Riis Rejser

10.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie på Azorerne (1/4), Portugal

Højtrykket over Azorerne har flyttet sig, så nu ved jeg, hvorfor disse øer er så grønne og frugtbare.

Kystlinien på São Miguel, Azorerne

Kystlinien på São Miguel, Azorerne


São Miguel med vulkansk aktivitet

Vi skal i den kommende uge på vandreferie med Ruby Rejser og vandre på den største af de ni beboede azoriske øer - São Miguel - og her opleve hvor omskifteligt vejret kan være. De øvrige øer ligger ret så langt fra hinanden med op til mere end 600 km fra den østligste til den vestligste.

Ø-gruppen ligger i Golfstrømmens bælte langt ude i Atlanterhavet på næsten samme breddegrad som Lissabon og lige der hvor den amerikanske, den europæiske og den afrikanske jordplade mødes. Eller rettere langsomt glider fra hinanden - med op til fire mm. om året! '

De selv samme jordplader, der skaber vulkanerne på Island.

Azorerne er da også af vulkansk oprindelse og vi skal på vore vandreture se, at der fortsat er vulkansk aktivitet flere steder og at disse ventiler til undergrunden så at sige virker som ”trykkogere”.

De varme kilder ved byen Furnas

De varme kilder ved byen Furnas


Varme kilder i Furnas

Efter at vi er indkvarteret på Terre Nostra Garden Hotel, der ligger i udkanten af den store botaniske have i byen Furnas midt i et af øens store kratere, spadserer vi gennem byen forbi kirken og hen til Caldeiras.

Det er de dampende skyer vi ser først, og så mærker vi duften af svovl. I flere huller koger vand og mudder, så det bobler og syder og fra andre huller i skråningen buldrer det uhyggeligt fra dybet. Her føler man virkelig, at man går på en tynd jordskorpe og at grunden under os er levende og kan springe i luften når som helst.

Men hullerne lader det enorme tryk fra jordens indre slippe ud, så vi kan roligt træde nærmere. Jordoverfladen er mange steder farvet af kalk og svovl samt de mange andre mineraler, der siver med ud.

Lidt fra denne vulkanske aktivitet ser vi flere af de utallige mineralske kilder, der findes her i området - efter sigende med hver deres helsebringende virkning. Så vi prøver vandet fra en kilde, der skulle være speciel godt for de indre organer! Smagen er præget af jern og kulsyre. Stærk, men bestemt ikke ubehagelig.

Terra Nostra, den botaniske have

Terra Nostra, den botaniske have


Den botaniske have - Terra Nostra

Så er der langt mere fredeligt i den botaniske have - Terra Nostra - som hører til hotellet og som blev anlagt tilbage i 1780’erne.

Store, gamle træer, eksotiske planter og blomster vi ikke ser hver dag. I den smukt anlagte park, der faktisk er så stor, at det kan være svært at finde rundt, findes kanaler og søer samt en masse fugle. Midt i haven ligger en badesø med gulligt, jernholdigt varmt vand på mere end 30 grader.

Et helsebringende bad er populært og fra en naturlig kilde - ”Ungdommens Kilde” - vælter ca. 40 grader varmt vand ud i bassinet - så varmt at vi langsomt skal vænne os til at stå under ”bruseren” og blive gennemvarmet.

Der bliver dog ikke lovet noget om evig ungdom!

For os, der bor på hotellet, er det gratis at bade her. Andre må betale for det og for besøget i parken.

Varme kilder ved Lagoa das Furnas

Varme kilder ved Lagoa das Furnas


Omkring Lagoa das Furnas

Det har regnet heftigt i nat. Varmen, der bæres med Golfstrømmen fra den Mexicanske Golf, har dannet skyer ude over Atlanterhavet, og når skyerne rammer Azorerne tvinges de op langs kratersiderne og afkøles, så regnen kommer.

Allerede før det er lyst, vækkes vi ved skriget fra en af parkens påfugle, der nærmest lyder som en kat, der trækkes i halen - ”njauu”, njauu”. Så er der igen ro, indtil lyset kommer og alle de øvrige fugle sætter i gang.

Skyerne hænger fortsat tungt, da vi iført regntøj vandrer fra hotellet og ud af byen. Vi kommer gennem frodigt landbrugslandskab langs kraterkanten og op over en lille forhøjning og efter ca. to km kan vi se søen Lagoa das Furnas, som vi i dag skal vandre rundt om.

I et hjørne ved søen støder vi igen på varme kilder - Caldeiras - som vi så tilsvarende inde i byen. Men her er der også nogle ca. en meter dybe rør, der virker som trykkogere og hvor man tilbereder en af de lokale kulinariske specialiteter - Cozido das Furnas. Maden, en ret bestående af svine-, kyllinge- og oksekød med bønner, kartofler, krydderpølse og blodpølse med ananas, sænkes ned i en gryde og røret dækkes til med låg og jord, hvorefter retten koges i ca. fem timer - ved naturlig varme!

Fisker ved Lagoa das Furnas

Fisker ved Lagoa das Furnas


Fiskerne

Vi har dog vor egen picnic med og da det bliver ophold i vejret, finder vi et passende sted at indtage vor frokost.

Mens vi spiser har vi udsigt til en gruppe fiskere der er i gang med at sætte net i søen. De har roet fra søbredden i en stor bue ud i søen og har lagt til igen længere henne på bredden.

Nu pågår arbejdet med - ved håndkraft - at hive nettet ind og det gøres med største forsigtighed for at eventuelle fisk ikke skal slippe væk. Tre mand hiver og slider i det.

Der sidder en pæn, stor aborre i nettet. Den frigøres og kastes på land. Der trækkes videre og et par mellemstore karper er resultatet af alt dette arbejde.

De i alt seks mand må prøve lykken igen et andet sted på søen.

Kirken Nossa Senhora das Vitórias

Kirken Nossa Senhora das Vitórias


Masser af blomster

Nu er vejret skiftet. Skyerne er næsten væk og en behagelig - om end fugtig - varme rammer os. På vejen rundt om søen ser vi mange forskellige blomster. Visse steder hele hække af kamelia, nogle allerede i blomst, andre på spring.

Så passerer vi den smukt beliggende kirke Nossa Senhora das Vitórias, hvor blomstrende, lyserøde azaleaer ses overalt.

På den anden side af søen vandrer vi et stykke på landevejen, før vi går op på en bakke og kan se ud over en ”tør sø”.

I tidernes morgen har der været en sø oppe i terrænet, men et jordskælv/vulkanudbrud lavede ”hul” i søen, så vandet løb ned i krateret til det nuværende niveau og dannede Lagoa das Furnas. Nu er her frugtbare landbrugsarealer. Fra toppen af bakken kan vi se ud over hele Furnas.

Outwell
Campingferie 650,-
Primo Tours
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt