Riis Rejser

7.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Det andet Gran Canaria, Spanien

Det er stadig mørkt, da uret ringer og vi springer ud af sengen for igen at komme afsted - ind i bjergene skabt af voldsomme vulkanudbrud for millioner af år siden.
I den kølige morgenluft stiger solens første stråler over skyerne langt ude i Atlanten mod Afrikas kyst og kaster sit første lys på toppen af bjergvæggene i det gevaldige krater, mens vi kører ind mod øens centrum. Ad serpentineveje tager det ca. 1,5 time at køre fra sydkysten til midten af øen.

På vejen ind mod Roque Nublo ses Den Forstenede Munk, Frøen og Nublo

På vejen ind mod Roque Nublo ses Den Forstenede Munk, Frøen og Nublo


På tur til Roque Nublo

Det er endnu lidt køligt, da vi parkerer bilen på udsigtspladsen La Goleta og går den halve time ind mod et af de centrale steder på Gran Canaria - Roque Nublo 1.813 moh. verdens højeste basaltmonolit, 80 meter høj.

Den menes at have været et helligt sted for øens oprindelige beboere - guancherne.

Da vi tidligt på formiddagen når plateauet  er et par ”vildmarksfolk” netop ved at spise morgenmad efter at have teltet her om natten. Og sikke en morgen de vågner til.

Det er helt klart med et fantastisk udsyn over landskabet og med udsigt til Spaniens højeste bjerg - vulkanen Teide - ovre på naboøen Tenerife, der stikker sin gevaldige top op over det blå hav.

Mod syd ses øens højeste punkt Pico del Pozo de las Nieves , 1.949 moh. som vi et par dage forinden besteg sammen med en vandregruppe arrangeret af en af de lokale turarrangører, Rocky Adventure.

Det militære anlæg ved Pico del Pozo de las Nieves, hvor der ikke er adgang

Det militære anlæg ved Pico del Pozo de las Nieves, hvor der ikke er adgang


På guidet tur med Rocky Adventure.

Vi blev hentet i nærheden af vort hotel og efter at have samlet deltagerne kørte vi i bus til Cruz Grande, hvorfra vandreturen startede.

Turen må betegnes som let gået, dog er der på den sidste strækning op til selve toppen en del løse rullesten og grus så her skal man passe lidt på.

Herfra havde vi fin udsigt til bl.a. Roque Nublo, men det var lidt diset i det fjerne, så vi kunne ikke se helt så langt, som vi kunne ønske.

Undervejs hørte vi om de forskellige planter og dyr, som vi stødte på. Bl.a. hørte vi om de endemiske fyrretræer vi vandrede imellem. Det er et uhyre vigtigt træ for canarierne.

Træet, der er en speciel tilpasset art med tre nåle ”på hvert blad”, er istand til at optage væske fra skyerne og transportere den ned i jorden.

Når du kommer forbi, så prøv at tage en kvast i hånden og du bliver overrasket over, hvor kølig den føles. Og når du ser under fyrretræet, så er der som regel meget grønt. På turen faldt vi nærmest over store pinje-kogler på 20-25 cm.

Turen kan bestemt anbefales - specielt for de, som ikke ønsker at gå alene i bjergene.

Efter ca. fem timer - med masser af pauser - samlede bussen os op på landevejen tæt ved vandreruten.

Nu da vi har set disse højdepunkter, der begge ligger i det tørre landskab med pinjeskov, er det tid til at udforske andre dele af øen ...

Langs rislende bække i Barranco de la Mina

Langs rislende bække i Barranco de la Mina


Barranco de la Mina

Så vi kører til udsigtspunktet Cruz de Tejeda og parkerer bilen under et af de skyggefulde eukalyptustræer, hvor koglerne ligger på jorden og som dufter så skønt. Med et par stykker i lommen, har man altid noget godt at dufte til!

Vi går på stien mellem restaurant El Refugio og den lokale købmand og kommer hurtigt væk fra det ”hurlumhej”, der altid er ved sådanne turistede steder.

Vandreruten, der i øvrigt ikke er mærket som vi kender det fra nordiske lande, snor sig hurtigt op i landskabet med fin udsigt over mod Roque Nublo.  

Vi når frem til landevejen og følger den et stykke, til vi står på endnu et udsigtspunkt/parkeringsplads, hvor den lokale turistbod summer af musik og livsglæde.

Vi spørger om det er her, vi skal dreje af for at følge Barranco de la Mina (der er jo ingen markering).  - Jo, det er det, bare følg stien nedad.  Og se her, hvad I må smage, siger manden.

Og alverdens nødder og mango/kokos kager etc. bliver stillet frem som smagsprøver. Og honningrom har han også - meget billigt. Vi er dog ikke indstillet på at købe noget nu - jo, det skulle lige være en is.

Konen springer efter isen, medens manden synger til transistorens skratten, medens han skænker os et glas rom. Han slår sig på maven synger og danser og vi kan da også falde ind med et par dansetrin med vores store vandrestøvler.

Det er fortsat formiddag, så varmen trykker ham endnu ikke. Vi ser på rommen, som vi tidligere har besluttet os for at tage med hjem som vores souvenir.

Den har han fanget! Og da vi betaler isen foreslår han, at pengene passer med at vi tager honningrommen og at vi så ikke betaler isen. OK, så jeg får et kilo honningrom + flaske i rygsækken og alle er glade - nok mest manden!

Nede ad stien kommer vi hurtigt ind i barrancoen - en dal som vand og erosion har skabt gennem århundreder.

Det varer ikke længe før træer og buske vokser os over hovedet og vi hører - for første og eneste gang på hele vores Gran Canaria tur - vand risle i bækken. Vandet tager til og adskillige vandfald - om end små - passeres, medens vi går i skyggen af træerne.

Det er som om vi pludseligt er trådt ind i en jungle. Vi mærker fugten, lugten af vand og hører fugle i krattet og vandets vidunderlige rislen.

Den næste time følger vi bækken nedad og ender på landevejen ved den lille by Las Laugnetas. Herfra følger vi landevejen et stykke og går op gennem markerne med mandeltræer til bilen. Og hvad ser vi?  Et enkelt mandeltræ i blomst, med sarte hvide blomster. Et træ der ikke kan finde ud af årstiden og som blomster her i november - et par måneder før sæsonen.

På tur til Gran Canaria

På tur til Gran Canaria


Forventninger om vulkankratre

Efter denne dejlige dag har vi fået lyst til at udforske en anden del af øen. Næste dag kører vi derfor over den store by Telde på østsiden af øen og ind til den lille by Tentenguada. Vort mål er at bestige La Mesa og Caldera de los Marteles.
Her forventer vi at kunne se ned i et vulkankrater og opleve mere frodig fauna.

Vi følger vejen og kommer op forbi kirkegården, hvor de afdøde bisættes på hylder (klippegrunden kan man jo ikke grave i!)

Vi fortsætter op ad den umærkede sti og snart er vi inde i en plantage med mandeltræer og med adskellige spor og stier. Hvilken skal vi tage? Vi prøver os frem. Nej, denne ender i en lodret side ned i en barranco.

Vi må tilbage igen. Så prøver vi et andet spor. - Se, der er en hvid malerklat på stenen der! Opad går det igen. Er vi på rette vej? Er dette ikke et gedespor? Det er i al fald længe siden, der har været mennesker her, for så ville træerne og buskene ikke have været så tæt.

Vi prøver denne vej. Det går fortsat opad. Jo, her er tydeligt en sti og se, der er samlet sten som en trappe, så vi kan komme over klippen der. Vi klatrer videre op.

Hov, hvad er det? En falk der jager en ørn. Stille sætter vi os ned og betragter kampen i luften ca. 30 meter over vore hoveder. Ørnen glider stille videre bag klippen, medens falken jagter den. Den lille efter den store!

Nu er vi på et lille plateau på ryggen af et højdedrag. Med vidt udsyn til begge sider og med et hav af flotte gule blomster, fignenkaktus og afblomstrede agaver.

Vi går længere op. Vi har nu gået i ca. tre timer og er klar over at ruten vi følger, ikke er den rigtige! Vi støder på en lodret klippevæg, som vi ikke kan komme op ad og til den ene side er den lodrette væg ned i barrancoen og til den anden side går en sti væk fra vort mål.

Vi ser i øjnene, at vi må vende om. Og det er ingen skam at vende om i tide - vi har alligevel fået en fin dag ud af det.

Papegøjer i Palmitos Park

Papegøjer i Palmitos Park


Bjerget bag Palmitos Park

Vi tager bussen til Palmitos Park, der er en subtropisk oase og bestemt et besøg værd.

Her er masser af forskellige planter og fugle (i bur) m.m. og et meget seværdigt falkonershow, hvor ørne, falke og gribbe slippes løs og på kommando vender tilbage til falkonerens læder-beskyttede arm.

På en forreven klippetop

På en forreven klippetop


Stejl vandring

Vi vælger i dag at gå én af de to vandreture, der starter ved parken og kommer hurtigt op i højderne. Første del er på grusvej forbi parken og her ser vi en flok vildtflyvende papegøjer, der skræmmes op fra deres pladser i træet vi passerer.  

Senere går det stejlt op på en tydelig sti. Her kan man ikke tage fejl, for der er nogle små varder. Oppe på det høje plateau har vi fin udsigt til de omkringliggende lodrette bjergvægge og dybe dale og kan godt forstå, hvorfor en del spagetti-westerns er filmet netop i disse områder.

På højdedraget finder vi en sten og spiser vi vores medbragte madpakke og får slukket tørsten, medens vi nyder udsigten ned over det dramatiske landskab.

Gran Cararia er andet og mere end strand, solparasoller og grisefester. Det andet Gran Canaria finder du blot få kilometer inde på øen.

Så husk næste gang du skal hertil at tage gode vandrestøvler og en lun trøje med ...

Campingferie 650,-
Outwell
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt