| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Hjemmefra lød vejrmeldingerne for Slovenien på regn hele ugen, og det var i forlængelse af de foregående uger som også havde budt på regn, og meget af det endda. Ikke meldinger der fik fiske-feberen til at stige særlig meget.
Et par dage senere, hvor vejrudsigten stadig stod på regn alle dage, begyndte jeg at danne mig nogle grimme billeder oppe i hovedet, der alle sammen handlede om vandløb, der var alt for høje og ikke mindst uklare.
I juni tog vi - både norske, svenske og danske lystfiskere - så afsted til Slovenien til den lille hyggelige by Most na Soci. Efter indkvarteringen var vi hurtigt tilbage i bilerne, for at køre ud og kigge på de vandløb, som ligger tættest på hotellet.
Der var som ventet en høj vandstand - uanset hvor vi kørte hen, og vandet var samtidig temmelig farvet, grundet de kraftige regnskyl. Senere samme aften snakkede vi med tre andre fiskere, som havde haft et rigtig svært fiskeri i den forgangne uge, hvor de havde brugt en del tid i bilen i deres søgen efter bedre vandstand.
De første regnbuer
De første par dage fiskede vi i de nærliggende floder Idrija, Baca og Trebuscica som alle tre kun ligger 10-15 minutters kørsel fra hotellet. Vi fiskede også i Nadiza som ligger lidt længere væk, og her var floden ikke belastet af så høj vandstand, så vandet var helt klart. Der var mange fisk, men med en lidt mindre gennemsnitsstørrelse. Trods den lidt høje vandstand, var der en del fisk om aftenen, og den første aften blev der fanget fire pæne regnbuer på en times fiskeri i tusmørket.
De efterfølgende dage bød på solskin, lavere vandstand og samtidigt klarede floderne så meget op, at de næsten var spritklare igen. Det betød, at fiskeriet blev bedre, vi så flere aktive fisk og der blev fanget flere og større fisk. Der var især rigtig godt tørfluefiskeri i floden Baca, hvor både bækørred og regnbueørred steg til døgnflue-imitationer.
Sava-floden
Den femte dag tog vi til floden Sava, der ligger ca. to timers kørsel fra hotellet. Heldigvis kan man parkere bilen på ladet af et auto-tog, som skyder genvej gennem bjergene, så chaufføren også kan nyde den smukke bjergudsigt hele turen, som tager under den halve tid.
Da vi nåede frem til floden Sava, så vi straks at vandstanden også her var lidt høj, men ikke desto mindre var der masser af fisk. Flotte stallinger op til ca. 45 cm og bækørred og regnbueørred på 1,2 kg og 1,6 kg blev landet indenfor de næste timers fiskeri.
Det var et fantastisk tørfluefiskeri vi oplevede i Sava. Specielt stallinger og regnbueørreder var meget villige til at stige til overfladen.
Den sidste dag tog halvdelen af holdet igen til Sava, hvor det lykkedes at fange bækørred, en regnbue på 3,1 kg og nogle stallinger, inden vi afsluttede fiskeriet på grund af kraftig regn.
Kampen med marmorørreden
Den anden halvdel af holdet blev den sidste dag tilbage i området ved hotellet og jagtede de store marmorørreder. Det blev en dag de sent vil glemme…
Henning, en af holdets deltagere, krogede en fisk i en dyb pool. Fisken fightede tungt på bunden og tog lange udløb. Desværre satte fisken sig fast i et væltet træ, og efter at have knækket Hennings fluestang i bunddelen, en klasse 8 stang på 10 fod, sprang fisken forfanget. På dette tidspunkt havde fighten stået på i lidt over en time uden at fisken viste sig i overfladen en eneste gang. Det har helt sikkert været en af de store marmorørreder som tog Hennings flue. Disse fisk, som det meste af tiden står passivt på bunden af flodernes dybeste huller, forstår virkelig at vække ens nysgerrighed. De er i toppen af fødekæden i de slovenske vandløb, og mindre fisk som marmorørrederne kan gabe over, kan på ingen måde vide sig sikre, når de glubske rovfisk er på jagt.
De fleste fisk blev fanget på nymfer og tørfluer, men også streamers kan være rigtig effektive, specielt til marmorørrederne. Fiskeriet i disse vande er af rigtig høj kvalitet. Enhver fluefisker med forkærlighed for stallingfiskeri og ørredfiskeri i strømvand, vil nyde fiskeriet i det naturskønne område.
| Se også... |
| Links: |
|
|