Azamara Cruice

15.1.16

Af: Mikkel S. Sørensen Fotograf: Mikkel S. Sørensen
Bogmærk eller del
 

Topture på Filefjell i Norge

Lav sigtbarhed, blæst og masser af nedbør. Nej, min vinterferie stratede ikke som den solstrålehistorie, jeg håbede på. I uge 6 er vinteren fortsat ung på fjeldet og stabile højtryk med masser af solrige dage lader i år vente på sig til senere på sæsonen. Men så meget desto bedre, når februarvejret viser sig fra sin artige side. Jeg er taget til Filefjell i Valdres.

På tur i storslået terræn

På tur i storslået terræn


Otrövatnet - Grönevatnet - Slettningen

Efter nogle dage med kortere ture end planlagt – turer, hvor jeg bl.a. har måttet ty til fjeldreglen "vend om i tide, det er ingen skam å snu" – på grund af det kedelige vejr, er gensynsglæden med solen og den blå himmel stor.

Ved morgenbordet kommer Andreas hen til mig:  - Hvor ska’ du hen i dag?.
- Jeg skal op have en udsigt. Vil du med?

Sådan bliver det. På singlerejser kan man altid finde nogle at gå sammen med. Ellen, Tom, Michael og Jesper slutter sig til. Andreas har, som en af de to madkoordinatorer, ”morgenvagt”, så vi andre har god tid til at pakke rygsækken.

Så kommer skibussen og kører os til Filefjell Skicenter. Herfra følger vi den blå løjpe langs den sydlig bred af Otrövatnet, forbi Gamlestoga og krydser vandet over mod Nystova.

Det er en tur vi alle har gået i gråvejr, men med sol og udsigt er løjpen helt værd at nyde.

En flok ryper basker op. Området er fyldt med ryper og det er ikke sidste gang vores og rypernes veje krydser hinanden.

Tempoet er godt. Det er som om det gode vejr og forventningen til turen giver mig rigeligt med kræfter.

Snart passerer vi Thomaskyrkja, en fjeldkirke ved Kyrkjestølen, og fortsætter i sporet langs vejen. Vi ville egentligt følge den sort løjpe som tager os højt op på fjeldet, men så tidligt på sæsonen er kun få løjper blevet kvistet. Så vi kigger på kortet og prøver at læse terrænet for at finde et godt sted at begynde opstigningen.

Ved sommerhusene i Grønlis træder vi ud af løjpen, ud i den dybe sne. Vi skal stige omkring 150 højdemeter, før vi når trægrænsen, og yderligere 75-100 meter før vi er oppe og inde på fjeldet.

Jeg sætter mine skifæller på. Andreas og Ellen ligeså. Tom, som havde stået for den musikalske underholdning i aftes, tøver lidt. En opstigning i dyb sne er ikke foreneligt med trætheden. Han vælger fornuftig at tage sig en kortere tur. Micheal og Jesper forsøger sig nogle meter uden fæller, men opgiver. De følger i stedet med Tom.

Andreas, Ellen og jeg fortsætter op gennem skoven i dyb sne. Inde i skoven er vi i læ af den friske vind, som har blæst os ryggen de første ni kilometer.

Jeg tramper sporet og prøver at lave et behageligt stigende spor mellem træerne. Snart er vi højt nok oppe til at have lidt udsigt. Jeg stopper, vender mig om og ser efter de andre. De er næsten lige bag mig. Andreas kigger op. Et ‘øre-til-øre’ smil møder mig. Jeg ved godt hvorfor. Det er første gang, han prøver skifællernes fortræffeligheder.

Med skifæller kan vi gå lige op, uden tilbageglid. Det øger helt klart skiglæden, og vi sparer kræfter og tid på at komme op på fjeldet.

Næsten på toppen

Næsten på toppen


Inden vi bevæger os over trægrænsen finder vi et sted i solen og spiser vores frokost. Vi regner med at det blæser på fjeldet, så der er ingen grund til at ikke at spise frokosten i læ. Vi har en flot udsigt ud over Filefjell med Suletinden, som rejser sig enormt den anden side af dalen.

Ganske rigtigt, det lufter lidt mere jo højere vi kommer op. Hvor det tynder ud mellem træerne, finder vi friske rypespor. Et hul i sneen viser, hvor en rype har gravet sig ned. Så har den taget tilløb og basket med vingerne, som har slået hårdt ned i sneen. Vi ser tydelig vingeslagets aftryk. Så er den løbet lidt længere, basket en gang til med vingerne og afsat et svagere aftryk. Fuglen er lettet og et sidste vingeslag har lige berørt sneen. Så er den væk. Et "takeoff" direkte aflæst i nysneen.

Vi går oppe på fjeldet øst for Gröna-bækken ind mod Grönevatnet. Vi kan se langt ind i over vandet og fjeldet. Helt uberørt. Jomfruligt fjeld. I solskin.

Det er det, vi har ønsket os hele ugen. Da vi har passeret hytterne ved vandet, gå vi op i slugten mod Slettningen, en højere beliggende sø.

Under en lille pause ser vi på kortet.

- Klokken er kun to, så vi har fire timer til at komme hjem i. Jeg synes vi skal gå herop, siger jeg og viser på kortet en fjeldtop, som ligger 1,5 times opstigning fra os.  -Øh, rømmer Andreas sig,  -Jeg er på madholdet i aften og skal stå klar i køkkenet klokken fem.
Okay, så vi har altså ikke fire timer, men lidt under tre..

Vi fortsætter op mod vandskellet, men lægger turen op over en unavngiven fjeldtop i 1.307moh. - iIkke den top jeg havde udset mig, men dog en top.  

På toppen letter endnu to ryper. Selvom det langt fra er den højeste top i området er det rart at se ud over et vinterklædt fjeld.

Over mod Filefjell og Suletinden i syden, Grönevatnet og Frostdalseggene mod nordøst, Slettningen og Slettningeggi i øst og nord. Det lufter lidt, så vi bliver her ikke særligt længe.

Vi træder spor

Vi træder spor


Det ændrede tidsperspektiv betyder, at vi sætter kursen direkte hjemad. Vi skal jo have aftensmad, og den laver jo som bekendt ikke sig selv.

Nede på Slettningen er der heldigvis helt vindstille. Vi havde regnet med en god modvind hjemad, men fjeldene omkring søen læer, samtidig som vinden er taget lidt af. Til gengæld er der masser af dyb sne.

Jeg tramper et spor direkte mod slugten ved Bjørdalsnosi, 1.340moh, hvor vi skal begynde nedfarten til fjeldstuen. Tempoet er højt. Og det er hårdt. Men frem kommer vi.

Ved slugten har vi lidt over en time til at glide hjem i. Det er rigeligt. Tids nok til at vi kan få en kop eftermiddagste og noget af Ellens belgiske chokolade. Ikke værst.

Vi aftaler, at Andreas løber hjemad, mens vi andre bliver og nyder solens sidste stråler. Efter en halvtimes tid sætter Ellen og jeg skiene på igen. Og glider langsom ned. Nedkørslen er helt perfekt. 30-40 centimeter nysne. Så man lader bare skispidserne pege direkte med i dalen. Sneen tager farten af.

Det er helt stille, da vi kommer ned i Björdalen. Vi er de sidste på fjeldet. Flere gange stopper vi op... bare for at lytte ... til stilheden.

Campingferie 650,-
Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt