Azamara Cruice

12.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vinterferie på Vaset i Valdres, Norge

- Hvor er sneen? spørger jeg indehaveren, da hun tager imod os på Vasetstølen. Hun forklarer, at der aldrig har været så lidt sne i dette ellers så snesikre område så sent på året. Det er helt usædvanligt med så lidt sne i december.

Vasetstølen i eftermiddagslyset

Vasetstølen i eftermiddagslyset


Sneen skal nok komme

Her har været masser af sne, men tøvejret satte ind i det milde novembervejr og på blot et par dage forsvandt 40 cm sne. Hun fortæller at der dog er kørt en rundløjpe op på tre km og trøster os med, at der er lovet mere sne de kommende dage.

Vasetstølen er en samling mere end 200 år gamle sæterhuse i solidt tømmer placeret omkring en åben gårdsplads og omfatter tillige et par hytter liggende i umiddelbar nærhed.

Vi bliver indlogeret i en af de gamle hytter lige over for caféen. I hytten findes et lille køkken med kogeplader, ovn samt køleskab, opholdsstue, to soveværelser samt bad og toilet - alt baseret på selvhushold.

Vi får pakket ud og går en lille tur i området for at besigtige løjpen. Her har man forsøgt at holde på sneen ved at køre den fast med en snescooter.  

Ude i terrænet stikker buske og træer op gennem sneen, der de fleste steder ikke er tykkere end 10 cm.

Nå, at der blot ligger en smule sne, skal nu ikke holde os fra at komme på tur ...

Vi mangler sne

Vi mangler sne


Kort tur over Bjødnhøvda

Vi har renset vore turski, lagt en bund i hele skiens længde, strøget skiene med vort medbragte strygejern (bruges kun til formålet) skrabet og til sidst lagt lidt fæste midt på skien. Turskiene er klar, medens racerskiene forbliver i bilens tagboks, de skulle nødigt ridses af sten og grene.

Vi vil i dag orientere os lidt i området og har derfor ikke taget madpakker med, idet vi har planer om at ville vende tidligt tilbage til hytten også fordi vejret (heldigvis) ser ud til at ville bringe sne i dag.

Umiddelbart bag vor tømmerhytte går et spor som vi følger og kommer ned på rundløjpen. Vi følger den et lille stykke og drejer fra mod Kvålestølen. Herfra går en fin vej med tilstrækkelig sne, og vi får en fin tur til Murkelii.

Fra det fjerne trækker tunge sneskyer ind over Vaset og de første spæde snefnug daler ned. Vore bønner er blevet hørt - det sner! Sjældent har vi været så glade for at det skulle sne på vor tur.

Vejen deler sig og der går en lidt stejl rute op i fjeldet. Inde mellem træerne ligger her betydeligt mere sne og konsistensen er fin - næsten som pulversne. Det er som om her er faldet mere sne og at det milde vejr ikke rigtigt har kunnet få bugt med sneen inde mellem træerne. Snedybden er over 20 cm og vi undrer os over hvorfor ingen endnu har været her!

Så flader terrænet ud og vi er oppe på fjeldet i mere åbent landskab blandt små sætere og marker. Ruten fører os hen forbi Bjønahovda 1.041 moh, der med den stejle fjeldside mod nordøst rejser sig markant i landskabet. Oppe på fjeldsiden hænger store isflager fra frosne vandfald og spejler sig ned mod os.

Vi kunne glide ned - tilbage over Kvålestølen og hjem til frokost - men vælger at fortsætte længere mod øst. Vi krydser Mjølkevegen, der er en del af den såkaldte ”Panoramaveien” og glider over mod skihejsen.

Nu er vi oppe på højfjeldet, hvor træerne kun optræder sporadisk, men hvor moseområder dominerer. Vi forsøger at lægge sporet uden om de mange buske der stikker op af den sparsomme sne og kommer frem til søen Sauhølen.

Her er en masse spor fra snescooter og vi følger et, da sneen her er presset sammen og derved gør gliddet lettere.

Vi går rundt om skihejsen og glider ned ad en endnu ikke ibrugtaget piste, men ”forvilder” os ind i et sommerhusområde og det ender med at vi må tage skiene af og spadsere ned ad vejen til vor hytte.

I løbet af dagen er der kommet et par snebyger, men meget mere end et par centimeter nysne er det ikke blevet til,  så vi håber på at der vil ske noget i løbet af natten.

Flot udsigt mod Jotunheimens toppe fra Ålfjellet

Flot udsigt mod Jotunheimens toppe fra Ålfjellet


Toptur til Ålfjellet

Vi er nu opmærksomme på at ingen af sporene endnu er kørt op, at løjperne ikke er mærket samt at skiltningen er mangelfuld.

Det er derfor nødvendigt at kunne læse sit kort og kunne anvende et kompas, når man skal finde rundt. Skiltningen og løjpemarkeringen kommer først på plads, når sneen er så tilstrækkelig dyb, at markeringen kan opstilles.

Det er helt klart vejr, da vi løber ned forbi Vasetvatnet med en vejviser mod Ålfjellet rundt - 24,6 km. Vi følger retningen og passerer en lille bro der liggere parallelt med Vasetbru. Så deler vejen sig og skiltningen ophører.

Vi tager skiene på nakken og spadsere hen forbi købmanden og længere ud ad landevejen, fordi vi på kortet kan se, at der findes en lysløjpe længere fremme og her finder vi ind på sporet.

Vi følger lysløjpen frem til den østlige ende af Ålfjeldet, hvor ruten deler sig. Her går vi til venstre op i fjeldet. Her er ikke meget at se i skoven. Alle træerne skygger for udsigten.

Ved sporet er et vejskilt med ”elg forude” og vi ser det nærmest som en joke! Men faktisk begynder der nu at komme masser af spor efter elg på kryds og tværs af løjpen.  Ingen tvivl om at elgen er her. Den står sandsynligvis og kigger på os et sted inde mellem træerne. Aldrig har vi set en så koncentreret mængde friske tegn efter elg. Det kunne da være skægt, hvis vi løb ind i en ...

Det er en lang sej opstigning på Ålfjellet og vi skiftes til at træde sporet, men sliddet betaler sig. Efterhånden som vi kommer højere op, ændrer bevoksningen sig og gran afløses af birk, hvilket gør udsigten betydeligt bedre mellem grenene. Vejen deler sig igen og vi fortsætter opad den næste kilometer.

Vinden er taget til fra nordvest og vi overvejer et kort øjeblik om vi skal forsøge at komme helt til tops på Ålfjellet 1.137moh.

Det er en smal og hård opstigning mellem de sparsomme træer det sidste stykke, så vi stiller skiene og spadserer op med vinden i ryggen.

Vi kommer fri af træerne og et fantastisk udsyn mod Jotunheimens toppe åbner sig foran os. Det er flot og vi kan se alle fjeldene - bl.a. den markante Store Knutsholstind, Nautgardstind, Besshøi, og længere mod øst Bitihorn ikke langt fra Beitostølens pister, som vi står og kigger ned på.

Vi har planer om at spise frokosten oppe ved kommunikationsantennen på toppen, men blæsten er strid og vi kan ikke finde læ.

Efter et kort ophold går vi samme vej tilbage til skiene og fortsætter ned på en lille sø nordvest for Ålfjellet og finder læ ved træerne. Vi nyder den store kontrast mellem vinden på toppen og den fredfyldte sol her ved søbredden.

Men selv om solens stråler kan mærkes, bliver vi hurtigt kolde og må videre. Vi er trods alt kun halvvejs på dagens tur!

På Ålfjellet

På Ålfjellet


Svær orientering

Det er lidt svært at orientere sig, da der er flere spor her og flere løjpemarkeringer (pinde) uden spor - men vi ser på kortet og går lidt op over Storhovda for at finde sporet ned mod Steinrudstølen.

Så kommer vi ud på en vej og et hvert håb om skiltning stopper. Faktisk aner vi ikke, hvor vi præcis er! Vi tæller veje. Vi ser på kortet. Vi ser på hinanden. Tiden går.

Vi må og skal længere mod nordvest - i modsat retning af hjemad! Og det lykkedes at finde en grøn markering på et birketræ - det må være retningen!

Så kommer vi fri af skoven og får bedre overblik. Et skilt viser vej mod Murkelii - og så er vi næsten på ”hjemmebane”.

Turen ned gennem en lille slugt kunne være helt anderledes pragtfuld, hvis der havde været sne nok. Den kunne glides på 5 min., men nu stikker buske op og åbent vand ses flere steder, hvilket sætter tempoet gevaldigt ned.

Ude over søen kan vi se en ørn kredse op mod Ålfjellets skråninger. Vi stopper et øjeblik for at nyde synet af den store fugl.

Fremme ved Murkelii overvejer vi om vi skal gå op på løjpen fra i går og over Kvålestølen, men tiden er fremskreden og det bliver tidligt mørkt - allerede kl. 16 er det mørkt i december. Vi har endnu en time til mørket falder på, så vi beslutter at tage den sikre vej - landevejen hjem langs Vasetvatnet.

Men morsomt er det ikke at glide på to cm sne/is på en norsk landevej. Hvor det er muligt går vi ned i grøften – ellers så langt ude i vejkanten som muligt.

Medens mørket sænker sig over Vaset og himmelen farves violet lykkes det at komme hjem til hytten samtidigt med at de første stjerner sender deres klare lys ned mod os.

Vi mangler i den grad sne ...

Vi mangler i den grad sne ...


Grønlihovda

Igen en klar, kold og skyfri decemberdag. Madpakker bliver smurt og te kommer på termokanden, saftevand og chokolade. Rygsækken indeholder derudover skifeller, ekstra tørklæde og luffer, siddeunderlag, skismøre og skiskraber, nødudstyr, fotoudstyr samt kort og kompas.

Turen går igen over Kvålestølen, men denne dag drejer vi ud på Mjølkevegen og følger denne i grøftekanten helt op til parkeringspladsen ved ”Udsigtspunkt”.

Igen har vi her et fantastisk panorama-syn ud mod Jotunheimen. Det kan man altså ikke blive træt af at se på!

Vi fortsætter op i vandskellet og går op på Grønlihovda, 1.053moh, og får en fin udsigt mod syd ned over Rensennvatnet.

Nede på en lille mose ser vi masser af aftryk og spor efter ren. Her må have været en kæmpeflok. Alt er trådt ned. Men rener ser vi ikke

Efter frokosten på en sten glider vi tilbage over Kvålestølen og finder vort spor fra tidligere og tager hjemad.

Mod  Syni

Mod Syni


Mod Syni med rensdyr

Det er noget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at finde løjpesporet op til Gomobo Fjellstue.

Det første stykke op langs vejen går en sti - men pludselig er den væk og vi må slæbe os de ca. to km op langs vejen.

Gomobu Fjellstue ligger særdeles pragtfuldt - højt på fjeldet og i fuld sol, men Gomobu har endnu ikke er åbnet for sæsonen, selv om flere hytter allerede er udlejet.

Skiltningen fører os et stykke parallelt med en lille vej, men så drejer det opkørte spor ned i skoven og vi kommer ud i noget ”snavs”. Grene og buske stikker op overalt og sporet flakker rundt i terrænet.  

Vi skal til Syni og bestemmer os for igen at trække op mod vejen. Og så finder vi pludselig en anden opkørt/trådt løjpe der har den korrekte retning og vi er ikke længere i tvivl. Vi er på rette vej.

Vi kommer frem til Nystølen og kan se vort mål. Her er det let at følge sporet og ved en lysning - en mose - ser vi igen masser af spor efter ren.

Så går vi opad på højene ved Seleggi og nyder udsigten over dalen på den ene side og fjeldet på den anden.

Det sidste stykke over på Syni, der først går ned og derefter op igen orker vi ikke og aftaler at kun én af os tager turen derover, medens vi andre starter tilbageturen. Det tager kun et øjeblik så er Mikkel godt i gang med at ”bestige” Syni, 1.137 moh.

Da vi andre glider ned og passerer igen de mange rensdyrspor og kan høre en bjælde klinge inde fra træerne. Det må være tamrenerne, tænker jeg, og vi fortsætter ned gennem skoven og passerer igen vejen, da der kaldes bagfra.

-Så I dem - renerne? råber Mikkel forpustet. Lige før han kom ud af skoven og skulle passere mosen, løb en flok på et par hundrede tamrener ud foran ham, så han måtte bremse. Desværre ligger kameraet i min rygsæk, så ...

-Hvorfor ventede I ikke, da I hørte klokken? bebrejder han os. Ja, hvorfor ikke!

Tilbage ved Nystølen finder vi læ bag et hus og nyder vores frokost, medens vi tænker på de mange rener vi kunne have fået et glimt af.

Så følger vi vejen ned fra Nystølen og får her et dejligt langt glid.

Igen har vi den mest fantastiske udsigt mod Jotunheimen i en belysning som kun kan opleves i disse årets korteste dage, hvor solen står så lavt på en skyfri himmel og hvor frosten er stærk, frisk og klar.

Vi fortsætter over mod skihejsen og glider denne gang ind på den præparerede piste og tilbage til Vasetstølen.

Jotunheimens fjelde

Jotunheimens fjelde


Søerne ved Valtjernstølan

Vejret er atter perfekt, om end det føles lidt koldt med de -21 grader, da vi træder ud på den frosne gårdsplads.

Vi afrimer bilen og kører et stykke op ad Mjølkevegen og sparer således en del højdemetre i kulden.

Efter at have parkeret bilen, går vi med skiene på nakken endnu et stykke ad vejen, inden vi spænder skiene på og går ind på fjeldet.

Oppe har vi igen det smukkeste udsyn mod Jotunheimens fjelde - der i den lavtstående morgensol fremstår helt lyserøde med den blå himmel som baggrund.

Et langstrakt fjeld - Langberget - følges, men ikke tættere på end at vi kan gå i solen med lyset direkte i ansigtet fra den lavtstående sol.

Rimfrosten på træerne stråler som sprængte raketter i det skarpe modlys. Smukt er det.

I dette snefattige terræn søger vi ned i kanten af søerne, hvor det er muligt at løbe udmærket på sneen.

Først Rundtjern og senere de lidt større søer Semletjednet på ruten mod Valtjern.

Naturligvis skal vi passe på, hvor der er åbent vand ved bækkenes udløb.

Valtjernstølan er et lille samfund, som dog ligger helt øde hen denne formiddag. Vi går omkring den lille fjeldtop og finder et bord på sydsiden, hvor vi kan spise frokost.

Selv om det er fuldstændigt vindstille og vi kan mærke solens velgørende varme, er det ikke tilstrækkeligt til at holde kulden på afstand og frokosten gøres kort.

Søerne ved Valtjernstølan

Søerne ved Valtjernstølan


Mødet med en snehare

Vi følger spadserevejen mod Syni langs Knaketjern i håb om at støde på tamrenerne, men drejer fra og går mod Nystølen.

I det fjerne kan vi se, at der nu er kommet flere mennesker ud på fjeldet, men de følger alle den opkørte løjpe, som vi løb på i går.

Terrænet er stort set jævnt i dette område og vi forsøger fortsat at undgå de buske, der stikker op gennem sneen og zig-zagger ud på mosegrund, der giver et jævnt glid uden forstyrrende grene.

Vi går syd om skihejsen og glider ned fra fjeldet, hvor en forskrækket snehare  op ad  fjeldet umiddelbart foran os.

Atter er vi ude på Mjølkeveien og her er der plads til at glide nedad i grøften frem til bilen.

Outwell
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt