| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Laks, laks og laks. Store tørfluer der i voldsomme plask blev taget på overfladen og enhånds fluestænger der blev spændt til bristepunktet, når laksene tog udløb gennem stryg og pools i deres kamp for friheden. Disse ting var, sammen med den smukke natur, de daglige elementer på Atlantiks rejse til Acha River.
Vi var syv danskere af sted og på de 6 fiskedage blev der landet 112 laks, heraf halvdelen på tørflue. Turen bød også på "bifangster" af op mod 60 stallinger og nogle hav- og bækørreder.
Man kan nok ikke undgå at have lidt fordomme og bange anelser, når de to ord, Rusland og transport, nævnes i samme sætning, men ikke desto mindre var servicen i top og turen til Murmansk forløb problemfrit, med undtagelse af en flyforsinkelse på to en halv time. Vi overnattede på et lækkert hotel og fik en god nats søvn på trods af den stigende laksefeber.
Efter morgenmaden gik turen atter til lufthavnen i Murmansk, hvor vi blev modtaget af vores russiske guider. Turen ud mod elven i helikopter, var i sig selv en oplevelse. Vi blev af helt naturlige årsager "rystet" godt sammen under flyvningen, der varede ca. to en halv time. Med ørepropper i ørerne, for at tage den værste støj fra helikopteren, nød vi synet af tundraen der hurtigt flød forbi under os.
Acha River er den næststørste sideelv til Ponoi River, og løber ud i Ponoi ca. 30 kilometer fra havet. Gennemsnitsstørrelsen på laksene i Acha er generelt større end i Ponoi, da de større fisk trækker helt op i Acha River. Laks på 3,5 til 4 kilo er gennemsnittet, men der landes fisk op til 10 kilo hvert år.
Vi startede ud med at indlogere os i en camp der lå 30 kilometer oppe af Acha River. Fiskeriet foregik både opstrøms og nedstrøms for campen, i den ene lækre laksepool efter den anden. De tre engelsktalende guider fulgte med holdets deltagere rund, og udpegede en masse gode laksepladser. På trods af mine mange års erfaring med laksefiskeri, lærte jeg mange ting om laksens standpladser på denne tur. Selv i de stærkeste stryg udpegede guiderne laks og på trods af, at det var med en hovedrysten at vi kastede til disse pladser, fik de gang på gang ret.
De næste fire dage tilbragte vi i denne camp, da der var en stor koncentration af fisk i området. De tre dygtige guider, Sascha og hans to sønner Edward (30) og Joseph (25), guidede os til en masse fisk.
Næste camp lå 10-15 kilometer fra den første. Alt vores oppakning blev sejlet i gummibåde derned, mens vi selv tog turen til fods, samtidig med at vi fiskede strækkets mange pools af.
Der er tale om stationære camps, som består af store telte med kamin og oppustelige madrasser. Edward, var foruden at være fiskeguide, også kok på turen. Hver morgen blev der serveret æg, bacon og pandekager. Til middag bestod menuen af nudelsuppe og sandwich og hver aften blev der disket op med to retter mad. Forretten bestod altid af en speciel russisk suppe og derefter en eller anden form for kødret. Vi blev beværtet med bøf stroganoff, forskellige kødgryder og ikke mindst sushi tilberedt af friskfanget laks. Edward havde medbragt en masse friske råvarer, så der var grøntsager til aftensmaden hver dag og kosten gjorde at man hele tiden havde den rette ballast til det krævende fiskeri og vandringen.
Sidste aften sluttede vi af i Acha Campen, der ligger ved sammenløbet af Acha og Ponoi. Der blev afholdt en fælles afskedsmiddag for vores hold og dem der havde fisket på Ponoi. Det andet hold bestod af folk fra England, Belgien og Frankrig. Det var et hyggeligt samvær med andre laksefiskere og der blev da også fortalt mange fiskehistorier om det fantastiske fiskeri alle havde oplevet.
Som nævnt indledningsvis blev der på turen landet 112 laks. Gennemsnitstørrelsen lå mellem 3,5 og 4 kilo, med mange fisk på 5 kilo. Vi fik flere laks mellem 7 og 8 kilo på tørflue og enhånds stænger i klasse 7. Men udover fiskeriet bød turen også på andre fantastiske oplevelser.
Vild og flot natur
Naturen var vild og flot, og varierede lige fra store klipper over sten og skov. På den tid af året var der ligeledes midnatssol, så der var lyst i alle døgnets 24 timer, hvilket også var en speciel oplevelse. Vi så både rensdyr, elge samt en enkelt bjørn. Sidstnævnte gjorde et stop, da den var i færd med at krydse elven og skyndte sig straks videre, da den fik øje på os.
Vejret var noget skiftende og vi oplevede alt fra storm til højt solskin. Det stormede vildt det første halvandet døgn, men den høje fiskefeber gjorde at der blev fisket og landet laks. De midterste dage var præget af ustadigt vejr, men til slut kom solen og med den, myggene. De spredte vindstød gav en dejlig, men kortvarig, pause fra myggene.
Undervejs fik vi også fejret Edwards 30 års fødselsdag på behørig vis. Der var rigelige mængder af vodka og russisk hjemmebrænd, så der var nogle der kom sent i seng og som var lidt klatøjede dagen derpå. Men tømmermændene blev hurtigt glemt i den smukke natur, hvor laksene var i hugget.
Så vi kunne med rette sige at vi havde fundet den perfekte kur mod tømmermænd - tag med til Kola og fisk laks!
Laks med 120 km i timen
Selvom vi fangede mange laks, var fiskene ikke lige samarbejdsvillige hele tiden. Nogle dage havde man op mod tre laks oppe og springe ved siden af tørfluen i samme drev uden at nogle af dem huggede - tre timer senere huggede de uden den mindste tøven.
Mange laksefiskere tager ofte ture til Norge uden de store resultater. Så selvom turene til Kolahalvøen ikke ligger i den billige ende, er der ingen tvivl om at man får mange års laksefiske-erfaring på en uges tur til Kola.
Turen bød på mange oplevelser men nedenstående står særlig stærkt i erindringen:
"Tørfluen svinger hen over nakken og pludselig bliver den angrebet af en fisk nedenfra. Laksen misser første gang, men sekundet efter napper den fluen i et spring helt fri af vandet. Da det går op for den at den er kroget, sætter den i et udløb med 120 km i timen ned over det hårde stryg. Den fortsætter gennem tre pools, før den endelig bliver landet i den fjerde. Her kan en forpustet Jarl stolt håndlande en smuk fem kilos fisk".
| Se også... |
| Links: |
|
|