| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Travellog | Net tv | Foto | Link |
Rid trygt på rideferie i Bulgarien og glem alt om at skridte hele vejen…
|
Picnic |
Alex og Rumi er vores værtspar. Helt utroligt søde og imødekommende, meget internationale og taler perfekt engelsk. De driver et familieforetagende med hesteavl og rideferier som hovedbeskæftigelse, begge dele med højt kvalitetsniveau og med fokus på gæsternes oplevelser.
Alex er, hvad man populært kan kalde, en bulgarsk indianer. Han kan sine heste og sit land! Han er også en igangsætter og har bl.a. været primus motor i at få endurance sporten i gang i Bulgarien. Han rider selv endurance og flere af børnene følger trop. Han mestrer skydning med bue og pil, selv i fuld fart fra hesteryggen, han er meget vidende om de gamle traditioner og anvendelsen af hesten gennem tiden.
Rumi er den allestedsnærværende tovholder og turguide, som sørger for at vi får de gode måltider og al den kultur vi kan kapere.
|
En dejlig hest |
Shagya Arabere hestene
De har Shagya Arabere og en del andre heste af Anglo Arabisk blod og gode blandinger som passer fint ind i deres turvirksomhed.
Shagya Araberen etableredes i 1800-tallet og er i ydre og bygning meget lig araberen, dog kraftigere bygget og for det meste grå. Ca. 152 cm. Den har et livligt og energisk temperament, kendt for sin fart og udholdenhed - ofte også god til spring.
|
Handlende i Sofia |
Rejsen til Sevlievo
Vi var et par stykker, der tog på en kort rideferie med Alex og Rumi. Vi fandt nogle rimelige billetter med Czech Airlines til Sofia og var positivt overraskede over præcisionen og den gnidningsløse tur vi oplevede - selv med mellemlandingen i Prag. Det kan varmt anbefales.
I Sofia blev vi mødt af vore værter som havde bilen holdende udenfor. En lille tur ind i centrum af Sofia for at indsnuse atmosfæren og shoppe lidt – hvis man har de lyster, samt kigge på bl.a. de mange handlende som sælger den mest vidunderlige honning i alle afskygninger. Derefter blev vi kørt til Sevlievo, en tur på ca.2 timer. Køreturen føltes ikke særlig lang, da snakken allerede på det tidspunkt gik frit og utvunget.
Vi kom igennem et meget varieret og smukt landskab, sine steder i god fart – vi havde en vant chauffør ved rattet.
Indkvartering på et nydeligt hotel som bl.a. den store svenske ABB-koncern har brugt til sine kurser. Her sov vi den første og sidste nat.
Om aftenen stiftede vi bekendtskab med nogle traditionelle bulgarske retter, hvilket var meget spændende og velsmagende.
|
Flot natur i Bulgarien |
Masser af kultur og natur
De følgende dage gik efter opskriften: En på kulturen om formiddagen, af sted på hest lige før frokost og en picnic ved 15-tiden. Dagsridt på 4-6 timer. Alle råvarer til picnicen er specielt udvalgte for her går man meget op i sundhed og økologi. Vi nød også godt af den Bulgarske yoghurt, som er god for 1000 ting. Her fornægter man ikke kød, men hvis man har vegetariske tilbøjeligheder, er der helt sikkert en mulighed for at pleje den interesse.
|
Et hvil ved floden |
Turridningen en fantastisk oplevelse
Udstyret er godt til turridning, western style sadler. Vi havde mulighed for at ride uden særligt megen oppakning, da bagagen fulgte med i følgebilen. Vejret artede sig fra den pæne side, (vi var der i april) og vi havde 15-20 grader og kun regntøjet fremme een gang.
Selve ridningen var en helt igennem fantastisk oplevelse. Sjældent har jeg siddet på en hest med så fine bevægelser. Selvom den var ung og ikke helt fuldbefaren mht. at krydse vandløb, havde jeg en virkelig god fornemmelse af ridningen og at hesten (Mozart 6-årig vallak) var meget lydhør og ikke mindst meget villig til at gøre sin rytter tilpas. Fremad-motoren fejlede heller ikke noget og hele tiden var det med god kommunikation. Jeg fik et skoleeksempel i, hvor let lært denne race kan være: Vi skulle over en lille bæk, som Mozart absolut syntes så alt for bred ud, også selvom de andre heste var gået over, og han jo gerne ville med. Vi stod og stampede lidt. Så hoppede Alex af og lod sin stolte hingst stå tilbage på skrænten, kom over til mig og bad mig sidde af. Som sagt, så gjort. Han tog Mozart og pressede ham venligt, men bestemt over på den anden side. Det gentog han een gang frem og tilbage, så fik jeg min hest udleveret igen. Resten af tiden kunne jeg også genne ham over, selv ved bredere vandløb!
Til tider følte man sig hensat til urskoven. Alex red med en machete i den ene hånd for at rydde de værste grene af vejen, inden vi kom. En gang smuttede den dog fra ham og hans egen hest var nær blevet et hoved kortere!
Vores turguide var Alex og han var god for adskillige historier, bl.a. fra hans periode som politimand. Der er jo en vis population af sigøjnere i Bulgarien, som han kunne fortælle en del om. Derudover var begge værter meget historisk interesserede og øste gerne af deres viden.
Deres ture hører til i den lidt dyrere ende af skalaen sammenlignet med andre ridesteder dernede, men det er der godt belæg for: Når man tager på tur med dem, er alt inkluderet: Transfer fra lufthavnen, drikkevarer, alle entreer til div. Sightseeing-steder mm. Man bor på hoteller og pensioner af en god standard og man har følgebil, så man slipper for at have al sin bagage med sig. Og så er hestene af høj kvalitet og en nydelse at ride.
Ved afslutningen af turen bliver det lidt vemodigt, da man er kommet til at kende dem så godt og føler, at det er trist at skilles, så vi må ty til det franske udtryk ”Au Revoir” og håber, at det kommer til at passe….!
|
- og hestene har det også godt |
Myter om Bulgarien
”Der er jo bare unge som drikker hjernen ud…” Passer slet ikke på disse ture og i det område. Den kedelige tendens er desværre omkring visse steder ved Sortehavet.
”Jeg har hørt at man bare skridter hele turen…..” Ikke her, du kan få al den fart som du kan klare, under kyndig vejledning og observation fra dygtige guider, med hensyntagen til rideevne, hestene og terrænet.
”Jamen er der ikke megen kriminalitet?” Det skal der jo nok være sine steder, men vi var i gode og trygge hænder hele tiden og opfattede aldrig, at der kunne være noget usikkert eller truende.
Læs mere om denne og andre fantastiske ture hos Hippo Tours.
| Se også... |
| Links: |
|
|