Royal Caribbean

10.1.16

Af: Mikkel S. Sørensen Fotograf: Mikkel S. Sørensen
Bogmærk eller del
 

I Inkaernes fodspor, Peru

Der er ikke mange andre steder i verdenen end på Inkastien, hvor man inden for en 4-dags vandretur bliver præsenteret for så fantastiske natur- og kulturoplevelser. En tur på omkring 45 km. over højtliggende pas, langs brusende floder og gennem regnskov, hvor den ene inkaruin efter den anden fortæller historien om inkaernes civilisation.

Udsigt mod Mount Veronica

Udsigt mod Mount Veronica


Fra Cuzco til Llulluchayoc

Der er helt stille på den ellers så livlige Plaza de Armas i Cuzco. Uden for SAS-kontoret, som er den arrangør jeg skal trekke med (ikke at forveksle med flyselskabet med samme forkortelse), står et par andre gæster og tripper.

Solen er endnu ikke stået op denne vinterdag, så for at holde varmen tripper jeg med. Det varer dog ikke længe, før SAS åbner dørene og byder på lidt morgenmad, inden bussen henter os.

Bussen fører os over højlandet ved Chinchero og derefter ned i Urubamba-dalen.

Jeg kørte turen et par dage før, men er fortsat lige så betaget af udsigten til de majestætiske tinder og den flotte Urubamba-flod.

Fremme ved km 82-mærket sætter bussen os af og vi stiller os i kø for at betale entré til Inkastien.

Derefter går vi forsigtigt ad hængebroen over Urubamba-floden, som nu er voldsommere end tidligere. På den anden side af broen begynder Inkastien, 2.380moh.

Trekking-gruppen består af 18 gæster, vores fører Augusto og nogle bærere, der slæber telte, køkken, samt nogle af gæsternes oppakning.

Men bærerne ser vi ikke meget til, da de konstant er forud for gruppen og opstiller lejr og forbereder mad, før vi ankommer.

Den første del af turen langs Urubamba går gennem forholdsvis let kuperet terræn med en fantastisk udsigt til det hvidklædte Mt. Veronica, der står flot mod en klar blå himmel.

Augusto fører an i højt tempo. Han går ofte turen og ved, at vi må være hurtigt ude for at få de gode teltpladser.

Nogle af gæsterne forsøger at holde trit med ham, men jeg vælger at gå i mit eget tempo. Jeg har studeret ruten grundigt hjemmefra og ved, at den tynde luft og de hårde stigninger, der ligger forud, nok skal tage på kræfterne, så der er ingen grund til at bruge alt krudtet med det samme.

Efter ca. syv kilometers vandring får vi det første glimt af en inkaruin - Llactapata - hvor Cusichaca-floden løber ud i Urubamba. Augusto forklarer om ruinens funktion som citadel, der beskyttede indgangen til de to dale.

Efter en kort pause går vi et stykke ind i sidedalen langs Cusichaca-floden, hvor kokken har forberedt en velfortjent frokost til os.

Ind i sidedal

Ind i sidedal


Llulluchayoc-dalen

Den lille sti fører os op gennem flere små landsbyer, hvor hønsene går frit rundt. Her supplerer indbyggerne deres ringe indtægt med salg af væske. Somme tider kommer en bonde med kvæg eller æsler og så er det bare om at springe til side på den lille sti.

Der er nogle mindre stigninger, men intet i forhold til de, der ligger forude.

I landsbyen Huayllabamba har vi vores sidste hvil, inden vi påbegynder dagens hårdeste opstigning ind i Llulluchayoc-dalen, hvor vi skal slå lejr. Stigningen er hård, men den storslået natur letter anstrengelserne og den smukke udsigt til bjerge, som vi er omgivet af, får en til at føle sig stolt, og med de herlige kolibrier, der flyver omkring os, kommer smilet frem.

Efter to timer i godt tempo når jeg op til teltlejren, ca. 3.350moh, hvor ni 2-mandstelte er rejst. Jeg skifter til tørt tøj og finder en plade mørk chokolade frem, jeg købte i går efter timers søgen bladt Cuzcos handlende. Men ak, chokoladen er bitter og et hurtig kig på indpakning bekræfter min formodning - ”sin azucar” - uden sukker. Nåh ja, i det mindste får jeg og Luc, min belgiske teltkammerat, et billigt grin.

Gruppens deltagere mødes ude foran teltene, efterhånden som de når frem til lejren. Her går snakken livligt om dagens oplevelser, mens vi ser solen gå ned. Mørket falder hurtigt på, og vi rykker ind i spiseteltet. Vi er alle trætte efter dagens strabadser, så en efter en må vi overgive os til soveposerne.

Op gennem første pas

Op gennem første pas


Over "Den Døde Enkes Pas"

Gruppens andre deltagere har frosset i nat, men ikke jeg. Mit termoundertøj, et par alpaca-sokker og selvfølgelig min sovepose har holdt mig varm natten igennem. Men alligevel blev nattesøvnen ødelagt … af hoste.

Fjorten dage forinden var jeg i en lille chilensk landsby, der var plaget af ekstremt regnvejr, massive oversvømmelser og såmænd også jordskælv, og det var der, jeg blev forkølet. Inden jeg var helt frisk igen, var jeg rejst til Titicaca-søen, 4.000 moh., hvor den tynde luft, mine daglige aktiviteter og en madforgiftning ikke havde ladet kroppen få tilstrækkelig hvile.

Så nu blev det altså kun et par timers søvn. Men så det gør godt i halsen, at bærerne vækker os og serverer koka-te på ”sengen”.

Koka-teen har den egenskab, at den forbygger højdesyge og så smager den i modsætning til koka-bladene ganske udmærket.

Luc og jeg sidder i åbningen og nyder teen med en fantastisk udsigt over de sneklædte tinder og over dalen, vi er på vej ind i.

En kolibri dukker pludselig op lige foran os, hvor den uforstyrret står stille i luften og stikker næbet i en blomst.

I første pas 4.200 moh.

I første pas 4.200 moh.


Huarmihuaña - Inkastiens højeste punkt

Efter et godt morgenmåltid i madteltet begiver vi os videre op ad stigningen, vi påbegyndte i går. Det er turens hårdest.

Stien går først gennem frodig vegetation, men snart kommer vi over trægrænsen, hvorfra vi igen har fantastisk udsigt til bjergene - nogle med sne på toppen.

I Llulluchapampa, det sidste sted på ruten hvor man kan proviantere hos de lokale, køber jeg 4,5 liter vand samt tre Snickers. Egentlig havde jeg taget min vandpumpe med til vandrensning, men jeg vælger at bruge den som reserve, hvis købe-vandet skulle slippe op.

Med de ekstra kilo i rygsækken fortsætter jeg op mod Inkastiens første pas. I modsætning til i går kan vi nu se, at vi ikke er alene på Inkastien. Omkring 200 personer er - som trukket ud på en lang tynd kæde - på vej op mod passet.

Det viser sig i øvrigt, at det kun er ved passene og nogle af ruinerne, at vi fornemmer de andre gruppers tilstedeværelse. På det meste af trekket synes vi at have bjergene og dalene for os selv.

Efter tre timers konstant opstigning over en strækning på godt seks km når vi Inkastiens højeste punkt, Huarmihuaña passet - populært kaldet Den Døde Enkes Pas, 4.198 moh. Her venter vi på hinanden.

Udsigten over bjergene og de to dale er alle anstrengelserne værd. En efter en kommer gruppens deltagere op til jubel og opmuntrende tilråb fra de ventende.

Et par englændere er faldet langt bagefter gruppen. Efter gårsdagens anstrengelser var de gået i seng uden at spise aftensmad! Nu lider de af en kombination af udmattelse og begyndende højdesyge. Efter en lille times venten, hvor vi andre er begyndt at blive kolde, giver Augusto grønt lys for, at vi kan påbegynde nedstigningen på den anden side af passet, mens han søger for at et par bærere tager sig af englænderne.

Snart er vi igen ”alene” i bjergene.

Ruinen Runquracay på stien op mod andet pas, 3.860 moh.

Ruinen Runquracay på stien op mod andet pas, 3.860 moh.


Ruinen Runquracay og Inka-kulturen

I det fjerne øjner vi Runkuracay - en oval ruin - som vi skal se nærmere på.

Dagens frokost bliver afbrudt af regn, så vi pakker hurtigt samme og fortsætter nedstigning. Men nu tager vi forsigtige skridt, da de store sten, der udgør stien, er glatte. Vi kommer sikkert ned og kan derefter begynde opstigningen til ruinen, vi har kunnet se de sidste par timer.

Mens Agusto fortæller om Runkuracay og inka-kulturen, presser skyerne sig op i dalen, og over os tætner skydækket mere og mere. Det hele giver en meget stemningsfuld atmosfære, og det er som for et øjeblik at blive ført tilbage til en svunden tid.

Men vi skal videre, inden det for alvor bryder løs - op mod Inkastiens andet pas. Bærerne har slået lejren op ved en bjergsø 3.800moh.

Netop som jeg kommer til lejren, begynder det for alvor at regne, og der er absolut ingen udsigt over dalen eller op mod passet.

På med det tørre tøj og en lille blunder, inden vi mødes i madteltet til mere koka-te og senere aftensmad.

Igen er dagens strabadser samtaleemnet. Nogle af de andre har højdesyge med hovedpine og opkastning. Selv synes jeg, at den første opstigning var hård, men det er gået bedre end i går, og min teltkammerat Luc, der efter eget udsagn ikke har dyrket sport i 10 år, følger godt med.

Vi taler også om vores fantastiske bærere og selvfølgelig om inkaerne og deres kultur.

Senere på aftenen bliver der sunget sange i vores internationale selskab - lige fra irsk folkesang til noget hollandsk, som ligger helt galt i halsen!

Men det er nu vores guide Augusto, som får topscore, da han synger en inka-sang.

Camp ved andet pas, 3.800 moh.

Camp ved andet pas, 3.800 moh.


Mellem andet og tredie pas

Det har regnet det meste af natten, men heldigvis stoppede det ved 4-tiden. Jeg har sovet lidt mere i nat, men forkølelsen "stjal" et par timers søvn fra mig igen.

Men batterier bliver helt automatisk ladet op, da vi ser, at vejret er klaret op. Vi har en flot udsigt ned i dalen, som vi ikke kunne se i går.

Efter morgenmaden går vi det seneste stykke op til passet. Herfra kan vi bl.a. se bjerget Salcantay, 6.271 moh. i det fjerne.

På den anden side af passet er vegetationen helt anderledes, da det er nærmere den såkaldte "fog-forest" som længere mod øst bliver til Amazonas-regnskoven. Der er mange flotte blomster og planter på denne nedstigning.

Stenene er glatte pga. nattens regn, så jeg er forsigtig. Snart er vi ved Sayacmarca, hvor Agusto beretter om ruinens funktion, om naturen og om udsigten.

Vi begynder opstigningen til tredje pas, 3.700 moh. Jeg kan mærke, at kroppen har vænnet sig til hårdere fysisk aktivitet i højden og turen til det tredje pas går forbavsende let. Det er en flot tur gennem frodig vegetation.

Vi spiser endnu en perfekt frokost i det tredje pas med en fantastisk udsigt til Urubamba-dalen.

Mens vi slår mave og småsnakker, spørger jeg lidt i spøg en af hollænderne, som er fysioterapeut, om han ikke vil massere min nakke og skuldre for en Snickers. Til mit held er han løbet tør for chokolade, så han smøger straks ærmerne op ...

Udsigten fra tredie pas Phuyupatamarca

Udsigten fra tredie pas Phuyupatamarca


Phuyapatamarca-ruinen

Desværre er der rigtig mange mennesker samlet ved Phuyapatamarca-ruinen, da vi kommer ned til den, så vi fortsætter nedstigningen ad de mange trapper.

For at skåne knæene løber nogle af os ned ad trapperne, men vi gør selvfølgelig mange holdt for at nyde udsigten.

Længere nede ad bjerget har bærerne slået vores lejr op på en gammel inka-terrasse med udsigt ud over Den Hellige Dal.

Lidt derfra ligger Huiñay Huayna-ruinen. Det er turens hidtil mest imponerende ruin.

Selv om alle vandrergrupperne samles ved det nærliggende "hotel" er der ikke mange, der lægger vejen forbi denne ruin. Synd for dem, men rart for os andre at opleve en inka-ruin uforstyrret og i stilhed.

På vej tilbage til lejren lægger vi vejen forbi hotellet, hvor vi bliver restitueret med et bad og en kold øl.

Efter aftensmaden går vi i seng, idet vi i morgen tidlig starter allerede klokken 4!

Morgenlys i Andesbjergene

Morgenlys i Andesbjergene


Intipunka - Solens Port

Vi begynder tidligt i dag. Vi skal nå Intipunka - Solens Port - inden solen står op.

På himlen og på bjergkammen på den anden side af dalen kan jeg se lyset stille og roligt vinde frem.

Måske er det derfor jeg går forrest i et vanvittigt højt tempo - nærmest i løb. Stien snor sig ind og ud langs bjergsiden.

Lyset bliver kraftigere, men solen er ikke stået op endnu. Der er ikke tid til pauser her til morgen - i hvert fald ikke for mit vedkommende!

Godt svedig kommer jeg frem til Intipunka.

Machu Picchu - den glemte Inka-by

Machu Picchu - den glemte Inka-by


Mægtige Machu Picchu

Dernede ligger den så - Machu Picchu - inkaernes hellige og glemte by.

Som et mystisk klæde bliver skyerne fra dalen presset op henover Machu Picchu og i løbet af fem minutter kan vi ikke længere se ruinen. Det er et fantastisk skue. Næsten helt uvirkeligt.

Nu ved jeg hvorfor jeg brugte morgens første timer på at løbe hertil.

Der er lidt tid endnu, inden solen står op. Vi finder nogle gode pladser. Lidt flere når frem, men der er måske kun 80-100 personer, som ser solen stå op og kaste sine stråler ned over ruinerne.

Det føles rigtigt at være kommet ad Inkastien til Machu Picchu. Ruinen i sig selv er fantastisk - men efter min mening ikke den mest imponerende ruin - men hele oplevelse bliver forstærket af det landskab vi har vandret i de sidste tre dage og de historier vi har hørt.

Efter at vi igen er samlet - nogle lidt skuffet over at høre om den fantastiske oplevelse vi har haft, men som de ikke nåede frem til - går vi i samlet flok de sidste kilometer ned til Machu Picchu - turens endemål.

Da vi kommer ned til ruinerne har solen fået overtaget og brændt skyerne væk.

Vi afleverer vores rygsække ved indgangen, hvorefter Augusto viser os rundt og fortæller om bygningernes funktioner.

Senere får vi lejlighed til at gå rundt på egen hånd. Lyset er perfekt, og det bliver til mange gode indtryk.

Cuzco - Inkaernes gamle hovedstad

Cuzco - Inkaernes gamle hovedstad


Tilbage til Cuzco

Efter at være mættet med indtryk kører vi med bus ned til Aguas Caliente, hvor vi spiser på en restaurant. Der er et leben af vandrere og handlende. Men nogle af os vil nu hellere op og bade i de varme kilder.

To timer i de mineralholdige kilder er en perfekt afslutning på fire dages vandring.

Jeg er helt opløst, da jeg kommer ned til station for at komme med toget til Ollantaytambo. Der er vanvittigt mange mennesker på station og i toget. Vi, de lokale og alle turisterne står som sild i en tynde. Efter en del møven sig frem får jeg den plads jeg har reserveret, men må sidde med rygsækken på skødet.

I Ollantaytambo skifter vi til bus og snart er vi tilbage i Cuzco - inkaernes gamle hovedstad.

Trætte - men tilfredse.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt