27.5.06

Af: Th. Sørensen Fotograf: Østrigs Turistbureau
Bogmærk eller del
 

Østrig: Familien i nærkontakt med naturen

Der er ferieindtryk til alle sanser i den vestlige del af Østrig.

Klik for større billede


Man hører dem på lang afstand. Det kan også lugtes, at de er i nærheden. Men man ser dem ikke.
På vej op ad den bløde stigning i landskabet bliver lyden af kobjælderne tydeligere, selv om småfuglenes sang næsten overdøver dem.
Men så, pludseligt står de foran os i det høje, grønne græs - de brun-hvide alpekøer med enorme bjælder om halsene. De lader sig ikke forstyrre af en lille flok vandrere, der har inviteret sig selv ind i køernes åbenbart uudtømmelige spisekammer.
Køerne nyder deres måltid. Og passer deres arbejde.
Naturens livscyklus sørger for, at det saftige græs er til køernes - og dermed vores - rådighed år efter år. Og køerne sørger selv for den nødvendige gødning.

Naturen i Montafon-dalen er forholdsvis uspoleret til glæde for dyrene og stadigt flere vandrere. Dalen strækker sig 39 kilometer fra 650 meter over havoverfladen ved indgangen op til 1.400 m.o.h. ved foden af Piz Buin (3.312 m).
Dalen har 11 landsbyer med tilsammen 18.000 gæstesenge. Nogle af småbyerne bærer præg af, at der er mange sports- og fritidsaktiviteter året rundt, andre af flækkerne er velegnede feriesteder for familier med små børn - og til rolig afslapning.

Vorarlberg er et overskueligt ferieområde, men det virker stort på grund af bjergene, de lange dale og Bodensøen. Landsbyerne er små, men det er en stor oplevelse at bruge tid i dem.

Højalpin panoramavej

Den højtliggende landevej Silvretta Hochalpenstrasse er en af de smukkeste panoramaveje i Alperne. Den er 22,3 km lang og går fra Partenen i Montafon gennem 32 sving til den 2.032 meter høje Bielerhöhe. Nederst ligger de bløde, grønne græs- og skovskråninger under de mere dramatiske og nøgne bjergsider og snehvide tinder, der peger op mod den blå himmel.

Vandreterrænet er alsidigt. I alt er der 500 km markerede vandreveje over saftige græsningsarealer, gennem skove, fra hytte til hytte, forbi alpe-bedrifter over toppe og bjergrygge til Montafon-bjergtinderne Verwall, Rättikon og Silvretta. Utallige kabine- og stolelifter forkorter og letter strækninger til de solrige toppe. Bjerg- og vandreguider sørger for sikkerheden på ledsagede vandreture og klatrekurser i det alpine terræn.

Klik for større billede


Dejligt område, dejlig ferie

Montafon-dalen ligger i Østrigs vestligste delstat, Vorarlberg, der er lidt mindre end Fyn. Vorarlberg mellem Bodensøen og Arlberg er karakteristisk med sit omskiftelige landskab, sin kultur og gæstfrihed. Her er livskvalitet, rekreation og turistfaciliteter det vigtigste. Harmoni er afgørende for ferieatmosfæren.

Hundrede af kilometer vandrestier lokker. Lige fra hyggelige spadsereture langs Bodensøen til højalpine klatreture. Eller cykleveje gennem moselandskaber med bjergudsigt. Vorarlberg er et kulturland: Koncerter, teater, litteratur. Lokale arrangementer trives side om side med Bregenzer Festspiele og Schubertiaden.

Ganerne bliver forkælet på restauranter med "kreativt, regionalt køkken" eller på typiske kroer med traditionel husmandskost.

Vorarlberg er startsted for udflugter til de skønneste seværdigheder i Bodensø-området - med tog, skib, cykel eller bil.

Vandrere går på opdagelse

Alpeturismen oplever en renæssance. Stadigt flere opdager, at den alpine natur er en kilde til kraft, indre harmoni og sundhed. Vandrere elsker at gå på opdagelse og nyde naturen.

Det er rart med indsigt og udsigt. Det er netop temaet for panoramavejene i Vorarlberg, der præsenteres i en helt ny brochure fra Vorarlberg Tourismus. Heri præsenteres vandreture, der ikke bare starter og slutter med en tur i en kabine- eller stolelift. Man skal fortjene udsigten! Det handler om 16 4-5 timer lange bjergvandreture mellem Bodensee og Silvretta-bjerget. Ruterne er naturligvis markerede og godt skiltede.

Turbeskrivelserne indeholder alle informationer om slart- og slutsted, rute, varighed, højdesforskelle og sværhedsgrad, busforbindelser, parkeringspladser og opholdsmuligheder.
En række nye vandrestier har forskellige temaer undervejs. Og hvad med et forfriskende bad efter fodturen - i bjergene eller i Bodensøen?

Klik for større billede


I sansernes dal

Alpernes blomsterhave er et farve-flor, der især i forsommeren gør vandreture i dalene attraktive. Langs stierne blomstrer hvide edelweiss, røde alperoser og blå ensian. Og på skyggefulde steder, hvor sneen endnu ikke er helt væk, nikker de violette alpeklokker velkommen.

Når man overskrider Walser-skansen, som den tysk-østrigske grænse mellem Kleinwalsertal og Tyskland kaldes, er man i en af Alpernes højest beliggende dale.

Kleinwalsertal er så rig på dufte og andre indtryk, at den kaldes Sansernes dal.

Kun fra Tyskland kan man komme ind i dalen til de fire byer Riezlern, Hirschegg, Mittelberg og Baad, der ligger mellem 1.086 og 1.244 meter over havets overflade og lover ferie-fornøjelser for enhver smag.

Virkelige indtryk

De farvestrålende blomster, det duftende hø og de vellugtende krydderurter på de solbeskinnede alpesætere fylder bjergluften i Kleinwalsertal med velgørende aroma.
Stilhed afbrudt af kobjælders klang og vidtstrakt, uberørt natur pirrer sanserne hos mange stressede feriegæster fra storbyerne. Indtrykkene er ikke noget fra en roman, men virkelighed. I Kleinwalsertal har man forstået at skabe harmoni mellem natur og turisme. Her indretter feriegæsten sig gerne efter naturen - og ikke omvendt.

I Kleinwalsertal holder familiebilen ferie. Gæsterne kan gratis benytte Walser-bussen mellem de fire byer. Mod en beskeden betaling kan man også tage bussen til tyske Oberstdorf. Og på nogle af hotellerne får man cykler og mountainbikes til rådighed, bare man afleverer sin bilnøgle i receptionen.

Kvalitets-aktivitet

Kvalitet er, når forventninger overstiges! Kvalitetsindsatsen i Kleinwalsertal kaldes Q-Plus. Offentlige anlæg og turist-virksomhederne er underlagt løbende kontrol for at opretholde den højeste standard. Derfor er det ikke underligt, at hotellerne har utallige tilbud om afslapning og wellness.
Tai Chi, Qi Gong, Lydmeditation, Ayurveda, Mælke- eller høbade. Spændende sager! Og ingredienserne kommer naturligvis friske fra de hjemlige alper.

Vil man hellere slappe af i naturen, kan man udforske 185 kilometer vandrestier i forskellige højdelag eller lære det originale Walserliv at kende på en tur fra hytte til hytte.

Har man lyst til at klatre, vandre, køre mountainbike eller gå stavgang, så er der ruter til det hele.

Klik for større billede


Det kolde gys

Canyoning er en helt speciel form for afkøling for de eventyrlystne. En fugtig og spændende tur gennem klippebassiner med strømmende vandfald af smeltevand fra bjergene.

Man behøver ikke at være professionel til den slags aktivitet, for folkene på Østrigs næststørste bjergskole afvikler kurser for både begyndere og eksperter.

Er man til endnu mere aktivitet, har Kleinwalsertaler Bergschule og Walser Bike Tours en stor palet af tilbud, der giver det rigtige kick. Bjergeventyr, klatre- og mountainbiketure samt flerdages ture giver ikke dovenskaben en chance.

Rigtige akrobater kan udfolde sig med vovede spring med mountainbiken i Bikepark ved Schwarzwasserbach i Hirschegg.

I samarbejde med Østrigs Idrætsforbund og Riezler Wanderfreunde arrangerer Kleinwalsertal Turistkontor  Kleinwalsertaler Wanderfestival. Fra fredag til søndag er der forskellige vandreaktiviteter i alle sværhedsgrader og hyggelige aftenarrangementer.