Norge: Vinternætter blandt ulve

Båden "Fæmund II" som fragter sommerturister, ligger frosset og forladt på land inderst i Synnarvika i December.

Dengang gik turen ind over Østerdalens skove i månedsskiftet november/december, med fejring af advent i lavvuen og i selskab med min kammerat ”ArneJan”, som kommer fra Finnmarken. Jeg har talt med ArneJan om en tur ind i Femundsmarka, men ArneJan er blevet syg og har ikke mulighed for at komme med.

Jeg sidder med en gloende varm kop krudtstærk kaffe og har tændt op i ovnen. Der lugter af birkebrænde og varmen smyger sig rundt om mig, her hvor jeg sidder og slubrer kaffe og studerer kortet. Nej..…for helvede, tænker jeg, nu sætter jeg seler på hundene, binder slæden på taget af min jeep, pakker nødvendig udstyr og rejser alene. Jeg har ikke længere ro til at vente.

Stopper ved første benzinstation og tanker op, og køber paraffin til fuel-beholderen - 5 liter. Det er koldt i Femundsmarka på denne tid. Alt vand er dækket med tyk is og det kan i værste fald blive -60 effektive kuldegrader med vind. Røros, som Femundsmarka ligger ved, har haft kulderekord på
–52grader vindstille for et stykke tid siden, og temperaturer ned mod
-40grader vindstille er ikke usædvanligt i vintermånederne.

Efter tankningen sættes kursen nordover mod den store ødemark som Femunden er på denne tid. Femundsmarka er en af Norges nationalparker, med dyreliv som ulv, bjørn, jærv, vildren, los, odder, bæver og ikke mindst masser af store fisk som bl.a. ørred.

Batteriet blev sprængt i kulden

Batteriproblemer

Efter 6 timer på vinterglatte veje sammen med store vogntog som skal nordover, ankommer jeg først til Folldal, 120 km syd for Røros. Folldal er en bygd omkranset af fede fjelde. Rondane med sine brutalt afvekslende fjeldsider står op alle steder rundt i hele Folldal.

Jeg kender en pige her, som bor i en nedlagt sæter. Linda hedder hun. Linda har arbejdet med slædehunde på Svalbard, hun har krydset Grønland på ski med et polsk ekspeditionshold og har ligesom jeg tilbragt hundredvis af timer i telt. Her hos Linda skal jeg gennemgå min oppakning endnu en gang, hundene skal have mad og hvile til næste dag. Det er allerede blevet -27 kuldegrader udenfor.

Linda og jeg sidder oppe til langt ud på natten og taler om fjelde, vejret og udstyr til turen. Naturligvis snakker vi en del om hundene også. Polarhunde selvfølgelig. I øjeblikket har Linda ikke selv hunde, men er med i årets Femundløb. Det bliver over midnat og nu er det min fødselsdag - jeg fylder 36. Vi spiser karbonader og deler en sixpack, jeg får potesokker til hundene i fødselsdagsgave.
Morgenen kommer efter nogle få timer søvn, og jeg er klar til at sætte kursen mod den store øde vildmark, som Femunden er. Linda siger: ”Vær forsigtig Eric, jeg siger det til dig, selv om jeg ved, jeg ikke behøver. Du ved jo så godt, hvad du gør derude”…..

Men afrejsen viser sig at blive forhindret. Batteriet på jeepen er frosset i stykker og er selvfølgelig helt ødelagt. Der er streng kulde udenfor denne morgenen, og temperaturen viser -31grader! Det er helt stille uden for og ikke et vindpust. Vi får fat i et nyt batteri og den gamle jeep starter i kulden og lukker en blåsort røg ud omkring os. Vi giver hinanden et langt klem og jeg og hundene fortsætter alene.

Snestorm på vejen ind til Femunden

Frem i snestorm

Efter 120 km kommer vi til Røros mineby, som engang havde sin storhedstid med udvinding af kobber. Røros er kommet på UNESCO’s liste over bevaringsværdige byer og er blevet fredet. Fra Røros tager vi mod Langen og Femunden. Der er begyndende snestorm, da jeg er på vej ind mod Femundsmarka. Sigten er meget dårlig, vejen bliver smallere og smallere og det er efterhånden som at køre på strå. Vejen er enkelte steder dækket af driver, som er blæst på tværs. Det begynder at blive mørkt og det er kun mig som laver spor på vejen nu - de sidste 35 km før jeg er fremme ved vort startsted for vor tur indover i vildmarken. Vi passerer nogle af bopladserne for syd-samerne, som har rensdyrdrift her, inden jeg endelig er fremme ved skoven.

Morgenen efter ankomst til Femunden

Første teltlejr

Vel fremme spændes hundene til slæden, batteriet på jeepen kobles fra, pakkes ind i en gammel uldtrøje og sættes ind i jeepen bag sæderne. Jeg vil nødigt risikere at frostsprænge batteriet her inde - der er 40km til civilisationen.

Jeg og hundene glider indover i skovene en times tid. Her er dyb sne, tungt snevejr, vindstød og koldt. Hvor koldt ved jeg ikke. Vi kører for at finde en moræne-top at slå lejr på. Så stopper vi. Her er intet spor nu og ikke en lyd heller. Det føles som om vi er totalt alene i hele verden. En verden af is og sne. Luften som jeg trækker ind er iskold og for at lungerne ikke skal få for kold luft, må jeg bruge kuldemaske. Det er fordi luftrørene ikke er lange nok til at varme så kold luft op, før den rammer lungerne.

Jeg er i gang med at sætte teltet op. Aluminiumstængerne er så kolde, at de fryser fast i hænderne på mig og først slipper igen nogle sekunder efter jeg har taget på dem. At sætte telt på med pelsluffer er umuligt, så denne proces skal jeg igennem. Af og på med lufferne hele tiden. Sneen er for dyb til teltpløkker, så teltet fæstnes med bardunerne til de omkringliggende buske og fjeldbirketræer. Et godt telt har stormmåtter, og jeg skovler sneblokke på dem for at teltet skal holde sig på jorden (sneen) under vindstødene. Det er ripstop i stoffet på teltet, en nødvendighed for at teltet ikke skal revne ved de hårde vindstød. Ripstop er et must på fjeldet sammen med stormmåtter.

Efter at bagage og telt er på plads, er det første jeg gør, at fodre hundene og give dem noget at drikke. Jeg tænder primusen og sørger for at smelte nok sne, så vi har drikkevand til hele natten og godt ud på morgenen. Derefter laver jeg mad til mig selv - rensdyrkød med fedt og grøntsager, tyk fløde og meget smør. Fedt er nødvendigt her og jeg spekulerer ikke på slankekost overhovedet! Snarere tvært imod. Jeg burde tage mere på inden sådanne ture, for jeg synes jeg har for lidt fedt lige nu. Mæt og træt kravler jeg i soveposen.

Hundene ligger uden for spændt til linier (stake-out, en slags langkæde mellem nogle store pløkker eller træer) og jeg har brugt spaden til at grave en fordybning til dem alle.

Alle sover rigtigt godt indtil vinden kommer for fuld kraft. Den rusker hårdt i teltet, så jeg må sidde en halv time og holde på stængerne indvendigt, indtil vinden letter og vi igen kan sove.

Femunden er stor og øde på denne årstid

Næste morgen vågner vi i den lavtstående sol og -31 kuldegrader. Teltet er dækket af let sne, og solen prøver at titte frem mellem nogle forblæste birketræer. Foran os ser vi den store Femundsø badet i blåt og hvidt lys. Et eventyrligt syn som igen minder os om, hvor alene vi er.

Jeg spiser morgenmad og går senere en tur med snesko i området. Det er dejligt at opleve stilheden her ude. Solen er nu kommet op og klokken er 11. Ind i mellem dækker skyer for de få solstråler. Alt er skarpt hvidt i dagslyset.
Efter kun 20 minutter ude er min pelshue dækket med frost og is. Jeg går i et roligt tempo for at undgå at blive svedig, blot holde mig varm. Så opdager jeg spor i sneen, som ikke er efter hundene. De er føjet til, så det er vanskeligt at se hvilket dyr, som har vært rundt her.

Jeg møder kun en enkelt same på sin scooter i hele ugen

En fjeldrype i vinterdragt flyver pludselig op og basker væk. Jeg sanker dødt brænde, så jeg kan lave bål. Her findes masser af gammel skov og rødder fra væltede træer. Rødderne er sølvblanke og seje, fulde af olie. Indvendigt lugter de bedre end en hvilken som helst sæbe. Dette er træ som brænder rigtigt godt med en fin nydelig flamme der giver god varme. Længe brænder det også.

Tilbage i lejren graver jeg et dybt hul og lægger et bundlag af grene og bygger bålet op herpå.  Sådan sidder jeg og hundene rundt om ilden og bare nyder stilheden, knitren fra bålet og varmen. Jeg er næsten rørt over at sidde her. Tankerne går til dem jeg kender som strider med de sidste juleforberedelser, overfyldte indkøbscentre, og....  -  Nej, tænker jeg, det er ikke noget for mig. Her ude er mit bedste hjem. Det er her jeg hører til, med alt det enkle. Vi bliver her i flere døgn, går nogle ture på snesko, spiser og sover.
Alt er bare stille her.

Hundene ligger altid ude, er tykpelset og skabt til sådan et klima

Uventet besøg

Det er nat. Jeg bliver vækket af en mærkelig bjæffen, intens og bestemt i korte stød. Mine hunde ligger roligt og lytter med ørene rejst. Jeg spejder rundt i mørket med hovedlygten, men ingenting er at se. Tænker at det er en mærkelig tid på døgnet for andre at bevæge sig rundt på her ude.

Jeg råber ”Hoooiii”!!!!!! Bjæffen hører op. Jeg slukker min hovedlygte for bedre at kunne se efter andres lys, men nej - ingenting at se. Alt bliver helt stille igen.
Tilbage i soveposen. Det er blevet -34 kuldegrader. Jeg sover, men vågner igen til hundeglam efter en halv time. Det var da som f……..!!

Ulvenatten, to fakler sættes ude ved hundene

Nu hopper hundene rundt i linierne og viser tænder, hyler og gør kraftigt. De ser meget urolige ud, derude.  Nå, det må være et dyr, der er helt paralyseret af at gå lige ind mod hundene, tænker jeg, så det står stille af bare skræk.
På med hovedlygten og ud igen. Strålen fra lygten fejrer over sneen og der……der står en ulv!

Blot 15 meter fra hundene står den, med siden til bag to små fjeldbirk. Den er kraftig, med flot pels i sølvgråt og hvidt. Helt stille står den og stirrer på os. Jeg ved, at ulve ikke er farlige for mig selv, men den har sikkert opdaget lugten fra hundene og er kommet for at undersøge det. Vi er i dens territorium og den kan sagtens tage hundene. Selv om mine alaska-huskyer er store og stærke, har de ikke en chance mod en vild ulv. De vil i et angreb blive revet i småstykker. Derfor klapper jeg i hænderne og råber efter den. Jeg laver så megen støj, at den lusker bort ned ad bakken mod den store Femundsø. Hundene er naturligvis urolige.
Jeg hører bjæffen nede ved isen på søen, samme rare bjæf som jeg hørte tidligere.

Pludselig kommer ulven op igen, men denne gang sammen med en anden. Den er brungrå og sort - og endnu større. 20 meter fra mig står de med 5 meter mellem sig. Helt stille står de der. Den brungrå går et par skridt frem og vejrer luften medens den drejer hovedet fra side til side og stopper op med krummet hals. Ørerne står ud i spidser og den stirrer på hundene. Øjnene sidder meget tæt på den, og det ser ud som om den prøver mine hunde psykisk af eller at få dem med sig ud at lege. En leg, som når de er lokket frem, ganske sikkert ender med døden for hundene.

Igen råber jeg efter dem, men de ser ikke ud til at blive skræmt af mig. Jeg går foran mine hunde som fortsat er bundet, råber igen kraftigere samtidig med at jeg går langsomt frem mod ulvene.

Pludselig sætter den ene, som jeg tror er en tæve, af og løber væk fra os. Den større brungrå ulv begynder at gå ind mellem buskene og ser forskrækket på mig. Så løfter den på bagbenet og urinerer i sneen, før den også lusker bort.

Hundene får en godbid

Flytter lejr

Hele natten igennem indtil dagslyset kommer, høres bjæffen langt fra os. Ulvene prøver fortsat at lokke mine hunde. Så kommer dagslyset og alt er igen stille…

Jeg beslutter mig for at flytte lejr. Jeg tør slet og ret ikke løbe risikoen for at disse ulve skal få fat på mine hunde. Ulvene ved hvor vi ligger nu. Vi kører længere indover mod Tolga og Hummelfjellet og tilbringer dagen med at hvile og spise os mætte gang på gang. Her er der lettere tilgang til vand fra en våge i isen langs Glomma.
Vi kører et stykke på en løjpe, som udgør en del af Femundsløbet helt op til det nøgne højfjeld og ned igen. Her kommer vi forbi flere forladte tømmerhytter, hvor vi hviler os før vi igen returnere til lejren.

Hundene løber ikke så hurtigt i dag, og Tuva virker ikke til at være i form. Jeg tror det er psykisk. Tilbage i lejren ryster hun og virker urolig, så jeg tager henne med ind i teltet og lader hende hvile under nogle uldtrøjer.

Yukon benytter dagen til at ”blunde”

Det er nu en uge siden vi kom hertil, og jeg vil se tiden an til i morgen. Det har vært streng kulde hele vejen, og faktisk tror jeg hun synes det var en forskrækkelse at se ulven. Min hund Yukon, som er stor og lidt for sikker på sig selv, virker helt uberørt og står og logrer med halen. Han vil også gerne ind i teltet.

Denne nat sover jeg vanvittigt godt. Temperaturen er steget noget og i løbet af eftermiddagen næste dag er der ”sommertemperatur” ude….-18 kuldegrader!  Inde i teltet tænder jeg et par stearinlys på et lille fyrretræ og spiser en marcipangris som julegave. Hundene får hver sin frosne lakseside, som jeg har medbragt. Vi ligger sådan og frådser lidt.

Så hældes resten af kaffen ud i bålet. Røgen er som et tæppe, der lukker for udsigten til en scene - tak kære vildmark - vi stopper nu og sætter kursen hjemad!