Skotland: Fjeldvandring fra Mallaig til Fort William

Efter nogen betænkningstid tilmeldte jeg mig Dansk Fjedvandrerklubs sommertur til Skotland. Jeg havde hørt, at der ved deadline kun var deltagere af hankøn og var lidt usikker på, om det ville udvikle sig til en rigtig stroppetur med ”Drengene fra Angora”. Men efter planlægningsaftenen var jeg ikke længere i tvivl om, at det ville blive en krævende, men hyggelig tur.

Edinburgh

Fjeldvandrerne mødtes i Kastrup og satte kurs mod Edinburgh. Ivan var mødt op for at vinke farvel og sendte os af sted med en (tung) pose mønter til indløsning på en pub i Skotland.

Edinburgh viste sig at være et super hyggeligt udgangspunkt for en tur ud i det skotske. Vi havde et døgns tid til at få indkøbt gas og andet grej fra de veludstyrede lokale fjeldbutikker og til at smage de lokale specialiteter: indiske curries, bangers and mash, fish and chips og forskellige varianter af den lokale øl. En god portion kultur blev det også til op og ned ad The Royal Mile, som forbinder - i den ene ende - det berømte Edinburgh Castle, hvis ældste dele stammer fra det tolvte århundrede, med - i den anden ende - noget af det nyeste og mest originale arkitektur. Da Skotland for få år siden fik eget parlament, tegnede den spanske arkitekt Enric Miralles en parlamentsbygning, der er inspireret af det omliggende landskab, blomstermalerier af Charles Rennie Mackintosh og både, der ligger skyllet op på stranden. Det er blevet til en helt fantastisk og original bygning i stål, eg og granit, der absolut er et besøg værd.

En af Skotlands mange bjergsøer

Fra Edinburgh fortsatte turen med tog til Glasgow, hvor vi blev fuldtallige og skiftede til bumletoget op ad vestkysten til Morar. Det var en utrolig smuk togtur gennem øde landskaber, der gav en visuel forsmag på, hvor meget vand, der rent fysisk kan samle sig på både fladt og hældende land.

Vi stiftede også bekendtskab med nogle få og små fluer, der lokalt går under navnet ”midges”, mens der var strække-ben-ophold på en lille station. En lokal medrejsende bemærkede henkastet, ”at midges er godt nok en plage, men de bærer ingen sygdomme med sig”. Det skulle senere vise sig, at være den eneste gode ting ved midges. Mens solen gik ned, nærmede vi os vores destination, stationen Morar - og fjernede os hastigt fra den igen, mens turlederen var på toilet. Følgelig blev vandreturens startsted i stedet stationen i Mallaig, som vi nåede ved midnatstid. Uden yderligere ophold blev rygsækkene spændt på, og efter en kort vandring langs kysten i måneskin gik turen ind i landet, til vi nåede den lille sø Loch an Nostarie, hvor teltene blev slået op. Vores tur fra Mallaig til Glen Finnan var indledt, vi havde lagt civilisationen bag os og ville de næste 5 dage have de skotske bjerge, vandfald, søer og toppe som legeplads.

Frisk vand

Loch an Nostaria – Swordland

Vi vågnede op til småregn efterfulgt af et let angreb af midges, pakkede derfor hurtigt lejren sammen og satte kursen mod højere steder. Mens vi forholdsvist blidt lagde nogle højdemeter bag os, blev der afholdt lynkursus i kompas og kortlæsning. For folk som undertegnede, der ikke har oplevet de skotske højmoser, er det noget af en overraskelse, hvor meget vand der kan bindes i selve jorden.

Man vænner sig forbavsende hurtigt til at gå gennem sump og mudder, men der er andre farer, der lurer i moserne. Christian fik kastet sig selv ned i et hul og blev uden varsel genstand for ikke blot en men to paparazzi (Søren og Anders), der følte sig kaldet til at række - ikke en hjælpende hånd ud - men kameraer, der kunne forevige et blødende knæ og en tilskadekommen, der blev mere og mere bleg, da også en kniv blev trukket til at rense såret med.

Efter frokost fortsatte dagen og turen uden yderligere dramatik ud gennem landskabet mellem Loch Nevis og Loch Morar. Ved bredden af Loch Morar gjorde vi holdt på en lille rullestensstrand - det var tid til en frisk dukkert. Sidst på eftermiddagen nåede vi Swordland med en eng på en pynt i søen, der indbød til at slå teltene op.

Først på aftenen stiftede vi for alvor bekendtskab med ”the midges”, og det, der kunne have været hyggelige timer rundt om gasbrænderen, blev i stedet til en aften med gakkede gangarter og armbevægelser for at forsvare sig mod disse hysteriske småfluer, der specielt holder af at angribe øjne, ører og hænder, der er optaget af at holde på et eller andet.

På vandreferie i Skotland

Swordland – Sgurr na Be Ruaidhe

Det var denne dag et mål i sig selv at komme op i højderne for at slippe for insekter. Først skiftede vi sø - efter en kort vandring op gennem en slugt og ned igen til Loch Nevis – og gjorde kort holdt ved et tidligere kapel smukt placeret i bunden af en dyb bugt med opankrede sejlbåde.

Herefter gik det langs søen, mens vi steg gradvist. Ved et vandløb drejede vi fra kysten og fulgte vandløbet opad ind i landet. Et højt vildthegn blev passeret ved at smide rygsækkene over og selv kravle under. Senere gik turen op gennem et vandfald, før vi nåede en lille sø og derefter toppene Sgur Mor (600 m) og Sgur Breal (728 m). Lidt nedenfor Sgur na Ba Ruaidhe (651 m) slog vi teltene op på en kæmpe græstue, der netop havde plads til tre telte i et ellers eroderet landskab.

Et vidunderligt landskab

Sgurr na Ba Ruaidhe – Carn Mor (829 m)

Tredje dagen skulle blive en dag med masser af højdemeter til benene. Vi lagde ud med at holde højden nogenlunde, mens vi passerede Sgur nam Meierleach (747 m), Sgurr na h-Aide (859 m) og Bidein a’ Chabair (867 m). Men så gik den heller ikke længere, vi måtte nedad for at komme ned i dalen og op på en anden bjergside.

Det var ikke så lige til at komme nedad, så det foregik ved at følge et vandløb. Efter et kort hvil i solen på en kæmpe klippeblok skiftede vi side i dalen og gik frem til et vandløb, der kunne føre os opad på en meget stejl græsskråning. Da vi havde nået toppen af vandløbet kunne vi ligeså godt fortsætte mere opad og endte med at gå på toppen af Carn Mor (829 m), der viste sig at skulle blive en super lejrplads med en fantastisk udsigt, fint vejr og turens smukkeste solnedgang.

En forfriskende dukkert

Carn Mor – Glenfinnan dalen

Fra Carn Mor kunne vi ved at gå stik øst i et par timer gradvist komme et par hundrede meter nedad, hvorefter vi fulgte et skovbryn, til vi nåede et vandløb, der igen kunne føre os helt ned i bunden af en dal. Straks vi havde mistet højden, var vi tilbage i midge territorium, og vi fortsatte derfor hurtigt opad igen igennem den meget langstrakte Gleann Cuirnean dal.

Det var en rigtig sumpet oplevelse, men efter en god times tid, gjorde vi holdt ved floden, hvor der var en naturlig pool, der indbød til et bad og lidt afslapning. Rene og velduftende vendte vi tilbage til den lange sumpede opstigning og kom efter et par timer over sadlen og begyndte at kigge efter en egnet lejrplads. Det var ikke let at finde et tørt sted, men ved siden af et vandfald og over en kløft via en gammeldags hængebro (komplet med et knækket bræt på midten) fandt vi et forholdsvist tørt sted til teltene. Et kort stykke tid nød vi omgivelserne, fik spist aftensmad, før vi blev opdaget at en milliard midges. Der blev gjort nogle virkeligt hæderlige forsøg på at komme ind i teltene og til køjs uden at få disse små blodsugere med indenfor.

Ved "Broen"

Glenfinnan dalen – Glenfinnan – Fort William

Næste morgen gjaldt det bare om at få pakket sammen og komme i bevægelse; ’the midges’ havde overnattet på bardunerne i tykke klynger og stod op samtidig med os. Vi havde blot en kort tur ned gennem Glenfinnandalen tilbage af denne del af vandreturen.

Før vi nåede Loch Shiel og landsbyen Glenfinnan passerede vi under ”Broen” - en høj betonbro med buede piller, der genkendes af et hvert barn som broen fra Harry Potter filmen. Der blev selvfølgelig taget billeder af os alle til at imponere børn, niecer og nevøer og andre fans (af Harry Potter).

Vi slog et sving gennem den idylliske Glenfinnan landsby, før vi hoppede på en bus, der førte os til Fort William og tilbage til civilisationen. Komforten vendte tilbage i vores liv. God italiensk kaffe, hjemmebagte kager, pub food, øl og cider blev igen en del af forplejningen. Der blev også indkøbt 6 bredskyggede hatte med midges-net. Således bevæbnet til tænderne mod de små plager tog vi til campingpladsen ved foden af Ben Nevis, som blev base camp for de næste dages top-ture.

Lejr ved foden af Ben Nevis

Ben Nevis

Ben Nevis, der så vidt vides først blev besteget i 1771, er med sine 1.344 meter det højeste bjerg på De Britiske Øer og kunne blive turens absolutte numeriske højdepunkt. Der var derfor ingen tvivl om, at vi skulle derop, hvis vejret tillod det.

Vejret var ikke direkte med os med skyer hængende halvt ned ad siden på bjerget, men sigtbarheden var god nok til at finde vej derop og ned igen ad den lette rute kaldet the Mountain Track. I godt vejr ville ruten nord om Ben Nevis via the Carn Mor Dearg Arete være en mere udfordrende og meget flottere rute. Med en fælles rygsæk og godt med tøj på gik det opad og toppen blev nået hurtigere end ventet, men der var heller ingen udsigt, der kunne nydes p.g.a. lavthængende skyer.

Bag læmur på Ben Nevis

På toppen findes resterne af nogle mure fra et observatorium og et nødshelter. Med den ringe sigtbarhed var det ikke nemt at få en fornemmelse for denne flade tops udstrækning og heller ikke for, hvor stejlt det pludseligt falder ved kanten af plateauet. Efter et par gruppebilleder og en hurtig gang frokost drev kulden os ned igen. Med en stor del af nedturen i løb kunne vi nå en frokost mere på en hyggelig pub i en gammel ombygget lade ved foden af Ben Nevis.

Turen op på Ben Nevis havde taget os 2 timer og 50 minutter, mens vi nedad brugte 2 timer og 25 minutter. I følge vores guidebog er rekorden op og ned fantastiske 1 time og 45 minutter!

På ruten The Ring of Steall

Ring of Steall

Modsat den foregående dag viste vejret sig fra sin bedste side på vores sidste vandredag og det blev besluttet at gå efter at fuldføre The Ring of Steall. Navnet hentyder til en rundtur til en række toppe via bjergkamme, som samlet udgør en ring fra toppen af vandfaldet Steall.

En fælles rygsæk blev pakket og vi var klar til en fantastisk dag med udsigt ud over alt det, vi ikke kunne se dagen før.

Topvandring i Skotland

Efter en kort tur med den lokale bus til parkeringspladsen for enden af Glen Nevis startede turen i bragende solskin op langs Nevis Gorge. En (for turen ellers ukarakteristisk) kikset kortlæsning resulterede i, at ruten blev lidt mere besværlig end nødvendigt, da vi måtte passerer rundt på siden af et udspring, før vi kom tilbage på stien til engen, der leder frem til Steall vandfaldet.

For at begynde turen rundt til de 6 toppe på Ring of Steall, starter man med at stige stejlt op øst for vandfaldet. Oppe i højden holdt vi frokostpause med udsigt til Ben Nevis, der kunne ses uden en sky i sigte.

På toppen i flot vejr

Derefter gik turen til de uudtalelige toppe An Gearanach (982 m), An Garbhanach (975 m), Stob Coire a’ Chairn (981 m), lige nedenfor Am Bodach, og op på Sgurr an Iubhair (1001 m), Stob Choire Mhail (990 m) og Sgurr a Mhaim (1099 m). Hver gang en ny top er nået, må man bare standse op og se sig omkring – der er både udsigten til det, der allerede er gået af rundturen, og til bjergene udenom at beundre.

Ifølge Mike, fik han set mere af de skotske bjerge på denne ene dag, end han sammenlagt havde set på alle sine tidligere vandreture i Skotland.

Med udsigt til flere bjerge

Turen veksler mellem lettere sektioner på en god sti og meget stenede, stejle og smalle passager, hvor man virkelig har fornemmelsen af at gå på en knivsæg. Desværre kom Søren ud for turens værste uheld, da benene forsvandt under ham på en stejl skråning, og han faldt så uheldigt, at han brækkede et par ribben. Han kunne heldigvis fuldføre turen.

Mod slutningen af rundturen passeres Devil’s Ridge, som er en spektakulær passage med stejlt fald til begge sider – ikke et sted, man har lyst til at gå i blæsevejr. Når ringen næsten er sluttet går en stejl sti gennem løse sten ned til dalen. Sidste del blev vandret i lyntempo for at nå den sidste bus tilbage til campingpladsen. Morten fik heldigvis overtalt buschaufføren til at vente, til alle var nået frem.

Hvil

Godt trætte fejrede vi dagens bedrifter og afslutningen på årets vandretur med en sidste tur til pubben i den gamle lade og med en sidste kakao med whisky indtaget på teltpladsen iført midges-hatte.

Tak til Mike for en rigtig god og velplanlagt tur og til ”Drengene fra DFK” for godt kammeratskab.

Artiklens forfatter og fotograf er medlem af Dansk Fjeldvandrer Klub og du kan læse mere om klubbens aktiviteter på hjemmesiden.

Se også...