Om arrige Helge og det at miste sit spand

Klik for større billede

Mødet med Helge

Renflokke er snart blevet et hverdagssyn ude på sporene, og Sven kom hjem og fortalte glædestrålende, at renerne i dag havde været præcis foran scooteren. 15-18 stykker. De spænede op langs det officielle scooterspor - med 40 km/t - i omkring 4 km. Han havde rensdyr foran sig og bagved sig.

Nu var der specielt en renhan (herefter kaldt Helge), som forsøgte at springe af sporet, men naturligvis havnede i den dybe sne. Som Sven fortalte: Og der stod Helge med bare sit gevir synligt, for han var helt forsvundet i pulversne. Han kom op igen med besvær men var nu skilt fra flokken - desværre. Det havde været et imponerende syn.

Efter de 4 km. satte de farten lidt ned og løb ca. 20 km/t i lige så lang tid. De har ret så lange ben og ser skægge ud i løb, fordi der ligesom bare er ben over det hele.

Klik for større billede

Angrebet

Nu er det mest i Alaska, man har hørt om, at elg angriber hundespand. Det er ofte, at ulvene angriber elge derovre, hvorfor de således angriber hunde, når de ser deres snit til det. Og det er mest for at komme hundene i forkøbet, altså lidt som forsvarsposition. Elg kan jo ikke se forskel på ulv og hund. Og hvis de nu tror, de om lidt skal angribes, så forsvarer de sig jo.

Men at renerne ligefrem føler sig truet af hundespand i Sverige, er en anden sag. Ulven her spiser masser af andet end ren, hvor de i Alaska ikke har så frygtelig meget andet mad at vælge og vrage imellem. Men når man splitter en flok rener, kan de jo godt blive suuuuure!

Sven kører et 10-spand ud i det snedækkede landskab. Og det skal lige siges, at der er metervis sne. Hundesporet er jo vedligeholdt med flittig hundetræning, så det er hårdt og godt - en solid bund. Men træder man bare 50 cm ud over sporet, så er der 1,60 m dybt.

Nu står Helge på sporet med kæmpe gevir, adskilt fra sin flok. Helge flyt ter sig ikke overhovedet, og Sven standser så spandet.

Helge kigger på spandet, spandet kigger på Helge.

Hundene er 20m fra ham, men de er helt stille. Og de forbliver helt stille, selv da han med sænket gevir løber hen mod spandet i angrebsstilling. Nu puster lederhunden Royal sig op. Med oprejst hoved, fremskudt bryst, fnysende næse samt begge forben plantet solidt og hårdt ned i underlaget, får han Helge til at standse op, rejse sit hoved fra angrebsstilling og løbe bort. En helt fantastisk oplevelse.

Det viste sig, at Helge syntes, det var rigeligt at være faldet i den dybe sne én gang den dag, og rener er ikke de klogeste
dyr på jorden. Så tanken om at løbe foran spandet, og derved væk fra det havde ikke faldet ham ind.

Klik for større billede

Et tabt hundespand

Så var der en anden dag, hvor det var mig, der stod for dagens spænding. Jeg blev udsat for den mest forfærdelige oplevelse, jeg tror kan overgå mig. Jeg tabte mit 8-hundespand langt ude på sporet.

Der hændte det, at jeg mødte en anden hundekører på sporet, som kom imod mig. Der var langtfra god plads på sporet, hvorfor vores slæder stødte sammen. Det gjorde efterfølgende, at den anden hundekørers sneanker fløj af slæden og greb min arm, som resulterede i, at jeg blev revet af min slæde. Mit 8-hundespand fortsatte, som hundespand nu en gang gør!

Vi vendte mandens 12-hundespand for at køre efter dem og forsøge at indhente mine hunde. Samtidigt ringede jeg fra min mobiltelefon til Sven hjemme på gården. Og snart var Sven på vej ud til det sted, hvor jeg formodede, hundene ville befinde sig sådan nogenlunde.

Da vi nåede frem, var Sven allerede i gang med at redde spaghetti ud. Skagler og trækliner, halsliner og alt muligt var filtret sammen. To hunde lå stille på jorden uden at kunne røre sig. De var tilsyneladende blevet slæbt med et stykke vej, for de hunde, der ikke er filtret ind, vil automatisk løbe videre på trods af, at noget er galt.

Klik for større billede

Nu var vi alle tre i gang med at redde hundene fra yderligere smertelige oplevelser. Vi måtte koble dem alle fri af linerne for at filtre det hele ud igen. Nu stod 6 hunde fri på sporet, og vi kunne kalde dem til os, en for en og koble dem på skaglerne igen. Lederhundene stod pænt og ventede, for de havde ikke været filtret ind. Jeg var temmelig opløst, så Sven kørte spandet hjem fra det sted, og jeg kørte hjem på scooteren.

På en mirakuløs måde, er der ikke sket det fjerneste med hundene. De var ikke kommet noget til, og de virkede komplet upåvirkede af den grimme oplevelse, som det naturligt må have været for dem.

For mig var det fantastisk vigtigt at komme ud med et spand hurtigt igen, og dagen efter stak jeg med et 6-spand og få dage senere med et 10-spand. Så jeg er på banen igen. Men et meget slemt chok fik jeg.

Læs mere om et spændende liv på med hunde oppe i Midtsverige på hjemmesiden Petruschka.