Norge: Topture på Filefjell

Klik for større billede

Otrövatnet – Grönevatnet – Slettningen

Efter nogle dage med kortere ture end planlagt – turer, hvor jeg bl.a. har måttet ty til fjeldreglen "vend om i tide, det er ingen skam å snu" – på grund af det kedelige vejr, er gensynsglæden med solen og den blå himmel stor.

Ved morgenbordet kommer Andreas hen til mig: ”Hvor ska’ du hen i dag?”. ”Jeg skal op have en udsigt.. vil du med?”. Sådan bliver det. På Ruby’s singlerejser kan man altid finde nogle at gå sammen med. Ellen, Tom, Michael og Jesper slutter sig til. Andreas har, som en af de to madkoordinatorer, ”morgenvagt”, så vi andre har god tid til at pakke rygsækken. Klokken 10 kommer skibussen som kører os til Filefjell Skicenter. Herfra følger vi den blå løjpe langs den sydlig bred af Otrövatnet, forbi Gamlestoga og krydser vandet over mod Nystova. Det er en tur vi alle har gået i gråvejr, men med sol og udsigt er løjpen helt værd at nyde.
En flok ryper basker op. Området er fyldt med ryper og det er ikke sidste gang vores og rypernes veje krydser hinanden.

Tempoet er godt. Det er som om det gode vejr og forventningen til turen giver mig rigeligt med kræfter. Snart passerer vi Thomaskyrkja, en fjeldkirke ved Kyrkjestølen, og fortsætter i sporet langs vejen. Vi ville egentligt følge den sort løjpe som tager os højt op på fjeldet, men så tidligt på sæsonen er kun få løjper blevet kvistet. Så vi kigger på kortet og prøver at læse terrænet for at finde et godt sted at begynde opstigningen. Ved sommerhusene i Grønlis træder vi ud af løjpen, ud i den dybe sne. Vi skal stige omkring 150 højdemeter, før vi når trægrænsen, og yderligere 75-100 meter før vi er oppe og inde på fjeldet. Jeg sætter mine fæller på. Andreas og Ellen ligeså. Tom, som havde stået for den musikalske underholdning i aftes, tøver lidt. En opstigning i dyb sne er ikke foreneligt med trætheden. Han vælger fornuftig at tage sig en kortere tur. Micheal og Jesper forsøger sig nogle meter uden fæller, men opgiver. De følger i stedet med Tom.

Andreas, Ellen og jeg fortsætter op gennem skoven i dyb sne. Inde i skoven er vi i læ af den friske vind, som har blæst os ryggen de første 9 kilometer. Jeg tramper sporet og prøver at lave et behageligt stigende spor mellem træerne. Snart er vi højt nok oppe til at have lidt udsigt. Jeg stopper, vender mig om og ser efter de andre. De er næsten lige bag mig. Andreas kigger op. Et ‘øre-til-øre’ smil møder mig. Jeg ved godt hvorfor. Det er første gang, han prøver skifællernes fortræffeligheder. Med fæller kan vi gå lige op, uden tilbageglid. Det øger helt klart skiglæden, og vi sparer kræfter og tid på at komme op på fjeldet.

Klik for større billede

Inden vi bevæger os over trægrænsen finder vi et sted i solen og spiser vores frokost. Vi regner med at det blæser på fjeldet som i dalen, så der er ingen grund til at ikke at spise frokosten i læ. Vi har en flot udsigt ud over Filefjell med Suletinden, som rejser sig enormt den anden side af dalen.

Ganske rigtigt, det lufter lidt mere jo højere vi kommer op. Hvor det tynder ud mellem træerne, finder vi friske rypespor. Et hul i sneen viser, hvor en rype har gravet sig ned. Så har den taget tilløb og basket med vingerne, som har slået hårdt ned i sneen. Vi ser tydelig vingeslagets aftryk. Så er den løbet lidt længere, basket en gang til med vingerne og afsat et svagere aftryk. Fuglen er lettet og et sidste vingeslag har lige berørt sneen. Så er den væk. Et "takeoff" direkte aflæst i nysneen.

Vi går oppe på fjeldet øst for Gröna-bækken ind mod Grönevatnet. Vi kan se langt ind i over vandet og fjeldet. Helt uberørt. Jomfruligt fjeld. I solskin. Det er det, vi har ønsket os hele ugen. Da vi har passeret hytterne ved vandet, gå vi op i slugten mod Slettningen, en højere beliggende sø.

Under en lille pause ser vi på kortet. "Klokken er kun to, så vi har fire timer til at komme hjem i. Jeg synes vi skal gå herop”, siger jeg og viser på kortet en fjeldtop, som ligger 1,5 times opstigning fra os. ”Øh”, rømmer Andreas sig, ”Jeg er på madholdet i aften og skal stå klar i køkkenet klokken fem.” Okay, så vi har altså ikke fire timer, men lidt under tre..

Vi fortsætter op mod vandskellet, men lægger turen op over en unavngiven fjeldtop i 1.307moh. Ikke den top jeg havde udset mig, men dog en top. ”Jeg skal op og have en udsigt”, havde jeg jo sagt til Andreas.

På toppen letter endnu to ryper. Selvom det langt fra er den højeste top i området er det rart at se ud over et vinterklædt fjeld. Over mod Filefjell og Suletinden i syden, Grönevatnet og Frostdalseggene mod nordøst, Slettningen og Slettningeggi i øst og nord. Det lufter lidt, så vi bliver her ikke særligt længe.

Klik for større billede

Det ændrede tidsperspektiv betyder, at vi sætter kursen direkte hjemad. Vi skal jo have aftensmad, og den laver jo som bekendt ikke sig selv. Nede på Slettningen er der heldigvis helt vindstille. Vi havde regnet med en god modvind hjemad, men fjeldene omkring søen læer, samtidig som vinden er taget lidt af. Til gengæld er der masser af dyb sne. Jeg tramper et spor direkte mod slugten ved Bjørdalsnosi, 1.340moh, hvor vi skal begynde nedfarten til fjeldstuen. Tempoet er højt. Og det er hårdt. Men frem kommer vi.

Ved slugten har vi lidt over en time til at glide hjem i. Det er rigeligt. Tids nok til at vi kan få en kop eftermiddagste og noget af Ellens belgiske chokolade. Ikke værst. Vi aftaler, at Andreas løber hjemad, mens vi andre bliver og nyder solens sidste stråler. Efter en halvtimes tid sætter Ellen og jeg skiene på igen. Og glider langsom ned. Nedkørslen er helt perfekt. 30-40 centimeter nysne. Så man lader bare skispidserne pege direkte med i dalen. Sneen tager farten af. Det er helt stille, da vi kommer ned i Björdalen. Vi er de sidste på fjeldet. Flere gange stopper vi op... bare for at lytte ... til stilheden.

Klik for større billede

Toptur til Suletiden

Endnu en solrig dag venter os i dag. Tom er frisk og udhvilet. Vi har i de forgangne dage talt om, når det blev perfekt vejr, at forsøge os på Suletinden, 1.780moh., - det højeste fjeld i området. I dag er vejret perfekt. Vi har studeret kortet. Set hvor det er bedst at kravle op, men eftersom vi ikke har set fjeldet på nært hold, kan vi ikke sige om forholdene er til at komme derop. Vi har hørt, at der er lavinefare i området, men vi er begge erfarende i de norske fjelde, og stoler på at vi kan sige fra i tide. Ellen, Andreas, Jens og Klavs skal også med. Og ingen af os har madtjans idag!

Sådan en fin dag er jeg klar til at tage på fjeldet klokken 9. Men flertallet i vores lille gruppe er stemt for at tage minibussen ud til Thomaskyrkja, så sådan bliver det. Det betyder, at vi først spænder skiene på lidt over klokken 11! Det er meget sent, særligt taget i betragtning af, at det er en heldagsdagstur vi skal på og dagene fortsat er korte. Men stemning er høj og muskulaturet velfungerende, da vi glider hen over myren. Kulden har lagt sig tungt nede i dalen, men vi får hurtigt varmen, da vi begynder opstigningen gennem skoven mod Fillefjell. Tom trampede noget af sporet i går, så det går let op gennem skoven. Det tager ikke lang tid før vi kommer op på fjeldet og kan se turens mål og fjeldet vi var oppe på igår. Den røde løjpe mod Sulebu, Den Norske Turistforenings selvbetjente hytte i området, er stukket da vi kommer ud af skoven og op på fjeldet. Den følger vi 4-5 kilometer ind over Fillefjell. Efter 2 timer har vi spiste frokost og er nået frem til Nedre Sulevatnet, 1.256moh. for foden af Suletinden. Her sætter vi skifæller på, fylder væskedepoterne op, og vurderer hvordan vi skal lægge den videre færd. For det ser stejlt ud allerede hernede fra og turen rundt om Suletinden er ikke blevet kvistet. Jeg vurderer at det vil tage halvanden time at nå toppen og vi forlader løjpen og påbegynder opstigningen.

Klik for større billede

Vi går i forskelligt tempo. Det er klogt, da man ellers risikere at brænde alle sine kræfter op ved at forsøge sig i et for højt tempo. Men det betyder samtidig, at jeg kan konstatere at vi ikke alle komme helt op på toppen. Vi har jo stadig små 20 kilometer hjem. Tom aftaler med Jens og Klavs, at de følger højdekurven i 1.560 moh. rundt om tinden, hvorfra de stadig har en flot udsigt over fjeldet. Imens fortsætter vi andre op, op og atter op. Snart er Jens og Klavs kun to små prikker i sneen langt under os. De har sat sig godt tilrette i sneen og tager sig en velfortjent slapper.

Det bliver stejlere og stejlere desto højere vi kommer. Vi prøver at finde den ”nemmeste” vej, men det bliver sværere med højden. Vind, vejr og fjeldet har pakket sneen, så terrænet ligner et blomkålshoved. Det betyder, at her kun er få steder vi har plads til skiene. Men udsigten er fantastisk. I 1.700moh. bliver det for brat for Ellen, så hun må have en ekstra jakke på og sætter sig tilrette i sneen og venter til vi andre kommer ned igen. Men hun skal ikke vente længe.
Tom har tidligere fortalt, at han ikke er så glad for alt for stejle stråninger, og lige nu er synes han det bliver for meget. Jeg kigger ned på Andreas, som er en 5-10 meter længere nede ad fjeldsiden. Han har svært ved at lave lappevendinger, når hældning på fjeldet er over 45 grader. Jeg kan se han gerne vil med op, men også at han er temmelig træt. Vi bliver enig om, at de begge har gjort det godt. Det er bedre at restituere sig til hjemturen end at brænde den sidste energi af på de sidste 50-70 højdemeter. Vi aftaler, at Tom og Andreas venter nede hos Ellen, så skal jeg nok skynde mig op.

Klik for større billede

Så fortsætter jeg alene. Jeg kommer dog ikke mange højdemeter, før at jeg må tage skiene af. Det er nu temmelig stejlt og ‘blomkålsformen’ levner ingen plads til skiene. Jeg sætter skiene i sneen med oversiden pegende op mod toppen. Undersiden af skiene er hvid, mens oversiden er farvet. På den måde vil jeg kunne se skiene på vej ned fra toppen i tilfælde af, at jeg skulle miste det fodspor jeg tramper på vej op. Jeg tager skistavene med mig. De er gode at støtte sig til i den op til 60 centimeter dybe sne.

Det er meget tungere at gå i sneen end på skiene. Men visheden om, at jeg snart er på toppen får mig til nærmest at løbe gennem sneen. De sidste 20 højdemeter flader det ud. Og så er jeg på toppen af Suletinden - i 1780 meters højde - i helt klart og vindstille vejr. 830 højdemeter er tilbagelagt.

Det er altid en speciel følelse at stå på en fjeldtop. Bare at stå der og kigge udover og ned på en hel fjeldverden. Sulebu og vores spor ligger for mine fødder. Jotunheimen rejser sig mod nord-nordøst, Hurrunganes skarpe tinder mod nord-nordvest, Valdres mod syd, og de nærliggende fjelde vi har bevæget os rundt på de foregående dage. Se hvor langt øjet rækker. Måske 100 kilometer i hver retning.
Det er svært at løsrive sig fra en sådan spektakulær udsigt, men de andre venter på mig og der er lang vej hjem. Jeg kigger på uret. 14.30. Præcis halvanden time nedefra søen, hvor vi tog fæller på. ”Godt gået”, siger jeg til mig selv og begynder at følge mit spor tilbage, ned til skiene.

Klik for større billede

På vej ned til de andre kan jeg se, at Klavs og Jens er begyndt at glide østover mod Suleskardet. Det er godt, for så kan vi andre skyde genvej ved at løbe ned langs med fjeldsiden og møde dem inden de kører ned i slugten. Andreas, Tom og Ellen har nydt udsigten fra deres rest. De er klar til at komme videre, da jeg når ned til dem. Et rigtig behageligt glid langs fjeldet fører os ned til Klavs og Jens. Og det bliver endnu bedre ned gennem slugten, hvor sneen har lagt sig godt. Store bløde sving med gennem slugten. Perfekt.

Men klokken tikker, og solen er på vej ned bag tinden. Andreas har fået sin anden vind, og tramper i rask tempo et spor direkte mod en fjeldhytte ved Övre Sulevatnet. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad han har spist, mens jeg var oppe på toppen. For han er fuld af energi.
Vi kan se skyggen som Suletinden kaster henover søen nærme sig med utrolig hast. Det skyggen Andreas løber om kap med. Vi når lige at få den sidste sol, mens vi drikke en kop te ved hytten. Og så blev der skygge. På med skiene og videre af scooterspor mod Sulebu. Klavs har taget sin DNT-nøgle med, så vi kan komme ind og se hvordan hytten er indrettet. Fra Sulebu er der et godt opkørt spor langs den røde løjpe nedover Gamlestogfjellet til Skicentret. Vi har alle gået denne tur tidligere på ugen og ved at det er bare at nyde glidet nedad.

Et sandt farvespil udspiller sig på den frostklare himmel, da vi glider ned fra fjeldet. De sidste rødlige stræf af en solrig dag afløses snart af en oplysende fuldmåne. Stilheden er enorm. Kun lyden af skiene skære gennem sneen og mit åndedræt når gennem huen. En fantastisk dag på Fillefjell er ved at oprinde.

Klik for større billede

Toptur til Slettningseggi

Vores sidste dag på fjeldet. Og for tredje dag i træk er det skyfrit. Da bussen mod Danmark afgår klokken 18, er det bare om at få noget ud af dagen. Klokken ni møder jeg Ellen ude på gårdspladsen. Hun vil også gerne afsted med det samme, og hun er frisk på at gøre mig følge op til Slettningseggi, 1.524moh., som er en top jeg ville have været op på med Andreas og Ellen et par dage tidligere.

Det går hurtigt op gennem Björdalen og vi kan se at andre gæster har fulgt vores spor fra den anden dag. Vi går op i slugten mod Bjørdalsnosi. Da vi tager fællerne af kan vi se to prikker nede i dalen. Det er Tom og Klavs. De er cirka en time efter os, så det giver ingen mening i vente på dem. I stedet vinker vi. De har set os.

Klik for større billede

Oppe på søen Slettningen forlader vi vort gamle spor og sætter kursen direkte mod fjeldene hen over Austrefjorden. Det er dyb sne som sædvanlig, men man skal jo nogle gange arbejde lidt for de flotte oplevelser. Føret bliver straks bedre, da vi forlader søen og begynder opstigningen mod vandskellet ved søerne - Austrefjordtjørn. Lidt oppe finder vi nogle sten, som er opvarmet af solen. Her sætter vi os og spiser en klemme, mens vi har fantastisk udsigt til Suletinden, hvor vi var i går. En snescooter kører nede på søen. Manden er ved at kviste den sorte løjpe. Lidt sent for vores del, men godt for de nye Ruby- gæster, som ankom i morges.

Klik for større billede

Vi går videre opad. Turen op mod Slettningseggi er ikke svær eller hård. Men vi kan ikke se toppen før vi næsten er helt oppe, så vi holder bare retningen. Vi går på fjeldsiden vest for søerne. Efter en times tid når vi toppen af Slettningseggi, 1.524moh. Vi sætter os i læ bag varden og nyder udsigten. Suletinden synes lagt væk, mens Hurrungane og Jotunheimen pludselig synes et ”sneboldkast” herfra. Vi ser også ned mod Slettningsbu, en anden DNT-hytte, som vi skal ned til. Vi er begge glade for, at vi kom tidligt afsted i morges og fik denne udsigt med.

Vi glider de omkring 210 højdemeter ned til hytten i perfekt styresne. Vi rammer en anden sort løjpe, som manden på scooteren har kvistet. I sporet går hurtig. Efter en lille eftermiddagspause ved hytten fortsætter vi på løjpen først langs Övre - så langs Nedre Årdalsvatnet. Hen langs Gullringane og ned i Björdalen som vi efterhånden kender ganske godt.

En uge som startede i gråvejr, men sluttede med høj sol og masser af gode oplevelser i godt selskab er ved at være slut. Der er masser af muligheder på Filefjell. På denne tur fik jeg kun prøvet nogle af dem. De resterende må vente til en anden god gang.

Klik for større billede

Vejviser

Sted: Filefjell ved Tyrinkrysset 250 km fra Oslo ad vej E16 mod Bergen

Årstid: Februar

Kort: Løypekart for Filefjell 1:50.000 (købes lokalt)

Teknisk rejsearrangør: Ruby Rejser - www.RubyRejser.dk