Isabella

27.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vinteraktiviteter på Kvitfjell, Gudbrandsdalen, Norge

Vi er kørt forbi Kvitfjell utallige gange på vor vej op eller ned gennem Gudbrandsdalen og hver gang tænkt, at dette område ser alt for stejlt ud og sikkert kun er for de ”professionelle” worldcup-løbere, der deltager i styrtløb og super-G. Men vi har taget fejl.

Samling foran skiudlejningen

Samling foran skiudlejningen


Kvitfjells centrum

Fra Gudbrandsdalen kan vi kun se nederste stump af løjpenettet og den lange stolehejs Olympic Espress (A), der starter lige ved Kvitfjell Ruby Hotel, og hurtigt løfter skiløberne op på fjeldet.

Men her er meget mere og det opdager vi først, da vi fra E6 kører op i fjeldet, hvor vi kommer til Kvitfjellets mellemstation. Her findes hoteller og udlejningshytter, skishop og skiudlejning samt private hytter på Gammelseter.

Dette er Kvitfjells centrum. Herfra fører flere hejser skiløberne højere op til toppen af Kvitfjell-anlægget og herfra går langrendsløjperne ud i skovterrænet på fjeldet.

Udsigt fra toppen af Kvitfjell

Udsigt fra toppen af Kvitfjell


Alpinpisterne

Det er på det store torv foran skiudlejningen, at vi mødes til morgensamlingen. Her samles de, der skal på skiskole og herfra glider vi ud på pisterne, hen til liftene og herfra er der heller ikke langt til børnenes særlige øveområde.

Vi glider ned gennem en lille tunnel og kommer ud, hvor to pister leder os et stykke ned ad fjeldet. Men skiltningen mangler! Vi kan ikke se, at den første bakke (2) faktisk er sort, før vi er ude på den.

Så vi glider lidt længere over og kommer til en rød piste (6) og glider ned med nogle dejlige sving på den bredde bakke til en af de to hejse, der atter kan bringe os op i højderne.

Den korte T-hejs - Familiehejsen (D) - trækker os op på Familiebakken (12) og den er rigtig god til at øve sig på et par gange, før det går løs andre steder.

Den anden hejs er den seks sæders Kvitfjell Express (B), der bringer os helt op på toppen af anlægget. Herfra er der en vidunderlig udsigt til hele tre nationalparker/fjeldområder. Mod nordøst ses Rondane, mod nord Dovre og mod nordvest det mægtige Jotunheimen.

Lette bløde pister

Lette bløde pister


Herligt på vestsiden af Kvitfjell

Fra toppen kan vi vælge at blive på østsiden af Kvitfjell, men vi glider ned gennem korridoren til vestsiden. Her finder vi tre forskellige nedfarter. Den grønne (20) længst til højre, der bestemt kan anbefales til nybegyndere, børn som voksne, da den er lang (2.100meter) og ikke særlig stejl eller krævende.

Og så er her god plads til at øve de store brede sving. Det er først på den sidste del ad denne piste, at der kan være nogle udfordringer, da vi kommer til et lidt stejlere sted. Men holder begynderen sig helt ude i højre side, kan alle være med.

Der er også den røde piste (21), som er ganske underholdende med flere fald undervejs og som hurtigt bringer os ned til hejsen.

Endelig er der en mellemting mellem den lette grønne og den lidt sværere røde piste, nemlig den blå (22) der løber ned forbi terrænparken, med diverse udfordringer.

Næsten nede ved hejsen ligger Tyri-Hans - en café i et træhus med en god atmosfære og et passende sted at gå ind til frokost og få ”verdens bedste” club-sandwich.

Men vi skal op igen og det er den meget lange tallerkenhejs (teleskophejs), - Vestsideheisen (G) - hvor vi står med en lille rund skål mellem benene og trækkes op. Denne tur tilbage er ganske anstrengende ikke mindst for mindre børn, så vi kan glæde os over, at der næste år (2008) etableres en 6-sæders hejs her, der gør det meget lettere at komme tilbage til toppen.

Dette er blot en af de mange nye ting, som sker på vestsiden til næste år. Følg med i de kommende udbygningsplaner på anlæggets hjemmeside.

Højt at

Højt at "flyve"


På glatis

Tilbage på østsiden er den letteste tur den grønne (9), men igen er mærkningen i terrænet desværre mangelfuld. Jeg følger bare med ”strømmen” og pludselig befinder jeg mig midt i forberedelserne til en konkurrence på sort piste (2).

Der er ingen muligheder for at komme over på en anden og lettere piste her hvor jeg står, og eneste mulige valg er nedad!

Forsigtigt glider jeg sidelæns ned ad den isede, stejle bakke. Faktisk går nogle folk og sprøjter vand på sneen for at den skal blive til is og derved gøre pisten endnu hurtigere!

Lidt længere nede er der et ”hul” i bevoksningen langs pisten og jeg ser mit snit til at glide gennem denne over mod den lette grønne, men kommer så ud på rød (3) og videre ned i kendt terræn.

Her er udfordringer nok til alle. Dog vil jeg mene, at skiløbere med mindre end et par års skierfaring vil kunne få mere end udfordringer nok i dette alpine område. Her skal man have lidt erfaring og samtidig kende sine begrænsninger, for at alle kan have det sjovt og komme sikkert gennem ferien.

Bemærk at liftkortet kan benyttes til tre andre alpine områder i nærheden: Hafjell, Skeikampen og Gålå og er man selv kørende ligger disse anlæg inden for 1 times køretid fra Kvitfjell.

GudbrandsGard Hotell

GudbrandsGard Hotell


GudbrandsGard Hotell

Vi bor ikke på selve hotellet, der er det største i området, men har lejet os ind i en af de store hytter i GudbrandsGards Hyttegrend, der ligger ca. 50-70 meter fra hotelbygningen.

Hytterne er indrettet til selvhushold og har god plads. Men det er dog den spektakulære beliggenhed, der gør disse hytter til noget særligt. Fra hytten kan jeg se direkte ned i Gudbrandsdalen, nogle hundrede meter under mig.

I aften spiser vi dog på hotellet, hvor vi får Kvitfjells bedste måltid med gravede sik (lys ferskvandsfisk), snegle i vidunderlig krydret salat, oksefilet fra lokalt kvæg og isdessert med kaktusfrugt. Hotellet har alt hvad et moderne hotel tilbyder, lige fra svømmepøl til pejsestue, udstoppede dyr på væggen og til konferencefaciliteter.

Et fint terræn til langrend

Et fint terræn til langrend


Langrendsløjperne

Igen er det en kold, vidunderlig vintermorgen jeg står op til. Solens røde lys kan svagt skinne gennem de tætte morgenskyer, der har lagt sig som et tæppe nede i Gudbrandsdalen.

Her i januar bliver det først rigtigt lyst ved 8-9 tiden, men jeg vil på langrendstur og er tidligt ude. I skiudlejningen lejer jeg både støvler og ski. Jeg forhører moig om hvilke løjper, der præpareres i dag efter snefaldet i nat og det passer meget godt med den tur jeg havde tænkt mig at gå.

Lige uden for skiudlejningen starter løjpenettet og da hejsen først starter kl. 9.30 vælger jeg at følge skiløjpen op i stedet for at tage hejsen til toppen af Kvitfjell, hvorfra der også udgår langrendsløjper til det sammenhængende løjpenet.

Her er i alt 600 km løjper, hvoraf de 120 km hører til Kvitfjell.

Fjeldet Muen ses i det fjerne

Fjeldet Muen ses i det fjerne


Højt op, men med fin udsigt

Jeg træder sporet op forbi supermarkedet mod Gammelseter. Lige under en tunnel deler løjpen sig i et T og her er ingen vejviser. Jeg kikker på løjpekortet og kan se, at en løjpe fører ned på den anden side af dalen og at en anden fører op forbi fjeldtoppen Hestknappen, 1.023 moh. og det er netop der, jeg vil hen.

Jeg vælger derfor vejen til venstre og træder sporet opad og opad. På kortet er denne rute markeret med sort, og da løjpen drejer op over fjeldet mod syd, er jeg klar over, at dette vejvalg er galt. Jeg er kommet for højt op, men til gengæld er udsigten over mod Ringebu-fjeldene - med det karakteristiske fjeld Muen - helt fantastisk i dette fine morgenlys.

Jeg møder ikke mange på min tur rundt på fjeldet

Jeg møder ikke mange på min tur rundt på fjeldet


Godt afmærkede langrendsløjper

Jeg forsøger at komme videre frem gennem skoven bag nogle hytter, men indser at jeg må tilbage på vejen, der fører op til hytterne, for at glide længere ned i dalen og igen komme ind på rette løjpe.

Det tager kun et øjeblik, så er jeg nede ad serpentinevejen og glider ud på sporet. Jeg kommer rundt på vestsiden af Hestknappen og ind på den blå rundløjpe.

Så overhaler præpareringsmaskinen mig og efterlader et ca. fire meter bredt skøjtespor - men det traditionelle langrendsspor for klassisk langrend, skaber den ikke! Det er en af pistemaskinerne fra det alpine anlæg, tænker jeg! Og måske har man her gjort op med klassisk langrend?

Lige før Skardtjønnet i slugten mellem Hestknappen og Grøtåsens udløber står en vejviser, med et kort, der angiver løjpenettet og med tydelig angivelse af, hvor man er i terrænet. Disse skilte møder jeg flere steder, hver gang der er andre løjper som støder til. En rigtig god afmærkning af løjpenettet.

Jeg følger løjpen rundt forbi Høgåsen mod Svinslåa og har flot udsigt mod Kvitfjellet 1.044moh., der ligger lidt fra aplinanlæggets top.

Ved Svinslåa er der også fin udsigt mod dalen og fjeldene i syd og jeg går lidt væk fra løjpen for at komme op på Storhaugen i håb om at kommer op på nøgent højfjeld. Men oppe kan jeg se, at her fortsat er spredt skovbevoksning, så jeg glider igen ned på løjpen og følger denne gennem skoven mod nordvest. De opkørte spor er ophørt. Pistemaskinen er drejet fra ved Svinslåa, så nu må jeg igen til selv at træde sporet.

Jomfruelig sne

Jomfruelig sne


At træde sporet selv

Jeg er alene. Der er kun lidt gamle spor efter et par skiløbere, der har været her før nysneen delvist dækkede deres spor. Men dyrene har været her og sat friske aftryk. Ræven, haren og ryskat har sat spor og et lille spor efter mus eller lemming krydser min vej. Men her er ikke mange rypespor.

Fremme ved søen Gompen spiser jeg min medbragte frokost, medens solen endnu står højt nok oppe på himlen, til at jeg kan mærke den. Jeg betragter spurvene, der flittigt nupper de friske nye skyd på birketræerne, medens sneen fra grenene drysser ned ved siden af mig.

Nu er jeg halvvejs af den godt 20 km rundtur og med fornyede kræfter træder jeg sporet mod øst - mod Nyseter. Her møder jeg et par modgående skiløbere og vi får en sludder. De er også noget forundret over, at ruten ikke er opkørt, men nu kan vi jo benytte hinandens spor resten af vejen.

Indtil nu har turen stort set været flad, med en jævn stigning op til nordsiden af Grøtåsen, og herfra lidt ned ad bakke mod P-pladsen ved Nysetra. Nu ved jeg at jeg skulle have valgt rundturen mod uret for at få den stejleste stigning i starten og så have gledet ned - stort set hele vejen fra Gullhaugen.

Tilbage ved første skiltning på rundløjpen, følger jeg ruten tilbage og kan se, at jeg i morges skulle have drejet til højre for at komme hurtigt op på rundløjpen.

Det var tungt at gå de ca. 10 km i jomfruelig sne og selv træde sporet, men turen gennem uberørt sne gør bare oplevelsen endnu større.

Koia, en gammel sæterhytte

Koia, en gammel sæterhytte


Afterski på Koia

Lige over for hotellerne ligger Koia, en gammel sæterhytte, der er flyttet hertil og indrettet som det lokale afterskisted. Her åbnes kl 12 hver dag og her er der mulighed for at slukke tørsten og/eller nyde den kraftfulde suppe, som værten Lars serverer, alt medens han fortæller om hyttens historie og ilden knitrer i den åbne pejs.

Under loftet kan man finde gamle ski, og glasholderne i baren er konstrueret af skistave - sågar håndtaget på fadølsanlægget er grebet fra en skistav. Meget originalt!

Om aftenen er her mulighed for at arrangerer bespisning og få sig en svingom.

Ski-ind - Ski-ud langt de fleste steder

Ski-ind - Ski-ud langt de fleste steder


Kvitfjell Hotel

Denne aften spiser vi på det andet hotel på mellemstationen - Kvitfjell Hotel. Hotellet er et godt alternativ specielt for børnefamilier og tilbyder også hytteudlejning i mange forskellige størrelser til konkurrencedygtige priser.

Men inden vi når så langt, skal vi prøve den udendørs yacuzzi, hvor vi i 38 grader varmt vand kan nyde panoramaudsigten mod skihejserne, medens sneen drysser ned i hovedet på os, så vort hår dækkes med is.

Er det varme vand ikke nok efter at have rullet sig i den løse sne, er saunaen lige ved siden af og der kan man i hvert fald få varmen.

På tur med hundeslæde

På tur med hundeslæde


Andre vinteraktiviteter

Kvitfjell tilbyder en lang række aktiviteter som f.eks. isklatring, sneskoture, snescootersafari, skiskydning, etc. Men vi har i dag valgt en tur med hundeslæde. Det er Eigil fra Dombås, der er kørt hertil for at vi kan lære hans alaskan-husky at kende. Det er venlige hunde, der kun er glade for at man giver sig tid til at gå lidt rundt mellem dem og tale til dem og lade dem lære én at kende.

Vi fordeles på tre slæder med Eigil som fører på første slæde, der viser vejen ud i terrænet. Foran hver slæde er spændt 5-6 hunde, der er ivrige efter at komme ud at løbe. Det er vigtigt at stå fast på bremsen, når ankeret, der har holdt hundene og slæden fast, løftes op fra sneen og slæden sætter sig i gang.

Så slippes bremsen og der trædes på måtten indtil der er balance i slæden, hvorefter måtten slippes og der trædes op på mederne. Nu går det hurtigt og i svingene skrider slæden ud til siden, medens vi læner os til modsatte side for at holde balancen.

Eigil arrangerer både korte og længere ture og alle kan være med enten som passager eller som hundefører. Enhver der har prøvet samspillet med hundene på en slædetur hen over det funklende snefjeld - og fået det til at fungere - vil ønske sig tilbage.

Også mange sommeraktiviteter

Nu har jeg løbet langrend på cykelruten hele vejen rundt til Gompen og det vil da være sjovt også at prøve ruten på cykel til sommer.

De mange søer indbyder til fiskeri og muligheden for en tur i kano er også til stede. En vandretur eller en tur over fjeldet højt til hest er andre muligheder.

Og er man til lidt større udfordringer i det våde element, kan river-rafting i Sjoa-elven anbefales.

Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt