Riis Rejser

1.1.16

Af: Rasmus Schønning Fotograf: Tahiti Tourisme
Bogmærk eller del
 

Polynesien: På størrelse med Europa

Tahiti og de andre polynesiske øer strækker sig over et havområde på 5,5 millioner km2, og er dermed lige så stort som Europa. Landområderne over havoverfladen dækker imidlertid kun 4.000 km2 bestående af 118 øer fordelt på fem øgrupper: Marquesasøerne (i nord), Selskabsøerne, Tuamotuøerne (i midten), Australøerne (i syd) og Gambierøerne (i sydøst).

Klik for større billede
Fotograf: Philippe Bacchet


Vulkanøer og koralatoller

Af dette oversøiske område, der er under fransk administration, kender de fleste kun de sagnomspundne øer Tahiti og Bora Bora. Hver øgruppe har imidlertid sine egne kendetegn alt efter dens placering (fra 5 til 10° sydlig breddegrad for Marquesasøerne til stenbukkens vendekreds for Gambierøerne), eller efter om der er tale om vulkanske øer (Selskabsøerne, Marquesasøerne eller Australøerne, i alt 35 øer) eller koralatoller (Tuamotuøerne og Gambierøerne, i alt 83 atoller).

Tahiti, med hovedstaden Papeete, er den største af øerne (over 1000 km2) og er med sine 150.451 indbyggere også den mest befolkede.

Klik for større billede
Fotograf: Jeff Benhamza


I hjertet af Stillehavet

Dette store område ser næsten ud til helt at forsvinde, som det ligger der midt ude i Stillehavet. Det nærmeste fastland er Australien, der ligger 5.700 km væk, og moderlandet Frankrig befinder sig næsten på den anden side af jordkloden, 17.000 km væk.
Tahiti og de andre øer er som stjerneskud fjernt fra de store økonomiske og politiske magtcentre og er først og fremmest kendetegnet ved deres afsondrethed. Mange af øerne har ikke mere end nogle hundrede eller nogle snese indbyggere og omkring halvtreds af øerne er ubeboede.
Denne geografiske afsondrethed er sammen med øernes velbevarede naturmiljø imidlertid en stor del af hemmeligheden bag områdets tiltrækningskraft over for turister. De nye teknologier (internet, satellit-tv...) er desuden i stadig højere grad med til at forbinde Tahiti og de andre øer med den øvrige verden. Dette tilsyneladende isolerede område har en så veludbygget infrastruktur, både hvad angår sanitære forhold, undervisning og transport, og gør så stor brug af moderne udstyr (biler, it, elektriske husholdningsapparater), at det er et af de mest moderne samfund i det sydlige Stillehav.

Klik for større billede
Fotograf: Philip Bacchet


Befolket af kosmopolitter

Ifølge den seneste folketælling fra det fransk-polynesiske statistiske institut, ISPF, (november 2002) tæller Tahiti og de andre øer 245.405 indbyggere. Der kan imidlertid konstateres en stor befolkningstæthed i visse områder, idet 75 % af indbyggerne bor på "Windward" øerne (Tahiti, Moorea) og heraf bor 63 % i hovedstadsområdet Papeete (et ca. 40 km langt område).
Befolkningen på Tahiti og de andre øer er multietnisk og sammensat af polynesiere (83 %, hvoraf 20 % er "halvblods"), europæere (12 %, hovedsageligt bosiddende i byerne) og kinesere (5 %, det kinesiske samfunds rødder på Polynesien går tilbage til slutningen af det nittende århundrede).

Klik for større billede
Fotograf: J.Sekkaki


Religion og "vestliggørelse"

Religion spiller en stor rolle i Polynesien. Der er flest protestanter (ca. 45 %), efterfulgt af katolikker (34 %) samt et mindre antal mormoner, syvendedagsadventister o.a. Kirkerne har oprettet ungdomsorganisationer og spiller en fremtrædende rolle i det sociale og politiske liv. Befolkningsundersøgelsen viser endvidere, at der finder en vestliggørelse sted (længere levetid, færre børn pr. familie osv.), som bekræftes af en udvikling i levevis hen imod et stadig stærkere forbrugersamfund.
Selv om en stor del af polynesierne parallelt med det officielle sprog fransk stadig taler det lokale sprog Reo ma'ohi indbyrdes, er det indfødte sprog på vej til at dø ud blandt de helt unge.

Klik for større billede
Fotograf: Raymond Sahuquet


Oprindelse og historie

Hvem er det polynesiske folk, og hvordan kom de til Tahiti og dens øer, inden de som følge af koloniseringen blev til franske statsborgere? Befolkningen af Polynesien kan inddeles i tre hovedperioder: Det oprindelige samfund etableret af fremmede søfolk, den første koloniseringsperiode og mødet med den moderne verden med CEP's indtog (Center for Experimentation in the Pacific), der førte til atomprøvesprængninger fra og med 1960'erne.

I store kanoer...

Ifølge en almindelig udbredt teori var det store udvandringer fra Sydøstasien der for tre-fire tusind år siden førte til befolkningen af de polynesiske øer i Stillehavet. Disse første frygtløse søfarere rejste mellem år 500 f.kr. og 500 e.kr. mod øst i dobbeltkanoer (med sejl) bygget i træ og flettede siv, og nåede takket være deres kendskab til vinden og stjernerne frem til øgruppen (Cookøerne, Tahiti og dens øer), hvor de slog sig ned.
Omkring år 1000 evt. ophørte disse store ekspeditioner, og den "polynesiske trekant" blev etableret bestående af Hawaii (i nord), Påskeøerne (i øst), Tahiti og dens øer (i vest) og New Zealand (i sydvest). De forskellige sprog, der tales på disse øer, har rødder i maori (ma'ohi), og de vidner alle om indbyggernes fælles oprindelse.

Klik for større billede
Fotograf: J. Sekkaki


Europæernes indtog og koloniseringen

I det 16. århundrede kom Magellan og senere Alvaro de la Mendana til henholdsvis Tuamotuøerne og Marquesasøerne. Det er dog englænderen Samuel Wallis, der er mest kendt for sin opdagelse af Tahiti i 1767. Året efter døbte franskmanden Antoine de Bougainville øen "det nye Kythera", og året efter igen ankom den engelske kaptajn James Cook og underlagde sig Selskabsøerne.
Tahiti var på dette tidspunkt delt op i flere forskellige klaner og kongedømmer. Øerne blev gradvist kristnet af protestantiske og katolske missionærer, og i 1797 lykkedes det med hjælp fra europæerne en af høvdingene at etablere ”Pomare-dynastiet".
I det 19. århundrede blev Tahiti og dens øer skueplads for en på en gang religiøs, handelsmæssig og strategisk strid mellem Frankrig og England. I 1842 underskrives det franske protektorat med dronning Pomare IV (over Tahiti og Moorea), og i 1880 godkender Pomare V, Tahitis sidste konge, Frankrigs anneksion af øerne.
Men europæernes bosættelse på de indtil da isolerede øer skete ikke uden konflikter (krig mellem Frankrig og Tahiti fra 1844 til 1846) eller uheldige følgevirkninger for befolkningen i form af øget alkoholisme, tab af lokal kultur på grund af de puritanske missionærer, som forbød de traditionelle kunstformer som dans og tatoveringer, samt mange dødsfald som følge af de smitsomme sygdomme, de nye beboere førte med sig. På Cooks tid boede der omkring 70.000 mennesker på Tahiti. Kort tid efter protektoratets indførelse var der ikke mere end 8.500 tilbage...
Under første og anden verdenskrig, hvor Tahiti samarbejdede med modstandsbevægelsen France Libre, tog mange øboere af sted for at slutte sig til de franske tropper.
I 1958 blev øerne, som var kendt som "de franske besiddelser i Oceanien", til Fransk Polynesien.

Klik for større billede
Fotograf: L. Nguyen


Den moderne verdens indtog

1960'erne markerede et vendepunkt for Tahiti og dens øer, der med ét blev indlemmet i den moderne tidsalder takket være åbningen af den internationale lufthavn Tahiti-Faa'a (1960) og etableringen af CEP (Center for Experimentation in the Pacific) i 1963.
I 1966 fandt den første atomprøvesprængning sted på Mururoa (Gambierøerne), og den nye selvstændige havn i Papeete, som er den eneste internationale havn på Tahiti og dens øer, blev opført.
1960'erne var også årtiet, hvor den første turisme så dagens lys (den første Club Méditerranée blev oprettet på Moorea i 1962), og hvor der blev oprettet en social sygesikringskasse, hvilket betød en stor ændring af de økonomiske og sociale forhold: Tilstrømning fra de yderligt beliggende øer mod Tahiti, stigning i de lokale virksomheder og øget udvikling af den tertiære sektor, højere levestandard og fremkomst af et hidtil ukendt forbrugersamfund.

Født til at ro i kano

Brugen af kano er dybt forankret i den polynesiske tradition, og der er ikke en lagune i Tahiti-øgruppen, hvor man ikke kan se en kano glide forbi i horisonten. Beboerne bruger kanoen til transport, fiskeri og hyggelige roture. Der afholdes også holdkonkurrencer for kano, hvor klubber eller øer forsvarer deres farver og hvert år afholdes der en konkurrence på Hawaiki Nui Va'a, hvor alle "Windward"øerne (Huahine-Raiatea-Tahaa-Bora Bora) deltager.

Surfernes paradis

Surfing, som højst sandsynligt stammer fra Polynesien, er den mest populære aktivitet blandt de unge, som frygtløst kaster sig ud i koralrevenes bølger. De mest populære surfersteder ligger på Tahiti og Moorea. De verdensberømte bølger ved Teahupoo på Tahiti regnes for at være de smukkeste og de sværeste bølger at surfe på i verden, og de har fået international berømmelse. Det er her den store surfkonkurrence med deltagelse af de største surfernavne i verden afholdes hvert år.

Et must for dykkere

Tahiti og dens øer anses blandt dykkere for at være et must for dykning med flaske. Varmt, krystalklart vand, kulørte fisk (der findes cirka 800 arter), som svømmer både på det dybe vand og inde i lagunerne, skibsvrag samt utallige dykkerklubber beliggende på de bedste steder. Her findes den tropiske havfauna i sin fulde rigdom: Papegøjefisk, klovnfisk, sommerfuglefisk, kirurgfisk, trykkerfisk, muræner, ørnerokker, manta og fra juli til oktober også hvaler.
Men øernes største attraktion er dog dykning med hajer, som er de uomgængelige (og fredelige...) hovedpersoner i mange dykkerture. De bedste dykkermuligheder findes i farvandet omkring Tuamotuøerne, især Rangiroa (men også i Fakarava og i Tikehau), som anses for at være havdykningens mekka.

Krydstogter - En livsstil til havs

Krydstogterne i de polynesiske farvande tiltrækker mange turister, og de har medført en fornyelse af turismen, da de som noget nyt tilbyder gæsterne at opdage "Windward"øerne på de to luksusyachts Tu Moana og Ti'a Moana (hver med 37 kahytter) og Tuamotu med yachten Haumana (17 kahytter), og der er desuden mulighed for at besøge Marquesasøerne i båden Aranui (84 kahytter), der både sejler med last og turister.

Selskabet Cruise West arrangerer sejladser af en varighed på 38 dage mellem Tahiti, "Windward"øerne, Tuamotuøerne og Marquesasøerne.

Klik for større billede
Fotograf: Jeff Benhamza


Økoturisme - En blå og grøn turisme?

Azurblå laguner, krystalklare vande, paradisiske atoller... Tahiti og de øvrige højtliggende øer (Marquesasøerne, Selskabsøerne og Australøerne) byder udover dette også på fantastiske bjerge indhyllet i en frodig vegetation. I bjergene findes vandfald, bække, floder og eksotiske planter, og de kan bestiges til fods eller i firhjulstrækkere. De første beboere havde deres hjem i bjergene og kom kun ned for at sætte deres kanoer i vandet, fiske eller drage i krig...
Der findes stadig mange marae, som er gamle stenplateauer, der blev brugt til rituelle hellige handlinger.
Den grønne turisme er i de senere år begyndt at blive sat i system (afmærkning af veje, handlende langs udflugtsvejene, guideforeninger...), og besøgende med appetit på opdagelser og eventyr i den polynesiske natur kan vælge mellem en lang række aktiviteter, som f.eks.  vandreture, udflugter i firhjulstrækkere, kanosejlads og meget mere.

Torre La Sal
Outwell
Tamarit Parc Resort
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt