
Vi gjorde det.

Snowboard i jomfruelig sne

Den første i Verden

Blot ærgerligt at det ikke er helt klart i vejret. Men sådan er det at færdes i fjeldene. Barbara har slæbt sit snowboard med på toppen og vil nu som den første nogensinde stå snowboard ned fra Stuttgongkampen.
Vi andre går lidt ned og venter på hende og så kommer hun med sneskoene fastspændt på ryggen susende i store bløde S-sving nedover i den bløde sne.
Visse steder stikker sten op gennem sneen, men hun er rutineret og styrer elegant uden om og findervejen ned gennem den dybe sne. Og det går hurtigt. Før vi for set os om er hun forsvundet ned ad fjeldet.

Da vi når skoven sidder hun og venter på os inden hun glider videre nedad gennem det smalle spor i birkeskoven og vi ser hende ikke mere på denne tur.

Aftensmaden: Blomstersuppe, Lammebov, Sorbé med fjeldets bær.

Hytten ved søen Tjörnosen

Langtur gennem Griningsdalen

Vi går over elven op mod Gammelsæter og følger vort sneskospor fra i går. Oppe på det stejle sted i birkeskoven monterer vi skifællene og så går resten af turen op gennem skoven - på den op mod 30-40 grader stejle løjpe - som en leg.

Snart er vi ude af skoven og oppe på højfjeldet. Da vi kan se hytten ved søen Tjörnosen, afmonterer vi fællerne og fortsætter ad den kvistede løjpe på gennem Tjörnosdalen. Hytten ejes af nogle større norske virksomheder, som benytter den som kursusejendom. Deltagerne flyves ind med vandflyver, som lander på søen (altså om sommeren!)

Vandskellet for enden af Tjörnosdalen

Det sner let medens vi kæmper os længere ud i denne vildmark, men ikke mere end solen ind i mellem titter frem. Lidt længere fremme har en rype svævet hen over sneen og er på sin flugt gennem dalen landet med et bump og siddet og hvilt sig. Så har den taget et par skridt og basket sig frem, så vingeslagene tydeligt er afsat i sneen. Et af naturens små malerier. Her i denne kridhvide sneørken har den ikke kunnet finde noget spiseligt. Ingen buske stikker op af sneen. Ingen træer. Ingen afblæste steder som ovre på Hidflyin. Måske er det fordi området her ligger i læ mellem de store fjelde, Griningsdalshöe og Dyrtjörnhöe, der rejser sig på begge sider af vor rute. Måske er her slet ikke nogen bevoksning, men kun de bare kippestykker under sneen. Vi ved det ikke.

Mellem det lette snefald kan vi se, at det længere fremme ser det ud som om et større uvejr er på vej.
Da vi nærmere os vandskellet for enden af Tjörnosdalen ved søen Dyrtjörni, ser vi næste tegn på liv. En ræv er løbet ned fra det ene fjeld, fortsat på tværs af vor rute og løbet videre op på den anden side. Ved en sten har den sprunget rundt og måske fået en lemming – en af rævens godbidder – inden den er fortsat i sin søgen efter bytte i sit store revir.

Björnberget

Ved vandskellet glider vi lidt ned og følger Griningsdalshöe til højre og forbi Björnberget. På sydsiden af fjeldet er skiføret helt fantastisk. En hård grund med et par cm løs styresne. Sagte glider vi nedad med en flot udsigt ned i Griningsdalen. Det er let ikke at følge kvistningen, da terrænet indbyder til zig-zag-sving mellem de store klippeblokke på begge sider af ruten. Hvor er her dejligt. På vor venstre side løber vi hel hen til Dyrtjörnbekken inden vi igen drejer væk fra kløften.

Da vi kan se sæteren neden for os, forsøger vi at blive oppe på fjeldsiden og glider langsomt til højre nedad forbi den meget smukke og bratte, nøgne fjeldside på sydsiden af Griningsdalshöe. Måske hækker ørnen her?

Frokost i Griningsdalen

Det er som om det uvejr vi nu kan se bag os, forbliver ude i bunden af Griningsdalen og ikke rigtigt kan få plads til at komme ind, så da solen skinner og det er dejligt varmt, finder i en plet på sydsiden af fjeldet og spiser vores frokost med udsigten til Griningskampen og fjeldene oppe bag Hindflyin bl.a. Naugardstinden.

På vor videre tur gennem Griningsdalen passerer vi flere små sætere, der ligger på sydsiden af fjeldet som perler på en snor - alle med en vidunderlig udsigt ind mod Jotunheimen med Besshöy som det første dominerende fjeld.

Griningsdalsfossen

Vi forsøger at finde den på kortet markerede løjpe, men følger et snescooterspor indtil i kommer forbi nogle huse ved en lille sø. Vi kikker atter på kortet for at finde ud af hvor vi præcist befinde os. Her er et fint jævnt glid ned gennem skoven. Vi kan se, at andre har været her, men møder ingen. Her er heller ingen markering af løjper – kun spor vi kan følge. Vi er nu godt nede i skoven og udsynet er begrænset. En af de markante toppe i skoven – som kunne ses oppe fra sæterne i Grininsdalen - er Pikuthaugen - og den løber vi nu omkring modsat uret. Så er der ikke længere tvivl om hvor vi er, og kan se at vi følger en lille sommervej.

Vær derfor opmærksom på at der ikke altid er overensstemmelse mellem kortets markeringer af løjpenettet og hvad du finder i ude i naturen.

Ved istapper

Ved Griningsdalsfossen passerer vi denne over den nye bro og er snart efter ude på landevejen hvor vi gik forleden.
Vi går langs denne, et stykke på den markerede løjpe, men fortsætter så til vi kommer til Sjoa-løjpen og drejer fra, går over isen, rammer broen og følger løjpen nordpå. Den er helt flad og meget let og så vrimler det med elgspor.

Her har isfiskeren indrettet sig. Med huller ude på isen og med et lille bål inde på bredden under et stort fyrretræ, har han hygget sig.

Smukke klipper med is findes her og udsigten mod Bessfjeldet er fin.

Aftensmad: Rosastegt andebryst, Sej gratineret med ost/tomat, chokolademusse.

Jo, her er både god betjening, flotte naturoplevelser og mad i særklasse at få på Hindsæter Fjellhotell.

På toppen

Vejviser

Sted: Hindsæter Fjellhotell i Sjoaadalen, Norge

Årstid: Marts

Kort: Skiløypekart for Vågå - 1:50.000 - købes lokalt. (Men vær opmærksom på at kortet ikke er ajourført med de nyeste løjper. Disse kan tegnes ind fra et masterkort som haves på hotellet).
Sommerkortet fra Statens Kartverk - Sjodalen - 1:50.000 - best. nr. 623 kortblad 1618II kan bruges, men indeholder ingen vinterløjper - kun sommervandreruterne.

RejseAvisen.dk var inviteret af Hindsæter Fjellhotell.