Isabella

11.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Det andet Tenerife, De Kanariske Øer, Spanien

Vi er taget på charterferie og bor i Playa de las Américas på sydkysten af øen Tenerife. Vort hotel benyttes som vor base, hvor vi efter dagens vandretur kan få det fornødne bad, inden vi går ud i byen for at spise middag på én af byens mange restauranter. Vi bor rimeligt centralt med 10 min. gang til stranden og ca. 15 min. gang til busterminalen, men også med busstop lige rundt om hjørnet ved hotellet. På denne ferie vil vi kombinere sol- og badeferie med vandreture og opleve ”Det andet Tenerife”.

Los Christianos

Los Christianos


Bjergene syd for Los Christianos

Vi går ned på den ca. otte kilometer lange strandpromenade, der løber langs havet fra nord i Playa de las Américas og følger den sydpå til Los Christianos. Strandpromenaden stopper lidt uden for byen ved nogle klippevægge, der går lodret ned i havet. Hvor strandpromenaden stopper, er der anlagt en nyere spadserersti op på bjerget.

Vi følger denne og får et fint vue ud over byen. Oppe på bjerget deler stien sig i flere retninger - i mere eller mindre tydelige stier.

Vi vælger at følge en sti mod havet og står inden længe med udsigt til et fuglefjeld, hvor mågerne skriger og slås om en anden måges fangst. Vi følger stien langs kysten, men det går ned og op gennem flere slugte uden at vi ser mere, så vi beslutter os for at gå tilbage og i stedet gå op mod antennerne på toppen af Montaña de las Cuevitas, der ligger lige bag ved os.

Stien er noget utydelig og vi må et stykke gå langs en faldefærdig vandingskanal. Vi kommer op på et plateau Montaña de Guaza og kan nu se at vi befinder os på nogle anlagte terrasser, hvor der sikkert har været dyrket kartofler.

Vi fortsætter ad sporet - der er ikke længere nogen egentlig sti - og kommer efter kort tid til en lille grusvej, der snor sig op ad bjerget. Vi bemærker os, hvor vi går ud på grusvejen, så vi kan dreje fra det rigtige sted, når vi kommer tilbage.

Vi følger grusvejen og går til højre, hvor den deler sig, opad mod Guaza. På toppen - 428 moh. - er der fin udsigt mod syd, hvor vi kan se flyvemaskinerne komme ind til landing.

De plast-dækkede drivhuse står overalt i det golde og afsvedne landskab mod syd. Motorvejen har vi lige under os.

Grusvejen fortsætter lidt ned ad bjerget på den anden side og op igen på Montaña de las Cuevitas, 405 moh, lige overfor. Herfra kan vi se udover Playa de las Américas og Los Christianos.

Turen kan anbefales til alle, der ikke tager på andre vandreture inde på øen.

Udsigt til spidse bjergtoppe

Udsigt til spidse bjergtoppe


Da vi gik forkert fra Arona til Adeje

I dag tager vi bussen til Arona - ca. 30 min. kørsel fra Playa de las Américas. Her går vi nogle hundrede meter ud ad landevejen i retning mod Vilaflor, til vi kommer til restaurant ”La Granja de Arona”. Her drejer vi fra og kommer ud på en lille grusvej lige bag restauranten og er nu på vandreruten.

Vi ser nogle hvide malerklatter på stenen og følger stien. Hurtigt kommer vi ud i terrænet med tørre lave vækster og kaktus.

Vi krydser en barranco, medens hundene fra et hus længere væk gør kraftigt ad os. Heldigvis er de lukket inde i en hundegård!

Vi følger de hvide malerklatter og går opad og står på kanten af en bjergryg med udsigt ned mod vest og med bjerget Conde mod syd.

Men nu kan vi ikke længere finde sporet, der skulle gå videre og finder ud af, at vi er gået forkert!

Vi nærlæser (igen) den tyske tekst og opdager, at vi glemte at dreje til højre ved et åben vanddepot - som vi ikke har set!

Efter lidt søgen finder vi imidlertid et spor i nordlig retning rundt om Suárez og følger dette.

Pludselig kommer skyer farende ind fra vest og på et øjeblik er vi indhyllet i tæt tåge. Jeg går lidt foran Allis, men kan ikke se hende gennem skyen. Jeg venter lidt til hun dukker frem og vi fortsætter med kortere afstand mellem os.

Blandt flotte kaktus

Blandt flotte kaktus


Udsigt mod Barranco del Infierno i Adeje

Foran os rejser Roque de los Brezos sig og vi kommer op i sadlen mellem dette bjerg og Suárez og frem til et lille hus, hvor et par ældre mennesker er i gang med dagens dont.

Vi spørger efter ”El Refugio”, som vi jo skulle passere på vor tur og efter lidt sprog-vanskeligheder (vi taler ikke spansk), peger de over på en gul bygning et stykke væk. Fint, så ved vi, at vi snart er på sporet igen!

Et øjeblik efter går vi på grusvejen på vej mod Ifonche - et par huse, der gør det ud for en lille by!

Forbi ”Bar Dornajo” og vi kommer ind på stien i skoven, der hovedsageligt består af pinjetræer.

Det går som altid lidt op og lidt ned og længere fremme støder vi på en lille grusvej, der løber på tværs af stien. 5.min. gang til venstre ad denne grusvej kommer vi til et udsigtspunkt med flot udsigt til landskabet oven over Barranco del Infierno.

Vi går tilbage og følger stien gennem skoven, der krydser en del små barraco’er. Et sted er der mange små stier på kryds og tværs og jeg bliver i tvivl om, hvilken sti jeg skal følge.

Jeg har fulgt lidt med på kortet, medens vi har gået, men kan ikke rigtigt få retningen til at passe. Jeg finder kompasset frem og vi beslutter os for at fortsætte ad den vestlige sti.

Det går fortsat opad og inden længe står vi lidt ude af skoven på et højdedrag med lav bevoksning ”Lomo de las Lajas”. Stien fortsætter lige frem. Men der er også en mærkning til venstre og det er den, vi skal følge.

Lidt nede ad ryggen får vi et fantastisk vue ud over hele sydkysten og kan stort set følge ruten, vi har gået rundt i dag.

Nu går det brat ned ad en god sti, der snor sig ned ad bjerget og efter en times tid er vi nede ved indgangen til
Nede i selve byen er der tid til en kop kaffe, inden bussen tager os tilbage til vort hotel.

Man er lille når man står og ser på det høje vandfald i Barranco del Infierno

Man er lille når man står og ser på det høje vandfald i Barranco del Infierno


Barranco del Infierno

Vi soler os om formiddagen og efter frokost tager vi bussen til Adeje (ca. 30 min.) for at gå turen i Barranco del Infierno.

På denne årstid, hvor solen ikke står så højt, er det bedst at gå turen om eftermiddagen, for da er solen kommet fri af bjergsiderne og lyser fint ned i dalen.

Turen er let og kan gås af alle. Der er anlagt en pæn sti med de nødvendige små broer over vandløbene. Da du skal samme vej tilbage, kan du gå så langt ind i dalen, som du orker og så vende om derfra.

Der er flere ”rastepladser” undervejs, hvor der er betagende udsyn over dalen.

Efterhånden som du kommer ind i bunden af dalen, bliver den smallere og tættere bevokset.

Et sted skal vi passere et lille vandløb, hvor der skal balanceres på nogle sten - men det er også turens største udfordring!

Inderst inde i bunden af dalen rejser klipperne sig lodret op foran os og her er et ca. 60 m. højt vandfald.

Det tager ca. 1 time at nå ind i bunden af dalen. Beregn lidt længere tid på at gå ud igen.

Piedras Amarillas ses neden for Guajara bjerget

Piedras Amarillas ses neden for Guajara bjerget


Vi bestiger Guajara

I dag tager vi den eneste daglige bus mod midten af øen - mod vulkanen Teide. Det er gråvejr, da vi forlader sydkysten og på vejen op gennem de forskellige klimazoner kommer vi gennem regn og er spændte på hvordan vejret er inde midt på øen.

Efter ca. 1,5 times transport er vi på parkeringspladsen ved Parador Nacional, 2.150 moh., hvor vores vandretur starter i strålende sol.

Vi er alene på denne tur, de øvrige fra bussen er dels gået videre ind ad den såkaldte Bambi-sti for at bestige bjerget fra en anden side.

Andre fortsætter med bussen til Teleférico, hvor en svævebane kan bringe dem op på Teide, eller de kører videre ind til Portillo, hvorfra man ad Bambi-stien kan gå de ca. 15 km. tilbage gennem stenørkenen Cañadas til Parador Nacional.

Vi sætter retning mod vort mål - bjerget Guajara - og kommer tæt på en lavaformation Piedras Amarillas, som rejser sig foran os.

Vi finder stien, som vi ønsker at følge og ser, at der enkelte steder er markeret med hvid maling.

Hurtigt kommer vi opad og har ikke svært ved at følge sporet. Et sted skal vi passere et lille stenskred og må gå lidt forsigtigt for ikke at glide ned ad den stejle skrænt.

Vi går langs med en lodret klippevæg og kommer op i Ucanca-passet 2.408 moh. Her deler stien sig og vi følger stien til venstre.

Nu bliver sporet mere utydeligt. Der er lidt klipper, vi skal kravle over, men det går.

Vi kommer op på en smal afsats, hvor klippevæggen både under og over os står lodret. Pas på ikke at blive svimmel. Se ned i jorden hvor du går, og hold dig helt tæt ind til klippevæggen.

Vi har en fantastisk udsigt over Canadas og mod Teide hele turen op. Efter ca. 100 meter på denne udsatte sti kravler vi det sidste stykke på nogle klipper. Godt at vi ikke skal denne vej ned igen!

Udsigt fra Guajara mod verdens største caldera

Udsigt fra Guajara mod verdens største caldera


Imponerende udsigt

Så står vi på toppen af Guajara, 2715moh., som udgør en del af kraterkanten i verdens største caldera.

Da vulkanen Teide i tidernes morgen spyede al sin lava ud og skabte øen, blev der et hulrum, hvor lavaen havde været opmagasineret. Da dette hulrum så blev tømt, kollapsede jorden over og skabte dette kæmpemæssige krater.

Her oppe fra ser det ud som om man kan passere krateret, men lavablokkene nede i krateret er mange meter høje og gør det helt ufremkommeligt.

Vi er nu så højt oppe, at vi næsten kan se over i krateret på toppen af Teide på den anden side af calderaen.

Roques de Garcia - ”Guds Finger”

Roques de Garcia - ”Guds Finger”


Udsigt mod Spaniens højeste bjerg og "Guds finger"

Vi tager retning mod Guajara-passet, 2.373 moh., og går nedad på en del løse rullesten.

Andre er på vej op. Det er slidsomt at gå opad i disse løse rullesten, så vi er glade for, at vi valgte den ”rigtige” tur rundt.

Vores medbragte madpakker spiser vi med en fantastisk udsigt over mod Teide.

Tilbage ved Parador Nacional har vi tid til at gå over på den anden side af landevejen til de berømte stenskulpturer med bl.a.  Roques de Garcia (”Guds Finger”), inden bussen kommer retur fra Portillo.

Montana Blanca er en

Montana Blanca er en "lille knold" der ligger for foden af Teide


Montaña Blanca

På vor næste tur er det planen at gå over Montaña Blanca og fortsætte helt op på Teide og tage gondolen ned.

Imidlertid bliver vi denne dag udsat for lidt af en tålmodighedsprøve med vores buschauffør på vej ind til Teide.

Ved busstoppestedet kom bussen ca. 30 minutter senere end angivet på tidstabellen og da vi var på vej mod Vilaflor holdt chaufføren i ca. 10 min., medens han skulle have sig en smøg. Ikke nok med det, så stoppede han igen ved et udsigtspunkt lige før kraterkanten for igen at få lidt frisk luft gennem et rør! Der kom min tålmodighed virkelig på prøve.

Forsinkelsen betød, at vi  kun havde tre timer til vor udflugt, inden bussen skulle tage os med tilbage.

Heraf lærte vi, at transporten ind midt på øen bør foretages med en udlejningsbil, så vi selv kan bestemme tempoet. Det er tilladt at parkere fra kl. 9 til kl. 18 inde i nationalparken, hvilket giver helt andre muligheder for vandreture.

Da vi endelig bliver sat af ved Montaña Blanca, er vi et par stykker, der begiver os op ad vulkanen på en lille anlagt grusvej.

Vi går i løse sten/grus, som vel nærmest er pimpsten. Det er stejlt og tungt, da vi hele tiden glider lidt tilbage i hvert skridt vi tager.

Terrænet er helt goldt - ikke en plante vokser der.

Pimpstenen, vi går i, er lys gul og over i hvidt (heraf navnet på bjerget) og står i skarp kontrast til de sorte lavatunger, der er gledet ned ad Teides sider.

Hurtigt kommer vi op i højden og får et flot vue udover Cañadas og mod Guajara, som vi tidligere besteg.

Højere oppe kommer vi igen ud på grusvejen, der snor sig op ad vulkanen og følger denne hen til stien, der fører op til selve Teide.

Vi kan se den lille hytte Refugio de Altavista, der ligger oppe i 3.260 moh., men kan konstatere, at vi ikke har tid til det store eventyr i dag.

Vi går derfor helt ud på Montaña Blanca, 2.743 moh. og nyder udsigten herfra, inden vi går tilbage ad grusstien til landevejen, hvor bussen samler os op.

Casas de Araza kanten af La Cabezada

Casas de Araza kanten af La Cabezada


Finca de Guergues nær Masca

Vi står tidligt op og tager en af de første busser til Santiago del Teide på den nordvestlige side af øen.

Der er ingen busforbindelse mellem Santiago og Masca før senere på formiddagen, så vi går ad landevejen mod Masca.

Det blæser kraftigt og regner lidt ind i mellem, så vi må have regntøjet på.

Ca. to kilometer fremme er vi oppe i passet og her starter vores egentlige vandrerute ud mod Finca de Guergues.

Vi har et fint udsyn mod vort mål - nogle stejle klipper højt over Barranco de Masca.

Vi kommer forbi en lille gård Casas de Araza og følger stien ud på kanten af La Cabezada.

Det blæser kraftigt og vindstødene gør, at vi må gå ganske forsigtigt på nogle af passagerne.

Turens højeste punkt er Los Pajares, 1.034 moh. hvor udsigten ned i barranco’en og mod Masca er dramatisk.

Masca

Masca


Barranco de Masca har vi til gode

Længere fremme ender vi på et lille plateau, hvor der tidligere har været drevet landbrug.

Tænk, at der engang har boet mennesker ude på dette øde og utilgængelige sted. Her er lidt læ for vinden og herfra kan vi se langt udover sydkysten af Tenerife.

Vinden er ret imod os, da vi går samme vej tilbage. Heldigvis holder det tørvejr og snart er vi tilbage på landevejen.

Vi går de ca. tre kilometer ad serpentinervejen ned til Masca, men ned gennem barrancoen når vi ikke - det er der simpelthen ikke tid til i dag - men et stykke nede kan vi spise vores medbragte frokost og hvile os lidt.

Masca ligger aldeles malerisk på et klippefremspring med barrancoen neden for sig og med de mægtige bjergskråninger på de tre andre sider.

Nede i barrancoen bliver vegetationen tæt og meget frodig, med buske, træer, kaktus og agaver.

Turen gennem Barranco de Masca har vi til gode en anden gang ...

Primo Tours
Torre La Sal
Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt